ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN
27. april 2007 |
ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET Slotsholmsgade 10-12 1216 København K
Tlf.          33 92 33 50 Fax         33 12 37 78 CVR-nr.  10 09 24 85 www.oem.dk
|
|
Besvarelse af spørgsmål nr. 10 af 13. april 2007 fra Folketingets Boligudvalg vedrørende forslaget til lov om ændring af byggeloven, lov om almene boliger m.v. og lov om bygnings- og boligregistrering. (Byggeskadeforsikring) (L 177).
Spørgsmål 10: I bemærkningerne til lovforslaget lægges der op til, at det er overdragelsestidspunktet, der afgør, om en andelsboligforening er dækket ind eller ej, det betyder, at en tidlig overdragelse klart vil være til ugunst for andelsbolighaverne. Finder ministeren det ikke hensigtsmæssigt, at det er færdigmeldingen fra bygherrens side, der afgør om andelsboligforeningen er dækket af forsikringen eller ej?
Svar: Udgangspunktet i henhold til lovforslaget er, at byggeskadeforsikringen løber fra det tidspunkt, hvor byggeriet afleveres, eller hvis der ikke sker aflevering ved første indflytning.
Ved andelsboligforeninger må der sondres mellem den situation, hvor andelsboligforeningen er bygherre, og den situation hvor bygherren sælger en færdigbygget ejendom til andelsboligforeningen.
Hvis andelsboligforeningen er bygherre, begynder forsikringen at løbe fra det tidspunkt, hvor entreprenøren afleverer ejendommen til bygherren. Hvis andelsboligforeningen derimod køber en færdigbygget ejendom fra bygherren, løber forsikringen fra det tidspunkt, hvor den første andelshaver overtager andelen. I begge de nævnte tilfælde vil den forsikrede bebyggelse være færdigbygget.
Det er således ikke korrekt, at der i bemærkningerne til lovforslaget lægges op til, at det er overdragelsestidspunktet, der afgør, om en andelsboligforening er dækket af forsikringen eller ej.
Jeg finder det ikke hensigtsmæssigt, at det er færdigmeldingen af byggeriet, der afgør, hvornår forsikringen træder i kraft, herunder heller ikke for andelsboligforeninger. Det skyldes, at færdigmeldingen af byggeriet som udgangspunkt ligger forud for de tidspunkter, hvor andelsboligforeningen enten får afleveret byggeriet fra entreprenøren, eller hvor den første andelshaver overtager andelen. |