Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     213- Forslag til Lov om ændring af selskabsskatteloven og forskellige andre skattelove (CFC-beskatning og indgreb mod kapitalfonde m.v.).

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer svar på henvendelse af 8. maj 2007 fra Ejendomsforeningen Danmark.

 

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Lise Bo Nielsen

 


 

Ejendomsforeningen Danmark har ved brev af 9. maj 2007 henvendt sig til Skatteministeriet i anledning af lovforslaget. Foreningen er meget tilfreds med de ændringer, der er foretaget i lovforslaget på baggrund af de indkomne høringssvar, men anfører dog følgende:

"Ejendomsforeningen Danmark finder dog, at det nye forslag stadig indeholder uhensigtsmæssigheder i relation til beskæringen af fradragsretten for renteudgifter. Problemet er, at skattemæssige afskrivninger nedsætter ejendommens skattemæssige værdi, således at rentefradragsretten mistes på afskrivningsbeløbet. Det betyder, at skattemæssige afskrivninger særligt på ældre afskrivningsberettigede ejendomme er meget forringede og reelt en del mere end nedsættelsen fra 5% til 4%. Det foreslås, at problemet løses ved, at reglerne (bl.a. forslagets § 1, pkt. 5) ændres, således at belåningsgrundlaget bliver anskaffelsessummen, den offentlige vurdering eller en opdateret markedsværdi for ejendommen."

 

Kommentar:

Jeg kan ikke tilslutte mig forslaget fra Ejendomsforeningen Danmark. Jeg henviser til de kommentarer, som er gengivet i lovforslaget s. 79-80, om anvendelsen af regnskabsmæssige værdier. Her anføres bl.a. (s. 80 øverst):

"Når der foretages afskrivninger begrænses grundlaget for rentefradraget. Dette skyldes princippet om, at skattemæssigt er der kun behov for at finansiere udgifter, der (endnu) ikke er trukket fra med nedsættelsen af skatten til følge. Det er derfor, at der ikke skal anvendes markedsværdier, der kan være meget højere end de skattemæssige som følge af gunstige afskrivningsregler. Den indkomst, der opnås fradrag i, burde jo bruges til at afdrage gælden med. Sker dette ikke, og anvendes indkomsten ikke til reinvestering i driftsmidler eller andre udgifter, kan man sige, at gælden ikke længere vedrører driften."