24. maj 2007

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Notat om vækst af skimmelsvamp omfattet af byggeskadeforsikringen

 

Som opfølgning på samråd i Folketingets Boligudvalg den 22. maj 2007 uddyber dette notat svaret på spørgsmål 25 stillet af Boligudvalget den 7. maj 2007.

 

Byggeskadeforsikringen dækker væsentlige byggeskader. Skadesbegrebet i byggeskadeforsikringen vil lægge sig tæt op af den definition, Byggeskadefonden i dag benytter. Sundhedsskadelig forekomst af skimmelsvampe, der skyldes forhold ved opførelsen af byggeriet, vil være omfattet af forsikringen.

 

Begyndende vækst af skimmelsvamp er tegn på en uønsket fugt, som kan udvikle sig til et sundhedsproblem. Når der opstår fugt i en bolig, kan det have sin årsag i en byggeskade, fx fordi der er brugt fugtige gipsplader ved opførelsen af bygningen. I disse tilfælde vil byggeskadeforsikringen dække både udgifter til ændring af den fejlkonstruktion, som medfører fugten, og udgifter til at fjerne skimmelsvampen.

 

Forekomsten af skimmelsvamp kan være synlig eller usynlig. Ikke-synlig skimmelsvamp vil - ligesom synlig skimmelsvamp - være dækket af forsikringen, hvis den skyldes forhold ved byggeriets opførelse og vil udvikle sig til at være sundhedsskadelig, hvis der ikke gribes ind. Det vil fx gælde skimmelsvamp, som forefindes bag paneler eller vægge. Byggeskadeforsikringen dækker endvidere eventuelle nødvendige genhusningsudgifter.

 

Byggeskadeforsikringen vil ikke dække fjernelse af forekomst af skimmelsvamp af bagatelagtig karakter. Disse skader vil normalt kunne udbedres ved afrensning og forbedret udluftning. Byggeskadeforsikringen dækker heller ikke, hvis årsagen til forekomsten af skimmelsvamp er uheldig brugeradfærd. Afhjælpningen af den bagvedliggende årsag til fugtophobningen og dermed årsagen til den bagatelagtige forekomst af skimmelsvamp vil være dækket af byggeskadeforsikringen, når skimmelsvampen skyldes væsentlige byggeskader ved opførelsen af byggeriet.

 

 

Der findes på nuværende tidspunkt ingen offentligt fastsatte regler for, hvornår skimmelsvamp er sundhedsskadelig. Socialministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet udarbejder pt. i anden forbindelse en fælles vejledning til kommunerne om lovgrundlaget vedrørende sager om skimmelsvamp. Som supplement til denne vejledning udarbejder Sundhedsstyrelsen en vejledning om håndtering af sager vedrørende indeklima i boliger. Det er intentionen, at denne vejledning bl.a. beskriver grænser for bagatelagtig vækst af skimmelsvampe. Denne afgrænsning vil kunne bruges i forhold til byggeskadeforsikringen.

 

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med vejledningen tilkendegivet, at der ved vurderingen af svimmelsvampens skadelighed både skal tages hensyn til udbredelsen og i hvilke rum, svampen forefindes.

 

Den nærmere præcisering af hvilken forekomst af skader, der vil være dækningsberettiget, vil blive fastsat i en bekendtgørelse. Bekendtgørelsen vil inddrage Sundhedsstyrelsens vejledning, herunder afgrænsningen af, hvornår skimmelsvamp er bagatelagtig. Fordelen ved at fastsætte reglerne i en bekendtgørelse er, at reglerne er bindende og samtidig kan ændres relativt hurtigt, hvis der kommer ny viden på området.

 

Bekendtgørelsen vil blive sendt i en bred høring inden den bliver udstedt.