Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 27. april 2007 stillet følgende spørgsmål nr. 8 (L 194), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 8:

”Hvorledes stiller ministeren sig til at lade lovforslaget omfatte personer hvis arbejdsskadesag er under behandling?”

 

 

Endeligt svar:

Det er i overensstemmelse med arbejdsskadeudvalgets anbefalinger foreslået at lade lovforslaget få virkning for nye arbejdsskadesager. Det vil sige sager om arbejdsulykker, der indtræder den 1. juli 2007 eller senere, og sager om erhvervssygdomme, der anmeldes den 1. juli 2007 eller senere.

 

Dette er i overensstemmelse med almindeligt anerkendte retsprincipper, hvorefter Folketinget som altovervejende hovedregel alene lovgiver med virkning for fremtiden.

 

Forsikringsselskaberne og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring har opkrævet præmier og bidrag fra arbejdsgiverne til dækning af deres forpligtelser efter de hidtil gældende regler.

 

Jeg bemærker, at de økonomiske konsekvenser af lovforslaget er beregnet på baggrund af den foreslåede bestemmelse om lovforslagets virkningstidspunkt. Hvis lovforslaget får tilbagevirkende kraft, som spørgsmålet lægger op til, vil det udløse en uforudset ekstraregning til arbejdsgiverne, forsikringsselskaberne og Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring, som allerede har opfyldt deres forpligtelser efter gældende regler. Som det fremgår af svaret på spørgsmål 9 udgør denne ekstraregning ca. 1 milliard kr. for så vidt angår sager om ulykker.

 

Hertil kommer, at en ændring af lovforslagets virkningstidspunkt vil medføre, at en række erstatningsmodtagere vil få udbetalt et mindre kapitalbeløb end de er berettiget til efter gældende lov.

 

Det er valgt at lade lovforslaget træde i kraft kort tid efter vedtagelsen.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen