Jeg takker for den velvillige indstilling, der er fra samtlige ordførere, som ikke er overraskende, i og med at vi har etableret et system, som er overordentlig smidigt og moderne, og som det offentlige indtil videre har haft meget stor glæde af. Her er der så et ønske fra andre om at kunne få lov at anvende det mod at betale det, det i virkeligheden koster det offentlige, når de går ind, så de bidrager i virkeligheden til at dække det.
Jeg vil godt lægge vægt på det, der jo også fremgår af materialet: at systemet er frivilligt. Altså, hvis en borger ikke ønsker, at man skal gøre brug af det, så kan de, der skal udbetale pengene, ikke frigøre sig ved at sige, at så får borgeren ikke pengene. Altså, man bestemmer selv, om man vil have det over Nemkontoen.
Jeg er også med på den tilgængelighed for handicappede, som der bliver spurgt til, og at vi afdækker den nærmere via det, vi kan hjælpe med under udvalgsarbejdet.
Endelig vil jeg til hr. Frank Aaen sige: Der kan ikke ske modregning. Der kan ikke ske modregning overhovedet, heller ikke fra det offentlige for så vidt, som loven er nu,
i det, som i givet fald bliver ført over. Og det er selvfølgelig noget, man kan diskutere, om det
i virkeligheden nu skal gælde for sådan en konto for det offentliges egne betalinger, altså der, hvor det offentlige sætter pengene ind, men selv i virkeligheden har penge til gode. Det ville så kræve en lovændring. Men det er helt udelukket, at der kan finde modregning sted for private.