Jeg vil gerne også her i dag kvittere for det fremragende samarbejde, vi har haft omkring det her lovforslag. Det har jo været et intenst forløb med både velfærdsforhandlinger og udmøntning af velfærdsforhandlinger, og vi har undervejs nået en meget samlet forståelse af det.
Men i den tilkendegivelse, der er kommet fra undervisningsministeren, kan man tolke det, der står om adgangsbegrænsning, som om det går videre end den aftale, vi har, hvor det er enkelte modeuddannelser, som man kan adgangsbegrænse til, sådan at man i virkeligheden adgangsbegrænser på alle uddannelser, hvor det er sådan, at der er en adgangsbegrænsning. Det er det ene spørgsmål, jeg vil stille til ministeren.
Det andet spørgsmål, jeg godt vil stille, er, at vi jo har behov for at nå vores fælles målsætning om, at 95 pct. af alle kommer i uddannelse. Her tror jeg vi har en fælles opgave, som er en enorm udfordring for os. Vi har lavet fleksibilitet i loven, men jeg tror, det er afgørende vigtigt, at man med de nye indgange får lejlighed til at sige, at unge mennesker godt kan starte i indgangen i et eller andet forløb, selv om det er uddannelser med adgangsbegrænsning, men at man så ligesom i frisørfaget adgangsbegrænser efter 12 uger, så der bliver mulighed for at vejlede.
Det er ikke sikkert, ministeren kan svare på det nu, men det er afgørende vigtigt, at de ikke bliver afskåret fra et forløb i en indgang, hvis de søger inden for indgangen, men at de kommer ind og vi får lejlighed til at følge op og sikre, at de efter x antal uger bliver vejledt hen mod de uddannelser, hvor der ikke er en adgangsbegræsning.
Det sidste spørgsmål, jeg skal rejse over for ministeren, er, at man i virkeligheden kunne forestille sig, at vi her og nu har lavet en samlet plan med 10-12 nye indgange, men at en række af de her tiltag kunne sættes i værk før. Det gælder bl.a. adgangsbegrænsningen.
Men i vores optik hænger adgangsbegrænsningen tæt sammen med uddannelsesgarantien, som vi jo først udfolder fra den 1. august 2008 med de nye indgange. Det er for at feje al tvivl væk om, at den nye adgangsbegrænsning først kommer til at virke fra 2008. Skolerne har jo optaget elever under de nugældende regler allerede fra den 1. marts, så derfor er det afgørende, at vi får manet den tvivl i jorden. Jeg ser frem til at høre ministerens svar.