Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af (L 173) Forslag til Lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser og om ophævelse af lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser og lov om landbrugsuddannelser (Ungdomsuddannelse til alle) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 28. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 13 :

”Som bekendt har Landbrugsuddannelsesudvalget og Det Faglige Uddannelsesudvalg for Jordbrug i nogle år arbejdet på at uddannelserne til jordbrugsassistent og til faglært landmand ensrettes, så begge uddannelser kan samlæses. Det har resulteret i, at de to uddannelser i dag praktisk talt er ens. Er det disse to uddannelser, der skal sammenlægges, eller er formålet med lovforslagets særbestemmelser, at sammenlægningen skal kunne udvides til et større omfang?”

 

Svar:

Udgangspunktet er en fælles landbrugsuddannelse, der skal træde i stedet for landbrugets grunduddannelse og landbrugsuddannelsen efter erhvervsuddannelsesloven, som indeholder to specialer (Jordbrugsassistent og Jordbrugsmaskinfører).

 

Fællesudvalget forudsættes at stille forslag om en ny landbrugsuddannelse i overensstemmelse med de almindelige bestemmelser herom i erhvervsuddannelseslovens § 1, stk. 3, om godkendelse af erhvervsuddannelser, og jeg vil ikke tage stilling til, hvad resultatet af arbejdet med udviklingen af fremtidens landbrugsuddannelser kan blive.

 

Målet er, at vi får en rationel og tidssvarende uddannelsesstruktur for landbrugets uddannelser.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

Med venlig hilsen

 

Bertel Haarder