KOMMENTERET OVERSIGT
over
Høringssvar vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje (Massemediernes kildebeskyttelse, børnesagkyndige dommere og udenlandske advokater på Færøerne m.v.)
1. Hørte myndigheder og organisationer mv.
1.1. Et udkast til lovforslag vedrørende massemediernes kildebeskyttelse og børnesagkyndige dommere mv. (jf. lovforslagets § 1, nr. 1-4 og nr. 6-12) har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Færøernes Hjemmestyre, Retten på Færøerne, Politimesteren på Færøerne, Bladmannafelagid (Færøernes Journalistforbund), Østre Landsret, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet og Danske Mediers Forum.
1.2. Et udkast til lovforslag vedrørende udenlandske advokater på Færøerne (jf. lovforslagets § 1, nr. 5) har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Færøernes Hjemmestyre, Retten på Færøerne, Politimesteren på Færøerne, Østre Landsret, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen og Advokatrådet.
Justitsministeriets bemærkninger til høringssvarene er anført med kursiv.
2. Høringssvarene
2.1. Udkast til lovforslag vedrørende massemediernes kildebeskyttelse og børnesagkyndige dommere mv.
Politimesteren på Færøerne, Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen og Rigsadvokaten har ingen bemærkninger til udkastet til lovforslag.
Retten på Færøerne har ingen bemærkninger til udkastet, idet det forudsættes, at henvisningen til § 469 i den foreslåede § 468 a, stk. 2, indebærer, at sagerne skal indbringes for retten af Hovedbørneudvalget, og at henvisningen i den foreslåede § 468 a, stk. 1, til reglerne i kapitel 43 a indebærer, at reglerne om advokatbeskikkelse i § 470, stk. 2, finder anvendelse.
Østre Landsret har ingen bemærkninger til udkastet, idet det forudsættes, at henvisning til § 469 i den foreslåede § 468 a, stk. 2, sammenholdt med henvisningen til retsplejelovens kapitel 43 a i lagtingslovens § 64, stk. 3, betyder, at Hovedbørneudvalget skal sørge for at indbringe sagen for retten.
I bemærkningerne til forslaget til den færøske retsplejelovs § 468 a (lovforslagets § 1, nr. 11) er det præciseret, at anvendelsen af den færøske retsplejelovs kapitel 43 a bl.a. indebærer, at sagerne skal indbringes for retten af Hovedbørneudvalget, jf. § 469, stk. 1, og at reglerne om advokatbeskikkelse i § 470, stk. 2, finder anvendelse.
Advokatrådet har efter forelæggelse for den Færøske Advokatforening ingen bemærkninger til udkastet.
Danske Mediers Forum bifalder, at retsplejelovens § 172 indskrives i den færøske retsplejelov, og opfordrer samtidig Justitsministeriet til at se nærmere på de belgiske regler om kildebeskyttelse, der foruden vidnefritagelse også indeholder et forbud mod indgreb i meddelelseshemmeligheden, ransagning og beslaglæggelse mv. Danmark kan også hente inspiration fra forholdet mellem de belgiske regler om kildebeskyttelse og den belgiske anti-terrorlovgivning.
Med lovforslaget gennemføres en ændring af den færøske retsplejelovs regler om kildebeskyttelse, så de kommer til at svare til den danske retsplejelovs regler herom (retsplejelovens § 172), jf. pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Lovforslaget indeholder ikke herudover ændringer i reglerne om kildebeskyttelse i forhold til, hvad der gælder efter den danske retsplejelov.
Det kan tilføjes, at Danske Mediers Forum tidligere i forbindelse med behandlingen af regeringens anti-terrorpakke II (lov nr. 542 af 8. juni 2006) afgav en række høringssvar om forholdet mellem kildebeskyttelsesreglerne og antiterrorlovgivningen og bl.a. anførte, at en række af de fremsatte lovforslag ville kunne svække mediernes kildebeskyttelse, herunder reglerne om telefonaflytning. Justitsministeriet bemærkede, at de gældende betingelser for at foretage indgreb i meddelelseshemmeligheden ikke blev ændret med lovforslaget, ligesom der heller ikke var tale om en udvidelse af politiets muligheder for at foretage sådanne indgreb. Efter Justitsministeriets opfattelse indeholdt anti-terrorpakken ikke ændringer af væsentlig betydning for mediernes kildebeskyttelse. Der henvises bl.a. til Justitsministeriets besvarelse af spørgsmål nr. 12 af 5. april 2006 og spørgsmål nr. 17 af 6. april 2006 fra Folketingets Retsudvalg (L 217 – 2005-06).
2.2. Udkast til lovforslag vedrørende udenlandske advokater på Fær-øerne
Politimesteren på Færøerne, Østre Landsret, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten og Dommerfuldmægtigforeningen har ingen bemærkninger til udkastet.
Advokatrådet har efter forelæggelse for den Færøske Advokatforening ingen bemærkninger til udkastet.
3. Lovforslaget
Der er foretaget en redaktionel ændring af forslaget til den færøske retsplejelovs § 95, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 4). Desuden træder hele loven i kraft den 1. juli 2007, jf. lovforslagets § 2.
Lovforslaget svarer i øvrigt til de lovudkast, der har været sendt i høring.