Den næste sag på dagsordenen var:
26) Anden behandling af lovforslag nr. L 195:
Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Justering af den øvre grænse for hjælp (loftet) til modtagere af kontanthjælp m.v.). Af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen). (Fremsat 28/3 2007. Første behandling 19/4 2007. Betænkning 9/5 2007).

Der var stillet 2 ændringsforslag i betænkningen. Uden for betænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget og ændringsforslagene sattes til forhandling under et.

Forhandling

Det er i og for sig et ganske sympatisk forslag, vi står med her i dag. Det skal til anden behandling, hvor der også er et enkelt ændringsforslag, vi skal tage stilling til. Forslaget går nemlig ud på at få punkteret regeringens og Dansk Folkepartis kontanthjælpsloft, på en sådan måde at man undtager barslende for kontanthjælpsloftet. Det sker med den, synes jeg, meget relevante begrundelse, at hvis man er på barsel, har man ikke pligt til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
     Det interessante ved debatten og ved ændringsforslaget, som ligger, er, at vi har stillet et ændringsforslag, som under udvalgsbehandlingen er blevet støttet, ud over af Socialdemokraterne, også af SF, Enhedslisten og Det Radikale Venstre. Og Dansk Folkeparti har meddelt, at man her ved andenbehandlingen vil tilkendegive sit synspunkt om forslaget.

     Når det er et interessant ændringsforslag, er det, fordi det rent faktisk tager udgangspunkt i en situation, som vi her i Folketinget har drøftet mange gange. Ændringsforslaget lægger nemlig op til, at man også skal undtage psykisk syge over 25 år fra kontanthjælpsloftet, og at man derudover skal undtage mennesker, som er under kræftbehandling.
     Det virker for mig at se ganske naturligt, at man bakker op om det ændringsforslag, alene af den grund at vi her for et par måneder siden i Folketingssalen lige nøjagtig med hele Folketingets opbakning undtog unge mennesker under 25 år fra den særlige ungeindsats, i det omfang de havde en psykisk lidelse.
     Det her forslag er bare i forlængelse af det og går ud på at undtage voksne over 25 år med nøjagtig de samme lidelser fra kontanthjælpsloftet. Derfor burde regeringspartierne og Dansk Folkeparti også bakke op om det her forslag.
     Under førstebehandlingen i Folketingssalen var der en længere debat om, hvorvidt man var til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man var i sygdomsbehandling, f.eks. hvis man var under kræftbehandling. Jeg noterede mig ved den lejlighed, at Dansk Folkeparti også tilkendegav, at de ligesom vi andre i oppositionen mente, at det var fair nok, at mennesker, som på grund af deres sygdom og behandlingsforløb ikke havde mulighed for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, skulle undtages fra kontanthjælpsloftet.
     Det er derfor, at jeg med stor spænding i dag venter at høre, at Dansk Folkeparti bakker op om det her forslag og agter at støtte oppositionens ændringsforslag, så vi kan sikre, at mennesker, der på ingen måde har mulighed for at leve op til et beskæftigelseskrav, mennesker, som simpelt hen ikke kan stå til rådighed for arbejdsmarkedet, fordi de er under sygdomsbehandling for enten psykiske lidelser eller en kræftsygdom, som de behandles for, ikke skal rammes af kontanthjælpsloftet og sættes ned på lave ydelser.
     At regeringen ikke kan støtte det samme forslag, at regeringen ikke kan indse, at mennesker, der er syge og ikke har mulighed for at arbejde, skal straffes af en økonomisk sanktion, som er indført, for at det, som det hedder, skal kunne betale sig at arbejde, det forstår jeg ikke.
     Men jeg vil sammen med den øvrige opposition håbe på, at Dansk Folkeparti vil bakke op om dette fornuftige forslag, som de under førstebehandlingen gav så mange varme ord med på vejen.

Så er det hr. Bent Bøgsted som ordfører.

Dansk Folkeparti har selvfølgelig set på det ændringsforslag. Da vi havde det oppe på udvalgsmødet, havde jeg ikke fået set nærmere på det, og derfor lovede jeg at redegøre for vores holdning her under andenbehandlingen.
     Det kan selvfølgelig virke som et meget sympatisk forslag, at man skal fritage ægtefæller på kontanthjælp, der har psykisk sygdom eller kræft, fra nedsættelsen. Men den holdning, vi har i Dansk Folkeparti, er, at hvis man er så syg, at man ikke kan klare et job - det kan være på grund af kræft eller psykisk sygdom - skal man slet ikke være i kontanthjælpssystemet. Så skal man jo i gang med en sagsbehandling vedrørende enten fleksjob eller førtidspension.
     De personer, der er omfattet her, er efter vores mening en gruppe, der skal ind i et andet system. Der er lavet en stor portion af tiltag, der skal hjælpe folk videre. Hvis man har noget psykisk sygdom, der besværliggør, at man kan være på arbejdsmarkedet, så skal man hjælpes til at få fodfæste, og man kan få ekstra hjælp til at komme ud på arbejdsmarkedet.
     Men har man en psykisk sygdom, der gør, at man ikke kan klare at være på arbejdsmarkedet, så er det kommunerne, der skal træde ind og sætte en behandling i gang med henblik på enten et fleksjob, en revalideringsløsning eller en førtidspensionsordning.
     Derfor kan vi heller ikke tilslutte os det her ændringsforslag.

Tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger. Dem tager vi her fra talerstolen. Hr. Bent Bøgsted bedes derfor gå ned. Det er ikke noget personligt.
     Så er det hr. Thomas Adelskov for en kort bemærkning.

Det var dog en utrolig skuffende melding fra Dansk Folkeparti. For et år siden var vi enige om, at unge mennesker, som er på kontanthjælp, er psykisk syge, er skizofrene - senere tilføjede vi også borderlinediagnosen - ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, men er i et behandlingsforløb, hvor de på et eller andet tidspunkt kan forventes måske at ville vende tilbage til arbejdsmarkedet. Derfor valgte vi at undtage disse unge fra den særlige lave ungeindsats.

     Her taler vi jo om nøjagtig den samme diagnose, den samme gruppe mennesker, for nogle af de unge under 25 år, som vi nu har hjulpet, vil jo på et eller andet tidspunkt blive over 25 år, og så mener hr. Bent Bøgsted, at de samme regler så ikke gælder. Så skal vi ikke tage det samme hensyn, så skal vi ikke have den samme medmenneskelighed.
     Der er jo på ingen måde tale om, at de her mennesker er klar til hverken fleksjob eller førtidspension, hvis det er sådan, at de har mulighed for at blive raske og kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet på et eller andet tidspunkt. Det er jo i den sammenhæng, at det er nødvendigt at sige: De har ikke en arbejdsevne i øjeblikket, og derfor kan man ikke stille krav om, at de skal gå ud og finde sig et arbejde, og derfor bør de undtages fra kontanthjælpsloftet.

Jeg synes da, det er prisværdigt af hr. Thomas Adelskov at have de holdninger, som Socialdemokratiet har vedrørende det her. Så går jeg selvfølgelig også ud fra, at Socialdemokratiet nok har det som en stor prioritet, når finanslovforhandlingerne kommer i gang, og så kan Socialdemokratiet jo stille kravet der og også komme med finansieringsløsninger til, hvordan det skal foregå.
     Men jeg har nu givet udtryk for vores holdning til det her ændringsforslag, og det bliver ikke anderledes, uanset hvor mange gange hr. Thomas Adelskov går på talerstolen.

Nu argumenterer hr. Bent Bøgsted med, at Dansk Folkeparti ikke støtter forslaget, fordi man hellere skulle have en førtidspension.
     Så spurgte jeg hr. Bent Bøgsted: Er det ikke rigtigt, at det er nøjagtig den samme gruppe mennesker, vi har med at gøre her, som vi havde med ungeindsatsen? Er det ikke rigtigt, at hvis man er kræftpatient, så har man jo en forventning om på et eller andet tidspunkt at blive færdigbehandlet, blive rask og kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet, men at man, mens man er under behandling, kan være i nogle situationer og under nogle livsvilkår, der gør, at man har mere brug for ro under behandlingen end brug for at blive presset af regeringen og Dansk Folkeparti til at skulle ud og søge arbejde eller miste økonomi på grund af kontanthjælpsloftet?
     Jeg synes, det ville være rimeligt, hvis hr. Bent Bøgsted gik herop og forklarede, hvorfor Dansk Folkeparti har det synspunkt, og hvorfor Dansk Folkeparti ikke er enig med os andre i, at mennesker, der ikke har mulighed for at honorere et beskæftigelseskrav, rent faktisk også får mulighed for at få ro under deres sygdomsbehandling og dermed kan sikres ordentlige livsbetingelser og økonomiske vilkår.

Jeg skal gerne sige det igen til hr. Thomas Adelskov: En gruppe, der har så store psykiske problemer eller er ramt af kræft og ikke kan være på arbejdsmarkedet, skal efter vores mening ikke være på kontanthjælp. De skal være under et andet system. Så enkelt er det.

Jeg synes, at hr. Bent Bøgsted skulle tone rent flag og sige, at han i den her sag har valgt at pantsætte sin vilje hos beskæftigelsesministeren, for ellers vil jeg godt have hr. Bent Bøgsted til fra den her talerstol at sige: Der findes ikke mennesker, der er på kontanthjælp, som har en psykisk sygdom, og der findes ikke mennesker, der er på kontanthjælp, som er under en kræftbehandling.
     Hvis hr. Bent Bøgsted kan sige det heroppefra, så har vi ikke noget forslag længere. Men sådan er verden jo ikke. Så kom herop og giv et svar: Er der de mennesker, eller er der ikke de mennesker, som vi gerne vil hjælpe, og som hr. Bent Bøgsted ikke vil hjælpe?

Jeg kan blive ved med at gentage det samme, som jeg har sagt til hr. Thomas Adelskov, og det skal jeg gerne gå op og gøre de næste hundrede gange, hvis det er nødvendigt.
     Hvis der er folk, der er så psykisk syge eller ramt af kræft, at de ikke kan være på arbejdsmarkedet og ikke kan passe et arbejde, så er det Dansk Folkepartis holdning, at de ikke skal være i kontanthjælpssystemet. Så er det kommunerne, der skal gå ind og sætte en anden sagsbehandling i gang. Det kan være et fleksjob, det kan være en revalideringsløsning, eller det kan være en førtidspension. Det er Dansk Folkepartis holdning, og den ændrer sig ikke, uanset hvor mange andre ordførere der kommer op med korte bemærkninger til mig.

Nu har jeg meget stor tillid til hr. Bent Bøgsteds kendskab til virkeligheden, så derfor kan det godt undre mig, at hr. Bent Bøgsted kan ignorere, at der findes mennesker, som midlertidigt, på grund af en psykisk lidelse eller på grund af at de er under en kræftbehandling, ikke er i stand til at arbejde, men som bliver i kontanthjælpssystemet, fordi reglerne er sådan. Når nu hr. Bent Bøgsted selv har været med til at stemme for et lovforslag, der dækker mennesker under
25 år på kontanthjælp, som har en psykisk sygdom, kan hr. Bent Bøgsted da ikke ignorere, at der også findes mennesker over 25 år, der har de samme problemer, og som har brug for den samme form for støtte. Så derfor vil jeg spørge hr. Bent Bøgsted: Findes de mennesker, eller er det bare noget, vi har opfundet? Findes de mennesker i virkelighedens verden, uanset hvad hr. Bent Bøgsted kunne ønske sig?

Så er det fru Anne Baastrup for en kort bemærkning.
     Altså, man har ikke forpligtelse til at tage ordet, men man har ret dertil, og det gælder også fru Anne Baastrup.

Så får vi se, om hr. Bent Bøgsted vil svare mig.
     Her under behandlingen af forslaget fik vi jo omdelt en beskrivelse af en faktisk historie, som en mor sendte ind til os for et par år siden. Det drejer sig om en ung kræftramt mand, som i forsøget på at fastholde sin tilknytning til uddannelsessystemet for en kort periode vælger at modtage kontanthjælp, idet han ellers risikerer sin SU.
     Denne unge mand er under en voldsom kræftbehandling, og han får besked på, at han skal i aktivering. Han får besked på løbende at skulle stille på sagsbehandlerens kontor. Han får besked på, at han skal komme med en lægeerklæring fra en praktiserende læge, fordi Rigshospitalets kæmpemæssige stak af journaler ikke duer.
     Skal denne unge mand henvises til at blive omfattet af kontanthjælpsloftet? Jeg synes, hr. Bent Bøgsted skylder os et svar i hvert fald i den her konkrete sag.

Nu nævner fru Anne Baastrup en konkret sag. Jeg synes ikke, vi herinde i Folketinget skal begynde at vurdere konkrete sager. Det kan man gøre i udvalgsbehandlingen. Og det er så det. Jeg kan se, at fru Anne Baastrup står og hidser sig op. Det er også fair nok, det skal man have lov til. Men Dansk Folkepartis holdning ændrer sig ikke, uanset hvor mange gange der er nogle, der går herop og snakker om kontanthjælpsloftet.
     Det, jeg har sagt, er, at hvis der er nogen, der er så psykisk syge eller så syge af kræft, at de ikke kan være på arbejdsmarkedet, er det en anden sagsbehandling, der skal i gang. Så skal de have tilbud om et fleksjob, hvis de kan klare det, de skal have tilbud om revalidering, eller de skal på førtidspension. I den forbindelse er Dansk Folkeparti ikke afvisende over for, at der skal nogle andre tiltag til, måske midlertidig førtidspension, så lang tid de er under behandling. Men det er ikke her, det skal afgøres; det er i forbindelse med finanslovforhandlinger, man skal ind og se på, hvad man kan finde af løsninger her.
     Sidst, vi lavede noget vedrørende de psykisk syge unge under 25 år, blev pengene taget af satspuljen, men der bliver ikke ved med at være penge i satspuljen. Og det er så det. Men det har ikke noget med Dansk Folkepartis beslutning at gøre. Vi mener simpelt hen bare ikke, at de skal være i samfundet, hvis de er så syge.

Jamen det er derfor, jeg i virkeligheden ikke forstår, hvad svaret er, for hver gang bliver der henvist til, at det kommer til at koste penge, og derfor skal vi diskutere det under finanslovforhandlingerne. Men når hr. Bent Bøgsted siger, at kontanthjælpen skal skiftes ud med enten et fleksjob eller en førtidspension, så er det ikke et besparelsesforslag, tværtimod.
     Jeg synes, det er interessant, at hr. Bent Bøgsted åbner op for et midlertidigt førtidspensionstilbud til mennesker, som ellers er på kontanthjælp, fordi de ikke kan komme i arbejde. Men hr. Bent Bøgsted må da erkende, at der ikke er en krone at spare dér, tværtimod. Så hr. Bent Bøgsted skulle
i stedet for sige det rent ud. Der er simpelt hen mennesker i det her samfund, som Dansk Folkeparti er flintrende ligeglad med. Mennesker, der har en livstruende sygdom, kan få kontanthjælp, og er de der tilstrækkelig længe, ryger de ind under loftet. Det er fattigdom, der tilsyneladende skal gøre disse mennesker raske. Det er Dansk Folkepartis svar.

Jeg er nødt til at sige det en gang mere: Skal der findes en løsning på den måde - uanset om det drejer sig om fleksjob, revalidering, eller førtidspension - skal det ind over finansloven. Det er der, hvor man kan tage det op og forhandle om, hvad man skal have igennem. Det bliver ikke løst her og nu. Det er det, jeg har sagt hele tiden.
     Vores holdning er, at hvis der er nogen, der er så syge af psykisk sygdom, at de ikke kan klare et arbejde, eller så hårdt ramt af kræft, at de ikke kan klare et arbejde, skal de ikke være i det system, så skal de ind under et andet system. Så kort og enkelt er det. Og så kan man vurdere, hvad det så er for et system, de skal ind under.
     Svaret bliver ikke anderledes.

Jeg forstår hr. Bent Bøgsted sådan, at hvis vi i vores finanslovudspil ville finansiere en sådan lempelse af kontanthjælpsloftet, var Dansk Folkeparti sådan set indstillet på at imødekomme det ønske. Er det korrekt forstået?

Ønsker ordføreren at svare? Efter reglerne har fru Geday ret til en anden kort bemærkning, også selv om hun ikke har forladt talerstolen. Fru Geday.

Så må jeg altså sige, at det jo er lidt svært at føre en dialog fra Folketingets talerstol, hvis den person, man spørger om noget, nægter at svare.
     Men så vil jeg i hvert fald oplyse hr. Bent Bøgsted om, at såvel Det Radikale Venstre som Socialdemokratiet i vores udspil ved sidste års finanslov faktisk for begge partiers vedkommende har finansieret ikke alene en lempelse af kontanthjælpsloftet, men en decideret fjernelse af kontanthjælpsloftet. Så hvis hr. Bent Bøgsted er indstillet på det, er vi klar til i forbindelse med finanslovforhandlingerne at bistå Dansk Folkeparti med at finde de nødvendige midler til at få lempet eller sågar fuldstændig fjernet kontanthjælpsloftet, for det er det, vi i oppositionen ønsker.

Lige for en sidste gang: Dansk Folkeparti mener, at kontanthjælpsloftet fungerer fint. Det skal altid kunne betale sig at arbejde frem for at gå på kontanthjælp. Derfor er kontanthjælpsloftet der. Men det ændrer ikke ved, at det er sådan, at hvis der er nogen, der er så syge, at de af den ene eller anden årsag ikke kan være på arbejdsmarkedet, skal de ikke være i kontanthjælpssystemet. Så skal kommunerne gå ind og se, hvor de så skal putte dem hen. Så enkelt er det. Og min holdning ændrer sig ikke, ved at man kommer med flere kommentarer.

Det kan godt være, at hr. Bent Bøgsted ikke ønsker flere kommentarer, men jeg synes, hr. Bent Bøgsted i hvert fald skylder at fortælle både forsamlingen her og måske også dem, der sidder og kigger ude ved tv-apparaterne, lidt om det der midlertidige førtidspensionssystem, som hr. Bent Bøgsted henviser til.
     Jeg har faktisk gjort mig den ulejlighed, at jeg har undersøgt, om det eksisterer. Det eksisterer rent faktisk ikke i dag, men det er hr. Bent Bøgsted sikkert fuldstændig ligeglad med. Der er i dag ikke noget, der hedder en midlertidig førtidspension. Det forekommer i meget, meget få tilfælde, som f.eks. i tilfælde af, at man venter på en transplantation. Så derfor er det jo fuldstændig hyklerisk, at hr. Bent Bøgsted kan stå på den her talerstol og fortælle syge mennesker, der sidder ude i det ganske danske land, at de kan få midlertidig førtidspension, når begrebet overhovedet ikke eksisterer mere. Det vil jeg gerne bede enten den ansvarlige minister eller også hr. Bent Bøgsted bekræfte heroppefra. Jeg har undersøgt det så sent som i går, og begrebet midlertidig førtidspension eksisterer ikke.

Ønsker ordføreren ordet? Ønsker fru Lone Møller ordet for en anden kort bemærkning? Fru Lone Møller.

Det er simpelt hen en hån mod mennesker, der fuldstændig er ladt i stikken i det her system, at man kan stå dernede og se ud, som om man er fuldstændig ligeglad - mennesker, der er syge, og som ikke kan passe deres arbejde, skal enten på pension, eller også skal de have et fleksjob, eller hvad ved jeg. Sådan er virkelighedens verden ikke, må jeg sige til hr. Bent Bøgsted!
     Jeg står her med eksempel efter eksempel på mennesker, der er syge, der har været til speciallæger, og som har erklæring på, at arbejdsprøvning er udelukket, og for hvem det ikke er muligt at finde et fleksjob. Samtidig er den eneste konklusion, deres løsning på problemet, at man sætter dem på kontanthjælp. Og i det øjeblik de er så heldige eller uheldige - det kan man jo altid diskutere - at have en ægtefælle, bliver kassen klappet i. De her eksempler kan jeg komme med det ene efter det andet af - eksempler på, at mennesker må tage lån i deres hus og deres lejlighed, og nogle må gå fra hus og hjem.
     Jeg synes simpelt hen, det er flovt for hr. Bent Bøgsted, at han ikke sætter sig ind i, hvordan tingene foregår ude i den virkelige verden.

Jeg synes faktisk, det er forkert af fru Lone Møller at stå her og sige, at det eneste, der hjælper i den situation, er, at de skal undtages fra kontanthjælpsloftet. Det hjælper jo ikke i de tilfælde, som fru Lone Møller beskriver, at de pågældende bliver undtaget fra 500 kroners-nedsættelsen. Det er det, vi snakker om her. Det hjælper jo ikke de personer, de eksempler, som fru Lone Møller kommer med, at de skal undtages fra 500 kroners-nedsættelsen.
     Det, det drejer sig om her, er, at kommunerne skal ind i en sagsbehandling og få de her personer, der er så hårdt ramt, at de ikke kan klare et arbejde, over i et andet system. Så skal vi se på, hvad det så er for et system, de skal ind i. Er det et fleksjob, er det en revalidering, er det en førtidspension, måske en midlertidig førtidspension? Det kan jo komme, må jeg svare fru Lone Møller.
     Derfor siger jeg: Den slags er så store ting, at man er nødt til at tage dem op i forbindelse med finanslovforhandlingerne og få noget forhandlet på plads. Det er det, jeg har sagt hele tiden. Dansk Folkeparti er da ikke ligeglade med dem, der er syge. Det har vi aldrig nogen sinde været, vil jeg sige til fru Lone Møller. Aldrig nogen sinde er vi ligeglade med dem, der er syge. Vi gør en indsats for at tilgodese dem.
     Derfor siger jeg også, at i de her sager, der er så fyldestgørende, som fru Lone Møller siger, er vi nødt til at gå ind og se på, hvad vi så skal gøre. Er det igennem finanslovforhandlinger? Er det nye systemer, der skal til for at hjælpe dem, eller hvad er det, der skal til? Det er ikke den her 500 kroners-nedsættelse fra kontanthjælpsloftet, der løser deres problem.

For det første er det for mange mennesker ikke 500 kr., men
1.000 kr. eller op til 1.600 kr., de kommer til at mangle om måneden, og det er rigtig, rigtig mange penge for de her familier. Det er det, der gør forskellen på, om man har råd til de mest basale fornødenheder eller ej, og om man har råd til fortsat at betale sin husleje. Men jeg forstår ikke, hvordan hr. Bent Bøgsted kan blive ved med at henvise til, at disse mennesker skal på midlertidig førtidspension, når en sådan midlertidig førtidspension ikke findes. Så nytter det altså ikke noget, at hr. Bent Bøgsted siger, at at vi så må forhandle om, at vi skal oprette et sådant midlertidigt førtidspensionssystem. Det har jeg ikke set noget forslag til fra Dansk Folkeparti. Men hr. Bent Bøgsted bliver da nødt til at forholde sig til, at der her ligger et konkret forslag, der kan hjælpe disse mennesker nu og her. Hr. Bent Bøgsted henviser til, at man engang i fremtiden måske kan lave en anden indretning af socialsystemet, end vi har i dag, og der bliver hr. Bent Bøgsted da nødt til at lade være med bare at henvise til, at der måske en dag kommer et system, men sige, hvad Dansk Folkeparti vil gøre nu, hvad man vil gøre her og nu for at hjælpe disse mennesker.

Ja, ordføreren ønsker øjensynlig ikke ordet. Ønsker fru Line Barfod ordet for en anden bemærkning? Nej.
     Så går vi videre i ordførerrækken. Fru Elisabeth Geday som ordfører.

Linjen i de her ændringsforslag, som vi i oppositionen har stillet, er, at det er meningsløst at presse mennesker, som på grund af sygdom ikke kan arbejde, på deres pengepung med et loft over kontanthjælpen. Det er sådan set den samme tænkning, som ligger bag regeringens eget lovforslag her, at det er meningsløst at presse personer på barselorlov med kontanthjælpsloftet. De skal passe deres nyfødte børn frem for at bekymre sig om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde.

     Det er jo præcis den samme logik, vi lægger for dagen i oppositionen: De syge skal koncentrere sig om at blive raske, ikke om overvejelser om, hvorvidt det kan betale sig at arbejde.
     Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke er specielt vild med at stille ændringsforslag, som undtager visse sygdomsdiagnoser og ikke andre, men i det her tilfælde helliger målet midlet. Hvis vi skal overbevise Dansk Folkeparti om at stemme for den her slags forslag, er vi nødt til at fremhæve bestemte sygdomsgrupper eller opfordre bestemte mennesker til at møde op i Arbejdsmarkedsudvalget for at berette om deres ulykkelige situation. Det har vi fundet ud af er den eneste måde hvorpå vi kan overbevise Dansk Folkeparti om at indføre en lille smule retfærdighed i det her system, når det gælder kontanthjælpsloftet. Vi kan så ærgre os over, at det i det her konkrete tilfælde ikke lykkedes os at appellere til Dansk Folkepartis såkaldte varme hjerte.
     Jeg håber, at det så i stedet kan lykkes os i forbindelse med finanslovforhandlingerne helt generelt at overbevise Dansk Folkeparti om, at kontanthjælpsloftet på linje med starthjælpen har været en fiasko, og at det ikke er lykkedes at få særlig mange i arbejde. Derimod har begge dele, begge lave ydelser, bidraget til, at langt flere mennesker i Danmark er blevet fattige, og det kan vi ikke være bekendt.

Så er det fru Anne Baastrup som ordfører.

I går var jeg ude at diskutere med en Venstremand, og i den forbindelse diskuterede vi også spørgsmålet om, hvorvidt Venstre havde et værdifællesskab med Dansk Folkeparti. Og al den stund, at hverken Venstres ordfører eller beskæftigelsesministeren er gået op på talerstolen for eventuelt at argumentere for muligheden for at ændre på førtidspensionsloven eller for, at det teknisk, fysisk, juridisk overhovedet er muligt at få et fleksjob for de her mennesker, må vi jo så konstatere, at der også på det her område er et værdifællesskab mellem Venstre og Dansk Folkeparti. Under førstebehandlingen af det her lovforslag brugte jeg lidt tid på bl.a. at fortælle Dansk Folkepartis medlem af Arbejdsmarkedsudvalget om en forening, der hedder Loftsramte Eksperter. Jeg sendte endda hr. Bent Bøgsed links til denne forenings hjemmeside, men jeg har ikke efterfølgende fået nogen kommentarer fra hr. Bent Bøgsted. Sagen er jo den, at der er der en lang række mennesker, der er blevet ramt af kontanthjælpsloftet, og de beskriver, hvilke konsekvenser det får for dem selv, deres familie og især deres børn. Det, man gør ved at lave det her kontanthjælpsloft, er, at man sikrer, at børn, der er født og opvokset i Danmark, og som går i danske skoler, fastholdes i en relativ fattigdom, som, selv om vi har et rigt land, er ganske, ganske forfærdelig for disse børn. Og hvad er det, der er karakteristisk for regeringen? At den er fløjtende ligeglad med, at vi har fattige børn i det danske samfund. Og hvad er det, der er karakteristisk for Dansk Folkeparti? Dansk Folkeparti er fløjtende ligeglad med, om vi har fattige børn, der vokser op i Danmark. Og så synes jeg, at det er meget interessant i øvrigt at diskutere, hvad det er, der nu er ved at ske i dansk politik. For med de her klare socialpolitiske udmeldinger fra De Konservative, Venstre og Dansk Folkeparti må det også være klart for vælgerne, at dette er højrefløjen i dansk politik, som er flintrende ligeglad med, at der er børn i Danmark, der vokser op i fattigdom.

Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører.

Kontanthjælpsloftet er måske et af de absolut mest præcise kendetegn for den siddende regerings og dens støttepartis, Dansk Folkepartis, politik.
     Kontanthjælpsloftet har ét formål: Det er at sikre, at nogle af de svageste, nogle af dem, der står længst ude i forhold til arbejdsmarkedet, bliver fattigere - helst så fattige, at de vil gøre alt for at se, om de kan komme ud af deres fattigdom på den ene eller den anden måde. Og hvad har der så vist sig? Det har vist sig, at der ikke er plads til de mennesker på arbejdsmarkedet.

     På bundlinjen, når vi skal snakke om kontanthjælpsloftet, står én ting, og det er, at kontanthjælpsloftet har ført til øget fattigdom. Kontanthjælpsloftet har ført til, at flere mennesker bliver sat på gaden. Kontanthjælpsloftet har ført til, at vi har tusinder af fattige børn i Danmark.
     Som om det ikke var slemt nok, er det måske gået op for regeringen og Dansk Folkeparti, at et er, at man vil piske folk til at arbejde, men at det måske er lige groft nok at give de mennesker, der på ingen måder er i stand til at arbejde, pisken. Derfor er man efter lang tids overvejelse kommet med det lovforslag, vi behandler her, som fritager folk, der er på barsel, og som fritager folk, der er gift med SU-modtagere, fra kontanthjælpsloftet.
     Men det er jo ikke de eneste grupper, som ikke er i stand til at arbejde. Vi har tidligere behandlet et forslag, som netop tog en af de grupper, nemlig gruppen af psykisk syge, som var under 25 år, og sagde: Jamen hvorfor skal de rammes af særlige sanktioner, når de ikke er i stand til at arbejde i en midlertidig periode? Det ændringsforslag, vi behandler her, har præcis den samme logik: Folk, der i en periode ikke kan arbejde, skal selvfølgelig ikke straffes yderligere.
     Derfor er det fuldstændig uforståeligt, at regeringen og Dansk Folkeparti fastholder, at de mennesker altså skal rammes af kontanthjælpsloftet, og at det fortsat skal være sådan, at mennesker, der har problemer nok med en sygdom,
f.eks. kræft, under deres sygdomsbehandling og mens de måske på lang sigt kan blive raske igen, skal være ramt af fattigdom, samtidig med at de er ramt af sygdom. Det er det, der er regeringens politik; det er det, der er Dansk Folkepartis politik. Hvorfor er det så, man stemmer imod det ændringsforslag? Det har man sendt hr. Bent Bøgsted op for at prøve at forklare på vegne af Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti. Og hvad er det så, hr. Bent Bøgsted siger? Han siger, at de mennesker ikke findes. Han siger, at de skal på en anden ordning, der ikke eksisterer. Det er så fattigt, at man ikke kan finde på nogen argumenter, som overhovedet har noget med virkeligheden for mange af de mennesker, vi snakker om, at gøre. Det er at snakke udenom, og det er at fastholde ét perspektiv, og det er, at de, der står længst væk fra arbejdsmarkedet, de, der i forvejen har de største problemer, skal gøres fattigere i et så rigt land som Danmark. Og helt ærligt, hvis Venstre og Konservative ikke har en bedre fortaler for deres politik end hr. Bent Bøgsted, synes jeg, det står rigtig skidt til med regeringen.

Jeg forstår, at ministeren ikke ønsker ordet, så vi går til anden runde, og det er hr. Thomas Adelskov som ordfører.

Jeg synes, at det er beskæmmende, at ordførerne fra Det Konservative Folkeparti og fra Venstre ikke går på talerstolen og forklarer, hvorfor de ikke støtter det ændringsforslag. Jeg synes, at det er beskæmmende, at beskæftigelsesministeren ikke går op og deltager i debatten og forklarer, hvorfor regeringen og beskæftigelsesministeren ikke støtter det ændringsforslag.
     Vi har en tilkendegivelse i Arbejdsmarkedsudvalget på én linje, hvori der står, at beskæftigelsesministeren ikke agter at stille ændringsforslaget selv. Det er, hvad vi ved om, hvorfor regeringen ikke mener, at syge mennesker, som har en psykisk diagnose, skal undtages fra kontanthjælpsloftet. Det er, hvad vi ved om, hvorfor regeringen ikke mener, at mennesker, som lider af en kræftsygdom og er under behandling, skal fritages fra kontanthjælpsloftet.
     Vi ved kun - og det bakker vi i Socialdemokratiet op om
- at mennesker, som er på barsel, ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor ikke skal ud og arbejde og dermed ikke skal være omfattet af kontanthjælpsloftet. I vores optik er mennesker, der lider af en psykisk sygdom, eller mennesker, der er i et kræftbehandlingsforløb, jo heller ikke
i stand til at gå ud og finde sig et arbejde, og derfor er det urimeligt, at de skal leve under regeringens mantra om, at det skal kunne betale sig at arbejde og man derfor skal skæres i kontanthjælpen.

     Dansk Folkeparti havde mod nok til at stille sig op på talerstolen og forsøge at forsvare deres argumentation og deres stillingtagen til ændringsforslaget. Der var ikke hoved eller hale i argumenterne, men man stillede sig dog trods alt op her på talerstolen og stillede sig - i hvert fald i et vist omfang - til rådighed for Folketingets medlemmer.
     Jeg synes, det er beskæmmende, at hverken ordførerne fra Det Konservative Folkeparti eller fra Venstre eller beskæftigelsesministeren stiller sig til rådighed med en argumentation for, hvorfor man ikke støtter det her ændringsforslag.

Jeg kan se, at beskæftigelsesministeren stadig ikke har planlagt at tage ordet i den her debat. Jeg vil bare ganske kort konstatere, at magtfuldkommenheden på regeringsbænkene, hos beskæftigelsesministeren, hos de to regeringspartier, Venstre og Konservative, tilsyneladende efterhånden er så udpræget, at man end ikke i en debat med Folketinget agter at begrunde, hvorfor man mener, at syge mennesker skal underlægges restriktioner, der kan betyde, at de bliver kastet ud af deres bolig, at de ikke har økonomi til et ordentligt liv. Jeg konstaterer, at magtfuldkommenheden i regeringen og på bænkene ovre hos Venstre og De Konservative efterhånden har nået en højde, så man end ikke vil begrunde, hvorfor man om et øjeblik stemmer et forslag fra en samlet opposition ned.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Ændringsforslag nr. 1 forkastedes, idet 42 stemte for, 52 imod.

Ændringsforslag nr. 2 forkastedes uden afstemning.

Lovforslaget overgik derefter til tredje behandling.

Første næstformand (Svend Auken):
Jeg foreslår, at lovforslaget går direkte til tredje behandling uden fornyet udvalgsbehandling. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.