Folketingets Skatteudvalg

Christiansborg

1218 København K.

27.april 2007

J.nr.56.894

 

 

 

 

 

 

L217

Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og vægtafgiftsloven

(Omlægning af bilbeskatningen for at mindste CO2  udledningen m.v).

 

 

Danmarks Automobilforhandler Forenings foretræde for Folketingets Skatteudvalg, onsdag den 2. maj kl. 09.15.

 

Skriftlig del!

 

Indledningsvis vil D·A·F gerne udtrykke sin tilfredshed med lovforslaget som helhed, som vi mener vil få den virkning, at kommende bilkøbere i højere grad end nu vil tage miljøprioritering med ved valg af bil.

 

Vi har dog følgende konkrete forslag til ændringer/tilføjelser:

 

 

Overgangsordning for varebiler over 2 tons samt autocampere

D·A·F  foreslår en udvidelse af overgangsordningen for varebiler over 2t totalvægt og campingbiler således, at der indtil årets udgang kan indgås aftaler om køb heraf på de fra før 25/4 2007l gældende vilkår og afgifter.

 

Dette begrunder  vi med, at der hos de autoriserede nybilforhandleres lagre fortsat pr. lovforslagets fremsættelsesdato henstod mange varebiler over 2 t totalvægt og campingbiler, der efter lovforslagets fremsættelse vil blive meget vanskelige at videresælge efter lovenes ikrafttrædelsesbestemmelser.

 

Endvidere er der på vej til Europa og herunder også Danmark flere sendinger af ikke-kundesolgte biler fra fabrikkerne, som efter lovforslagets fremsættelse ikke vil kunne videresælges. Derved risikerer mange forhandlere at skulle aftage biler, som de ikke kan sælge. Dette vil påvirke disse forhandleres likviditet og kreditværdighed i ikke ringe grad.

 

Ved at indrømme branchen en overgangsordning giver man også erhvervslivet mulighed for at nå at ændre en bestilling af en firehjulstrækker på gule plader til en almindelig kassevogn, for ikke at øge de enkelte erhvervsdrivendes bilanskaffelsesbudgetter.

 

 

Tillægsafgift for privatkørsel bør udskydes

Vi skal i tilknytning hertil også foreslå, at ikrafttrædelsen af de nye satser for tillægsafgift for privatkørsel i varebiler udskydes til 1. januar 2008. Dette begrundes med en frygt for, at importen af brugte varebiler fra EU (registreret før 25/4 2007) vil stige, idet disse vil være attraktive at opkøbe og sælge til danskere, som derved kan undgå en stigning i tillægsafgiften.

 

Særligt miljøvenlige personbiler til 105% afgift

D·A·F foreslår endvidere, at det medtages i lovændringerne, at der gives afgiftsindrømmelser for personbiler, der er fremstillet med særligt miljøvenlige motorer, eksempelvis personbiler hvis brændstofkilde helt eller delvis består af alternativer til fossile brændstoffer, såsom hybridbiler og biler med særlige benzin- eller dieselmotorer, der kan drives af mere end 80% ethanol.

 

Sådanne biltyper findes allerede på markedet og D·A·F er vidende om, at der er leveringer på vej til Danmark. Hvis disse skal kunne konkurrere med mere almindelige personbiler er det D·A·F s opfattelse, at den danske stat bør give slutbrugerne et nedsalg i registreringsafgiften for at animere til køb af biler med alternative drivmidler og fremme forsyningen af brændstof til disse.

 

Diverse

Faldet i brugtbilpriserne forventes i gennemsnit at blive 4% efter lovenes ikrafttrædelse og som følge af ændrede købsmønstre. Det kan betyde konkrete problemer i forbindelse med finansiering af bilkøb, idet priserne på en række modeller forventes at falde som følge af nedsatte priser på fabriksnye biler. En brugt bil taget i bytte og dermed anvendt som udbetaling, risikere at falde så meget i værdi, at den ikke længere udgør mindsteudbetalingen på 20 %. I så fald, vil et ejendomsforbehold i en kreditkøbskontrakt ikke være gyldigt og forhandleren mister derved sin sikkerhedsret i bilen.

 

For så vidt angår fradrag i afgiftsgrundlaget for airbags beklager D·A·F, at fradraget for 1. og 2. airbag bortfalder. Dette har efter de oplysninger D·A·F er i besiddelse af stor betydning også for kassevogne, idet priserne på disse som følge heraf vil stige.

 

D·A·F finder det også beklageligt, hvis den enkelte forhandler, som har afgiftsberigtiget et køretøj i tiden indtil lovens vedtagelse, på egen hånd skal stå for at opkræve eventuel efterbetaling af afgift hos kunderne. Derved påfører man forhandlerne og erhvervslivet omkostninger til afgiftens inddrivelse hos kunder, der af en eller flere årsager ikke kan eller vil efterbetale afgiften.

 

Med venlig hilsen

Danmarks Automobilforhandler Forening

Preben Kjær

Adm. direktør