18. april 2007
Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 3 (L 174), vedr. forslag til lov om ændring af arkivloven, stillet af Folketingets Kulturudvalg den 11. april 2007.
Spørgsmål nr. 3
(L 174), vedr. forslag til lov om ændring af arkivloven
Skrivelse af 11. april 2007
Svar til Folketingets Kulturudvalg fra kulturministeren.
Spørgsmål nr. 3:
â€Mener ministeren ikke, jf. § 1, pkt. 5, at det er uhensigtsmæssigt, at det kun er rigsarkivaren, der fÃ¥r uindskrænket magt?â€
Svar:
Jeg går ud fra, at der i spørgsmålet henvises til den foreslåede ændring i arkivlovens § 28 (jf. lovforslagets § 1, pkt. 6).
Der er med den foreslåede ændring i arkivlovens § 28 ikke lagt op til at give rigsarkivaren uindskrænket magt. Der er alene tale om et supplement til de beføjelser, som rigsarkivaren har i dag med hensyn til at behandle ansøgninger om adgang til kirkebøger m.v. Som udgangspunkt er disse arkivenheder tilgængelige efter 50 år.
Med den foreslåede tilføjelse får rigsarkivaren i ganske særlige tilfælde mulighed for at begrænse adgangen til kirkebøger m.v. som er yngre end 100 år. Denne begrænsning kan kun ske rent undtagelsesvist, hvor fri adgang til førnævnte oplysninger vurderes at kunne indebære en sikkerhedsmæssig risiko for enkeltpersoner eller grupper af personer. Eventuel brug af en sådan begrænsning vil fremgå af den årlige beretning fra Tilgængelighedsudvalget.
Jeg kan oplyse, at baggrunden for den foreslåede ændring er foranlediget af et konkret tilfælde, hvor Mosaisk Trossamfund har henvendt sig til rigsarkivaren og fået indført en ordning, hvorefter anmodninger om benyttelse af trossamfundets ministerialbøger, der er yngre end 100 år forelægges rigsarkivaren. Denne ordning blev indført på baggrund af Statens Arkivers drøftelse med PET om sagen og med henvisning til det generelt forhøjede trusselsniveau efter 11. september 2001.