Foretræde for Skatteudvalget onsdag den 9. maj kl. 9.45

 

Kommentarer til L217 Forslag til lov om ændring af registreringsafgiftsloven og vægtafgiftsloven.

 

Efter gennemlæsning af lovforslag L 217 kan det konstateres at lovforslaget i sin nuværende form vil få ganske afgørende indflydelse på Land Rover Danmarks forretning og mulighed for at sælge firhjulstrækkere til det danske marked. Samtlige modeller i Land Rover programmet vil få en ganske kraftig prisstigning fra ca. 50.000 kr. og op til 360.000 kr. afhængig af model. Det forventes, at få stor indflydelse for Land Rover Danmark, det danske netværk af Land Rover forhandlere samt en række underleverandører.

 

Siden 1948 har Land Rover udelukkende produceret og forhandlet firhjulstrækkere, der gennem årene har hjulpet det danske erhvervsliv med deres transportbehov, også når dette stillede krav til ekstraordinær trækkraft og fremkommelighed uden for asfaltvejen. Land Rover Danmark vil derfor ikke få gavn af de små justeringer af registreringsafgiften, der primært vil gavne meget små biler.

 

Land Rover Danmark er en privat importør, der udelukkende sælger biler af mærket Land Rover. Vi beskæftiger i dag 17 medarbejdere, og har hovedsæde i Kolding.

 

Da det fremlagte lovforslag rammer Land Rover hårdt ønsker vi at få fremtræde for Skatteudvalget for at fremføre vores største betænkeligheder omkring lovforslag L217.

 

Vore kommentarer gælder især følgende områder:

 

  1. Manglende overgangsordninger ved varevognsbeskatning
  2. Manglede overgangsordninger ved beskatning af autocampere
  3. Usikkerhed om afgift på allerede godkendte listepriser fra Skat

 

1. Manglende overgangsordninger ved varevognsbeskatning

 

Af lovforslaget fremgår det at varevognsbeskatningen fremover vil udgøre 50%. Som tidligere fremført vil dette medføre meget store prisstigninger på Land Rover modelprogrammet. Vores forventer en massiv nedgang i efterspørgslen efter vore biler grundet denne kraftige prisstigning.

 

Land Rover Danmark har allerede i september 2006 afgivet ordre for hele 2007 hos producenten Land Rover Ltd. i England. Det er sædvanlig procedure, at vi afgiver denne faste ordre for det efterfølgende år. Det skal her pointeres, at denne ordre afgives som en bindende ordre, hvor Land Rover Danmark forpligtiger sig til at aftage det aftale antal biler.

 

Denne bindende ordre blev afgivet under de på det tidspunkt kendte regler for registreringsafgiften på det danske marked. Og vi havde naturligvis en fast tro på at folketinget ikke ville ændre på disse forudsætning med øjeblikkelig varsel uden at sikre en acceptabel overgangsordning.

 

Såfremt der ikke kommer en overgangsordning, hvor Land Rover Danmark får mulighed for at sælge de allerede bestilte biler under de på tidspunktet for ordreafgivelsen kendte afgiftsregler, vil dette påføre firmaet et ganske betragtelig tab.

 

Ligeledes står der biler både på Land Rover Danmarks samt vore forhandleres lagre, og det vil ligeledes medføre store tab, hvis disse lagre nu skal realiseres under de nye afgiftsregler.

 

En opgørelse af biler på lager og bestilt på fabrik viser at dette er 1.010 biler.

 

Alle Land Rover modeller bliver ombygget i Danmark hos vores underleverandør Vamdrup Klargøringscentral. For at sikre et løbende produktionsforløb har vores underleverandør lagerført ombygningssæt til det forventede antal biler der skulle sælges i Danmark. Såfremt vi ikke opnår en overgangsordning for levering af biler under de gamle afgiftsregler vil det for vores underleverandør medføre tab grundet dette lager. Vores underleverandør beskæftiger i dag 4 mand med ombygning af biler til varevogne. Såfremt vores markedsvilkår ændres så dramatisk uden varsel, gives vores underleverandør ingen muligheder for at omstille deres produktion, og det må realistisk imødeses, at der vil forsvinde arbejdspladser.

 

Lovforslag L217 indeholder ingen form for overgangsordning, hvilket vi finder meget problematisk og vil have meget store konsekvenser for vores firma, ganske som det vil have konsekvenser for vore forhandlere og underleverandører. Det er ganske uforståeligt, at vi skal påføres disse store tab. Det skal understreges, at vi udelukkende har fulgt gældende lovgivning og med tiltro til denne har truffet vore forretningsmæssige dispositioner. Vi finder det passende såfremt der i lovforslaget blev indføjet en overgangsordning, hvor vi får mulighed for at sælge alle lagerbiler samt biler hvor der er afgivet fast ordre på fabrikken, og disse biler skal kunne sælges under de afgiftsregler der var gældende før den 25. april frem til den 31/12-07.

 

2. Manglende overgangsordninger ved beskatning af autocampere

 

Lovforslag L217 medfører en ændring af registreringsafgiften for autocampere fra 60% til 180%. Dog bliver omkostningen til selve ombygningen friholdt afgift. Denne omlægning vil reelt betyde at efterspørgslen for vore autocampere forsvinder helt.

 

Som ved varevogne indeholder lovforslag L217 ingen form for overgangsordning. Vi har også når det handler om autocampere allerede i september 2006 afgivet en fast og bindende ordre hos vores producent Land Rover Ltd. i England. Disse biler har specielle specifikationer, der gør at bilerne ikke vil kunne afsættes på det danske marked såfremt vi ikke får mulighed for at sælge disse som autocampere. Det vil derfor påføre vores virksomhed meget store tab, hvis ikke vi får en overgangsordning for autocampere.

 

En opgørelse af biler på lager og bestilt på fabrik viser at dette er 247 biler. Autocampere på lager er allerede ombygget og kan derfor ikke sælges som en anden type bil.

 

Vi får alle vore biler ombygget til autocamper hos vores underleverandør Bokarus i Allingåbro på Djursland. For at sikre et løbende produktionsforløb har vi tilbage i september 2006 bestilt ombygninger for hele 2007. Vores underleverandør har på baggrund af denne ordre lagerført materialer til disse ombygninger. Såfremt vi ikke opnår en overgangsordning for autocampere, vil vores underleverandør bliver påført meget store tab grundet dette lager. Dette tab vil være så stort at vores underleverandør forventer at det vil medføre lukning af firmaet, med tab af arbejdspladser til følge. Det vil ligeledes have konsekvenser hos de lokale leverandører vores underleverandør benytter sig af.

 

Det skal her understreges at vores autocamper netop har været til fornyet fremvisning hos Skat i Høje Tåstrup, hvor vi modtog en dispensation for salg af vores autocamper frem til 31/12-07. Denne dispensation vedlægges som bilag. Det er derfor ganske uforståeligt at denne netop afgivne dispensation med øjeblikkelig varsel bliver tilsidesat.

 

Vi finder det passende at der i lovforslaget bliver indføjet en overgangsordning for autocampere der sætter os i stand til at  sælge alle lagerbiler samt biler hvor der er afgivet fast ordre på fabrikken, og disse biler skal kunne sælges under de afgiftsregler der var gældende før den 25. april frem til den 31/12-07.

 

3. Usikkerhed om afgift på allerede godkendte listepriser fra Skat

 

Land Rover Danmark har et antal lagerbiler, hvor der er ansøgt listepriser hos Skat og disse er godkendt. Listepriser gives til biler der har stået på importørens lager i en lang periode og af den ene eller anden grund ikke kan sælges til de normale listepriser. Når der godkendes listepriser giver Skat tilladelse til at der ved beregning af registreringsafgiften indregnes en negativ avance. Der gives derved tilsagn om en fast registreringsafgift på et antal specificerede chassisnumre. Godkendelse af listepriser fra Skat vedlægges om bilag.

 

Det fremgår ikke af teksten til L217, hvorledes disse biler med en godkendt listepris skal beregnes. Vi vil forudsætte, at det er de allerede godkendte listepriser der skal være gældende. Det har dog ikke været muligt at få en tilkendegivelse af dette, og vi finder dette ganske utilfredsstillende ikke at vide under hvilke betingelser, vi kan sælge disse biler.