Den næste sag på dagsordenen var:
14) Første behandling af lovforslag nr. L 183:
Forslag til lov om ændring af lov om CO₂-kvoter. (Tildeling af CO₂-kvoter for perioden 2008-2012 m.v.). Af transport- og energiministeren (Flemming Hansen). (Fremsat 14/3 2007).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Kvoteloven er et led i regeringens klimastrategi, og den tager sit udgangspunkt i, at både nationale og internationale muligheder skal udnyttes for at sikre, at klimaindsatsen giver den størst mulige miljøgevinst på den mest omkostningseffektive måde.
     Klimadebatten og klimapolitikken og dermed kampen mod drivhuseffekten er kommet højt på den politiske dagsorden, og det er vel ikke for meget at sige, at den er nået helt ind i stuerne i de danske hjem.
     Det føles, at befolkningen er bekymret for, hvordan fremtiden vil se ud, hvis det går, som klimaeksperterne forudser. Det er ved at blive en folkesag at gøre noget for at hjælpe med til at nedbringe CO₂-udslippet.
     Debatten om, hvorvidt der overhovedet er en drivhuseffekt, eller om den er skabt af os mennesker, er slut nu. Sådan som jeg ser det, er det kun de allermest forstokkede personer, som stadig sår tvivl om denne sag. Nu er spørgsmålet alene: Hvad kan vi gøre for at afhjælpe den truende situation? Og her er Danmark og regeringen helt i front. Da EU's byrdefordeling skulle vedtages, forpligtede Danmark sig til den skrappeste CO₂-reduktion af alle landene
i EU, altså en reduktion på 21 pct. i perioden 2008-2012 set
i forhold til udledningen i 1990. Det er en stor opgave, men der er ingen tvivl om, at vi nok skal nå målet, og bagefter skal vi videre. Det er bl.a. det, som FN's klimakonference i 2009 i København skal beskæftige sig med. Det er derfor, det er så vigtigt, at det er Danmark, som har fået denne klimakonference. Nu kan det i øvrigt være, at der er stillet forslag om, at den skal være i 2008, men alligevel i København.

     For at holde fast i den positive udvikling, som regeringen har sat i gang på energiområdet, har regeringen fremlagt en fortrinlig energiplan, som på nuværende tidspunkt forhandles med Folketingets partier. Forslaget til kvotelov, som vi behandler i dag, er for den anden periode, nemlig perioden fra 2008 til 2012. Den første periode startede den
1. januar 2005 og løber indtil udgangen af 2007. Til brug for ændringen af allokeringsplanen, som den også hedder, er der udarbejdet en fremskrivning af klimagasudledningen i perioden 2008-2012. Fremskrivningen beskriver de forventninger, der er til den økonomiske udvikling samt til de vedtagne beslutninger og virkemidler på energiområdet. Ifølge fremskrivningen vil den forventede samlede udledning være på 67,8 millioner t drivhusgasser årligt i perioden 2008-2012. Danmarks Kyotomål er en udledning på 54,8 millioner t, det vil altså sige, at det er 13 millioner t for meget, vi vil udlede i perioden, hvis vi ikke gør noget ekstra. Det, der gøres, gøres ved at reducere kvotetildelingen til de virksomheder, der er omfattet af kvoteordningen, og den reduceres med 5,2 millioner t. Resten af reduktionen tager staten sig af, bl.a. ved nye hjemlige tiltag, som forhandles i energiplanen, og køb af det, der hedder CDM og JI. Det vil sige, at vi laver projekter i andre lande, og når vi betaler de projekter, kan vi afskrive CO₂-udslippet på den danske konto. Endelig har vi stadig et udestående med EU i relation til basisårsproblematikken, som jo drejer sig om, at netop 1990, som er basisår for hele den her Kyotoaftale, er et dårligt år for Danmark at bruge som udgangspunkt for en fremtidig reduktion, idet 1990 var et år med en meget lav CO₂-udledning i Danmark på grund af stor import af el fra Norge og Sverige. Men nu har vi altså påtaget os forpligtelsen. På grund af denne import producerede Danmark selv mindre el på sine kraftværker, hvilket betød et meget mindre CO₂-udslip i 1990, og det vil vi i Danmark meget gerne have EU til at tage hensyn til. Sagen er ikke helt på plads endnu, men staten har altså alligevel påtaget sig at dække de sidste 7,8 millioner t, som er mankoen. Med denne ændring af kvoteloven ligger der en del af planen for, hvordan vi når vores Kyotomål. Samtidig er det en vigtig brik i Danmarks klimapolitik. Sammenholder man denne kvotelov med regeringens ambitiøse energiplan, får man et billede af en perspektivrig energi- og klimapolitik. Venstre støtter lovforslaget.

Der er et par korte bemærkninger til ordføreren, og først er det fru Anne Grete Holmsgaard.

Først en forbrugeroplysning: Det er ikke rigtigt, at der er forhandlinger om regeringens udspil til en energistrategi. Vi venter stadig væk på, at der bliver indkaldt til forhandlingsmøder.
     Men det, jeg egentlig vil spørge hr. Vesselbo om, er målet på 21 pct. Når nu han taler om kvoteloven, går jeg ud fra, at hans udgangspunkt er, at Danmark skal nå de 21 pct. Når man så ser på selve allokeringsplanen, kan man se, at der er en tabel, der hedder: Effekten af tiltag besluttet i perioden 2001-2006. Det er så store tal, at man får et klart indtryk af, at der er valgt det mest optimistiske scenario, og at det derfor måske nok på tegnepapiret hænger sammen, men at der er en meget stor risiko for, at allokeringsplanen ikke hænger sammen og ikke indfrier målet på de 21 pct. Så mit spørgsmål er: Har Venstre et bud på, hvad en plan B er? Hvad gør vi, hvis vi i 2010 kan konstatere, at vi er langt fra at være i mål?

Nu ser vi jo anderledes på det end fru Anne Grete Holmsgaard og SF. Vi regner ikke med, at regeringen laver en plan, der ikke holder, så derfor er der i den her sammenhæng ikke nogen grund til på forhånd at have en plan B.
     Men jeg kan bekræfte - og det sagde jeg også i min tale; jeg synes, det blev sagt ganske klart - at vi når en reduktion på 21 pct. Og der er lavet en beregning, en fremskrivning, som jeg også sagde i min tale, som viser, at der er en forskel på 13 millioner t i forhold til den beregning, hvis vi bare kører videre, men at vi nu reducerer på den her måde, bl.a. ved hjælp af kvoteloven. Det vil sige, at det så skulle gå op; så skulle vi jo nå de 54,8 millioner t, som er reduktionen på de 21 pct. set i forhold til 1990. Oven i købet uden nogen korrektion for basisåret.

Jeg har ikke sat spørgsmålstegn ved, om det på tegnepapiret går op. Det gør det selvfølgelig. Man fremlægger jo ikke noget i Folketinget, der ikke går op. Det, jeg har snakket om, er den virkelige verden. Altså, effekten af tiltag inden 2006 er efter min mening sat meget positivt for at nedskrive mankoen. Det er den ene del. Den anden del er fremskrivningen, hvor jeg ikke ved, om den stigning af el-forbruget, som den seneste danske statistik viser, er indregnet i.
     Mit spørgsmål er: Er det virkelig Venstres holdning, at man går ind i det her uden at have en plan B? Altså uden at have en strategi for, hvad man gør, hvis virkeligheden opfører sig anderledes end tegnepapiret. Er det virkelig Venstres holdning, at man ikke har en sådan, hvis det nu viser sig, at vi ikke når det, hvad vi kan konstatere i 2010? Hvad skal vi så gøre for at sikre, at vi når det?

Venstres holdning er jo, at de oplæg, der laves, de beregninger, der laves fra ministeriets side, og som vi går ud fra, når vi f.eks. laver denne her kvotelov på den måde, vi gør, selvfølgelig også holder i virkeligheden. Men det er da klart, at vi jo, nu hvor vi går ind i anden fase, lige så vel som i første fase af denne her kvotelov selvfølgelig holder øje med udviklingen og ser, om den går i den rigtige retning, for som jeg har sagt flere gange, skal vi nå 21 pct., og hvis vi kan se, at det går helt galt på et tidspunkt, at det stiger, og vi ikke når de 21 pct., så er der jo en plan B.

Det er jo lidt interessant med den her plan B. Vi kan bare tage to eksempler, som inden for ret kort tid kunne vise sig at give et skred i det. Det ene er, at man i kvoteloven indkalkulerer etableringen og nettilslutningen af Horns Rev 2, der allerede er væsentligt forsinket i forhold til de aftaler, der er lavet. En anden ting, man indkalkulerer, er jo Energispareaftalen for 2005, som vi stadig væk ikke har set nogen resultater eller konsekvenser af, og hvor man kan have mere eller mindre tro på, om planen holder.
     Hvis nu det allerede på kort sigt viser sig, at de her forventninger ikke holder stik, hvad vil Venstres ordfører så sige er plan B? Nu har vi hørt, at der er en plan B, så kunne man måske her i Folketingssalen løfte sløret lidt for, hvad plan B så kunne være.

Nu mener jeg, at man skal høre efter, hvad der bliver sagt fra talerstolen. Jeg sagde ikke, der var en plan B, men jeg sagde, at vi fulgte det meget nøje, og at det er klart, at hvis vi skal nå 21 pct., og det skal vi, og det viser sig hen ad vejen, at det svinger den anden vej, så er det klart, at der så må blive en plan B.
     Men vi går jo ikke ud fra, som her bliver sagt fra Socialdemokratiets side, at det her ikke er i orden. Vi går netop ud fra, at det her er i orden. Man kan stille alle mulige spørgsmål om, hvad der kan gå galt, og det er selvfølgelig også oppositionens opgave at stå i salen og spørge: Hvad nu, hvis den ene ting går galt, og hvad nu, hvis den anden ting går galt, hvad har I så tænkt jer at gøre? Når nu man har den holdning, at det her er et meget seriøst og godt oplæg, og at det lovforslag her plus regeringens energiplan er et seriøst stykke arbejde, så står man jo ikke og siger, at så går det hele nok galt. Det er jo der, forskellen er på oppositionen og regeringen.

Det er muligt, at det kniber med at høre efter, det må vel fremgå af referatet, men jeg mener bestemt, at Venstres ordfører brugte vendingen: Så er der en plan B - og så må vi også gå ud fra, at det er rigtigt, at der er en plan B. Det, vi hæfter os lidt ved, er jo erfaringsbaseret. Vi har iagttaget en regering, der i sin levetid fra 2001 og frem til nu ikke har foretaget sig noget på energiområdet.
     Vi har iagttaget, at vi har aftaler med regeringen, eksempelvis fra 2004, der endnu ikke er levet op til, og så er det vel meget relevant, at vi stiller spørgsmålet i forbindelse med en kvotelov, der indkalkulerer resultaterne af de aftaler, vi har lavet, som vi kan se, regeringen ikke lever op til, at spørge: Hvad træder så i kraft, når det viser sig, at allokeringsplanen ikke holder, at vi ikke når vores reduktionsudslip, f.eks. inden for en 2-3-årig periode?

Jeg vil da sige, at de spørgsmål, hr. Kim Mortensen stiller, er meget relevante for en opposition, for oppositionens rolle er jo netop at stille sådan nogle spørgsmål, hvor man sår tvivl om det, regeringen laver. Men det er jo derfor, vi har forskellige roller. Jeg bakker regeringen op fra Venstres side, og derfor står jeg ikke og siger de ting, som hr. Kim Mortensen gør, og sår mistillid til det, som ligger her. Jeg bakker det op, fordi jeg synes, det virker seriøst, og jeg tror på, at det her er løsningen.

     Det er jo også derfor, at det ville være dumt, når hr. Kim Mortensen igen pådutter mig, at jeg har sagt, at der er en plan B, at lave en plan B, når man tror på, at det her lykkes. Men det er klart, at hvis det er sådan, at det i løbet af nogle år viser sig, at der er en lille drejning en anden vej - det kunne jo være, at der skete eller andet i verden, som gjorde det - så ville jeg sige, at så måtte der blive en plan B for at rette op på det. Men jeg ser bare ikke, at der er behov for at lave det nu, og jeg tror heller ikke, at der bliver behov for det fremover.

Desværre er det her ikke et spørgsmål om at tro, og det er heller ikke et spørgsmål om, at hr. Eyvind Vesselbo kommer fra Venstre og vi andre kommer fra oppositionen. Det er gået galt. I 2006 steg Danmarks CO₂-udslip for første gang i mange, mange år, små 3 pct., hvis vi tager det korrigerede tal, og 15 pct., hvis vi tager det ukorrigerede tal, altså hvor eksporten er med. Og det er jo ikke indkalkuleret i denne her lov, som vi står og taler om i dag. Vi er allerede bagud. Denne lov er forældet, før den overhovedet er vedtaget.
     Derfor er det jo yderst relevant at stille spørgsmålet:
Hvad har regeringen tænkt sig at foretage sig? Især fordi regeringen ikke har ønsket at koble denne lov sammen med forhandlingerne om energistrategien, som vi ellers sidder tålmodigt og venter på skal komme i gang, for hvis vi skal løse de her problemer, skal der en anden energipolitik til.
     Det, der derfor ville være konstruktivt, var, hvis Venstres ordfører ville tage imod den fremstrakte hånd og sige: Ja, lad os nu tage denne her lov med ind i forhandlingerne om energistrategien; lad os lave noget, der kan holde, og som også tager højde for, at det på grund af de
5 spildte år i dansk energipolitik i øjeblikket går den stik modsatte vej af, hvad det burde, og derfor er det her ikke godt nok.

Jeg er glad for, at hr. Martin Lidegaard lige trækker det her punkt om stigningen af CO₂-udslippet i 2006 frem i salen, for så får jeg jo lejlighed til at forklare, hvad det er for nogle myter, oppositionen render rundt og fortæller den danske befolkning.
     Det er ganske rigtigt, at CO₂-udslippet steg i 2006. Hr. Martin Lidegaard ved også - for jeg er helt sikker på, at hr. Martin Lidegaard følger med i, hvad det er, der sker på energiområdet - at grunden til, at CO₂-udslippet steg i Danmark, var, at vi eksporterede så meget strøm til Norge og Sverige, på grund af at der ikke var så meget vand i floderne eller vandløbene, alt afhængig hvad man nu vil kalde dem. Og når man følger med på det her område, kan man jo ikke, hvis man er seriøs, komme og sige til regeringen: Hovsa, hvor er det forfærdeligt, nu steg CO₂-udslippet i 2006 - når man ved og har fulgt det her igennem mange år og kan se, at det går op og ned netop på grund af import og eksport af el.
     Det er jo det, der er hele pointen i basisårsproblematikken. Og jeg kan nævne for hr. Martin Lidegaard, at hvis man kender tallene, så steg udslippet altså voldsomt fra 1996 til 1997 under den regering, som hr. Martin Lidegaards parti var med i.

Nu gjorde jeg mig faktisk rigtig umage med både at nævne det ukorrigerede tal, dvs. der, hvor eksporten er talt med, det er 15 pct., og det korrigerede tal, der, hvor eksporten er taget ud, og det er 3 pct. Nu lyder 3 pct., eller helt præcist 2,8, måske ikke af særlig meget, men det er jo meget, når det burde gå den stik modsatte vej, hvis vi skal leve op til vores Kyotoforpligtelser. Man kan ikke stå og bortforklare, at CO₂-udslippet steg i 2006 alene med eksporten.
     Vil hr. Eyvind Vesselbo ikke medgive, at CO₂-udslippet er steget, også korrigeret for Danmarks eksport?

Jo, men nu fik jeg så forklaret baggrunden for, at det var steget. Men lad mig så samtidig sige, at det jo egentlig er en mærkværdig situation, at vi står og diskuterer nogle tal for 2006, når det, det her drejer sig om, er perioden 2008-12, hvor der nu er lavet nogle beregninger over, hvordan udviklingen vil se ud, hvori man tager hensyn til både de tiltag, vi har planlagt at gøre, og den økonomiske udvikling, og når frem til, at det ligger 13 millioner t for højt. Og så siger vi, at det kan vi jo ikke have, for vi vil gerne leve op til den forpligtelse på de 21 pct. Så laver vi en plan, og så står hr. Martin Lidegaard her i salen og taler om, hvad der er sket i 2006. Det her drejer sig altså om perioden 2008-12 og i øvrigt også om, hvad der skal ske fremover. Skulle vi ikke prøve at kigge lidt fremad i stedet for at kigge tilbage og bare hele tiden banke os i hovedet med, hvad der er sket i 2006, hvor vi i øvrigt eksporterede meget strøm til Sverige og Norge, og det er hovedårsagen til, at CO₂-udslippet steg, hvilket det også var i 1990'erne, hvor det gik op og ned.

Tak til hr. Eyvind Vesselbo. Og så er det hr. Kim Mortensen som ordfører.

Der er jo ingen tvivl om, at regeringen er på farlig kurs med dette lovforslag i almindelighed og med regeringens energipolitik i særdeleshed, når man tænker på de forpligtelser, Danmark har påtaget sig i forhold til Kyotoprotokollen. 5-6 års passivitet har nu ført til, at Danmark for første gang må bogføre et stigende CO₂-udslip og et stigende energiforbrug, dette uagtet at man kan prøve at bortforklare det på den ene eller den anden måde. Danmark er med andre ord et stykke vej fra at opfylde sine forpligtelser over for EU, også selv om vi forsøger at lappe eller udskyde problematikken med at købe kreditter i udlandet.
     Med udsigten til at Danmark bliver værtsland for klimatopmødet i 2009 - og tillykke med det - så risikerer topmødet måske at blive en boomerang lige i ansigtet på Danmark, hvis vi på det tidspunkt, altså allerede om 2-3 år, må konstatere, at vi med vores energipolitik halter efter vores forpligtelser.
     Derfor må jeg i forbindelse med førstebehandlingen af dette lovforslag tilkendegive, at efter Socialdemokratiets opfattelse er der forudsat så mange ubekendte faktorer og så mange hvis'er, at det er svært at gennemskue resultatet i det lovforslag, der er fremsat. Jeg kan derfor ikke give Socialdemokraternes tilslutning til lovforslaget, før vi har fået en både faglig og saglig gennemgang af uvildige eksperter, der kan give præcise beregninger på, hvordan dette lovforslag kommer til at virke.
     Dertil kommer, at tildelingen af kvoter rammer tilfældigt og ikke på et præcist grundlag, hvilket risikerer at skabe konkurrenceforvridning danske virksomheder imellem og danske virksomheder i forhold til udlandet.
     I lovforslaget optræder der eksempelvis mankoen på 13 millioner t, men det fremgår ikke helt tydeligt, hvordan vi når frem til disse 13 millioner t. Om vi overhovedet når nedbringelsen af mankoen på 13 millioner t, ser i hvert fald
i forhold til dokumentationen ud til at være meget tvivlsomt. Der er ikke i lovforslaget taget højde for den udskydelse, som det ser ud til der bliver af nettilslutningen af havvindemølleparkerne. Der er ikke taget højde for, at vi risikerer, at energispareaftalen ikke leverer de forventede resultater i samme takt, som regeringen lægger op til i lovforslaget. Der er heller ikke i lovforslaget inddraget - hvilket man må sige er skuffende - hvad der skal ske i forhold til de ikkekvotebelagte områder, transportområdet, som indgår i kvoteloven med 1,3 millioner t. Efter al sandsynlighed vil dette lovforslag og den samlede passivitet på energiområdet altså betyde, at vi allerede inden for en kort tidshorisont på 2-3 år skal iværksætte nye nationale initiativer for at leve op til reduktionsforpligtelsen. Derfor så vil jeg slutte med at tilkendegive, at vi selvfølgelig er villige til at indgå i en dialog og en forhandling om det. Vi synes, det skal ske efter en faglig gennemgang af dette lovforslag, og så synes vi, at lovforslaget skal inddrages i de samlede forhandlinger omkring energistrategien.

Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning til ordføreren fra hr. Per Ørum Jørgensen.

Man bliver næsten sådan helt deprimeret, når man hører Socialdemokraternes tilgang til den her problemstilling. Der er ingen grænser for, hvor umuligt det her er, når man hører hr. Kim Mortensen. Hvorfor dog ikke være lidt glad og smile lidt over, at regeringen faktisk meget, meget ambitiøst tager hånd om de her ting?
     Jeg synes, at det er værd at minde hr. Kim Mortensen om, at i hvert fald en medvirkende grund til, at vi står med de mål, vi har her, som er meget, meget ambitiøse, jo bl.a. også er, at Socialdemokraterne, da man indgik Kyotoaftalen, lagde grunden til, at Danmark skulle være helt i front. Og det er faktisk den stafet, vi har taget op. Og jeg vil godt høre hr. Kim Mortensen: Hvad er det, der er vilkårligt ved den her fordeling? Hvorfor er det, hr. Kim Mortensen siger, at det her er vilkårligt og tilfældigt?

Jeg vil berolige den konservative ordfører med at sige: Det er ikke ond vilje, det er erfaringsbaseret. Dengang Socialdemokratiet i regeringen var med til at grundlægge Danmarks tilslutning til Kyotoprotokollen og havde det meget høje ambitionskrav, havde vi jo ikke fantasi til at forestille os, at man satte Danmark ud af spil i 5-6 år på energiområdet. Det har vi så erkendt nu.

     Vi har også erkendt, at en del af de aftaler, vi har lavet, er der af mange forskellige grunde ikke levet op til, og derfor er vi selvfølgelig i tvivl om, hvorvidt det papir, der nu er sendt ud i form af det her lovforslag, holder, om beregningerne holder, eller om det ligesom ved de øvrige aftaler betyder, at der ikke bliver levet op til det.
     Og så er det klart, at vi er bekymrede for, at vi allerede, som jeg sagde i mit ordførerindlæg, i løbet af 2-3 år skal iværksætte en række nye nationale initiativer, der kommer til at gøre endnu mere ondt end dem, der allerede er lagt op til.

Jamen vi har jo netop med regeringens energistrategiplan, som er meget, meget ambitiøs og visionær, lagt et væld af initiativer frem på det her område, som netop også bidrager til de her ting. Og det er det, jeg ikke rigtig kan forstå, når hr. Kim Mortensen siger, at hans skepsis og dommedagsprofeti, vil jeg nærmest kalde det, bygger på erfaringer. Vi har jo reduceret ret kraftigt. Og det der med at sige, at der ikke er sket noget de sidste 5 år, kan i hvert fald ikke være en konklusion, man kan drage på baggrund af erfaringer.
     Men hr. Kim Mortensen svarede slet ikke på mit spørgsmål: Hvad er det, der er vilkårligt ved det her? Her har man valgt at sige, jamen det er primært elsektoren, der holder for, og dermed giver man også incitamenter til at skabe mere innovation dér og skaber incitamenter til, at vi får en positiv udvikling på det område. Hvordan er det, hr. Kim Mortensen så vil fordele det?

Jeg må beklage, at jeg ikke helt har den samme opfattelse som den konservative ordfører. Jeg skal da være den første til at medgive, at der er mange pæne ord i regeringens forslag, det, man kalder en visionær energistrategi. Vi glæder os også til, at der kommer nogle konkrete udspil på virkemiddelområdet, der siger, hvordan det her så skal hænge sammen i virkeligheden i forhold til hele den sektor, der skal leve op til de her fine ord. Det har vi ikke set endnu. Det regner vi med kommer inden for den nærmere fremtid.
     I forhold til det kan jeg næsten høre, at den konservative ordfører i forlængelse af min afslutning på det siger, jamen så lad os da inddrage det, så vi ved, at den her CO₂-kvote-lov kommer til at spille sammen med den energistrategi og de virkemidler, der skal ligge til grund for det. Så kunne det være, der kom en dokumentation for, at vi rent faktisk nåede de her planer. Når jeg siger, at det er vilkårligt, så er det, fordi jeg synes, der er indkalkuleret for mange hvis'er, for mange usikkerheder og for mange udokumenterede tal i det her lovforslag, og dem kunne jeg godt tænke mig der kom en mere saglig og faglig beregning på, så vi ved, hvad det er, vi rent faktisk stemmer for.

Tak til hr. Kim Mortensen. Og så er det fru Tina Petersen som ordfører.

Det er jo en interessant debat, vi har her i dag, og jeg glæder mig da lidt til og håber lidt på, vi kommer tilbage til det, der hedder basisproblemet, og også til mange andre ting.
     Men jeg vil lægge ud med at sige, at forslaget jo i al sin enkelhed går ud på at implementere regeringens nationale allokeringsplan. Endvidere er der nogle af hovedelementerne i lovforslaget, altså bl.a. den administrative ændring, den tekniske tilpasning af hensyn til EU's registreringsforordning og andre som følge af kvotedirektivet.
     Først vil jeg starte med at sige, at forslaget, som foreligger her i dag, absolut er meget teknisk svært, og jeg må også sige, at jeg har sat stor pris på, at ministeriet og Energistyrelsen har valgt at lave en teknisk gennemgang af forslaget, inden det blev behandlet her i salen. Tak for det.
     Skal vi kigge nærmere på de enkeltstående hovedelementer
i forslaget, er der de administrative bestemmelser:
fastsættelse af et loft for anvendelse af kreditter, Energistyrelsens overvågningsplans fastsættelse af udledningen, tilbagemeldinger om uberettiget modtagne kvoter og mange, mange andre ting. Alt i alt når man kigger på forslaget, kan man se, at man går helt ned i bund, hvor man hele tiden kontrollerer kreditter og kvoter og allokering, altså at der ikke er noget, der bare flyttes, uden det kontrolleres. Så er der den tekniske tilpasning af hensyn til EU's registreringsforordning. Her annullerer man kvoterne, hvis de returneres. Med hensyn til ændringer som følge af kvotedirektivet, er der jo kvotesystemet, som trådte i kraft her den 1. januar 2005, hvor virksomheder under ordningen vil modtage de her gratis kvoter, som vi er utrolig glade for. Ordningen pålægger så virksomhederne en gang årligt at returnere de kvoter, som svarer til udledningen af CO₂. Sker dette ikke, skal virksomhederne betale en afgift. Det er den måde, man har valgt at sikre det samlede loft over CO₂-udledningen fra en omfattet virksomhed med det her fremsatte forslag.

     Alt i alt skulle forslaget give en nemmere administration og en forenkling i forbindelse med virksomhedernes indberetning.
     Men efter den debat, der har været, må jeg sige, at det er helt klart, at det for Dansk Folkeparti har været utrolig vigtigt at få fat i basisårsproblemet, lige netop fordi debatten nu har kørt på dengang, hr. Svend Auken havde området, og vi jo nu har hørt Socialdemokratiet stå heroppe og rose sig selv. Jeg vil sige om basisårsproblemet, at det gav utrolig mange problemer for den enkelte borger. Der var utrolig mange afgifter dengang, som vi ikke ønsker; det var sårbart, og vi er glade for, at det er blevet løst.
     Så er der CO₂'en, den direkte kvote til virksomhederne, og det er også en af Dansk Folkepartis helt store kerneområder, som vi synes er rigtig godt er kommet med. Vi tilslutter os forslaget.

Det er jo lige præcis det sidste, jeg var lidt interesseret
i. Altså, Dansk Folkeparti bakker åbenbart op om den her CO₂-strategi, til trods for at den, hvis vi kigger på det politiske i det, jo overvælter hele regningen på forbrugerne. Det er jo elværkerne og fjernvarmeværkerne, der skal have den helt store reduktion her, hvorimod erhvervslivet stort set slipper. Hvordan har Dansk Folkeparti det med sådan uden videre at lægge stemmer til det i stedet for dog at prøve at kæmpe en lille smule for, at forbrugerne måske kunne slippe lidt billigere?

Jamen hr. Martin Lidegaard ved jo udmærket godt, at priserne ikke bare kan justeres op efterfølgende, som det nu passer de forskellige elselskaber. Hvis det er PSO'en, hr. Martin Lidegaard hentyder til, så er jeg ganske overbevist om, at den afgift er sådan, som den skal være, og at den er støt faldende, som aftalen fra den 29. marts 2004 beskriver.
     Det, der kan ændre sig, er jo i forbindelse med Nordpool, at der er udsving, og sådan har det været i mange år. Det er den udsvingning, der kan ske.

Nej, det, jeg sigter til, er, at man uddeler kvoterne til en lang række kvotebelagte virksomheder. Men de, der skal skære
i deres kvoter, er elsektoren. Elsektoren har jo kun én mulighed for at hente de penge hjem igen på den ene eller den anden eller den tredje måde - det har sektoren også meldt meget klart ud - og det er jo hos forbrugerne, og der kunne man så godt have forestillet sig, at Dansk Folkeparti var gået i brechen for, at man lidt mere delte regningen mellem de kvotebelagte virksomheder, så det ikke kun var forbrugerne, der skulle betale.

Jamen til hr. Martin Lidegaard vil jeg sige, at jeg ikke frygter det. Altså, elselskaberne har jo meldt ud, at de sagtens kan efterkomme det her forslag og sagtens kan efterleve det krav, der bliver stillet. Der vil altid være en udsvingning af strøm, og Dansk Folkeparti, om nogen, har i hvert tilfælde sikret, at afgifterne på det område holder sig
i ro og er støt faldende.

Tak til fru Tina Petersen. Så er det hr. Per Ørum Jørgensen som ordfører.

Balance er nøgleordet, når der skal tildeles CO₂-kvoter, nemlig balance mellem at sikre miljøet bedst muligt og at sikre, at virksomhedernes konkurrenceevne og vækstmuligheder ikke stækkes markant.
     I forbindelse med Kyotoaftalen tilsluttede Danmark sig et af verdens mest ambitiøse klimamål, når det gælder nedbringelse af CO₂. Vi har påtaget os en reduktionsforpligtelse på 21 pct. i perioden fra 2008 til 2012 i forhold til udledningerne i 1990. Med den allokeringsplan står det klart, at Danmark vil leve op til dette ambitiøse mål. Det vil først og fremmest ske ved, at vi strammer kvoten for virksomhederne og især elselskaberne, som dermed bliver nødt til at være endnu mere effektive i fremtiden.
     I Det Konservative Folkeparti anerkender vi de store udfordringer, vi står over for på miljøområdet nu og i fremtiden, udfordringer, der er blevet synliggjort meget tydeligt i de rapporter, som FN's klimapanel har offentliggjort i den seneste tid. For os er det grundlæggende at sikre, at vore børn og børnebørn ikke modtager en verden, der er i en ringere stand end den nuværende. Derfor skal der handles nu, og på den baggrund er det positivt, at regeringen har en lang række initiativer, herunder regeringens udspil til en ny og visionær energipolitik frem mod 2025. Det er vigtigt for os at pointere, at netop udfordringen med den stigende globale opvarmning så løses ved en bred vifte af initiativer, og at den skal løses ved at fordele ansvaret blandt alle aktører, der kan bidrage til at yde en indsats.

     Det er mit håb, at vi med denne afbalancerede fordeling af kvoter kan sikre et incitament til en fortsat positiv udvikling i bestræbelserne på at fremme nye og mere effektive metoder blandt virksomhederne, som kan sikre innovationen og nye muligheder.
     Ansvaret er mangesidet. Jeg fornemmer, at der hos den enkelte borger og blandt vore virksomheder er en stærkt stigende vilje til at bidrage til at løse de store udfordringer, vi står over for. Alle kan bidrage, også i det små. Denne holdning skal vi gøre alt for at fremme, og med denne allokeringsplan viser vi fra dansk side vilje i verdensklasse til at begrænse udledningen af CO₂.

Jeg er enig med hr. Per Ørum Jørgensen i, at det her er en meget vigtig lov. Men jeg vil gerne høre, om hr. Per Ørum Jørgensen så har det ligesådan med plan B, nemlig at det kan vi se på til den tid, eller om hr. Per Ørum Jørgensen har det ligesom mig, nemlig at det er nødvendigt at have et beredskab, vi kan sætte ind, hvis det viser sig, at virkeligheden ikke arter sig på samme måde som tegnebrætsmodellen. Det er det ene.
     Det andet er, at jeg gerne vil vide, om hr. Per Ørum Jørgensen deler den noget bizarre opfattelse, Venstres ordfører har, af, at stigningen på næsten 3 pct. i CO₂-udslippet sidste år, altså det korrigerede udslip, skyldes eleksporten.

Til det første spørgsmål om en plan B synes jeg faktisk, at det her virker dokumenteret. Det kan jeg så forstå at der i oppositionen er divergerende holdninger om. Men et eller andet sted må vi sige, at det jo ikke er noget nyt, vi kaster os over her, og derfor har man selvfølgelig erfaringer i forbindelse med de her ting.
     Og jeg synes faktisk, at jeg med alle de initiativer, man i øjeblikket foretager på energiområdet, er ret fortrøstningsfuld. Når man hører oppositionen, så er det jo næsten ligesom at høre den biskop, der sagde, at dommedag var nær; jeg synes efterhånden, det er af samme kategori. Jeg synes, oppositionen skulle være mere positiv og måske også byde lidt bedre ind med hensyn til regeringens energiudspil.
     Vi ser meget frem til at fortsætte de forhandlinger, vi har i gang på området, og forventer egentlig også, at oppositionen fortsat konstruktivt deltager i dem.

Jeg vil bare sige, at det ikke har noget med dommedag at gøre. Det har sådan set bare noget at gøre med, at jeg har læst papirerne temmelig grundigt, og at jeg derfor må sige, at jeg er ret bekymret over den nedskrivning af mankoen og den måde, den sker på, og den manglende dokumentation af den. Så jeg synes sådan set, hr. Per Ørum Jørgensen også skulle læse det meget grundigt i stedet for at stå og tale om bisper.
     Men mit spørgsmål er sådan set egentlig meget enkelt:
Mener hr. Per Ørum Jørgensen, at der slet ikke er nogen usikkerhed i den nedskrivning af mankoen til 13 millioner t? Det er det ene.
     Og det andet var, at jeg spurgte om: Deler hr. Per Ørum Jørgensen den bizarre opfattelse, at den korrigerede stigning
i CO₂-udslippet sidste år, som er på næsten 3 pct., skyldes eleksporten?

Jamen jeg vil sige, at jeg slet ikke er i tvivl om, at fru Anne Grethe Holmsgaard har læst det her meget grundigt, og vi har selvfølgelig også set meget, meget seriøst og grundigt på de her ting.
     Der er så måske divergerende opfattelser i forbindelse med tallene, der ligger her, men jeg synes, fru Anne Grethe Holmsgaard skal være meget opmærksom på, at vi jo stadig væk har problemstillingen med hensyn til basisåret, som ikke er afklaret endnu, men hvor regeringen jo meget, meget klart har sagt, at hvis det viser sig, at vi i EU kommer i en situation, hvor situationen ikke falder ud til dansk fordel, så er man også klar til at påtage sig den byrde. Det viser jo netop, at der er fleksibilitet med hensyn til de ting, der kan ske.
     Med hensyn til den stigning, vi har set i 2006, er der nogle klimamæssige ting, der har gjort, at eksporten har været højere, end vi havde regnet med. Men det er jo ikke noget nyt, når vi snakker de her ting, at der er udsving fra år til år. Det, det handler om, er, at vi når frem til det mål, vi sætter os, når tid er.

Tak til hr. Per Ørum Jørgensen. Så er det hr. Martin Lidegaard som ordfører.

Jeg er bange for, at jeg ikke kan give det lovforslag, der ligger her, mange pæne ord med på vejen. Jeg synes desværre, at det er udtryk for det, som efterhånden er blevet kendetegnende for regeringens energipolitik. Jeg vil dog sige, at vi stadig væk håber på bedre tider; nu skal vi jo snart i gang med forhandlingerne. Men jeg opfatter altså den her strategi som defensiv, som forældet og som alt for snævert funderet. Jeg skal forsøge at forklare hvorfor.
     Jeg mener, at den her CO₂-lov er defensiv, fordi man jo har valgt - selv om vi alle sammen ved, at der er noget paradoksalt i, at hele kvotesystemet bygger på det - at vi forærer gratiskvoter til dem, der forurener allermest.
     De kvoter bliver mange penge værd, og dermed kommer vi faktisk til at give en stor kapitalindsprøjtning til alle de kraftværker og virksomheder, som forurener allermest. Derfor kommer vi senere til at skulle støtte den vedvarende energi endnu mere, end vi ellers skulle have gjort, fordi de svinende industrier konkurrencemæssigt får en fordel.
     Derfor ville det måske være nærliggende at overveje at bruge den mulighed, der er i EU-lovgivningen for at bortauktionere en mindre del - ca. 10 pct. f.eks. - af kvoterne, så man fik et provenu ind, som man kunne bruge til at give til de rene teknologier og til at udvikle nye VE-teknologier, sådan at det ikke er dem, der igen bliver forbigået. Det har regeringen så valgt ikke at gøre. Man ønskede ikke at auktionere noget bort, og jeg synes egentlig aldrig rigtig vi har fået forklaringen på, hvorfor man ikke ville det. Det kunne være spændende, hvis ministeren havde mulighed for at forklare det.
     Derudover har man valgt, når nu man så endelig har delt kvoterne ud, at det stort set kun er elkraftværkerne og fjernvarmeindustrien, der skal skære ned, og det betyder altså på godt dansk, at det er forbrugerne, der skal betale, hvor erhvervslivet stort set går fri. Det synes vi også er lidt mærkeligt, fordi det jo er kulkraftværkerne, og DONG kan
i sidste ende ikke sende regningen mange andre steder hen end til forbrugerne. Hvis det så bare var, fordi det var fremsynet. Jeg har ikke noget imod, at der bliver lagt en afgift på elprisen, hvis det er fremsynet, hvis det har et formål, hvis det er noget, som gavner forbrugerne på længere sigt. Men det her lovforslag er desværre forældet. Vi har jo allerede i 2006 kunnet konstatere en stigning i CO₂-udslippet - det gælder både, hvis man tæller eksporten med, og hvis man ikke gør. Nu er 3 pct. måske ikke særlig meget i stigning, når vi har taget eksporten væk, men det er faktisk meget, for de 3 pct. skal vi så hente oven i alt det, som det her lovforslag lægger op til. Og det betyder, at lovforslaget faktisk allerede er forældet. Hvis man ville lave noget fremtidssikret, gik man jo simpelt hen nu i gang med at udbygge voldsomt med vedvarende energi, at lave energibesparende foranstaltninger, også i transportsektoren - som man ikke vil røre med en ildtang - sådan at man fik nogle initiativer, der pegede frem, og som ville gøre, at Danmarks CO₂-udslip faldt. I stedet for er vi bagud med spareplanen, vi er bagud med udbygning af vindmøller, vi er bagud med stort set alt. Lovforslaget er forældet, før det overhovedet er vedtaget. Det sidste er så, at man jo tydeligvis har forhandlet det her lovforslag med Dansk Folkeparti. Det er mig en gåde, at Dansk Folkeparti kan støtte det, for de plejer jo ellers at kæmpe for forbrugernes interesser, siger de. Men den her lovgivning baserer sig altså på et meget snævert flertal. Og hvis man virkelig fra regeringens side mener, at det er vigtigt med en bredt funderet energipolitik i Danmark, tror jeg, at man på et tidspunkt bliver nødt til at gøre valget op. Altså, vil man have et bredt flertal, bliver man jo nødt til at tage de andre partier alvorligt. Så kan man jo ikke sidde og forhandle skuffeaftaler om CO₂-kvoter og PSO-afgifter, og jeg ved ikke, hvad man i øvrigt har lavet skuffeaftaler om, og så bagefter tro, at man kan få et bredt forlig. På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at vælge: Vil man have en bredt funderet energipolitik i Danmark, der peger fremad med miljø, eller vil man have en snæver energipolitik baseret på Dansk Folkeparti, som peger tilbage? Jeg tror, det er på tide, at regeringen gør op med sig selv, hvilken vej man vil. Jeg synes, at det her lovforslag er et eksempel på, at det ikke er nogen god idé at vælge den sidste og snævre løsning.

Tak til hr. Martin Lidegaard. Så er det fru Anne Grete Holmsgaard som ordfører.

Kvoteloven er en efter vores mening meget vigtig lov, fordi det jo er den, der implementerer, kan man sige, den nationale allokeringsplan, som lægger loftet for udslippet af næsten halvdelen af Danmarks CO₂. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, om det er en lov, hvor regeringen har tænkt sig bare at sige, at det er o.k., fordi de har flertallet hjemme med Dansk Folkeparti, eller om regeringen reelt ønsker at drøfte og forhandle den her lov med oppositionen.

     Så jeg vil gerne have, at transport- og energiministeren forholder sig til, om han og regeringen er indstillet på en så stor åbenhed og imødekommenhed og fleksibilitet, at man reelt er villig til at forhandle kvoteloven, sådan at man sikrer, at den her kvotelov er en lov, der med størst mulig sikkerhed rent faktisk giver det mindre udslip, som den på papiret siger den skal give.
     Så skal vi i øvrigt ikke glemme, at kvoteloven, eller rettere sagt den lokale allokeringsplan, også skal godkendes af Europa-Kommissionen. Der ved vi jo, at en række lande i EU, temmelig mange lande, har fået deres forslag til national allokeringsplan tilbage med besked om, at den ikke var acceptabel.
     Derfor vil jeg også gerne spørge ministeren: Har Europa-Kommissionen reageret på den danske nationale allokeringsplan, eller har Europa-Kommissionen endnu ikke reageret på den? Jeg synes faktisk, det er vigtigt, at vi får at vide, om der har været en reaktion, og hvis der har været en reaktion, hvad reaktionen har bestået i, og om det er en reaktion, vi også kommer til at se.
     Den anden halvdel, som kvoteloven jo hænger sammen med, er det udslip, der foregår uden for den kvotebelagte sektor, dvs. fra transportsektoren, fra opfyring uden for det, der er kraft-varme-dækket, fra landbruget m.v. Det hænger jo nøje sammen med det. Og kvoteloven er baseret på, at vi gør noget sammen i den anden sektor, så også derfor mener jeg, at regeringen kun kan give det svar, der hedder: Ja, vi vil gerne lave en ægte forhandling om det her.
     Der er jo indregnet 1,3 millioner t, som der er lagt op til skal forhandles i en bred forhandling. Hvad nu, hvis det mislykkes og man rent faktisk ikke får de 1,3 millioner t? Så har det jo indflydelse på, hvor man sætter kvoteloftet, og hvordan man fordeler kvoterne.
     Jeg har en række tvivlsspørgsmål, må jeg sige, i det her - jeg har nævnt nogle af dem allerede - og det er effekten af de tiltag, der er gjort inden 2006, og den nedskrivning, der er lavet af det danske CO₂-udslip på papiret, som resulterer i en manko på 13 millioner t.
     Jeg vil ikke nævne det hele her, for det kan jeg ikke nå, men jeg vil godt sige, at der er indregnet en effekt på 1 millioner t om året fra de to havmølleparker. Er det nu virkelig sikkert, det tal? Mig bekendt bliver de ikke nettilsluttet før 2009 og 2010, dvs. sige midt inde i den 5-års-periode, hvor man altså sammenlagt skal have 5 millioner t fra dem.
     Det andet er energispareplanen. Her er der indregnet 2 millioner t pr. år, men er der en status på, hvor meget energispareplanen rent faktisk har givet i 2006, vil vi meget gerne se det.
     Så er der indregnet en forventet lavere elproduktion på grund af kvoter - det lyder fair nok - men også på grund af kapacitetsudvidelse i de andre nordiske lande. Mig bekendt er den kapacitetsudvidelse ikke kommet ret langt - jo, måske for så vidt angår det finske a-kraft-værk og et gaskraftværk i Göteborg, men mig bekendt er de norske gasværker forsinket temmelig meget, så hvordan er man kommet frem til det her meget store tal, som er 4,5 millioner t om året?
     Så er der en effekt af forventet højere oliepriser og kvotepriser. Hvad baserer man egentlig det på, og hvad regner man med? Og så er der noget, der hedder modelregninger, som er fuldstændig uklart.
     Summen af alt det her er, at det faktisk ikke er forklaret. Jeg kan heller ikke se, om der er lavet nogen følsomhedsanalyser i forbindelse med fremskrivningen af energiforbruget.
     Men jeg stopper her og har en lang række flere spørgsmål, som jeg vil stille i udvalget, og så vil jeg godt gå til det fremadrettede.
     Jeg synes, det er meget vigtigt, at jeg får en melding fra regeringen på, om man er interesseret i at lave en aftale om, hvad Danmark skal kæmpe for med hensyn til kvotedirektivet; hvordan det skal ændres. Som det er i dag, har vi på papiret et sådan set godt virkemiddel, men det har nogle meget store, afgørende huller. Et af hullerne er, at man giver gratiskvoter til nye værker. Det betyder sådan set, at man giver investeringstilskud til kulkraftværker - det sker jo i Tyskland i øjeblikket - og det vil sige, at det kvotesystem, som faktisk skulle nedbringe CO₂-udslippet, i dag betyder, at man giver investeringstilskud til kulkraft, altså det modsatte af det, man skulle nå frem til. Det er det ene.
     Det andet er, at energieffektivisering ikke belønnes i kvotesystemet. Det synes jeg er vigtigt.
     Og det tredje er at få transportsektoren ind.
     Det er det ene kompleks, jeg godt vil tage op som det fremadrettede. Jeg vil gerne høre, om regeringen er indstillet på at lave en fælles politik om, hvad Danmark kæmper for for at få justeret kvotedirektivet, så det kan blive et virkelig effektivt middel til at nedbringe CO₂-udslippet.

     Det andet er det, jeg har kaldt plan B. Jeg mener, at der er så store usikkerheder i det her - og det er bittert, at der er det - at der faktisk er en meget stor reel risiko for, at vi om nogle år kan konstatere, at vi faktisk ikke når målet. Og der er jo ikke så mange år at løbe på. Hvad er strategien for at nå målet? Sagt med andre ord: Vil ministeren i dag sige helt hug- og stikfast: Ja, selvfølgelig når vi de 21 pct.? Det er det ene spørgsmål.
     Det andet spørgsmål er: Er ministeren villig til at gå ind i rent faktisk at drøfte det, jeg har kaldt en plan B? Altså, hvad gør vi, hvis vi i 2009 eller 2010 konstaterer, at det ikke er gået i den faktiske verden, som det var beskrevet på tegnebrættet? Skal vi så i al hast hive penge op af statens kasse til at købe kvoter for, eller skal vi købe noget andet?
     Mit umiddelbare bud er, at vi skal lave en buffer, at staten altså skal holde på nogle af kvoterne. Nu er de alle sammen delt ud til virksomhederne. Jeg synes, det ville være klogere, hvis man havde en buffer. Hvis det går godt, fint, så kan de kvoter auktioneres. Fint nok, det kan der tjenes nogle penge på, og de bør bruges til vedvarende energi og energieffektivitet. Men hvis det går skidt, har man inddraget nogle kvoter, og så har man faktisk den mulighed, at man sådan set kan sætte en streg over dem, for så er der altså en reguleringsmekanisme, der gør, at man ikke kommer ud
i en situation, hvor man ikke aner, hvad man skal gøre. Det her er jo overordentlig vigtigt, for hvis det rent faktisk bliver COP'en, altså klimatopmødet i 2009, der bliver afgørende for den næste kvoteperiode, vil alles øjne være rettet mod Danmark, og der er det fuldstændig afgørende, at vi i praksis også kan vise, at man kan nå ambitiøse mål, og at vi ikke står tilbage og har nogle problemer på det tidspunkt. Vi kan se, hvor meget den stigning, vi havde i CO₂-udslippet sidste år, på små 3 pct. - det korrigerede tal, altså, når vi har fraregnet eksporten til de andre nordiske lande - betyder uden for Danmarks grænser også, for de begynder at reagere på det: Sig mig, hvad sker der egentlig? Det hjælper ikke noget at gå og varme sig med, at vi kan en masse gode ting, hvad vi også kan, hvis udlandet får det indtryk, at nu går det den gale vej i Danmark, og jo slet ikke, hvis det rent faktisk er rigtigt, at det går den gale vej. Og det gør det jo på den måde, at den 3-procents-stigning, vi har haft, rent faktisk er et problem. Til sidst vil jeg sige, at vi har det sådan, at vi synes, det ville være bedst, hvis vi kunne nå frem til en aftale om det her, så vi i oppositionen også kunne stemme for det, men det forudsætter altså, at der er en fleksibilitet fra regeringen og en vilje til ikke bare at sige, at nu er vi oppe på de halvtreds komma en eller andet procent, men rent faktisk at gå seriøst ind i det her og få lavet en kvotelov, som virkelig er en stærk lov.

Det er med en vis undren, man står her og hører fru Anne Grete Holmsgaard uddybe sin mistillid til den ordning, der indtil nu har været etableret i Danmark omkring CO₂-kvoter og nedskæringer.
     Vil fru Anne Grete Holmsgaard give ordføreren her ret i, at Danmark faktisk har været det land i Europa, der har stået hårdest for skud, når vi taler om nedskæringer i CO₂-kvoter, og at Danmark faktisk har været førende og er førende på området?
     Og vil fru Anne Grete Holmsgaard endvidere bekræfte, at med de planer, hun giver udtryk for, ville man fastholde Danmark i en presset situation, presse virksomheder ud i noget, der næsten er umuligt, det, jeg kalder det ekstreme, hvor vi risikerer en større arbejdsløshed eller i hvert tilfælde flere arbejdsløse, og at mange af de store virksomheder, som i dag er etablerede, risikerer at skulle lukke?

Jeg kan i hvert tilfælde sige, at der med den her kvotelov ingen risiko er for, at der er nogen af de store virksomheder, der skal lukke på grund af de kvoter, de har fået tildelt. Lad mig bare nævne et par eksempler:
     Aalborg Portland får lige så mange kvoter, som de havde af udslip i 2005, og det får de altså for hele perioden frem til 2012. Det er jo ikke noget stærkt incitament til at spare på udslippet af CO₂.
     Danisco Sugar får fuldstændig lige så mange kvoter for den periode, som de havde af udslip i 2005. Så det kan man ikke sige er noget pres på nogen som helst virksomhed, da det er gratiskvoter, som de kan omsætte på markedet. Det er sådan set et tilskud.
     Hvis vi så tager offshoresektoren, får den færre kvoter, end den havde af udslip i 2005. Til gengæld må man sige, at den danske offshoresektor altså er kendetegnet ved, at den har et meget stort udslip af CO₂, hvis man sammenligner med den norske offshoresektor. Man har udstrakt grad af flaring, altså, at man brænder gas af og slipper CO₂ ud i atmosfæren.

     I Norge har man håndteret det ved at lægge en afgift på flaring, og det har rent faktisk bragt flaringen ned, altså bragt udslippet ned. Det demonstrerer i praksis, at man kan gøre det her ganske billigt, og at man kan få den ned. Jeg vil da sige, at det ville være rimeligt over for offshoresektoren at sænke kvoterne og på den måde motivere sektoren til rent faktisk at spare på det energispild, som den har ude på platformene. Så det her giver ikke nogen som helst risiko for de virksomheder, der er etablerede.

Det er lidt rystende at høre, at fru Anne Grete Holmsgaard farer fuldstændig i flint over virksomhederne og kører løs på virksomhederne om CO₂-kvoter og nedskæringer: at det ikke er godt nok. Det bliver aldrig godt nok, tror jeg.
     Jeg spørger så endnu en gang: Vil fru Anne Grete Holmsgaard bekræfte, at Danmark ligger i front, når vi snakker CO₂-nedskæringer, og at vi massivt har presset virksomheder til at skære ned?
     Når jeg så hører den dialog, der er, og den snak og peptalk, der har været oppe fra talerstolen, vil jeg gerne spørge til plan B, som er nævnt en del gange herinde. For mig lyder det, som om - og det vil jeg gerne bede om en bekræftelse på - det bliver meget svært at nå det, der hedder et bredt forlig, når vi snakker energistrategi, fordi det, der bliver sagt, hele tiden er negativt.

For det første vil jeg sige om virksomhederne, at jeg sådan set bare siger, hvad der står i den nationale allokeringsplan. Der er ikke andet i det. Altså, jeg kan konstatere, at Aalborg Portland får fuldstændig det samme, som de rent faktisk har haft af udslip, og det samme gør Danisco Sugar. Så der er ikke noget som helst med, at jeg farer i flint over virksomhederne. Jeg konstaterer bare, hvad der står i det, som ministeriet har sendt til dem. Det er sådan set meget enkelt.
     Og ja, Danmark har forpligtet sig til 21 pct., det er fuldstændig rigtigt, det ved vi alle sammen at Danmark har. Danmark har også nogle gode muligheder for rent faktisk at nå de 21 pct. og bruge det som en platform til at blive førende inden for energiteknologier, hvad enten vi snakker energibesparelser, energieffektivitet, eller vi snakker vedvarende energi. Så det er da bare med at bruge det til virkelig at være førende og vise os som en god rollemodel på nationalt plan.
     Om energiforhandlingerne vil jeg sige, at dem fører jeg altså med energiministeren, og der har jeg det bare sådan, at jeg synes, det er med at komme ud af hullerne, for nu er der snakket meget om de energiforhandlinger, og der er lavet to udspil, først et tilbage i, ak ja, var det i 2004, det blev lavet? og så et igen i 2007. Men vi kan jo ikke leve af vindfrikadeller. Det handler om at få omsat det her til noget, hvor der rent faktisk kommer flere biogasanlæg, flere vindmøller, bølgekraft osv., og kommer gang i de her ting.
     Vi kan jo ikke leve af, at vi bare snakker frem og tilbage. Det skal jo vise sig ude i den fysiske virkelighed, og det er jo også der, vi skal vise os over for omverdenen. De er sådan set ligeglade med, hvor meget vi snakker om den ene og den anden plan.

Tak til fru Anne Grete Holmsgaard. Der er ingen ordfører fra Enhedslisten at se, og derfor er det transport- og energiministeren.

Indledningsvis vil jeg gerne takke for den debat, vi har haft om lovforslaget. Jeg synes måske nok, det har været en debat, som har været præget af, at man tilsyneladende står meget langt fra hinanden. Min personlige mening er, at oppositionen har anlagt nogle meget, meget negative tilgange til dette lovforslag, unødvendigt negative efter min opfattelse.
     Det er klart, at vi ikke kan være enige om alt, men jeg tror, der i brede kredse vil være forståelse for den afbalancerede løsning, som regeringen har fremlagt. Den nationale tildelingsplan og den overordnede danske klimapolitik er ikke emnet i vores drøftelse i dag. Det er miljøministerens ansvar, og det er derfor Miljøudvalget, som
i første række drøfter den plan. Lovforslaget gennemfører ganske vist den nationale kvotetildelingsplan for Danmark for anden periode fra 2008 til 2012, men det sker på baggrund af den tildelingsplan, som miljøministeren fremsendte til EU-Kommissionen i begyndelsen af marts måned, og som jeg godt hørte jeg ville få spørgsmål om efterfølgende. Dem skal jeg nok svare på. Kvotetildelingen er ikke den letteste lovgivning at sætte sig ind i, det fremgår tydeligt. Det synes jeg heller ikke selv at den er. Jeg er derfor glad for, at jeg sammen med Energistyrelsen havde lejlighed til at foretage en teknisk gennemgang af lovforslaget over for udvalget på vores møde den 28. marts. Jeg håber, denne tilgang vil være en hjælp for Tingets videre drøftelse af lovforslaget. Det håber jeg virkelig.

     Lad mig alligevel lige opsummere det centrale:
Kvotesystemets første periode startede den 1. januar 2005. Det centrale er, at virksomhederne under ordningen hvert år modtager gratis kvoter, og ordningen pålægger så virksomhederne en gang årligt at returnere kvoter svarende til deres udledning af CO₂. Udledningen bliver målt og kontrolleret. Opfylder man ikke sine forpligtelser, skal man betale en afgift. Herved sikrer kvoteordningen, at der bliver et samlet loft over CO₂-udledningen fra de omfattede virksomheder. Omsætningen af kvoterne sikrer, at loftet overholdes billigst muligt.
     Tildelingsplanen skal gennemføres ved lov, og lovforslaget fastlægger derfor især den samlede kvotetildeling for perioden 2008-2012 - og det er det, vi diskuterer i dag - kvoternes fordeling på produktionsenheder, pulje for nye virksomheder samt loft for anvendelse af kreditter i kvoteordningen.
     Lovændringen vedrørende kvotetildeling kan ikke sættes i kraft, før EU-Kommissionens godkendelse af kvotetildelingsplanen foreligger. Kommissionen har den 2. april stillet, og det er så et svar til nogle af spørgerne,
37 spørgsmål vedrørende planen til miljøministeren. Det er helt sædvanligt og derfor ikke overraskende, at Kommissionen stiller sådanne spørgsmål. Jeg har i øvrigt i formiddag oversendt spørgsmålene til udvalgsmedlemmerne pr. mail. Spørgsmålene vedrører især dokumentation for enkelte af de tiltag, som er en del af planen. Selv om Kommissionens spørgsmål ikke har direkte betydning for behandlingen af lovforslaget, har jeg fundet det rigtigt at orientere udvalget om disse, således at medlemmerne har de bedste muligheder for at følge med i den godkendelsesproces, som miljøministeren er ansvarlig for, og som er en forudsætning for, at lovforslaget kan sættes i kraft. Som en del af kvotetildelingsplanen har regeringen besluttet at gennemføre indenlandske initiativer uden for de kvoteomfattede sektorer svarende til en gennemsnitlig årlig reduktion af CO₂-udledningen på 1,3 millioner t CO₂. De konkrete virkemidler, som skal føre til en reduktion på 1,3 millioner t, fastlægges i forbindelse med opfølgning på regeringens udspil. Selv om virkemidlerne ikke er lagt endeligt fast, har regeringen forpligtet sig til at gennemføre tiltag, der har den nævnte virkning. Kvoteloven vil derfor kunne vedtages, før der træffes endelig beslutning om den konkrete pakke, såfremt Kommissionen godkender kvotetildelingsplanen. Administration af kvoteordningen er blevet evalueret i 2006, bl.a. gennem en konsulentundersøgelse. Vurderingen viser, og det synes jeg er vigtigt, at virksomhederne generelt er tilfredse med administrationen af ordningen. Der er dog på baggrund af undersøgelsen administrativt taget nogle initiativer, som skal lette virksomhedernes arbejde med ordningen. Det drejer sig især om forbedringer i virksomhedernes indberetning og ændringer af tilladelser og CO₂-udledning, bl.a. via udvikling og forbedring af den digitale indberetning. Endvidere er Energistyrelsens standardløsninger for overvågning og rapportering af CO₂-udledning blev udvidet og forbedret fra januar 2007. Der sker altså meget på området. Lovforslaget indeholder i forlængelse heraf ikke grundlæggende administrative ændringer. Der er dog visse mindre administrative ændringer og forenklinger, som følger af erfaringer om kvotesystemet fra den første periode. Det drejer sig om visse bestemmelser af betydning for grundlaget for kvotetildeling, bestemmelser af administrativ karakter og bestemmelser af hensyn til den rette gennemførelse af Europa-Kommissionens såkaldte registerforordning. Jeg håber, at forslaget vil give anledning til en konstruktiv debat i Energiudvalget, og jeg vil naturligvis meget beredvilligt besvare de spørgsmål, som drøftelserne giver anledning til. Jeg noterer mig også fru Anne Grete Holmsgaards synspunkter, og at hun har mange spørgsmål. Mange af spørgsmålene er jo af meget teknisk karakter, men vi skal alligevel nok gøre alt for at besvare dem skriftligt så seriøst som muligt.

Der er tre, der har bedt om korte bemærkninger til ministeren. Den første er hr. Martin Lidegaard, derefter er det fru Anne Grete Holmsgaard og hr. Kim Mortensen.

Jeg kunne forstå, at ministeren undrede sig lidt over, at nogle af os måske lød lidt kritiske. Men jeg ved ikke, om ministeren kan sætte sig ind i, hvordan det opleves, når man som konstruktiv opposition, der forsøger at indgå i en konstruktiv, politisk dialog om Danmarks overordnede energistrategi, oplever, at en meget væsentlig del af den energistrategi bliver forhandlet bag lukkede døre med Dansk Folkeparti, uden at vi er blevet indbudt til så meget som én forhandling.

     Vi har fået en teknisk gennemgang, den kvitterer jeg for, og vi har så haft lejlighed til at stille nogle spørgsmål, men der har overhovedet ikke været inviteret til, ikke engang forsøgt optaget en dialog med de partier, der forventes at lægge ryg til Danmarks kommende energistrategi. Det opleves ikke som nogen venligsindet måde at gå frem på, når man har at gøre med et helt centralt element i Danmarks fremtidige energipolitik.
     Jeg ved ikke, om ministeren kan sætte sig ind i, at det set fra oppositionens side kan forekomme som en mærkelig fremgangsmåde, at man hele tiden siger, at man gerne vil et bredt forlig, men når der skal tages afgørende beslutninger, så læner man sig op ad det snævrest mulige flertal i Folketinget.

Når der skal træffes afgørende beslutninger om den overordnede energistrategi, må man jo sige, at vi i allerhøjeste grad har forsøgt og stadig væk i allerhøjeste grad forsøger at få et bredt forlig om Energistrategi 2025, og det er jo forhandlinger, som foregår ovre i ministeriet. Vi har haft det første om udviklingsprojektet DPLU, eller hvad det nu hedder, og det energiteknologiske udviklingsprogram - så skal jeg ikke forkorte det - og der er det bestemt min hensigt at vi skal prøve at få et bredt forlig.
     Med hensyn til det her er det rigtigt, at vi har gennemgået stoffet med Dansk Folkeparti, og at de heldigvis er enige i regeringens betragtninger, og det er jeg glad for, men hvis der kommer nogle fornuftige indspil under udvalgsforhandlingerne, vil vi selvfølgelig tale om dem. Det har Dansk Folkeparti da også tilkendegivet, ligesom regeringen. Ellers er der ingen mening i at have udvalgsarbejde.

Men skal det forstås sådan, at regeringen sådan set regner med at anvende samme fremgangsmåde i forhold til energistrategien, altså at den har lavet en aftale med skuffehåndtag med Dansk Folkeparti, som man kan tilslutte sig bagefter, hvis man har lyst? Eller har regeringen tænkt sig en måske lidt mere åben fremgangsmåde? Altså, jeg spørger, fordi jeg tror, det er i nationens interesse at få brede forlig.
     Jeg tror egentlig også, det ville være i nationens interesse at få et bredt forlig om det lovforslag, vi vedtager i dag. Det er jo dansk erhvervslivs konkurrenceevne, vi snakker om. Det handler jo om, hvad det er for nogle energiteknologier, vi skal fremme, hvad det er for en rammelovgivning, vi overhovedet vil have.
     Jeg tror, alle vil have interesse i, at det bliver en bred lovgivning, og derfor undrer det mig sådan, at regeringen intet - intet som helst - har gjort for at prøve at få et bredt forlig om lige præcis det her lovforslag.

Til det sidste spørgsmål, hr. Martin Lidegaard stiller, om vi vil søge et bredt forlig om Energistrategi 2025, er svaret ja.

Jeg må sige, at jeg var en lille smule rystet over, at ministeren siger, at det med den nationale allokeringsplan foregår i Miljøministeriet. Betyder det, at den nationale allokeringsplan ikke er noget, der skal drøftes med regeringen, at det bare er sådan, og hvis vi vil sige ja, er det o.k., og hvis vi ikke vil sige ja, er det sådan set også
o.k.? Det er næsten halvdelen af Danmarks CO₂-udslip, vi snakker om. Er det en invitation til en bred forhandling om Danmarks energifremtid, hvis man siger: Nå ja, hvis I vil sige ja, så o.k., hvis I vil sige nej, så også o.k. - til næsten halvdelen af Danmarks CO₂-udslip? Er det virkelig regeringens holdning - altså regeringens holdning? Altså, det er jo ikke os, der har nogen indflydelse på, om det er den ene eller den anden minister, der har hånd og halsret over det her. Den her lov handler om den nationale allokeringsplan. Var der ikke nogen national allokeringsplan, var der ingen kvotelov. Det er vi vel enige om. Det er substansen af det, vi snakker om. Så var det ikke en svipser fra ministeren?

Jeg forstår ikke, at fru Anne Grete Holmgaard er så rystet. Regeringen har lavet en aftale med Dansk Folkeparti om dette her, og samtidig har vi sagt, at hvis der kommer seriøse indspil, som vi kan bruge, er vi indstillet på at forhandle. Det sagde Dansk Folkeparti også, da vi havde en gennemgang lige henne i Grønlandsværelset, eller hvor det var. Så jeg forstår ikke, hvad det er, der overrasker fru Anne Grete Holmsgaard så meget.
     Med hensyn til vores Energistrategi 2025 er det mit håb, at vi får et bredt flertal lige fra fru Anne Grete Holmsgaards parti og over til resten af Folketingets partier.

Ministeren lagde meget vægt på, at Dansk Folkeparti også havde sagt, at det var i orden, man forhandlede, så mit spørgsmål er meget enkelt: Er det regeringen, der afgør, om der skal forhandles med oppositionen, eller er det Dansk Folkeparti?

Det er sådan, at når man har indgået en aftale, så skal man holde den, og både Dansk Folkeparti og regeringen er indstillet på, at kommer der væsentlige synspunkter frem, som vi kan bruge, og som med rette kan indgå i forhandlingerne, så skal vi selvfølgelig sige ja til det.

Kim Mortensen (S):
Man kan jo oprigtig talt blive sådan lidt overrasket over, hvor meget regeringen ønsker at lade sig binde af aftaler med Dansk Folkeparti, hvad enten det så er offentligt tilgængelige aftaler, eller det er skuffeaftaler eller nogen, vi sådan lige pludselig bliver præsenteret for.
     Jeg havde i mit ordførerindlæg det spørgsmål, om man kunne forestille sig, i og med at der er en hel del af det forventede resultat af de kommende energiforhandlinger, der er indregnet i den her CO₂-kvotelov, og at det derfor ville være meget naturligt, at vi nu fik mulighed for at regne det her igennem, stille de spørgsmål, som ministeren efterlyser, få svar på dem, eventuelt inddrage nogle uvildige eksperter, der kan være med til at dokumentere, om det her er rigtigt eller forkert, og at vi så inddrog diskussionerne omkring den her CO₂-kvotelov i de kommende energistrategiforhandlinger.
     Som jeg ser det, kan det tidsmæssigt sagtens hænge sammen i forhold til både vedtagelsesproceduren for det her og energiforhandlingerne, sådan som tidsplanen er fremlagt.

Jeg er enig i, at det er timet ganske udmærket, så man kan få en afklaring af dette lovforslag, samtidig med at energiforhandlingerne bliver afsluttet. Jeg regner med, at energiforhandlingerne skal afsluttes allersenest inden sommerferien. Jeg har som mål, at vi skal afslutte forhandlingerne inden udgangen af maj måned, men alle kender jo Folketingets meget travle arbejdssituation i maj måned, og derfor vil jeg sige, at det er et spørgsmål om, hvor meget vi når. Men målet er, at vi skal være definitivt færdige, inden den egentlige sommerferie begynder, altså den 1. juli, men jeg søger, at vi skal være færdige inden den 1. juni.

Det opfatter jeg som et tilsagn om, at forhandlingerne om den her CO₂-kvotelov indgår i de samlede forhandlinger om energistrategien. Det næste, der er nærliggende, og som ligger lige til højrebenet for ministeren, ville jo være at sige, at på samme måde som vi nu har fået et tilsagn om, at energistrategien forhandles åbent og ærligt med Folketingets partier fra fru Anne Grete Holmsgaards parti hen over det politiske spektrum - sådan tror jeg det var - så gælder det samme selvfølgelig den her CO₂-kvotelov, som vi nu er blevet enige om sagtens kan indpasses i de diskussioner, vi skal have omkring energistrategien.

Jeg kan ikke forestille mig noget mere åbent og ærligt, end at man udarbejder et lovforslag og lægger sine tanker frem.

Det er jo en lidt spændende debat, vi har her. Jeg vil gerne spørge ministeren, om det ikke er korrekt, at Dansk Folkeparti også er en del af oppositionen. Faktisk kunne man jo begynde at tænke lidt på, om der er nogle, der måske er bedre til at forhandle end andre. Det, jeg har oplevet her i dag, har været meget negativt. Den måde, venstrefløjen ønsker at føre en debat på, er under al kritik, vil jeg sige. Jeg håber inderligt, og det gør Dansk Folkeparti også, at energistrategiplanen lander på en bred aftale. Jeg vil bare gerne have ministerens bekræftelse af, at Dansk Folkeparti ikke er stillet anderledes end resten af oppositionen.

Det er klart, sådan er det jo. Det kan jeg jo ikke svare anderledes på. Vi er to partier i regeringen, og så er der resten af Folketingets partier. Men lykkeligvis er vi i den gode situation, at Dansk Folkeparti støtter regeringen langt hen ad vejen, og det er vi meget glade for.

Så siger vi tak til ministeren. Det er jo korte bemærkninger. Der er ingen, der er forpligtet til, at der skal være spørgsmål i dem, og dermed er en minister heller ikke forpligtet.
     Vi går til anden omgang. Fru Anne Grete Holmsgaard, værsgo.

Jeg var sådan set ret glad for det svar, ministeren kom med i sidste runde, om, at Dansk Folkeparti ikke er stillet anderledes end oppositionen. Det er jo det samme som at sige, at oppositionen har lige så stor indflydelse på det her lovforslag som Dansk Folkeparti. Det synes jeg da virkelig var en åbning i forhold til det, der blev sagt undervejs. Tak for det. Så jeg forventer, at der kommer reelle forhandlinger om det her.
     Jeg spurgte undervejs: Vil ministeren på vegne af regeringen give en garanti for, at Danmark når de 21 pct. i reduktion? Det fik jeg ikke noget svar på.

     Så tilbage til det med den nationale allokeringsplan. Har ministeren på vegne af regeringen bemyndigelse til, at vi forhandler den nationale allokeringsplan, eller er det, der er indholdet i dette lovforslag, i virkeligheden lagt ud i en sort kasse et eller andet sted, hvor vi ikke har nogen indflydelse på det og ingen mulighed for at arbejde med det? Vi stillede spørgsmål i januar. Da jeg ville stille næste runde af spørgsmål, fik jeg at vide, at nu var der lukket for spørgsmål, så kunne jeg ikke komme længere.
     Det er jo på en eller anden måde fuldstændig surrealistisk, at man sidder i et parlament, snakker om noget, der regulerer næsten halvdelen af Danmarks CO₂-udslip, men det er bare ikke den minister, det er en anden minister. Jeg går ud fra, at regeringen trods alt på en eller anden måde taler med en samlet stemme, selv om der måske er uenigheder internt.
     Så handler det her også om den nationale allokeringsplan, eller skal vi nu pakke sydfrugterne sammen og gakke over og banke på døren hos miljøministeren og sige:
Undskyld, kunne der ikke komme en forhandling om denne her nationale allokeringsplan?
     Sagt med andre ord: Skal vi forhandle om hele energiforbruget og udslippet i Danmark, eller skal vi kun forhandle om det, der ligger uden for den kvoteregulerede sektor? Det synes jeg sådan set er ret vigtigt at få at vide, og derfor har jeg taget ordet her i anden omgang.
     Det sidste, jeg vil sige noget om, er plan B. Er det transport- og energiministeren, er det miljøministeren, eller hvem er det, der i givet fald skal gå ind i drøftelser med os om en plan B, og er der vilje til at gå ind og drøfte en plan B? Når vi rejser det, er det jo, fordi vi kan se, at der er nogle usikkerheder i det, der er lagt frem, og vi mener, det er vigtigt, at Danmark rent faktisk når sit mål, og fordi vi også har nogle ideer til, hvordan det kunne gøres.
     Til allerallersidst vil jeg sige, at jeg ikke synes, det var rimeligt, at ministeren stod heroppe og sagde, at oppositionen, altså S, RV og SF, er negative. Det er vi ikke. Vi er sådan set gået meget, meget grundigt ind i det her og mener, at det er meget vigtigt, at den nationale allokeringsplan og den lov, der skal udmønte den, bliver et holdbart og virksomt middel til rent faktisk at få nedsat udslippet af drivhusgasser.

Tak. Er der andre ordførere, der ønsker ordet her i anden omgang? Transport- og energiministeren. Værsgo.

Fru Anne Grete Holmsgaard stillede vel 20 spørgsmål i sin tale, måske flere, og da jeg også havde en tale, jeg havde forberedt, var jeg jo nødt til at holde mig til den og sagde så, at alle spørgsmål ville blive besvaret under udvalgsarbejdet, og det gentog jeg. Det er vel den normale procedure. Man kan sige, at fru Anne Grete Holmsgaards tale jo bestod af en række spørgsmål, og det er en ærlig sag, det bestemmer fru Anne Grete Holmsgaard selv. Jeg tilkendegav bare, at vi ville svare på ethvert spørgsmål.
     Med hensyn til spørgsmålet, som i virkeligheden var til fru Tina Petersen, men som blev stillet til mig, forstod jeg, at fru Tina Petersen langt hen ad vejen talte om Energiplan 2025, og jeg bekræftede, at der ikke er indgået nogen som helst aftaler. Vi har et forlig, og vi har indgået flere forlig på energiområdet. Vi har et forlig om ... ja, flere hen ad vejen, og dem respekterer vi selvfølgelig. Men det er fuldstændig åbne forhandlinger, og jeg gentager: Jeg ønsker et bredt forlig.
     Med hensyn til plan B, som mange jo har spurgt om, så ved jeg ikke, hvad man skal med en plan B. Vi sætter os nogle mål, som fremgår af lovforslaget, og hvis vi f.eks. i 2009 eller 2010 kan se, at det kan vi ikke nå, så må vi korrigere vores beslutninger, for vi skal nå de mål, vi har sat. Det er der ingen tvivl om.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Lissa Mathiasen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Det Energipolitiske Udvalg. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.