Socialfaglig Branche   c/o Socialpædagogernes Landsforbund   Brolæggerstræde 9 1211 København K   Telefon 33 96 28 00 Fax 33 96 29 96 Email: [email protected]     Ref. ASA/lh      Dok.nr. 245467              26. januar 2007

 

 

   

Socialministeriet  

Departementet

Holmens Kanal 22

1060  København K

Att.: Ellinor Colmorten

 

 

 

 

 

 

 

Soci­alministeriets udkast til forslag til lov om ændring af lov om social service (styrkelse af ungdomssanktio­nen)

 

Socialministeriet har i henvendelse af 15. januar 2007 bedt Social­pædagogernes Landsforbund, HK/Kommunal og Dansk Socialrådgiverforening om bemærkninger til det pågældende lovudkast om en styrkelse af ungdomssanktionen. Indholdet i lovudkastet består af bestemmelser om en målretning af handleplaner, så det sikres, at de unge kommer i gang med uddannelse eller i beskæftigelse, tilknytning af koordinator, som sikrer sammenhæng i de tre faser og holder møde med de unge, forældrene og andre relevante parter samt mulig­hed for at undersøge den unges person og opholdsrum på de sikrede afdelinger. Desuden beskrives initiativer om doku­mentation og evaluering.

 

Vi mener, at de unge, der idømmes ungdomssanktion, har behov for ro, stabilitet og lang tids sammenhængende ind­sats fra nogle tydelige voksne, som de unge kan få tillid til og få mulighed for at danne relationer til. Det er en forudsæt­ning for at fastholde unge i de socialpædagogiske tilbud og for det motivationsarbejde, der kan få dem ind i en positiv udvikling. Ungdomssanktionen har efter vores opfattelse grundlæggende haft svært ved at leve op til disse krav blandt andet på grund af den lidt vilkårlige brug af lukket regi i den indledende fase, på grund af brud mellem de forskellige faser og endelig fordi kommunens forpligtelse til at fortsætte ind­satsen i fase tre og især i det efterfølgende efterværn er for svag. Vi er derfor enige i at styrke ungdomssanktionen med hensyn til sammenhæng og kontinuitet. Vi håber, at især en koordinator kan være med til at styrke sanktionens svageste punkt. Vi beklager imidlertid, at der ikke er overvejelser om selve foranstaltningens grundstruktur. Vi kan godt være i tvivl om, hvor langt man kan komme med en ny person byg­get

 

 

 

”ovenpå” sanktionen og med endnu en udbygning af handle­planerne med nye elementer. Efter vores opfattelse er det afgørende for succes i arbejdet med de unge et godt og sta­bilt socialpædagogisk arbejde på anbringelsesstederne og en styrkelse af fase tre og det efterfølgende efterværn. Det er desværre de punkter, hvor forslaget er svagest.

 

Vi er enige i, at der skal ske en målretning af handleplanerne for de pågældende unge, så der bliver fokus på uddannelse eller beskæftigelse. Samtidig mener vi, at også udvikling af de unges personlige og sociale kompetencer er af stor betyd­ning for et godt udfald af indsatsen, og at det skal sikres i handleplanen. Samtidig er det helt centralt, at der tages ud­gangspunkt i den enkelte unges individuelle behov. I be­mærkningerne i lovudkastet om denne målretning angives det, at ”Specielt i forhold til unge i ungdomssanktionen er det bl.a. særlig relevant i forhold til sundhedsforhold at være opmærksom på unge med psykiske problemer og problemer med misbrug, og tage højde for en evt. behandling af dette i handleplanen”. Her bør det også nævnes, at der skal være særlig opmærksomhed på unge med et lavt IQ. Det er vores opfattelse, at der er unge med svag begavelse, som idøm­mes ungdomssanktion, hvor der i stedet var brug for en an­den indsats. Hvis unge har sådanne særlige vanskeligheder som de nævnte, bør det afspejle sig i de tilbud, som foreslås for de pågældende. Det er for ofte ikke tilfældet i dag. Efter vores opfattelse bør udredningen, forberedelserne af handle­planen og en psykologisk undersøgelse påbegyndes i vare­tægtsperioden, og det bør markeres klart i lovudkastet. Samtidig skal vigtigheden af, at forældrene inddrages, un­derstreges stærkt.

 

De hidtidige erfaringer fra ungdomssanktionen viser blandt andet, at der mangler sammenhæng mellem de tre faser. Her er den foreslåede koordinator i lovudkastet en mulighed for, at der bliver etableret et bindeled og en brobygger mel­lem faserne i et forsøg på, at ungdomssanktionen kommer til at virke som en samlet indsats. Koordinatoren bør også ar­bejde på at styrke den unges netværk, på at få den unge til at forblive i det socialpædagogiske forløb og i øvrigt give den unge støtte. Det er i den forbindelse helt afgørende, at koor­dinatoren både er en person, den unge har tillid til, og at vedkommende er i stand til at få de forskellige parter til at arbejde sammen. Det indebærer også, at der skal være mu­lighed for, at den unge kan få en anden koordinator end den, der er udpeget i første omgang, f.eks. hvis forholdet mellem koordinator og den unge af en eller anden grund kommer til at udvikle sig skævt. Der er ikke i lovforslaget nævnt noget om tidsforbrug for koordinatoren, men det er indlysende, at det ikke er muligt at varetage de beskrevne funktioner, uden at der er afsat den tilstrækkelige tid til opgaverne. Det bør fremgå tydeligt af forslaget.

 

 

 

 

Koordinatorerne skal ikke lave det samme som sagsbehand­lerne, men de skal arbejde tæt sammen som nævnt i forsla­gets bemærkninger. Vi mener i den forbindelse, at forslaget helt mangler at forholde sig til, hvad der er behov for i kom­munerne for at få ungdomssanktionen til at fungere. Herun­der tiltag i forvaltningen, der kan sikre ressourcer, kontinui­tet og fokusering på ungdomssanktionens særlige problem­stillinger. Forslaget bygger meget på, at etablering af koordi­natoren ”udenfor” kommunen kan løse problemerne, og der er ikke noget i forslaget, der kan medvirke til at fastholde kommunerne på, at der i forvaltningsarbejdet skal være kva­litet, stabilitet og de nødvendige kompetencer i forhold til ungdomssanktionen. Herunder for eksempel grænser for, hvor mange sager den enkelte sagsbehandler skal varetage, hvis arbejdet skal kunne udføres kvalificeret. En ny, ekstern person kan ikke løse problemer, hvis det blandt andet skyl­des overbelastning og urimelige arbejdsvilkår for de sagsbe­handlere, der i sidste instans skal have overblik over, hvad der foregår i det enkelte forløb og være sagsstyrende.

 

Det bliver ikke – for nu at udtrykke det mildt - nogen ukompliceret rolle at være koordinator. Derfor bør der lø­bende være opmærksomhed på, hvordan det i praksis kom­mer til at fungere. I den forbindelse skal det nævnes, at vi er meget enige i det forslag, der omtales i de almindelige be­mærkninger under afsnit 4.4, hvorefter der nedsættes en følgegruppe blandt andet bestående af praktikere, der lø­bende skal følge ungdomssanktionen (og andre indsatser for unge kriminelle), så der kan udveksles erfaringer og foreta­ges justeringer undervejs, hvis der bliver behov for det. Her er det oplagt, at gruppen blandt andet løbende vurderer, hvordan bestemmelserne om koordinatoren i praksis bliver udmøntet, og hvilke barrierer der eventuelt er for, at der kan arbejdes kvalificeret med denne særlige opgave. I den for­bindelse er vi opmærksomme på, at der planlægges en sær­lig evaluering to år efter lovens ikrafttræden. Denne evalue­ring må imidlertid ikke stå i vejen for, at følgegruppen også beskæftiger sig med, hvordan det kommer til at gå i praksis med de kommende koordinatorer.

 

Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at en handleplan også kan indeholde en beskrivelse af den støtte, den unge skal have efter tredje fase, altså en beskrivelse af et eventu­elt efterværn efter det 18. år. At efterværn i henhold til lov om social service i denne sammenhæng ligger efter fase tre bør efter vores opfattelse understreges yderligere, idet der er erfaringer for, at kommuner opfatter selve fase tre som ef­terværn. Det bør i den forbindelse overvejes at gøre det til et krav, at der i handleplanen for den unge er en egentlig stil­lingtagen til efterværn efter fase tre. Endvidere bør koordi­natoren for den enkelte unge kunne ”følge med” i forbindelse med et efterværn.

 

 

 

I rapporten fra socialministerens ekspertgruppe om ung­domssanktionen blev det blandt andet fremhævet, at der af hensyn til motivationen hos den unge og sammenhængen i indsatsen bør arbejdes med at fremskaffe et velegnet an­bringelsessted i fase to, så snart indstillingen til en ungdoms­sanktion foreligger. Det blev endvidere anbefalet, at der stil­les særlige krav til de anbringelsessteder, som arbejder med unge kriminelle som målgruppe, og at det kan ske ved at op­stille særlige godkendelseskriterier. Det er vi meget enige i, og vi vil stærkt anbefale, at det indgår i forbindelse med dette lovforslag i form af en bemyndigelse til socialministe­ren. I givet fald vil vi anbefale, at de særlige kriterier fast­sættes i samarbejde med praktikere på området. Endelig skal vi understrege vigtigheden af, at anbringelsessteder for unge kriminelle består af små enheder, så der i videst muligt om­fang kan tages udgangspunkt i, hvad den enkelte unge har brug for.

 

I rapporten fra ekspertgruppen blev der anbefalet etablering af en særlig efter- eller specialistuddannelse for ansatte ud­dannede pædagoger samt en merituddannelse til ansatte uden pædagogisk uddannelse, der beskæftiger sig med kri­minelle unge på anbringelsessteder. Vi mener, at et sådant mere generelt uddannelsesinitiativ vil kunne medvirke til et betydeligt løft i arbejdet på dette særlige område.

 

Vedrørende de foreslåede bestemmelser i § 123a om under­søgelse af barnet, den unge og opholdsrum på de sikrede af­delinger skal vi bemærke, at begrebet ”ordensbestemmelser” optræder i § 123a, stk. 1 og stk. 2, uden at det i bemærk­ningerne i lovudkastet nærmere er forklaret, hvad der menes med det, så formuleringen fremstår løs og upræcis. Efter vores opfattelse skal den pågældende undersøgelse kun kunne gennemføres af sikkerhedshensyn. Endvidere bør det være en betingelse i § 123a, stk.2, at der er tale om en be­grundet konkret mistanke.

 

Det fremgår af § 123, stk. 3, at ”Undersøgelse af, hvilke ef­fekter barnet eller den unge har i sin besiddelse på sin per­son, må kun undtagelsesvis foretages og overværes af per­soner af andet køn end den unge”. Det bør ændres, så en sådan undersøgelse aldrig kan foretages og overværes af en person af andet køn end den unge. Endelig skal det under­streges, at reglerne om legemsbesigtigelse kun skal kunne anvendes i de ekstraordinære situationer, hvor der vurderes at være fare på færde og af hensyn til såvel de unges som medarbejdernes sikkerhed, og at bestemmelsen ikke må omfatte egentlig kropsvisitation. Det er i øvrigt vigtigt, at den bekendtgørelse, der skal udmønte reglerne om undersøgelse, kommer hurtigt efter lovens vedtagelse, så institutionerne ikke skal vente længe uden klare regler, som det for eksem­pel skete med frihedsbekendtgørelsen fra Ju­stitsministeriet.

 

 

 

 

Til slut vil vi fremhæve det initiativ, som fremgår af afsnit 4.2 i de almindelige bemærkninger – udarbejdelse af en håndbog om ungdomssanktionsforløbet. Der er en række problemstil­linger i forbindelse med ungdomssanktionen, hvor det sand­synligvis ikke hjælper med nye eller reviderede lovbestem­melser, men derimod om udvikling af god praksis. Det kan - for blot at nævne et par eksempler - handle om samarbejdet mellem de sikrede afdelinger og anbringelsesstederne i fase to og om en stærkt tiltrængt kvalificering af fase tre, der i dag fungerer svagt. Vi hilser på denne baggrund en sådan håndbog velkommen, og vi forventer, at den udarbejdes med inddragelse af praktikere, der har erfaringer med ungdoms­sanktionen.

 

Endelig vil vi benytte lejligheden til at foreslå, at der foreta­ges en undersøgelse af, hvordan § 140, stk. 4 i lov om social service i praksis fungerer. Efter bestemmelsen skal en kom­mune udarbejde en foreløbig handleplan senest syv dage ef­ter, at kommunen har modtaget dokumentation fra politiet om voldskriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet begået af en ung under 18 år.

 

 

Venlig hilsen

 

 

Henning Breinholt                        Benny Andersen                 Per Støve

formand                                     forbundsnæstformand         formand

Dansk Socialrådgiverforening         Socialpædagogernes Socialpolitisk Udvalg

                                                         Landsforbund                     HK/Kommunal