Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

AOU/ J.nr. 2007-1998

Folketingets Boligudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 27. april 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Boligudvalgs brev af 12. april 2007 følger hermed socialministerens endelige svar på spørgsmål nr. 1 til L 193.

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 1:

 

”Ministeren bedes fremsende en opgørelse over, hvilke boliger og hvor meget der igennem tiden er blevet betalt til fra Landsbyggefonden, men som ikke er blevet opført.”

 

 

Svar:

 

I forbindelse med udmøntningen af boligaftalen af 5. nov. 2002 blev det fastlagt, at opgørelsen af Landsbyggefondens medfinansiering af nybyggeriet foretages umiddelbart efter tilsagnsårets afslutning. Opgørelsen baserer sig på de faktisk meddelte tilsagn i tilsagnsåret, samt deres anskaffelsessummer indberettet på skema A (tilsagnstidspunktet). Ved beregningen anvendes de rente- og inflationsforudsætninger, som er anvendt i forbindelse med sidst vedtagne finanslov. Opgørelsen er endelig, og der sker ikke efterfølgende regulering som følge af ændringer i beregningsforudsætninger, faktiske anskaffelsessummer eller senere bortfaldne tilsagn.

 

Efter den årlige opgørelse af Landsbyggefondens refusion er der i gennemsnit bortfaldet knap 300 boliger per tilsagnsårgang for 2002-2005. Hvis opgørelsen var sket efter de regler, som foreslås med L 193 ville det isoleret set kunne reducere Landsbyggefondens refusion. I modsat retning trækker, at der – som det typisk er tilfældet – i alle årene er sket en stigning i de gennemsnitlige anskaffelsessummer fra indberetningen på skema A (tilsagnstidspunktet) til indberetningen på skema B (påbegyndelsestidspunktet) for de projekter, som ikke er bortfaldet. Den gennemsnitlige anskaffelsessum stiger endvidere erfaringsmæssigt fra et byggeprojekts start til den endelige færdiggørelse (skema C).  

 

De to effekter betyder tilsammen, at den samlede anskaffelsessum pr. tilsagnsårgang – opgjort ud fra skema B i stedet for skema A – netto er faldet med i gennemsnit knap 120 mio. kr. (2005-priser) for tilsagnsårene 2002-2005.

 

Samlet betyder dette, at Landsbyggefonden for alle årene tilsammen har betalt godt 50 mio. kr. (2005-priser) mere, end hvis opgørelsen havde været foretaget efter bortfald (på skema B-niveau). Det svarer til knap 1 pct. af fondens samlede refusion for tilsagnsårene 2002-2005.

 

At Landsbyggefonden ”kun” har betalt godt 50 mio. kr. for meget – målt på skema B-niveau – når anskaffelsessummen – på dette tidspunkt – i gennemsnit har været 120 mio. kr. lavere over årene skyldes blandt andet, at refusionsprocenterne har varieret over årene, og at bortfaldet ikke har været ligeligt fordelt.

 

 

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

 

/ Lise Nielsen