Den næste sag på dagsordenen var:
12) Tredje behandling af lovforslag nr. L 196:
Forslag til lov om ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Af undervisningsministeren (Bertel Haarder). (Fremsat 28/3 2007. Første behandling 20/4 2007. Betænkning 10/5 2007. Anden behandling 15/5 2007. Tillægsbetænkning 29/5 2007).

Der var stillet 2 ændringsforslag i tillægsbetænkningen. Uden for tillægsbetænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.

Ændringsforslagene sattes først til forhandling.

Ingen bad om ordet.

Afstemning

Ændringsforslag nr. 2 forkastedes, idet 2 stemte for, 106 imod.

Ændringsforslag nr. 1 betragtedes som bortfaldet efter forkastelsen af ændringsforslag nr. 2.

Lovforslaget som helhed sattes herefter til forhandling.

Forhandling

Jeg vil godt sige, at selve lovforslaget betragter vi som et stort fremskridt, men vi er også undervejs blevet meget forundret over den måde, som også undervisningsministeren har behandlet lovforslaget på, nemlig at man efter høringsperioden fremsætter vidtgående ændringsforslag, hvor vi må kalde ministeren i samråd, hvor vi kommer med tilkendegivelser. Men jeg vil sige, at efterhånden er det vel lykkedes os at nå frem til, at vi i enighed kan vedtage det her lovforslag i dag.
     Men jeg tror, at der også blandt dem, som er brugerorganisationer, dem, som repræsenterer de unge mennesker med særlige behov, hersker meget forskellige opfattelser af, hvad det her resultat vil ende med. Derfor er vi meget tilfredse med den tilkendegivelse, ministeren har givet i tillægsbetænkningen, nemlig at man nu vil følge området meget tæt, og at ministeren melder tilbage til Folketinget, så snart der er et evalueringsgrundlag.

     Det, der kan frygtes, er jo, at en række af de unge mennesker, der er på kontanthjælp, og som virkelig har brug for et løft, ender med ikke at kunne bruge det på grund af betalingsloven. Det ville være dybt, dybt ulykkeligt, for jeg tror, at samtlige Folketingets partier har en fælles oplevelse af, at disse unge virkelig har behov for et løft.
     Der er også sat penge af, og vi har tilkendegivet hele vejen, at vi mener, det burde være en statslig finansiering. Vi tog holmgangen under førstebehandlingen, og jeg skal ikke rejse debatten igen, men blot sige, at det er ærgerligt, hvis det kommer til at gå ud over en lang række unge mennesker. Derfor vil vi selvfølgelig følge området tæt, men jeg tror også, det er et så stort fremskridt, at vi har været nødt til at sige: O.k., vi går ind for det, og så følger vi området.
     Der er i bund og grund to forskellige opfattelser af, hvordan det vil gå med den meget udsatte gruppe, vi taler om. Vi ender selvfølgelig med at bakke lovforslaget op, for vi synes, det er vigtigt, at det er fremsat, men på baggrund af de udsagn, vi har fået fra deputationer, og det, vi har fået at vide af brugerorganisationer, vil vi altså følge området tæt. Vi er meget betænkelige ved regeringens opgørelse af, hvem det vil være godt for, og vi er meget skeptiske med hensyn til, om det vil ramme kontanthjælpsmodtagere. Men jeg tror dog, vi kan ønske hinanden tillykke med lovforslaget, men vi vil altså følge området meget, meget tæt.

Tak. Næste ordfører er fru Tina Nedergaard.

Jeg vil gerne bekræfte, at Socialdemokraterne selvfølgelig har fået en tilkendegivelse, ikke bare fra ministeren, men også fra aftaleparterne, om, at vi vil følge området nøje for at se, om lovforslaget lever op til alle de gode intentioner, som ligger bag det.
     Men grunden til, at jeg træder op på talerstolen, er faktisk, at jeg gerne vil slå fast, at vi glæder os meget over i Venstre, at unge med særlige behov nu får et retskrav på en egentlig ungdomsuddannelse. På baggrund af de tidligere behandlinger her i salen føler jeg også et behov for at slå fast, at det var på baggrund af et initiativ fra Dansk Folkeparti, sagen blev gennemført, så vi nu står i en situation, hvor faktisk alle unge er omfattet af et retskrav på at få en ungdomsuddannelse. Der er altså god grund til at glæde sig over afstemningen i dag, hvor hele Folketinget vil bakke op, at unge, som hidtil har haft særlig vanskeligt ved at få et ordentligt forløb af deres liv, nu får nogle langt bedre vilkår.
     Tak til de øvrige partier for godt samarbejde om lovforslaget.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Martin Henriksen.

Det er ikke, fordi vi fra Dansk Folkepartis side vil trække debatten i langdrag, men jeg vil blot på vegne af Dansk Folkeparti og på vegne af vores handicapordfører, fru Tina Petersen, sige mange tak for det samarbejde, der har været i Folketinget.
     Vi er utrolig glade for og stolte over, at vi har formået at få sagen gennemført i Folketinget. Det er jo noget, som har været et ønske fra organisationerne, i hvert fald fra midt i 1980'erne, så vidt jeg ved, og derfor syntes vi, det var på tide, at vi nu gav dette landsdækkende retskrav på en ungdomsuddannelse til netop denne gruppe unge danske borgere.
     Når vi snakker uddannelse, og det gør vi jo tit, synes vi, det er helt rimeligt, at vi også formår at fokusere på de grupper, som ikke passer ind i det normale, det ordinære uddannelsessystem, hvis man kan kalde det sådan. Derfor synes vi, det er rigtigt godt, at et enigt Folketing på baggrund af et beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti nu gennemfører et retskrav på et ungdomsuddannelsestilbud til handicappede og andre udviklingshæmmede unge. Det er på tide, det er vi glade for, og vi takker for samarbejdet fra Dansk Folkepartis side.

Jeg skal sige til hr. Martin Henriksen, at jeg også vil takke for det gode samarbejde. Men hr. Martin Henriksen skal jo være klar over, at vi fremsatte et lignende beslutningsforslag, samtidig med at lovforslaget blev fremsat, men trak det, fordi vi var enige i, at vi alle sammen skulle samarbejde her. Det synes jeg lige man skal være opmærksom på.
     Men jeg vil spørge Dansk Folkepartis ordfører: Hvis den tætte opfølgning og evalueringen viser, at forslaget virker mod hensigten, fordi betalingsloven gør, at en række unge mennesker, som skulle have haft uddannelsestilbuddet, kommer
i klemme, og det viser sig, at det, organisationerne sagde til os, kommer til at stå ved magt, er man så villig til at ændre finansieringsformen? Det kunne være en meget nyttig tilkendegivelse at få, også for de organisationer, der følger debatten tæt.

Jeg synes, det er helt rimeligt, at der kommer en historisk redegørelse om, at også andre partier har fremsat beslutningsforslag om dette her. Men taget i betragtning, at det jo i al beskedenhed var Dansk Folkepartis beslutningsforslag, der gjorde, at vi står her i dag, er vi selvfølgelig også villige til at kigge på eventuelle problemstillinger, som måtte opstå i forbindelse med finansieringen, og på andre problemstillinger, som forligskredsen og organisationerne måske heller ikke har drøftet eller tænkt over. Vi har altså et åbent sind, når det handler om at sikre, at retskravet rent faktisk også kommer til at fungere i virkelighedens verden.

Så er det hr. Carsten Hansen for sidste korte bemærkning.

Jeg vil godt sige, at jeg bestemt ikke vil frakende Dansk Folkeparti den store ære, det har haft af at stå bag dette her, også imod regeringen. Jeg vil gerne rose Dansk Folkeparti for at gå sammen med oppositionen for at få det gennemført. Nu er det lykkedes at få det igennem, og det skal DF have stor ros for.
     Det andet, jeg bare vil sige, er: Nu siger hr. Martin Henriksen, at man gerne vil kigge på det, men er man villig til at ændre finansieringsformen, så det ikke bliver en kommunal finansiering, men en statslig finansiering, som tilfældet er for alle andre unge, hvis det viser sig, at det, som alle handicaporganisationer osv. har sagt, viser at holde stik? Er man villig til at gå så langt? Jeg mener, det er så vigtigt, at vi bør have den tilkendegivelse i dag.

Så vil jeg gerne rose oppositionen for at gå sammen med Dansk Folkeparti uden om regeringen i denne sag, som jo endte med, at regeringen også gik med; tak til regeringen for det. Så har vi takket alle sammen, og det er også helt på sin plads.
     Men jeg vil bare sige, at jeg synes altså, vi har lyttet. Der har været et samråd, der har også været deputationer i Uddannelsesudvalget, og vi har lyttet til de argumenter, der er kommet frem. Men her i dag vil jeg ikke sige, at vi vil lave om på finansieringsformen, for vi er jo lige blevet enige om den. Jeg vil bare sige, at vi har et åbent sind, hvis der viser sig at være nogle problemstillinger i forbindelse med udmøntningen af lovforslaget.
     Vi kan glæde os over, at der kommer et retskrav på dette område. Det er en god dag at afslutte Folketingets samling på. Vi går på sommerferie, og nu ved man ude i det danske land, at der kommer et uddannelsestilbud på landsplan til handicappede og andre udviklingshæmmede unge danskere.

Så er det fru Pernille Frahm som ordfører.

Nu har alle jo stået heroppe og sagt tak og tak og tak, så det vil jeg undlade at gøre, men bare sige, at vi selvfølgelig også er utrolig glade for, at der endelig bliver gennemført noget på området, og at forslaget endelig er i hus. Men vi er meget bekymrede over den betalingsmodel, der er lavet, hvor det bliver overladt til kommunerne at sikre finansieringen af uddannelserne. Vi ved jo, hvordan kommunernes økonomi er trængt over en bred front, så også ud fra andre synsvinkler havde det været bedre med en statslig model.
     De andre synsvinkler, jeg tænker på, er, at man skal lægge området her så tæt op ad det normale som muligt. Vi snakker om unge mennesker, der på alle måder ønsker at være ligesom andre unge mennesker, og derfor er det også ærgerligt, at man ikke har villet give mulighed for, at de kan få SU, når de er på de uddannelser, for det er netop deres ønske om at gøre det, som alle andre gør, vi burde have tilgodeset. Men jeg er glad for, at vi har fået en aftale, som gør, at der bliver holdt meget nøje øje med, hvordan det går, og om der virkelig leves op til de retskrav, de unge har på at få oprettet uddannelserne, så vi i løbet af et års tid eller så får at se, hvordan det går på området.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører.

Også Enhedslisten støtter naturligvis dette forslag, som på en lang række punkter vil forbedre muligheden for, at unge med særlige behov kan komme ind i det ordinære uddannelsessystem.
     På linje med en række andre ordførere, bl.a. Socialdemokratiets og SF's, er vi bekymrede. På en lang række af disse uddannelser ville der normalt være statslig betaling, men i denne sammenhæng vil det være overladt til kommunerne at betale, og i forlængelse af betalingsloven vil det reelt kunne forringe effekten af ministerens lovforslag.

Det er faktisk derfor, vi har taget det så alvorligt, at vi har stillet et ændringsforslag til lovforslaget, som netop har til formål at rette op på det. Men det ændringsforslag er jo netop blevet nedstemt.

     Derfor må vi tage til takke med et forslag, hvori der heldigvis er en lovning på, at effekterne af lovforslaget med de nuværende betalingsregler vil blive fulgt nøje. Det vil vi selvfølgelig medvirke til at de bliver, sådan at vi sikrer os, at unge med særlige behov rent faktisk får opfyldt det retskrav på uddannelse bredt inden for hele uddannelsessystemet, som skulle være intentionerne med det forslag, vi vedtager her i dag.

Jeg kan ikke lade være med at spørge - det bliver jeg mange gange fristet til, når det er Enhedslisten, der går på talerstolen. Når nu Enhedslisten tager det her så alvorligt, at de stiller et ændringsforslag, hvorfor havde Enhedslisten så ikke valgt at tage det så alvorligt, at man deltog i forhandlingerne om udarbejdelsen af selve lovforslaget? Det havde trods alt været en smule relevant, hvis man havde ønsket indflydelse på lovforslaget.
     Det er jo sådan, at hvis man vil have indflydelse på nogle ting, må man vel også møde op og forhandle, og så må man give lidt, og man må tage lidt. Derfor vil jeg bare spørge, hvorfor Enhedslisten ikke tog det her lovforslag så alvorligt, at man var med i udarbejdelsen af lovforslaget.

Et meget hurtigt og klart svar til hr. Martin Henriksen: For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg ikke var inviteret.

Så er det hr. Martin Henriksen for den sidste korte bemærkning.

Nogle gange kan man vel også tage telefonen og ringe og spørge, når man ved, at de her forhandlinger pågår, om det ikke var muligt at deltage, fordi man, som jeg forstår, tager det så alvorligt. Enhedslisten er jo et humanistisk parti, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor man ikke selv har taget det initiativ, og jeg forstår heller ikke, hvorfor man ikke har været aktiv i forhandlingsprocessen.
     Det går igen på mange andre områder, men jeg synes faktisk, at Enhedslisten på et område, der er så vigtigt som det her, faktisk skylder at stå til ansvar for deres humanistiske menneskesyn og svare på, hvorfor de ikke aktivt har forsøgt at deltage i forhandlingerne om udarbejdelse af det her lovforslag. Det er et rimeligt spørgsmål. Jeg håber, der er et godt svar.

På linje med hvad vi har gjort i forbindelse med en lang række andre forslag, har vi selvfølgelig været aktive og taget del i det her. Vi har beskæftiget os med høringssvar og med høringspartnere, snakket med folk rundtomkring, været med til udvalgets behandlinger af det her forslag og har nu været med til det under behandlingen i salen og har stillet et ændringsforslag, som desværre blev nedstemt.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Lovforslaget vedtoges enstemmigt med 106 stemmer.

Tredje næstformand (Helge Adam Møller):
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.