5) Første behandling af lovforslag nr. L 195:
Forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik. (Justering af den øvre grænse for hjælp (loftet) til modtagere af kontanthjælp m.v.). Af beskæftigelsesministeren (Claus Hjort Frederiksen). (Fremsat 28/3 2007).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Jeg kan sige med det samme, at Venstre naturligvis kan støtte det her lovforslag, som justerer nogle uhensigtsmæssigheder på plads i forhold til kontanthjælpsloftet. Kontanthjælpsloftet blev indført for at sikre, at man ikke har markant mere til rådighed på kontanthjælp end ved at arbejde.

Uden loftet ville mange familier ikke have nogen økonomisk tilskyndelse til at tage et arbejde. Med loftet vil selv ganske få timers arbejde derimod hurtigt kunne mærkes på familiens husholdningsbudget, og det giver en god tilskyndelse til at få foden indenfor på arbejdsmarkedet. Og der kan vi jo sige, at det går rigtig godt med økonomien i øjeblikket, der er rigtig mange ledige job, og der er mangel på arbejdskraft. Vi står jo så også med en historisk chance og mulighed for, at mange mennesker kan komme ind på arbejdsmarkedet og udnytte mulighederne.

     Kontanthjælpsloftet virker, og de sidste 3 år har mange kontanthjælpsmodtagere netop skiftet kontanthjælpen ud med arbejde eller uddannelse eller er på anden vis kommet ud af kontanthjælpssystemet. Det bedste middel imod social marginalisering er at få mennesker i arbejde, men det kræver, at det kan betale sig at arbejde. Det gælder både for danskere og for udlændinge.
     I Venstre ønsker vi på ingen måde at bryde med kontanthjælpsloftets grundlæggende idé om, at det skal kunne betale sig at arbejde, men det har dog aldrig været meningen, at kontanthjælpsloftet skulle give incitamenter til at afbryde en barsel eller undlade at starte på en SU-berettiget uddannelse. Dette lovforslag indeholder forbedringer på fire konkrete punkter. Der fjernes bl.a. nogle uhensigtsmæssigheder i situationer med barsel og uddannelse, ligesom der bliver en mere retfærdig fordeling mellem ægtefæller, og endelig er der en forhøjelse af det fradragsfri beløb. Derfor bakker Venstre op om og kan støtte lovforslagets justeringer, der gør op med disse uhensigtsmæssigheder.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, først hr. Thomas Adelskov, værsgo.

Tak.
     Nu siger ordføreren i sin tale, at kontanthjælpsloftet virker. Det kan vi jo konstatere; vi har set nye tal for, at antallet af mennesker, der bliver sat ud af deres lejlighed, næsten er fordoblet, så man kan jo ønske ordføreren tillykke med det pæne resultat i forbindelse med kontanthjælpsloftet.
     Når nu man argumenterer i lovforslaget for, at grunden til, at vi også skal gå ind og lempe for barslende studerende, så er det, fordi der er tale om en gruppe, som man ikke stiller krav om skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, og de er heller ikke omfattet af andre regler, f.eks. regler om at skulle deltage i aktiveringsforløb.
     Må jeg ikke spørge ordføreren om, om ordføreren så ikke mener, at det er at sammenligne med f.eks. en person, der er røget ud af sygedagpengesystemet og får kontanthjælp, og som stadig væk går og venter på operationer i det offentlige sundhedsvæsen, og som vi derfor heller ikke kan stille krav om skal deltage i aktivering, og som heller ikke kan påtage sig et arbejde, før vedkommende er færdigbehandlet? Kunne man ikke også lade den gruppe personer blive omfattet af den her lempelse af kontanthjælpsloftet?

Den første statistik, som spørgeren henviser til, må jeg afvise, den har ikke noget med sagen at gøre. Det viser sig, at nogle af de tal, der optræder i den statistik, som spørgeren henviser til, er fra før tiden med kontanthjælpsloftet, så dem må jeg afvise.
     Her er der konkret tale om fire forslag til forbedringer
i forbindelse med barsel og adoption, som jeg nævnte i ordførertalen. Igen må jeg så afvise spørgerens ønske om at tage andre situationer med ind i det; de bliver tacklet i forbindelse med de muligheder og regler, der er i relation til de tilfælde, som spørgeren var inde på.

Det er jo korrekt, at nogle af de tal i den undersøgelse, som viser, at der er mange flere, der bliver sat ud af egen lejlighed, er fra før. Og det er jo, fordi man kan lave en sammenligning mellem, hvordan det så ud før, og hvordan det ser ud nu. Der bliver sat næsten dobbelt så mange mennesker ud af deres lejligheder på grund af bl.a. kontanthjælpsloftet.
     Vi havde en kvinde inde hos os i Arbejdsmarkedsudvalget før jul, som fortalte om sin og sin mands situation. Manden gik og ventede på at blive opereret i knæene, han var blevet opereret i skuldrene, og han var røget ud af sygedagpengesystemet. Han ville meget gerne arbejde, men var nu blevet ramt af kontanthjælpsloftet. Altså, der er jo tale om mennesker, hvor situationen ikke er selvforskyldt, om mennesker, som ikke nægter at arbejde, men som simpelt hen er
i et behandlingsforløb, og som vi jo ikke kan stille krav om skal tage et arbejde, fordi de er syge, og som vi jo heller ikke kan sende ud i aktivering, fordi de simpelt hen ikke kan. De er syge. Mit spørgsmål går ganske simpelt på: Hvordan adskiller de sig fra barslende kvinder, som vi heller ikke stiller et krav om skal deltage i beskæftigelse? Hvorfor kunne man ikke hjælpe den familie og sikre, at den rent faktisk også havde et rimeligt forsørgelsesgrundlag?

Hvis nogle konkrete borgere bliver sat ud af deres lejemål både nu og under tidligere regler, har det jo ikke noget med kontanthjælpsloftet at gøre. Der kan jo typisk vise sig at være en lang række andre årsager til det. Det kan være gammel uoverstigelig gæld, det kan være igangværende gældssaneringssager, det kan være, at man sidder i en forkert lejlighed i forhold til de økonomiske muligheder, man har nu. Så billedet er for mig at se langt mere nuanceret end den forenklede, forsimplede fremstilling, som man kommer med her.

     Til den sidste del af det, den del om nogen, som måtte være syge, jamen der vil jeg sige, at reglerne også er således, at der er en mulighed for at få udskydelse i helt konkrete situationer, men det må jo bero på den konkrete sagsbehandling, som foregår over for den enkelte.

Nu er en del af baggrunden for det her forslag jo, at vi har at gøre med en gruppe mennesker, som af en bestemt grund ikke kan og skal arbejde. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre, om Venstre vil være positive over for et forslag i Folketinget om, at vi, hvis vi kan finde frem til nogle grupper, som på grund af midlertidig fysisk eller psykisk sygdom ikke kan arbejde, også får dem fritaget for kontanthjælpsloftet.

Det her konkrete forslag giver jo klart nogle, vi kan sige forbedringer, altså hjælp til de mennesker i de konkrete situationer, som jeg har nævnt i ordførertalen. Det burde alle i og for sig jo kunne støtte op om, og det forventer jeg da også at man kan, når vi kommer til afgørelsens time.
     Jeg skal ikke foregribe en eventuel anden behandling i Folketingssalen under andre omstændigheder og med andre lovforslag. Så tiden må så vise, hvordan man skal forholde sig til andre nye, konkrete forslag. Men her er der tale om nogle konkrete forbedringer, som jeg håber alle kan støtte.

Hr. Erling Bonnesen svarede jo ikke på, hvad det var, jeg spurgte om.
     Jeg kunne godt tænke mig at høre Venstres holdning til mennesker, som på grund af f.eks. en fysisk eller psykisk sygdom midlertidigt ikke er i stand til at arbejde. Skal de være omfattet af kontanthjælpsloftet, eller mener Venstre, at de skal friholdes fra kontanthjælpsloftet?

Præmissen fra spørgeren er jo forkert, for vi vil i Venstre ikke blot lade borgere gå, vi vil tværtimod det modsatte og foretage den målrettede indsats, som jo er med i de forskellige andre initiativer. Det er sådan set tilgangen til det. Derfor har man også via kommunalreformen nu fået oprettet de nye jobcentre, så det, som man kan få spurgt om, er: Er det ledighed, der er problemet, eller er der også andre problemer, der skal tages stilling til, f.eks. på det personlige område, eller hvad det nu end måtte være, sådan at man kan få lavet den målrettede indsats, netop for at folk kan komme i arbejde? For al erfaring viser jo, at netop det at have et arbejde er det allerbedste middel til at prøve at forbedre sin personlige situation på.
     Så jeg skal ikke her stå og kommentere på andre tænkbare forslag, der kan fremsættes senere, men bare glæde mig over, at her er der nogle punkter, som konkret forbedrer mulighederne i konkrete situationer.

Når vi står her i dag og fra oppositionens side kan glæde os over at have slået endnu et lille hul i kontanthjælpsloftet, så tror jeg at det skyldes, at det kom bag på statsministeren, at man rent faktisk bliver ramt af kontanthjælpsloftet, selv om man er på barselorlov. Og det tror jeg selv statsministeren syntes var lige lovlig barskt, for det kan jo ikke være meningen, at man skal gå på arbejde, når man egentlig skulle være hjemme og passe sit lille barn.
     Så håber jeg, at det kommer lige så meget bag på statsministeren, at faktum jo også er, at hvis du ligger i en hospitalsseng og er dødssyg af cancer som terminalpatient, kan du også blive ramt af kontanthjælpsloftet, hvis du altså er så uheldig, at du stadig væk er på kontanthjælp.
     Kunne man ikke forestille sig, at man på tilsvarende vis kunne lave en form for lempelse af loftet, således at de mennesker, som vitterlig ingen chance har for at komme i arbejde, kunne slippe for at skulle blive ramt af den økonomiske straf, som det er at blive ramt af kontanthjælpsloftet?

Jeg skal ikke på nogen måde svare på vegne af statsministeren. Jeg er ordfører for mit parti og glæder mig over de her forslag, vi nu ser ud til at få en bred støtte til.
     Skulle der i det konkrete, sidste spørgsmål om kræftramte være nogle tekniske uhensigtsmæssigheder i den eksisterende lovgivning, jamen så er jeg helt sikker på, at vi er parate til at få analyseret det. For hensigten med kontanthjælpsloftet er jo lige præcis, at man, hvis man er i stand til at tage et arbejde, så også skal gå ud og tage et anvist arbejde. Og det er jo tydeligt for enhver, at hvis man er kræftramt på en eller anden facon - nu forudsætter det også, at det så er i en så alvorlig grad, som det beskrives fra spørgerens side - altså, hvis det er tilfældet, så er det en ting, der skal ses på i forbindelse med kontanthjælpsloftet, det er klart. Så selvfølgelig ser vi på det, hvis det måtte komme op.

Det er jeg rigtig glad for, for nu er vi da så ved at komme i en situation, hvor man trods alt kan sige, at hvis kontanthjælpsloftet skal give nogen mening, så skal de mennesker, det rammer, jo have en reel mulighed for at komme
i arbejde. Og det er klart, at for et menneske, som er ramt af cancer, er det altså ikke en mulighed, der ligger lige for.

     Det samme gælder jo så for det eksempel, som hr. Thomas Adelskov nævnte, nemlig den patient, som står over for at skulle opereres i begge ben og lige er blevet opereret i begge skuldre og har været så uheldig ikke længere at kunne modtage sygedagpenge og derfor er på kontanthjælp. Vedkommende har brug for hurtigst muligt at komme i behandling og hurtigst muligt at blive rask efter den behandling, og har jo ikke brug for at blive presset økonomisk.
     Kunne man ikke også godt forestille sig, at regeringen ville vise sig åben over for at diskutere en lempelse for dem?

Endnu engang har jeg grund til at glæde mig over, at vi har fået vedtaget og gennemført kommunalreformen, som en lang række steder samler aktiviteterne på beskæftigelsesområdet i jobcentrene, hvor man lige præcis har muligheden for at få et samlet overblik over den pågældende lediges situation, nemlig om den drejer sig om ledighed, eller der også er andre ting. Og så må det vise sig, om de værktøjer, der allerede er til rådighed i værktøjskassen, er tilstrækkelige. Men samfundet udvikler sig jo over tid, så lad os se på, hvad der kan dukke op af ting, som vi så kan forholde os til.

Hr. Erling Bonnesen glæder sig over de lempelser, der ligger nu, og dem tror jeg vi alle sammen er tilfredse med.
     Jeg vil gerne følge lidt op på det, de andre ordførere har spurgt om. Det drejer sig netop om mennesker på sygedagpenge, som har ramt loftet og er blevet overført til kontanthjælp. Der siger hr. Erling Bonnesen, at dem vil man ikke kigge på her og nu; nu tager man dem, der er i forslaget, og så må de andre vente - der må man bruge de muligheder og regler, der er.
     Så vil jeg meget gerne have, om hr. Erling Bonnesen kunne fortælle mig, hvordan de regler er. For i dag er det sådan, at når man har ramt et vist ugeantal, ryger man på kontanthjælp. Så har vi lavet en forlængelse, hvis man kan dokumentere, at man inden for den forlængelse vil have mulighed for at blive rask og komme i arbejde.
     Vi har masser af mennesker i dette land, som ikke inden for den forlængelsesperiode kan få en lægelig udtalelse på, at der er en chance for, at de kan være raske. De kan ikke få forlænget deres sygedagpengeperiode. Så derfor vil jeg gerne spørge: Hvor kan kommunalreformen gå ind og hjælpe? Og hvad er det for muligheder, hr. Erling Bonnesen fortæller om, for de er der ikke?

Det skal så lige præcis vise sig, når vi nu ser erfaringerne, efter at kommunalreformen er trådt i kraft og jobcentrene også begynder at virke og man er ved at komme op i gear med sagsbehandlingen. I første runde er det jo de udsættelsesmuligheder, der er i det, vi må holde os til og få nogle erfaringer fra.

Det eksempel med sygedagpenge har jo ikke noget med kommunalreformen at gøre. Det er sygedagpengeloven, og det er sygedagpengelovens regler, som gør, at man ryger over på kontanthjælp. Så derfor kan vi ikke ved at kigge på kommunalreformen tro, at vi får løst det her problem.
     Det, jeg vil spørge om, er: Vil Venstre ikke være med til at kigge på det her åbenlyst skæve problem, når nu man dog alligevel går ind og åbner for nogle problemer, som man kan se bestemt ikke er hensigtsmæssige? Det ville klæde regeringen og partiet Venstre at være med til at løse det problem for ulykkelige mennesker, der ikke af egen skyld er røget over under kontanthjælpsloftet.

Venstre viser jo netop med dagens lovforslag, at vi er parate til at se på nogle uhensigtsmæssigheder, som måtte opstå som følge af samfundets udvikling. Og så viser det sig også nogle gange i forbindelse med andre tænkte situationer, som spørgeren er inde på, at det jo ikke er altid, man har statistikken på sin side i argumentationen.
     Derfor er mit svar også, at vi er nødt til at se en stærkere argumentation for, om der overhovedet er et problem. Skulle det vise sig fremadrettet, at der er et problem, jamen så har vi jo netop vist her i dag, at vi er parate til at se på det, når det først er analyseret til bunds.

Dengang hr. Erling Bonnesen var formand for Arbejdsmarkedsudvalget, fik jeg omdelt en henvendelse fra en ulykkelig mor, der beskrev sin søns oplevelse af at lande på kontanthjælp. Han havde været på SU. Han blev udsat for en voldsom, alvorlig kræftsygdom. Han skulle på kontanthjælp, fordi han ikke kunne fortsætte med sin SU. Han fik for det første besked på, at det godt kunne være, han havde sådan en stak papirer fra Rigshospitalet, men at han skulle ned til praktiserende læge og have en erklæring om, at han var syg. Samtidig fik han at vide, at han i øvrigt i løbet af 3 måneder skulle aktiveres, og at han kunne se frem til at komme ind under kontanthjælpsloftet.
     Er det den måde, hr. Erling Bonnesen mener at kontanthjælpsmodtagere, der er alvorligt syge med kræft - med kræft - skal behandles på?

Nu skal vi ikke stå i Folketingssalen og behandle konkrete enkeltsager, men jeg tilkendegav før, at hvis det viser sig, at der er et hjørne f.eks i forbindelse med alvorlige kræftsituationer, så må vi se på det. Men jeg vil afvise at stå og lave konkret sagsbehandling i Folketingssalen.

Nu er det jo sådan, at jeg sendte den over til kommentarer hos ministeren og fik at vide, at der ikke var noget at komme efter. Jeg fik at vide, at lovgivningen var overholdt til punkt og prikke. Så det her er ikke et spørgsmål om konkret sagsbehandling, det er et spørgsmål om hr. Erling Bonnesens politiske opfattelse. Skal alvorligt kræftsyge mennesker rammes på den måde, som denne unge mand blev ramt på? Hvad mener hr. Erling Bonnesen som politiker?

Igen skal man lige passe på med at bruge enkelteksempler til at kategorisere hele lovgivningskomplekset på. Og noget kunne jo tyde på, at eksemplet ikke er velegnet til at bedømme hele lovgrundlaget på, kan man sige.
     For det første glæder det mig i hvert fald, at svaret på det stillede spørgsmål også var, at lovgivningen var overholdt. For det andet har jeg også tilkendegivet, at såfremt der skulle være hjørner, som har noget med f.eks. alvorlige kræftsituationer at gøre, jamen så må vi se på, om det, når det er blevet analyseret igennem, også har en bredde og en dybde, der gør, at det kan bære, at man ser nærmere på det i forbindelse med ny lovgivning.

Ja, tak for det. Og så er den næste ordfører hr. Thomas Adelskov.

Lad mig starte med at sige, at Socialdemokraterne støtter det her lovforslag. Men jeg må også konstatere, at vi nu endelig har fået regeringen til at anerkende, at der er problemer med kontanthjælpsloftet. På trods af det her lovforslags kompleksitet eller mangel på samme, er det halvandet år siden, regeringen lovede, at det her lovforslag skulle komme, og det kommer så først nu. Det kommer nu, fordi der er nogle journalister, der har interesseret sig for det og har presset regeringen og på et pressemøde har spurgt statsministeren:
Hvor bliver det dog af? Og så måtte beskæftigelsesministeren bøje nakken og punktere sit kontanthjælpsloft.
     Sidste år var der et flertal i Folketinget, der punkterede regeringens fattigdomspolitik, ved at vi sikrede, at unge psykisk syge ikke skulle rammes af den særligt lave ungesats.
     Men vi bliver også bare nødt til at konstatere, at vi har en regering, som har en fattigdomspolitik, en regering, som tror, at det, at man gør mennesker fattige, bringer dem i arbejde. Jeg bliver nødt til at konstatere, vil jeg sige til beskæftigelsesministeren, at det, vi ved, er, at det marginaliserer mennesker. Det marginaliserer dem, fordi de ikke er i stand til at sende deres børn af sted til børnefødselsdage, fordi de hverken har råd til gaver eller til selv at holde børnefødselsdag; at de lader være med at lade deres børn deltage i sportsaktiviteter, fordi det kræver, at man betaler et kontingent for at være medlem af en sportsklub; at de fravælger køb af sko; at de fravælger at gå til tandlæge, som alle andre mennesker i dette land ellers gør.
     Nu står vi så med et lovforslag, hvor beskæftigelsesministeren i lovforslaget skriver, at når man ikke stiller krav til studerende om, at de skal være til rådighed for arbejdsmarkedet og deltage i andre aktiviteter, så er det jo også meget naturligt, at man så heller ikke stiller krav om, at de skal rammes af kontanthjælpsloftet. Det er jeg sådan set meget enig i. Men det rejser jo et helt andet spørgsmål: Hvad med de mange andre, som vi heller ikke stiller krav om skal deltage i aktiviteter; altså de mennesker, som er syge og svage, og som vi har kunnet konstatere ikke er i stand til at passe ind på vores arbejdsmarked?
     Vi har et matchgruppesystem, som beskæftigelsesministeren selv har været fadder til, der betyder, at man indplacerer ledige mennesker, folk på kontanthjælp eller på dagpenge, i matchgrupper fra 1 til 5. Og vi har et system, hvor vi har konstateret, at dem, som bliver indplaceret i matchgruppe 1-3, er dem, om hvem vi siger, at de er forholdsvis tæt på arbejdsmarkedet eller kan gå direkte ud på arbejdsmarkedet, hvorimod de, der er indplaceret i matchgruppe nr. 4 og nr. 5, har så store problemer, at de ikke bare kan gå ud og finde sig et job.
     Det er f.eks. den familie, som Arbejdsmarkedsudvalget havde besøg af kort før jul. Det er en familie, som kunne berette om, at manden var syg, nedslidt på grund af mange års arbejde i hotel- og restaurationsbranchen. Han havde været igennem én operation og skulle formodentlig opereres om igen og stod foran også at skulle opereres i sine knæ. Her var jo ikke tale om en familie, som ikke ville arbejde. Der var jo ikke tale om nogen, som værgede sig og mente, at det var en badebillet at være på kontanthjælp. Der var tale om nogen, som rent faktisk gerne ville arbejde, men der var forskellige forhold, der gjorde, at man ikke kunne.

     Det her lovforslag hjælper ikke den familie, på trods af at jeg tror, at alle i det her Folketing erkender, at hvis man har to ødelagte knæ og en ødelagt skulder, så er det nok umuligt at gå ud og lave et stykke arbejde eller komme i beskæftigelse. Jeg vil sige til beskæftigelsesministeren, at der er masser af uretfærdigheder ved kontanthjælpsloftet.
     Når man så i dag hører Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen, stå og sige heroppefra, at der er andre muligheder
i lovgivningen, og at kommunalreformen nok skal redde det hele, så ved vi herinde jo godt, at det ikke passer. Der er ikke de løsninger i forbindelse med kommunalreformen. De syge mennesker kommer jo ikke i arbejde eller bliver raske, fordi man har lavet en kommunalreform, eller fordi man nu kalder det jobcentre i stedet for AF. Der er masser af mennesker, som bliver skåret i kontanthjælp, fordi der er et krav, som hr. Erling Bonnesen sagde, om, at man skal ud og finde sig et arbejde. De er bare ikke i stand til at finde et arbejde. Og det er derfor, opfordringen til beskæftigelsesministeren er at fjerne kontanthjælpsloftet. Det kunne man jo passende gøre oven på den debat, vi har i dag, og hr. Erling Bonnesens tilsagn om, at man nok måske skal til at kigge på nogle af de andre problemer, der er. Vi vil i hvert fald i udvalgsbehandlingen af det her lovforslag sørge for, at der bliver stillet skarpt på de mange andre grupper, som beskæftigelsesministeren endnu ikke
i sit hjerte har fundet rum til også at lempe kontanthjælpsloftet for. Jeg skal slutte, som jeg startede, med at sige, at Socialdemokraterne støtter dette forslag, fordi der er tale om en forbedring for nogle meget få grupper, men der er trods alt tale om en forbedring. Vi ser det dog ikke som et løfte fra regeringen om at blive mildere, vi ser det til gengæld som et tegn på en regering, der er presset.

Tak til ordføreren. Så går vi over til næste ordfører, og det er hr. Bent Bøgsted.

Det var lidt af en omgang, vi fik her af hr. Thomas Adelskov, en hård omgang til ministeren fra et parti, der selv har været med til at indføre kontanthjælpsloftet. Men det er meget fair; man har lov til at sige, hvad man mener. Vi har jo ytringsfrihed her i Danmark, så det er helt fint for mig.
     Der var et behov for at justere den her lovgivning, og det sker så med indholdet i lovforslaget om kontanthjælpsområdet. Der er tale om fire justeringer, som Dansk Folkeparti støtter.
     Det første punkt er undtagelsen fra 500-kroners-nedsættelsen og kontanthjælpsloftet for alle, der modtager hjælp under barsel. Når man går på barsel, gør man det for barnets skyld, og man står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet i den periode. Det er jo ikke meningen, at forældre skal straffes ekstra for at få børn. Derfor er ændringen meget retfærdig.
     Det næste punkt er undtagelsen for 500-kroners-nedsættelsen for SU-modtagere, der er gift med en kontanthjælpsmodtager. Her bliver begge ramt af 500-kroners-nedsættelsen, og det er ikke rimeligt. Derfor fik jeg det her punkt med i lovforslaget. Det er ikke meningen, man skal straffes på den måde, fordi man tager en uddannelse. Det er jo netop meningen, at alle skal have en uddannelse og stå til rådighed for arbejdsmarkedet og yde en indsats.
     Det tredje punkt er en ændring af fordelingen af den samlede hjælp for ægtepar, hvor den ene er på kontanthjælp og den anden er på starthjælp eller introduktionsydelse. Det betyder, at den nedsættelse, der sker fremover, sker i kontanthjælpen, således at den, der får starthjælp, vil få sine egne penge - altså en mere ligelig fordeling for parret. Og det vil også lette administrationen for kommunerne.
     Det sidste punkt er en ændring af det afdragsfrie beløb for par, hvor en kontanthjælpsmodtager er gift med en på starthjælp eller introduktionsydelse. De får nu ret til et fradragsfrit beløb på 31,68 kr. pr. udført arbejdstime i stedet for 13 kr. pr. arbejdstime, så de vedrørende fradragsfrit beløb ligestilles med par, hvor begge er på starthjælp.
     Alt i alt er det et godt forslag, som Dansk Folkeparti støtter.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Thomas Adelskov, værsgo.

Tak.
     Hr. Bent Bøgsted vil jo vide fra de debatter, vi har haft i Folketinget, at Socialdemokratiet gik med til kontanthjælpsloftet, men når vi konstaterer, at noget ikke virker efter hensigten, så er vi til gengæld indstillet på at ændre det.

     Jeg noterede mig, at da vi havde debatten om kontanthjælpsloftet for bare et par måneder siden her i Folketinget, var det også hr. Bent Bøgsted, der stod på talerstolen og sagde, at Dansk Folkeparti stod vagt sammen med regeringen om det her kontanthjælpsloft, og at det blev der ikke rokket ved.
     Nu står vi så i dag og rokker ved det. Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at vide, om vi i oppositionen kan få hr. Bent Bøgsted lidt med til sådan at rokke lidt mere ved kontanthjælpsloftet.
     Ville det ikke være rimeligt at sige om den familie, som også hr. Bent Bøgsted hørte om i Arbejdsmarkedsudvalget før jul, hvor manden er på sygedagpenge og går og venter på operationer og efterbehandling og genoptræning, at manden i familien ikke er i stand til at tage sig et arbejde? Og ville det ikke være rimeligt, at den familie også blev undtaget fra kontanthjælpsloftet?

Jeg vil sige til hr. Thomas Adelskov, at jeg har det ligesom ham. Hvis der er noget, jeg finder er uretfærdigt, så er jeg også klar til at se på, hvordan vi kan ændre det. Og det er det, jeg og Dansk Folkeparti gør med de ændringer, der er i det her forslag. Jeg vil da ikke afvise, at der kan være andre uretfærdigheder, som kommer frem, og som Dansk Folkeparti synes er uretfærdige, og så vil vi da også være klar til at se på dem.
     Vedrørende den familie er det da rigtigt at der var nogle problemer. Og det drejede sig om det problem, hvor en kontanthjælpsmodtager var gift med en førtidspensionist og der blev trukket 2 x 500 kr. Det jo står direkte i loven, at det ikke skal ske. Og så vidt jeg er orienteret om det, så har den familie fået at vide, at der er sket en fejlbehandling. Det håber jeg da i hvert fald at de har fået af vide fra ministeriets side, nemlig at der er sket en fejlbehandling fra kommunens side. Ellers så er det da på tide, at de får det at vide, for de var i hvert fald blevet trukket uretfærdigt med den her 500-kroners-nedsættelse.

Jo, familien har fået det at vide, så nu bliver de ikke trukket 2 x 500 kr., men kun 1 x 500 kr. Men det forandrer jo ikke ved, at der stadig bliver trukket 500 kr., og det forandrer heller ikke ved, at man kommer under loftet, hvor man så også bliver modregnet i forbindelse med boligudgifter, hvor der lige pludselig kommer et loft ind og opererer i den sammenhæng.
     Jeg var meget glad for hr. Bent Bøgsteds tilsagn om, at han godt vil være med til at fjerne uretfærdigheder. Så er det, jeg spørger: Synes hr. Bent Bøgsted ikke, at det er uretfærdigt, at et menneske, som er sygt, og som dels venter på operationer, dels på noget genoptræning, og som ikke er i stand til at komme ud og arbejde, bliver ramt af kontanthjælpsloftet?

Det kan man altid diskutere.
     Vi er også klar til at se på problemstillingerne, det er vi til enhver tid. Det, jeg forholder mig til ved kontanthjælpsloftet, er, at ifølge min overbevisning må det aldrig være sådan, at man kan få mere ud af at gå på kontanthjælp, end man kan få ved at tage et butiksjob til mindsteløn. Det er det, jeg forholder mig til, og derfor holder jeg fast i kontanthjælpsloftet. For hvis ikke vi havde kontanthjælpsloftet, ville man få mere ud af at blive hjemme og gå på kontanthjælp, end hvis man tog arbejde i en butik.
     Hr. Thomas Adelskov har nok ikke prøvet at arbejde til mindsteløn i en butik. De butiksansatte har ikke ret meget til sig selv, når de har betalt skat og fagforening og den slags. Så har man faktisk mere ud af at gå på kontanthjælp. Derfor blev kontanthjælpsloftet indført, det blev indført, for at det skulle kunne betale sig at komme ud på arbejdsmarkedet; det skulle kunne betale sig at tage et job, selv om det var til mindstelønnen.

Jeg vil godt prøve at følge lidt op på hr. Bent Bøgsteds logik, nemlig logikken om, at man ikke på kontanthjælp eller ved ikke at arbejde skulle kunne få mere, end hvis man arbejdede. Så kunne jeg godt tænke mig at høre hr. Bent Bøgsted om, hvorfor man så ikke sætter alle ydelser ned, for hvis der er nogen logik i det, hr. Bent Bøgsted siger, må det jo være den eneste følge af det, han står og siger fra talerstolen. Dagpengene er ifølge hr. Bent Bøgsted for høje. Kontanthjælpen er ifølge hr. Bent Bøgsted for høj.

Det er jo det sædvanlige med hr. Jørgen Arbo-Bæhr; nemlig at han blander æbler og pærer og bananer og så får en appelsin ud af det.
     Det her drejer sig om kontanthjælp. Det drejer sig ikke om dagpenge. Dagpenge opfatter man som en forsikring. Jeg er selv medlem af en a-kasse, og jeg opfatter det selvfølgelig som en forsikring, hvis nu man bliver arbejdsløs. Der betaler man selv et bidrag. Det gør man ikke til kontanthjælpen. Det er egentlig den store forskel, der er. Og dagpengene er så også samtidig begrænset til en periode, og man skal jo også ud og have et arbejde. Jeg håber ikke, der er nogen, der har lyst til at gå hjemme på dagpenge eller kontanthjælp; det ved jeg så tilfældigvis at der er nogle der meget gerne vil, men det er ikke det, der er meningen med det.

     Jeg synes ikke, man skal blande forholdene, hvad dagpenge og kontanthjælp angår, sammen, for det er to vidt forskellige ting.

Nu mener hr. Bent Bøgsted altså ikke mere den der floskel om, at det skal kunne betale sig at arbejde, i hvert fald ikke hvis man forsikrer sig.
     Men lad os bare holde os til kontanthjælpen. Hvad er baggrunden for, at hr. Bent Bøgsted ikke foreslår, at kontanthjælpen sættes ned? Det er jo det, der er logikken: at kontanthjælpen sættes ned. Ifølge hr. Bent Bøgsted er den jo for høj. Så jeg kunne godt tænke mig at høre: Er det følgen? Er det det, hr. Bent Bøgsted vil foreslå i det her Folketing:
at kontanthjælpen generelt sættes ned, sådan at man ikke kommer i den situation, som hr. Bent Bøgsted taler om?

Jeg ser da frem til, at hr. Jørgen Arbo-Bæhr fremsætter det forslag, siden hr. Jørgen Arbo-Bæhr er så opsat på at sætte kontanthjælpen ned; det er sådan, det lyder.
     Jeg har aldrig nogen sinde talt om at lave en generel nedsættelse af kontanthjælpen, og det er ikke det, der er diskussionsemnet i det her. Spørgsmålet er, om man kan have mere ud af at gå på kontanthjælp, end man kan have ved at tage et arbejde til mindstelønnen, og uden loftet kan man have mere ud af at gå på kontanthjælp. Men det betyder da ikke, at der skal laves en generel nedsættelse af kontanthjælpen, det er da noget sludder at sige. Men hr. Jørgen Arbo-Bæhr er da velkommen til at fremsætte sådan et forslag.

Nu skal man jo passe på og lytte godt efter, når hr. Bent Bøgsted kommer med nogle åbninger.
     For et par år siden havde vi en deputation, der bestod af nogle pårørende til en familie, hvor kvinden var barslende, og den anden var psykisk syg. Det blev fulgt op af samråd og alt muligt, og det er så nu 2 år efter landet i et lovforslag. Fint nok for det. Det har så taget tid for hr. Bent Bøgsted at forstå problemets omfang, men fint nok og ros til, at hr. Bent Bøgsted lægger stemmer til det her.
     Men nu er hr. Bent Bøgsted herudover så kommet med en åbning i nogle svar. Hvis man er alvorligt kræftsyg - man er ikke ved at dø, men man er alvorligt kræftsyg - og ikke kan arbejde, lander man inde under loftet alligevel. Vil hr. Bent Bøgsted være med til at se på de problemer, der er forbundet med det?

Dansk Folkeparti vil selvfølgelig være med til at se på alle problemstillingerne, og så træffer vi beslutning ud fra den problemstilling, vi får forelagt.

Det glæder mig, at hr. Bent Bøgsted vil være med til i hvert fald at kigge på konsekvenserne af kontanthjælpsloftet.
     Jeg går ud fra, at hr. Bent Bøgsted er opmærksom på, at der på nettet er en forening til bekæmpelse af kontanthjælpsloftet, hvor der er konkrete eksempler på, hvad folk udsættes for, som betyder, at de kommer ind under kontanthjælpsloftet, og hvad det er for nogle mennesker, det drejer sig om. Jeg går ud fra, at hr. Bent Bøgsted også læser på den hjemmeside indimellem, således at han får indblik i virkeligheden bag det.
     Jeg er glad for åbningen, at hvis vi kommer med eksempler, hvor det er tåbeligt, uetisk, inhumant, vil hr. Bent Bøgsted muligvis godt overveje eventuelt at være med til at lave det om.

Jeg skal da så herfra indrømme over for fru Anne Baastrup, at jeg ikke kender den hjemmeside, men hvis jeg kan få adressen af fru Anne Baastrup, vil jeg gå ind og se på den, det er da klart. Så det går jeg ud fra at jeg får.

For nogle få måneder siden enedes vi i oppositionen sammen med hr. Bent Bøgsted om at lempe den såkaldte ungeydelse for unge psykisk syge, bl.a. med diagnoserne borderline og skizofreni. De skulle ikke længere rammes af ungeydelsen, fordi de havde brug for fred og ro, så de kunne koncentrere sig om at blive raske i stedet for at gå og arbejde eller at forsøge at gennemføre en uddannelse, hvilket de ikke er i stand til. Det vil sige, at vi sådan set har valgt at fritage unge under 25 år, som lider af en af de to diagnoser borderline eller skizofreni, fra en reduceret ydelse, ungeydelsen.
     Men når de er over 25 år, er vi jo stadig væk i den situation, at de efter ½ år på kontanthjælp får taget 500 kr. af deres kontanthjælp plus får reduceret deres boligsikring, hvis de bor i en dyr bolig, uanset om de stadig væk er syge og i virkeligheden burde koncentrere sig om at blive raske snarere end at lede efter et arbejde.

     Jeg har oplevet, at hr. Bent Bøgsted i den sammenhæng var en mand, der var rimelig at diskutere med, og som godt kunne se, når tingene var uretfærdige. Kunne man forestille sig, at hr. Bent Bøgsted også ville se med velvillige øjne på de her grupper, når de kommer på den anden side af de 25 år?

Som jeg sagde tidligere: Hvis Dansk Folkeparti får forelagt en reel problemstilling, som vi kan se fornuften i at ændre, så er vi også klar til at gøre det. Det var det, vi gjorde ved de psykisk syge unge. Der kunne vi se fornuften i, at de ikke skulle rammes, og derfor ændrede vi det.
     I den forbindelse har vi jo så efterfølgende fået henvendelser fra nogle andre, der kunne have nogle problemer, og der vil jeg slet ikke afvise, at der er noget, man kan se på der. Men vi tager det problemstilling for problemstilling og ser på det.

Så vil jeg da bare gerne have lov at takke for hr. Bent Bøgsteds imødekommenhed. Jeg opfatter hr. Bent Bøgsteds udtalelse således, at han sådan set er enig med mig i, at hvis man er syg og lider af skizofreni, før man er fyldt 25 år, og derfor har brug for at være i fred og ro for et eventuelt økonomisk pres gennem lavere sociale ydelser, så har man brug for det samme, når man er over 25. Vil hr. Bent Bøgsted ikke give mig ret i det?

Man kan jo se på det fra to sider. Det drejede sig om unge psykisk syge under 25 år, der var udeboende, og som havde ekstra store udgifter; de var ikke på den høje kontanthjælp. Dem over 25 år er på den høje kontanthjælp. Det er en anden ydelse, man taler om der, og det er andre forhold, der gør sig gældende. Der er også det ønske fra foreningerne selv, at de ikke bare skal lades i fred, for de vil gerne ud på arbejdsmarkedet, de vil gerne videre i deres liv, de vil ikke blive ved med at gå i det system. Det skal man også tage hensyn til. Det var det, den pakke, som blev lavet fra regeringen - var det 14 punkter, der var deri? - tog højde for: Hvordan kan man få den gruppe videre? Det er ikke altid, det bare er penge, der kan gøre det, men indsatser over for de grupper, der har problemer.
     Men som sagt er vi altid klar til at se på problemerne, og er der en problemstilling, vi finder relevant at ændre, så er vi også klar til at ændre den.

Vi siger tak til ordføreren og går over til næste ordfører, som er fru Henriette Kjær.

Da vores ordfører på området, hr. Lars Barfoed, ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende:
     På en række områder har det vist sig hensigtsmæssigt at ændre lidt på reglerne om beregning af kontanthjælp. Det Konservative Folkeparti lægger vægt på, at det kan betale sig at arbejde. Der skal være en mærkbar økonomisk fordel ved at gå fra kontanthjælp til et arbejde, og det gælder, uanset om man er gift, samboende eller bor alene.
     Derfor holder vi fast ved kontanthjælpsloftet, som et bredt flertal her i Folketinget gennemførte for få år siden, men vi er naturligvis parate til at korrigere for at gøre reglerne mere hensigtsmæssige, eller hvor det af andre grunde måtte være nødvendigt.
     Derfor støtter vi dette lovforslag, der bl.a. retter op på det forhold, at gifte kontanthjælpsmodtagere på barsel efter gældende regler og praksis modtager forskellig ydelse alt efter, om de er gået på barsel før eller efter, at de er blevet omfattet af loftet.
     På samme måde kan vi støtte, at der sker en begrænsning
i nedsættelsen af kontanthjælpen til personer, der er gift med en uddannelsessøgende, som får SU, for på den måde at sikre incitamentet til at gå i gang med en uddannelse. Det Konservative Folkeparti kan også støtte forslagene om at korrigere bestemmelserne om beregning af hjælp til par, hvor den ene er på starthjælp. Ændringerne på dette område bidrager til at sikre, at der for alle er et incitament til at få et arbejde i stedet for at få offentlig hjælp. Det Konservative Folkeparti kan støtte det fremsatte forslag.

Tak. Den næste ordfører er fru Elisabeth Geday.

I Det Radikale Venstre er vi rigtig glade for, at regeringen med det her forslag erkender, at kontanthjælpsloftet ikke altid virker lige rimeligt.

     Jeg vil oven i købet gå så langt som til at betragte det som en sejr, ganske vist en lille sejr, men en sejr for oppositionen, fordi det er lykkedes os at få regeringen presset derhen, at man lemper kontanthjælpsloftet, for så vidt angår de mennesker, der er på barselorlov, og de mennesker, der står over for at skulle tage en SU-berettiget uddannelse.
     Forslaget har jo - som jeg husker det - baggrund i et pressemøde med statsministeren, hvor det virkede, som om det overraskede statsministeren lidt, da han blev foreholdt den urimelighed, at man rent faktisk kunne risikere at gå på barselorlov og stadig væk være ramt af et kontanthjælpsloft, der har til formål, at det skal kunne betale sig at arbejde, at regeringen altså med kontanthjælpsloftet så at sige signalerede til kvinden på barselorlov: Se du nu at gå ud og tage et arbejde, for det skal kunne betale sig at arbejde i stedet for at gå hjemme og passe sit barn. Jeg tror, det kom noget bag på statsministeren, at det rent faktisk forholdt sig sådan, og derfor har han så lagt pres på sin beskæftigelsesminister, som ellers er, hvad jeg vil kalde kontanthjælpsloftsfundamentalist, og det har han altså gjort
i en sådan grad, at det er lykkedes at få regeringen til at give sig lidt i forhold til de kvinder, som er på barselorlov. Jeg spekulerer på, hvad det egentlig er, der skal til for at overbevise eller for at overraske statsministeren endnu en gang; om man kan forestille sig, at statsministeren vil reagere foreholdt eksemplet med den unge mand, der har fået en kræftdiagnose, som ser ud, som om den kan føre til døden, og hvor vedkommende alligevel bliver ramt af kontanthjælpsloftet; om regeringen synes, at det forekommer retfærdigt og rimeligt, at man skal bruge økonomiske incitamenter, altså sænke folks sociale ydelser i en situation, hvor de rent faktisk ikke ved, om de lever året ud, altså, at man kan presse syge mennesker til at arbejde ved at tage en del af deres kontanthjælp. Jeg har jo lov at håbe på, at det kan lykkes os i oppositionen med de gode eksempler - eller de dårlige eksempler er det jo - at overbevise regeringen om, at også på en række andre områder og ikke bare i forhold til barslende virker kontanthjælpsloftet ikke særlig retfærdigt. Jeg synes i virkeligheden, at den tale, fru Henriette Kjær holdt på vegne af ordføreren, hr. Lars Barfoed, pegede i den retning, at man altså ikke var fuldstændig argumentsky. Jeg vil da arbejde videre på at forsøge at få de gode eksempler frem, herunder også de eksempler, som jeg gav hr. Bent Bøgsted, altså bl.a. det, at vi nu er blevet enige om, at unge mennesker, der lider af borderline eller er skizofrene, ikke skal rammes af den såkaldte ungeydelse; dem har vi fritaget for at give dem ro til at blive raske. Jeg håber, at vi så også kan nå frem til en erkendelse af, at blot fordi de fylder 25 år, bliver det altså ikke mere rimeligt, at vi reducerer deres ydelse på grund af kontanthjælpsloftet, mens de er syge og stadig væk har brug for ro til at blive raske. Jeg vil godt her som radikal benytte lejligheden til endnu en gang at lægge hundrede procent afstand til de forskellige regler, som regeringen har indført, og som efter vores opfattelse dramatisk øger antallet af fattige og marginaliserede børn i Danmark. Her tænker jeg på starthjælpen, som vi diskuterede tidligere i dag og skal diskutere senere, jeg tænker på kontanthjælpsloftet, og jeg tænker ikke mindst på 300-timers-reglen. Det er i mine øjne, som om regeringen fuldstændig har overset, at en aktiv arbejdsmarkedspolitik nødvendigvis må følges op af en menneskelig socialpolitik. Jeg tror simpelt hen, vi har en regering, som fuldstændig har glemt begrebet socialpolitik. De tror kun, der eksisterer arbejdsmarkedspolitik, og at den eneste vej mod helbredelse er via arbejdsmarkedet. Det synes jeg nok er det allermest skræmmende ved den her regering. Men det ændrer ikke på, at forslaget her trods alt er en forbedring for de mennesker, som står og skal på en SU-berettiget uddannelse, og for de mennesker, som er på barselorlov, og derfor vil Det Radikale Venstre også støtte det her forslag.

Tak til ordføreren. Så er det fru Anne Baastrup, som er den næste ordfører.

SF støtter selvfølgelig det her forslag, ingen tvivl om det. Men det er dog alligevel fantastisk, at når der skal ske indgreb over for mennesker, kan det fra regeringens side gå meget, meget hurtigt.

     Jeg husker de to pårørende, der beskrev situationen for det ægtepar, der var ramt af kontanthjælpsloftet; jeg tror, det er 2½ år siden, de var i Arbejdsmarkedsudvalget. Det var en mor og datter, og de beskrev situationen for sønnen. Han var psykisk syg, og de havde ikke penge til den helt nødvendige medicin. Kvinden var på barsel, og i den situation, hvor alle andre kvinder i Danmark har ret til op til 12 måneders barselorlov, blev hun ramt af kontanthjælpsloftet, fordi hun i og for sig gerne ville være sammen med sit barn i de måneder, hvor hun havde ret til det.
     Jeg husker stadig væk det samråd, hvor vi forsøgte at beskrive over for beskæftigelsesministeren, hvad det var, det
i virkeligheden handlede om. Mennesker, vi gerne vil have er hjemme hos deres børn, fordi vi ved, at børnene har godt af det, rammes af et krav om, at de skal i beskæftigelse, ellers snupper vi den yderste del af deres kontanthjælp. Beskæftigelsesministeren kunne godt se, at der måske var en pointe. Jeg havde en forventning om, at der umiddelbart efter kom et lovforslag, der rettede op på det, men beskæftigelsesministeren gjorde intet før nu. Nu skal man jo ikke skælde ud på folk, der bliver omvendt, det er altid fint, men det, der så bare er mit problem, som jeg jo deler med fru Elisabeth Geday, er: Hvor mange konkrete eksempler skal vi diske op med, hvor det drejer sig om mennesker af kød og blod, som på grund af alvorlig sygdom ikke kan arbejde, og hvor lægerne siger, at de ikke må? Skal de straffes på pengepungen? Skal de stå i en situation, hvor de ikke har råd til helt elementære ting, fordi regeringen forlanger, at de skal ud at arbejde, når de ikke kan arbejde og lægerne forlanger, at de skal være hjemme? Jeg stillede jo spørgsmålet til hr. Erling Bonnesen, ikke for at han skulle beskrive regeringens politik, men for at han skulle beskrive sin egen opfattelse af, hvordan den type problemer skulle løses. Og hr. Erling Bonnesens eneste svar var: Der er jo ikke tilsidesat nogen konkrete regler i den konkrete sagsbehandling, og derfor er der ikke noget at komme efter. Så er det, jeg synes, at ens opfattelse af, hvad det vil sige at være politiker, bliver noget fortegnet. Jeg troede, man var her i Folketinget, fordi man havde en ambition om at få løst problemerne for almindelige mennesker, men sådan skal det tilsyneladende ikke være, hvis man er medlem af Venstres folketingsgruppe, for så får man jo kniven, hvis man ikke gør, hvad regeringen siger. Jeg håber inderligt, at det her er første skridt på vejen i retning af som minimum at gøre kontanthjælpsloftet målrettet til de mennesker, man agter skal rammes. Vi er imod kontanthjælpsloftet, ingen tvivl om det, men regeringen har den der fuldstændig firkantede opfattelse, som den her sag jo er et glimrende bevis på, og der håber jeg, at vi via konkrete beslutningsforslag med de enkelte eksempler kan få rykket på billedet. Det kan ikke være rigtigt, at vi i et rigt samfund, som Danmark jo er, skal udsætte mennesker, der er alvorligt syge, for også at blive ramte på pengepungen, når de er syge på en sådan måde, at lægen forbyder dem at arbejde.

Tak til fru Anne Baastrup. Så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr.

I 2002 gennemførte et bredt flertal her i Folketinget en reducering af kontanthjælpen for visse grupper. Under mantraet om, at det skal kunne betale sig at arbejde, legitimerede det flertal kontanthjælpsloftet og 500-kroners-nedsættelsen for ægtefæller på kontanthjælp efter
6 måneder, en nedsættelse, der i mellemtiden er vokset til
566 kr. Nedskæringerne blev skrevet ind i § 25 i lov om aktiv socialpolitik - den lede paragraf var skabt. Siden har Enhedslisten igen og igen argumenteret for at få fjernet kontanthjælpsloftet og for den sags skyld andre fattigdomsordninger som starthjælp og introduktionsydelse. De har ikke skaffet flere i arbejde, de har skabt mere fattigdom og har reelt ført mange af dem, der blev ramt af de lave ydelser, længere væk fra i stedet for tættere på arbejdsmarkedet. De Radikale og Socialdemokratiet var med til at indføre kontanthjælpsloftet, men de har besindet sig, de er blevet klogere. Det er regeringen og dens faste støtteparti, Dansk Folkeparti, ikke.

     På det seneste har de dog nødtvungent accepteret visse justeringer, efterhånden som det bliver mere og mere tydeligt, at kontanthjælpsloftet bredt rammer grupper af mennesker, som hverken kan eller skal arbejde.
     I forbindelse med et samråd i Arbejdsmarkedsudvalget den
15. marts 2006 blev statsministeren konfronteret med, at også kvinder på barsel eller for den sags skyld mænd på barsel bliver ramt af kontanthjælpsloftet. Han skyndte sig at reagere. Beskæftigelsesministeren er i gang med at løse problemet, sagde han. Jeg ved ikke, om det var en overraskelse for beskæftigelsesministeren, men jeg ved, at senere i samme måned, marts 2006, bekræftede beskæftigelsesministeren, at han var i gang med at lave et forslag. Så gik der 9 måneder - i øvrigt uden nogen sammenhæng med det forslag, vi behandler her i dag - og 9 måneder efter spurgte jeg igen beskæftigelsesministeren, om han var i gang med et forslag. Han var stadig væk i gang med et forslag. Det må øjensynligt have været et meget, meget svært forslag. Da der i slutningen af januar stadig væk ikke var kommet noget forslag fra beskæftigelsesministeren, tænkte jeg: Nu må der ske noget. Derfor udarbejdede vi i Enhedslisten et beslutningsforslag, som pålagde beskæftigelsesministeren at komme med et lovforslag. Og så gik det stærkt; der gik 14 dage, og så kom lovforslaget fra beskæftigelsesministeren, det lovforslag, vi behandler her i dag. Den historie bare for at understrege, at hver gang vi skal rykke bare det mindste ved beskæftigelsesministerens holdning til kontanthjælpsloftet, er det, hvor uretfærdigt det end er for en lang række mennesker, ikke noget, der går stærkt, og noget, der sker fuldstændig frivilligt. Det skal jo selvfølgelig ikke afholde mig fra at sige, at når nu lovforslaget endelig er kommet, er det godt. Det er et fremskridt i forhold til situationen i dag, og det vil være til glæde for en række af de mennesker, som ellers ville være blevet ramt af kontanthjælpsloftet. Hvor mikroskopiske justeringerne end kan synes, vil Enhedslisten naturligvis stemme for dem. Det samme gælder i øvrigt de to sidste elementer: forhøjelsen af det fradragsfrie beløb pr. arbejdstime for kontanthjælpsmodtagere, der er gift eller samboende med en starthjælpsmodtager, og den ændrede fordeling af ydelser til gifte, hvor den ene ægtefælle modtager kontanthjælp og den anden starthjælp. Tidligere har det jo vist sig, at et flertal i Folketinget er parat til at droppe den nedsatte ydelse for visse grupper af psykisk syge unge, og i dag er turen så kommet til kontanthjælpsloftet for mennesker på barselorlov og mennesker, der er samboende med en SU-modtager. Lidt har også ret, men når vi nu siger, at vi vil støtte det her forslag, skal der altså ikke herske tvivl om, at vores mål ikke blot er små lempelser af den lede paragraf gruppe for gruppe; kontanthjælpsloftet er en skamplet på det sociale system, og den skal væk, så snart vi kan komme af sted med det.

Jeg vil gerne takke for kommentarerne til lovforslaget om ændring af lov om aktiv socialpolitik. Det skal altid kunne betale sig at arbejde, og derfor holder regeringen fast i kontanthjælpsloftet. Loftet er med til at sikre, at vi ikke fastholder de ledige på passiv forsørgelse, men at vi derimod med en aktiv indsats hjælper de ledige på vej til selvforsørgelse.
     Men som i alle andre spørgsmål kan der indimellem være grund til at se på, om der er behov for justeringer. Der er god fornuft i, at barslende ikke skal arbejde for at bringe sig fri af loftet, mens de går derhjemme med barnet; barslen skal være med til at sikre, at barnet kan være sammen med sin mor eller far i barselperioden, og derfor bør kontanthjælpsreglerne ikke være sådan indrettet, at barslende kontanthjælpsmodtagere tilskyndes til at afbryde deres barsel for at bringe sig fri af loftet eller 500-kroners-nedsættelsen for gifte.
     Der er også god fornuft i at sikre, at reglerne om 500-kroners-nedsættelsen ikke modvirker, at kontanthjælpsmodtagere går i gang med en SU-berettigende uddannelse, som kan styrke deres kompetencer på arbejdsmarkedet.

     Ud over disse to justeringer af kontanthjælpsloftet og 500-kroners-nedsættelsen medfører forslaget, at hjælpen til kontanthjælpsmodtagere, der er gift med en starthjælpsmodtager, fordeles mellem ægtefællerne, så begge ægtefæller får udbetalt en ydelse. Dermed styrker vi ligestillingen mellem ægtefællerne og integrationen på arbejdsmarkedet.
     Endelig bliver der et større fradrag pr. udført arbejdstime til kontanthjælpsmodtagere, der er gift med eller bor sammen med en starthjælpsmodtager. Disse par ligestilles dermed økonomisk med par, hvor begge er starthjælpsmodtagere, og får det samme incitament til at arbejde.
     De spørgsmål, som lovforslaget måtte give anledning til, er jeg selvfølgelig meget indstillet på at drøfte under udvalgsbehandlingen, og jeg ser frem til et konstruktivt samarbejde om lovforslaget.

Vi beder ministeren om at blive stående. Hr. Thomas Adelskov for en kort bemærkning.

Jeg ved ikke, om jeg skulle lægge noget i den der understregning fra formanden af, at det var en kort bemærkning.
     Nu hørte vi Venstres ordfører, hr. Erling Bonnesen, og også Dansk Folkepartis ordfører, hr. Bent Bøgsted, være åbne over for, at man også kiggede på, om f.eks. kræftpatienter eller psykisk syge kunne undtages fra kontanthjælpsloftet.
     Jeg vil gerne spørge, om vi kunne få en tilkendegivelse og måske et tilsagn fra ministeren her i dag om, at det vil han også gerne være med til, sådan at vi kan få det med i det samme lovforslag.

Regeringen har ingen planer om at komme med yderligere ændringer.

Det er jeg selvfølgelig lidt ked af at høre, men så vil jeg spørge ministeren, om ikke ministeren er enig i, at når man i lovforslaget argumenterer for at undtage barslende kvinder, er det jo, fordi man ikke vil stille krav om, at de skal være til rådighed for arbejdsmarkedet, finde sig et job eller deltage i aktivering, og at man kan opstille nøjagtig den samme argumentationsrække for mennesker, der er faldet ud af sygedagpengesystemet, og som går og venter på operationer, behandlinger og genoptræning i det offentlige sundhedsvæsen, og som vi derfor heller ikke kan stille krav til om, at de skal gå ud og finde sig et arbejde eller deltage i aktivering. De er simpelt hen for syge.
     Kan ministeren ikke godt se, at der er en sammenhæng mellem den argumentation, der er for barslende kvinder og for syge mennesker, og kunne det ikke få ministeren til at overveje, at vi kunne tage syge mennesker med ind og dermed også lempe det for dem og undtage dem fra reglerne?

Formålet med loftet er, at det skal kunne betale sig at arbejde, og derfor bør der ikke være undtagelser fra loftet for personer, der modtager kontanthjælp.
     Når det så foreslås, at barslende alligevel undtages, skyldes det helt særlige forhold. Barslen skal være med til at sikre, at den nyfødte får mulighed for at være sammen med den ene af forældrene i barselperioden, og de barslende bør derfor ikke tilskyndes til at bringe sig fri af loftet ved at arbejde i denne periode.

Nu hørte jeg lige beskæftigelsesministeren bekræfte, at der kan være helt særlige forhold, f.eks. hensynet til, at man får fred og ro. Her er det børn og deres forældre, der skal have fred og ro, men vi har jo tidligere behandlet forslag om en anden gruppe mennesker, hvor det kunne konstateres, at de også i en periode havde brug for fred og ro, nemlig psykisk syge unge, som derfor blev friholdt fra den særlige nedsatte ungeydelse.
     Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre, om ikke det ville være almindelig sund fornuft, hvis vi også, når vi snakker om lidt ældre psykisk syge, tager præcis det samme hensyn, nemlig hensynet til, at de midlertidigt har brug for ro for at kunne komme til hægterne og igen kunne komme ud på arbejdsmarkedet, og at de dermed skulle friholdes for kontanthjælpsloftet, og om beskæftigelsesministeren overhovedet ikke forstår den slags sund fornuft.

Det, der blev fremhævet ved den regel, var jo, at lige præcis når man var ung, var der en særlig begrundelse for at friholde de pågældende.

Jamen så tror jeg, at beskæftigelsesministeren skal prøve at fordybe sig lidt i forarbejdet til det beslutningsforslag og den deputation, vi havde inde i Arbejdsmarkedsudvalget, hvor argumentationen ikke var, om man var 24 år og 9 måneder eller
25 år og 3 måneder. Det handlede ikke om, om man var ung, det handlede om, at man på grund af sin psykiske sygdom havde brug for ro for igen at kunne blive parat til at komme ud på arbejdsmarkedet. Det var ikke et spørgsmål om alder, det var et spørgsmål om, hvad det var for en sygdom, man havde.

Jeg erindrer helt klart, at situationen var, at det var en helt speciel situation for unge mennesker.

Nu gik der jo relativt lang tid, fra statsministeren bebudede, at vi ville få en ændring af loftet, for så vidt angår mennesker, som var på barsel, til i dag. Som jeg husker det, er der gået omkring halvandet år, fra statsministeren gav os det her løfte, til beskæftigelsesministeren i dag får førstebehandlet sit lovforslag. Kan beskæftigelsesministeren fortælle mig, hvorfor der skulle gå så lang tid? Det er jo trods alt en relativt enkel disposition at vælge at sige, at mennesker, der går på barselorlov, ikke skal rammes af kontanthjælpsloftet.

Jeg har fundet det rigtigst at afvente den kulegravning af kontanthjælpsområdet, som regeringen i december 2005 blev enig med Dansk Folkeparti om at iværksætte. Formålet med kulegravningen var at give et veldokumenteret billede som grundlag for den videre debat om, hvordan systemet virker, og hvilke ændringer der måske kan være behov for.
     På baggrund af kulegravningsrapporten og debatten derom er forslaget nu fremsat, og det er jo altså, at de barslende således ikke alene undtages fra loftet, men tillige fra 500-kroners-nedsættelsen, og det vil sige, at de barslende kontanthjælpsmodtagere modtager den fulde kontanthjælpssats under hele barselperioden.

Vi kan konstatere, at der bare er gået lidt over et halvt år, siden kulegravningen kom. Så det har jo taget meget lang tid for beskæftigelsesministeren at nå frem til erkendelsen af, at der var behov for denne lempelse.
     Det får mig så også til at stille et andet spørgsmål. Regeringens evindelige argumentation for kontanthjælpsloftet er jo, at det skal kunne betale sig at arbejde. Det får mig egentlig til at undres over en ting. Hvordan kan det være, at beskæftigelsesministeren, hvis det er tilfældet, ikke generelt vælger at lade ydelserne på kontanthjælp være lavere? Hvorfor mener beskæftigelsesministeren, at det først skal træde i kraft efter 6 måneder i stedet for at lade det træde i kraft ved kontanthjælpens start, altså generelt at sænke ydelsen? Så ville der da være mere logik i det, når beskæftigelsesministeren så hårdnakket holder fast på, at det skal kunne betale sig at arbejde, også for en person, som ligger dødssyg af cancer.

Nu vil jeg lige indledningsvis erindre om, at Det Radikale Venstre var med ved vedtagelsen af det her kontanthjælpsloft
i 2002 og endda var meget aktiv i beslutningen om at få vedtaget kontanthjælpsloftet. Når jeg synes, det er meget afgørende, er det jo ikke, fordi jeg synes, at kontanthjælpen generelt er for høj, og derfor er det ikke regeringens politik at ændre satser. Men når vi konstaterer hjørner i systemet, hvor vi med sikkerhed kan sige, at det aldrig vil kunne betale sig at arbejde, så har vi efter min formening en forpligtelse til at gribe ind. Hvordan var situationen før kontanthjælpsloftet? Der skulle den ene ægtefælle op og tjene 26.000 kr. om måneden, før det kunne betale sig at forlade kontanthjælpen. Og når vi ved, hvad der er realistisk for mange af de grupper, vi taler om her, så ville det være det samme som en beslutning om, at de aldrig skulle i arbejde. Det var baggrunden for vores beslutning om kontanthjælpsloftet. Jeg var glad for, at vi var fælles om den dengang, og jeg synes stadig, at det var en rigtig og sund beslutning.

Beskæftigelsesministeren har jo slet ikke rigtig forholdt sig til den her debat, som vi har haft. Der er enighed om, at det her lovforslag er o.k., men at det ikke er nok.
     Der har bl.a. været diskussionen om alvorligt syge mennesker, som af lægen har fået at vide, at de ikke må arbejde; de ramler ind i kontanthjælpsloftet. Mener ministeren, at det, når en læge går ud og siger, at det går altså ikke, du kan ikke tåle det, så er i orden, at man kan løbe ind i, at man simpelt hen bliver sultet til at skulle arbejde, på trods af at man kan risikere liv og lemmer?

For nogle syges vedkommende kan man stadig have et deltidsarbejde, og vi har jo indført en meget gunstig ordning, der ophæver virkningen af loftet, og jeg synes, at vi skal have incitamenter til at bevare den tilknytning til arbejdsmarkedet. Men jeg må sige, som jeg svarede før, at regeringen ikke har planer om yderligere ændringer på det her område.

Nej, det kan jeg godt høre. Men det, der er mit problem, er, at ministeren ikke kan se, at der rent faktisk er mennesker i det danske samfund, som, på trods af at de fysisk ikke kan arbejde - de går måske på Rigshospitalet hver anden dag for at blive behandlet mod kræft eller mod noget andet alvorligt - ikke desto mindre rammes af regeringens mål, defineret ved beskæftigelsesministeren, nemlig at de her mennesker simpelt hen bare skal piskes via deres økonomi i stedet for at hjælpes i den forhåbentlig afgrænsede periode, der er, før de bliver raske.
     Er det regeringens ideologi over for mennesker, der er alvorligt syge, som har en eller anden form for raskhedsperspektiv, at de skal rammes på pengepungen, på trods af at de ikke kan arbejde, bl.a. fordi de går til behandling hele tiden?

For os er det vigtigt, at vi hele tiden bevarer arbejdsmarkedsperspektivet for de mennesker, for de skal jo også tilbage på arbejdsmarkedet på et tidspunkt.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, går vi til anden omgang, og hr. Jørgen Arbo-Bæhr har meldt sig som ordfører.

Årsagen til, at jeg har valgt at tage ordet igen, er, at det stadig væk står som et åbent spørgsmål, hvordan det kan lade sig gøre, at en statsminister og en beskæftigelsesminister i marts 2006 giver udtryk for, at de vil ændre lovgivningen, så barslende kvinder ikke bliver omfattet af kontanthjælpsloftet, men at vi så må vente mere end et år, før det kommer.
     Beskæftigelsesministeren sagde fra talerstolen, at det skyldes, at man ville afvente den udredning om kontanthjælpen, som var blevet igangsat i december måned 2005, og som blev afsluttet i løbet af 2006.
     Det hænger ikke sammen. Det hænger ikke sammen med, at statsministeren den 5. marts 2006 siger, at beskæftigelsesministeren er i gang med at lave et forslag, så de her regler bliver lavet om, så de barslende ikke bliver omfattet af kontanthjælpsloftet, og at beskæftigelsesministeren i et svar til mig lidt senere i marts 2006 bekræfter, at det er beskæftigelsesministeren i gang med. Så er det altså ikke på grund af udredningen om kontanthjælpen, at man har ventet så længe.
     Mit gæt er, at man i et år ikke gjorde noget og håbede på, at det ikke var nødvendigt med den her justering af kontanthjælpsloftet. Det er et gæt, som jeg mener bliver bekræftet, når beskæftigelsesministeren heroppefra igen siger: Vi har ingen planer om yderligere justeringer. Det siger han, på trods af at vi alle sammen ved, at kontanthjælpsloftet stadig væk rammer mennesker, som ikke kan og ikke skal arbejde.
     Men jeg kunne godt tænke mig at høre, om ikke beskæftigelsesministeren kan give en anden og bedre forklaring på, hvorfor det skulle tage så lang tid, fra man, som det hed i marts 2006, var i gang med at lave et lovforslag, til vi i april måned 2007 kan behandle et lovforslag.

Til hr. Jørgen Arbo-Bæhr vil jeg sige, at jeg ikke kan andet end gentage den forklaring, jeg gav før. Statsministeren gav et tilsagn, og jeg har selv givet et tilsagn om at komme med et forslag på det her område. Vi har arbejdet med forslaget, vi besluttede så at afvente kulegravningen af kontanthjælpsloftet, og nu er forslaget her.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Første næstformand (Svend Auken):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Arbejdsmarkedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.