Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 8 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. april 2007.

 

 

 

Lene Espersen

 

 /Torben Jensen

 


Spørgsmål nr. 8 vedrørende forslag til lov om hold af heste (L 202):

 

”Hvordan forholder ministeren sig til en ændring af loven, hvorefter der i stedet for en bemyndigelsesbestemmelse til ministeren, jf. § 6, stk., 2, indføjes en udtrykkelig regel om lofthøjden i staldene, som bl.a. tager højde for problemerne i forhold til de mange islænderheste, eksempelvis en regel, der siger, at lofthøjden i staldene skal være hestens stangmål plus 0,75 m, dog minimum 2,20 m i højden?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet kan henvise til svaret af 27. april 2007 på spørgsmål nr. 3 vedrørende lovforslaget, hvoraf bl.a. fremgår, at kravet til lofthøjden i stalden bygger på et forslag fra arbejdsgruppen om hold af heste og er fastsat under hensyn til, at hesten skal kunne stå i sin naturlige stilling uden at komme til skade. Det er desuden tillagt betydning, at der fastsættes et ensartet krav til alle opstaldningssteder, som er enkelt at administrere.

 

Justitsministeriet finder fortsat ikke, at loftshøjden bør være lavere end foreslået af arbejdsgruppen, f.eks. baseret på hestens stangmål, da det efter Justitsministeriets og arbejdsgruppens opfattelse har stor betydning for hestens velfærd, at den ikke opstaldes i en stald med for lav loftshøjde. Et krav om, at loftshøjden skal være 2,60 m sikrer efter Justitsministeriets opfattelse i øvrigt, at hesten – uanset race – kan rejse sig på bagbenene uden at skade sig selv ved kontakt med loftet, belysningsarmaturer mv.

 

Det bemærkes, at justitsministeren efter lovforslaget får bemyndigelse til at fastsætte særregler om lofthøjde for mindre heste. Justitsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af de administrative regler på området tage særskilt stilling til, om reglerne også skal omfatte islandske heste, jf. herved Justitsministeriets svar af 10. maj 2007 på spørgsmål nr. 2 vedrørende lovforslaget.