04-01-2007

  Sag nr. 06/5068

  Dokumentnr. 80439/06

  Sagsbehandler

  Malene Bett Vestergaard Søren- 

  sen

  Tel. 35298243

  E-mail: [email protected]

 

 

 

 

Arbejdsskadestyrelsen

[email protected]

Internationalt og Politisk Sekretariat

Æbeløgade 1

2100 København Ø

 

Att. [email protected] og [email protected]

 

 

 

Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring

 

Beskæftigelsesministeriet, Arbejdsskadestyrelsen har ved skrivelse af 14. december 2006 fremsendt forslag til lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område i høring med anmodning om afgivelse af eventuelle bemærkninger inden den 4. januar 2007.

 

Høringen er stilet til Amtsrådsforeningen. Det bemærkes, at som følge af den omstændighed, at amterne ophørte med at eksistere ved udgangen af 2006, er Amtsrådsforeningen tillige ophørt. Derimod repræsenterer Danske Regioner de 5 regioner, der er oprettet pr. 1. januar 2007.

 

Danske Regioner er derfor afsender på nærværende høringssvar.

 

Det er som udgangspunkt Danske Regioners vurdering, at der foreligger et udkast, der i vidt omfang følger de anbefalinger, der er udarbejdet i forbindelse med det forudgående udvalgsarbejde.

 

Lovforslag indeholder justeringer som følge af en gradvis forhøjelse af folkepensionsalderen som er aftalt i velfærdsforliget. Disse justeringer har ikke indgået i overvejelserne i Arbejdsskadeudvalget. Det betyder, at udvalget ikke har haft mulighed for at forholde sig nærmere til samspillet mellem justeringerne af arbejdsskadesystemet og forhøjelsen af folkepensionsalderen og den deraf følgende mulighed for økonomiske konsekvenser.    

 

Danske Regioner finder, at der er tale om en hensigtsmæssig model ved valget af en ”pay-as-you-go”- ordning, som må antages i videre omfang end tilfældet har været tidligere at afspejle de reelt udbetalte erstatninger, idet opkrævningen følger udgiftsåret.

I en overgangsperiode betyder justeringerne, at arbejdsgiverne samlet set skal betale et lavere AES-bidrag, men bidraget vil gradvist blive højere alt afhængig af udviklingen i erstatningsudgifter til erhvervssygdomme. Finansministeriet har i forbindelse med arbejdet i AES-udvalget tilkendegivet, at regionerne ikke bliver DUT’et for det lavere bidrag ved overgangen til pay-as-you-go modellen. Danske Regioner har med tilfredshed noteret sig dette, og det har også været en afgørende forudsætning for Danske Regioners tilslutning til udvalgets afsluttende anbefalinger.

 

Danske Regioner ser endvidere frem til realiseringen af en belønningsmodel, som er relevant og differentierer på et grundlag, som må antages at virke motiverende for en øget forebyggende arbejdsmiljøindsats på virksomhederne. Den nuværende certificeringsordning er som anført i bemærkningerne egnet til at danne udgangspunkt for en belønningsordning, men det er væsentligt, at belønningen tillige skal kunne udløses ved angivelse af andre objektive, sammenlignelige og relevante kriterier, der er egnede til at måle arbejdsmiljøindsatsen. Det er her også vigtigt, at kriterierne tager højde for forskelle mellem de enkelte brancher.  

 

Henset til, at branchegrupperne vil være lukkede økonomiske kredsløb, må der angives klare retningslinier for dets økonomiske opgør, der vil følge af de hensatte midler. 

 

Det er på indeværende tidspunkt fortsat behæftet med stor usikkerhed i hvilket omfang, de pågældende lovforslag vil påføre regionerne yderligere udgifter end forudsat.

 

Et væsentligt udgangspunkt for Danske Regioner er, at justeringerne som følge af udvalgsarbejderne i de to udvalg samlet set er udgiftsneutrale for regionerne.

 

Det bemærkes i den sammenhæng, at der synes at forekomme en beregning af merudgifter, der baserer sig på en ren likviditetsforskydning. Danske Regioner forbeholder sig derfor adgang til at fremkomme med yderligere bemærkninger i relation til de økonomiske konsekvenser.

 

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Tine Holst/                                                                      

 

 

                                                                                       Kim Andreasen

                                                           

 

                                                           

                                                           

 

 

 

 

Â