Dansk Folkeparti har ved tidligere lejligheder tilkendegivet, at vi ikke kan støtte det her lovforslag. Og det gør vi på den baggrund, at vi mener, at man bevæger sig ud på et skråplan, hvis man begynder at give skattelettelser til særligt udvalgte grupper, som man ønsker at begunstige, som et flertal her i Folketinget ønsker at gøre det.
Lovforslaget indeholder nemlig det element, at regeringen har udvalgt en særlig gruppe, nemlig forfattere, som man så synes man vil gøre noget for. Og det gør man så, ved at man giver dem en særlig skattelettelse, i form af at de ikke længere skal betale arbejdsmarkedsbidrag af deres biblioteksafgift.
I Dansk Folkeparti vil vi ikke modsætte os, at regeringen ønsker at føre en kulturpolitik, og at man ønsker at begunstige grupper af kunstnere, men vi mener altså, at det er en fejltagelse, at man bevæger sig ud i at udføre den gennem skattelettelser til særlig udvalgte grupper. Jeg kunne sagtens pege på andre grupper, som jeg har sympati for, og som man også kunne forestille sig kunne blive begunstiget, hvis det er på den her måde, hvor man giver skattelettelser til højre og venstre til særlig udvalgte personer. Jeg kunne udpege f.eks. politibetjente eller brandmænd, som gør en god samfundsindsats, og som man også kunne tænke på i forbindelse med at uddele små gaver med den ene hånd gennem skattelettelser. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvorfor det er det her redskab, skattelettelser, der skal bruges til at uddele gaver til vennerne. Så jeg vil da gerne bede ordførerne fra de partier, der bakker op om det her - og det er jo så en broget forsamling, nemlig Venstre, De Konservative, De Radikale og SF - om at redegøre for, hvorfor man vil give skattelettelser til forfattere.