Ja, jeg kan ikke sige særlig meget til ændringsforslagene, for det var jo ikke dem, jeg blev spurgt om. Men jeg kan til det, der blev spurgt om, generelt sige, at jeg først og fremmest mener, det er vigtigt på det her område i forhold til forhandlere og i forhold til bilkøb og markedsforventninger at få slået fast, at det her er regeringens bud på en omlægning af bilafgifterne. Det er det, som vi vil gennemføre, fordi det giver renere biler, det giver sikrere biler, og det giver billige biler til danskerne.
Hvad angår de spørgsmål, der bliver stillet om EU-lovmedholdeligheden, er det ganske korrekt, at med de afregningspriser, der er på brugtvogne, har vi i øjeblikket et efterslæb i forhold til at være i fuld overensstemmelse med EU-retten. Det har vi en dialog med Kommissionen om, og vi har aftalt, at vi til efteråret vil lave et ændringsforslag om de satser, der er på brugtbilsimport og
-eksport. Og det er i fuld forståelse og overensstemmelse med Kommissionen aftalt, at det vil komme til efteråret, når vi har et overblik over, præcis hvad det er for satser, det skal være.
Så det er korrekt, at der ligger et hængeparti. Men det er ikke korrekt, at lovgivningen er i modstrid med EU-retten, for vi har en klar forståelse med EU-Kommissionen om, at vi skal rydde op i det til efteråret, når vi har et klarere billede af, præcis hvad det er for satser, der skal være.
Hermed sluttede forhandlingen om ændringsforslagene.
Afstemning
Ændringsforslag nr. 1 forkastedes, idet 41 stemte for, 60 imod; 8 stemte hverken for eller imod.
Ændringsforslag nr. 2 forkastedes, idet 19 stemte for, 90 imod.
Ændringsforslag nr. 5 og 6 forkastedes uden afstemning.
Ændringsforslag nr. 3 forkastedes, idet 17 stemte for, 90 imod.
Ændringsforslag nr. 4 vedtoges uden afstemning.
Lovforslaget som helhed sattes herefter til forhandling.
Ingen bad om ordet.
Afstemning
Lovforslaget vedtoges med 60 stemmer (V, DF og KF) mod 11 (SF og EL); 38 (S og RV) stemte hverken for eller imod.