ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

27. april 2007

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr.   10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk

 

 

 

 

 

Besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 af 18. april 2007 fra Folketingets Boligudvalg vedrørende forslaget til lov om ændring af byggeloven, lov om almene boliger m.v. og lov om bygnings- og boligregistrering. (Byggeskadeforsikring) (L 177).

 

 

Spørgsmål 4:

Der lægges op til, at byggeskadeforsikringen vil dække afhjælpning af sundhedsmæssigt utilfredsstillende vækst af skimmelsvampe på grund af svigt og bygningsskader – i den forbindelse bedes ministeren oplyse om det betyder, at der må være skimmelsvampevækst og i givet fald, hvor meget må der være af skimmelsvampevækst og hvor må det forefindes i boligen.

 

Svar:

Byggeskadeforsikringen skal dække væsentlige byggeskader, der har deres årsag i forhold ved opførelsen af byggeriet. Den præcise afgrænsning af de dækningsberettigede byggeskader vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Afgrænsningen vil blandt andet blive fastsat således, at sundhedsskadelig forekomst af skimmelsvampe, der skyldes forhold ved opførelsen af byggeriet, vil være omfattet af forsikringen.

 

Der findes ikke i byggelovgivningen eller i anden lovgivning en egentlig regulering af, hvornår skimmelsvamp er sundhedsskadelig. Der findes således ikke specifikke bestemmelser om grænser for væksten, og det kan derfor ikke på baggrund af generelle bestemmelser oplyses, hvor meget skimmesvamp der må være, og hvor den må forefindes i boligen.

 

Et koordinerende forskningsprogram fra 1998 til 2002 om bekæmpelse af skimmelsvamp i bygninger gav dog baggrund for følgende tommelfingerregel: ”Ved en synlig forekomst af skimmelsvamp på mindre end 0,25 m² i et rum kan der kun forventes at være en svag risiko for, at personerne, der opholder sig i rummet, med tiden vil kunne få symptomer, med mindre personerne er allergisk disponerede. Alligevel bør forekomsten fjernes, da det er udtryk for uhygiejniske forhold.”

 

Boligudvalgets høring om skimmelsvamp i januar 2007 viste et behov for en vejledning til kommunerne om skimmelsvamp.

 

Bl.a. på den baggrund er Socialministeriet og Erhvervs- og Byggestyrelsen, med inddragelse af Sundhedsstyrelsen, i gang med at udarbejde en vejledning rettet til kommunerne. Det overvejes, om vejledningen også kan beskrive aktionsgrænser for vækst af skimmelsvamp. Det er planen at udsende vejledningen inden sommerferien 2007.

 

Begyndende vækst af skimmelsvamp er tegn på en uønsket fugt, som kan udvikle sig til et egentligt sundhedsproblem. Når der opstår fugt i en bolig, kan det have sin årsag i en byggeskade, fx ved brug af fugtige gipsplader. I disse tilfælde vil byggeskadeforsikringen dække både udgifter til ændring af den fejlkonstruktion, som medfører fugten, og udgifter til at fjerne skimmelsvampe i nødvendigt omfang. Der vil endvidere blive fastsat regler om, at Byggeskadeforsikringen skal dække nødvendige genhusningsudgifter.