Folketingets Uddannelsesudvalg

Christiansborg

I forbindelse med behandlingen af L 171 Forslag til Lov om ændring af lov om vejledning om valg af uddannelse og erhverv og forskellige andre love (Tidlig vejledning i folkeskolen, mentorordning, brobygning og forøget opsøgende vejledning m.v.) har Folketingets Uddannelsesudvalg i brev af 20. marts 2007 stillet mig følgende spørgsmål:

 

Spørgsmål 1:

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 19/3-07 fra Efterskoleforeningen, jf. L 171 - bilag 4.”

 

Svar:

Henvendelsen fra Efterskoleforeningen rejser spørgsmål, der retter sig mod L 171 og L 172. I dette svar behandles spørgsmål, der retter sig mod L 171, mens svar på spørgsmål i relation til L 172 behandles i anden sammenhæng.

 

Med hensyn til spørgsmålet om merit til landbrugets grunduddannelse vil jeg henvise til den politiske aftale om 10. klasse af 2. november 2006, der er grundlag for lovforslaget. Med forslaget vil der være mulighed for, at eleven ud over den obligatoriske brobygning på to uger kan deltage i op til fire ugers frivillig brobygning til erhvervsrettede ungdomsuddannelser, herunder landbrugets grunduddannelse. De enkelte udbydere af erhvervsrettet ungdomsuddannelse har mulighed for at tilrettelægge meritgivende brobygningsforløb i op til 5 uger, nemlig i én af de obligatoriske uger og i de 4 frivillige uger.

 

På spørgsmålet om muligheden for at give mulighed for brobygning til en bredere kreds uddannelser kan jeg oplyse, at ud over brobygning til de uddannelser, der er defineret i lovforslaget, er der mulighed for at etablere forløb i form af ulønnet praktik med et uddannelsesperspektiv. Der er vide rammer for at sammensætte disse praktikforløb, hvor der er mulighed for at stifte bekendtskab med bestemte erhverv og erhvervsområder. I den udstrækning, fx forsvaret udbyder praktikforløb, vil de således være muligt for elever i 10. klasse at deltage i sådanne forløb, hvilket også er tilfældet efter gældende lovgivning.

 

Til spørgsmålet om elevens krav på en uddannelsesplan uanset skoleform kan jeg oplyse, at hverken ”Aftale om fremtidens velstand og velstand og investeringer i fremtiden” af 20. juni 2006 eller ”Aftale om 10. klasse” af 2. november 2006 indeholder aftalepunkter, der vedrører krav om, at elever i de frie skoler og på efterskoler skal have krav på en uddannelsesplan i 9. klasse. Der er imidlertid intet til hinder for, at efterskolerne og de frie skoler på frivillig basis forsat kan lade eleverne bruge uddannelsesplaner i forbindelse med overgangen fra 9. klasse til 10. klasse eller ungdomsuddannelse.

 

Til spørgsmålet om efterskolernes erfaring med mentorvirksomhed kan jeg oplyse, at den i forslaget foreslåede mentorordning er kommunalt forankret, men at lovgivningen ikke forhindrer, at personer, der er ansat på efterskoler, kan ansættes som mentorer af kommuner.

 

Spørgsmålet om tillægstaksameter i forbindelse med integrationselever har ikke relation til det aktuelle lovforslag og vil derfor ikke blive kommenteret i denne sammenhæng.

 

Med hensyn til spørgsmålet om fleksibilitet i forbindelse med tilrettelæggelsen af brobygning vil jeg henvise til, at formålet med brobygning er at øge den unges mulighed for og motivation til at vælge ungdomsuddannelse. Brobygningen skal derfor foregå i rammer, der afspejler den undervisning, som ungdomsuddannelsesinstitutionen udbyder, eller det erhverv som uddannelsen sigter imod. Derfor kan brobygning ifølge forslaget ikke afvikles som forlagt undervisning på en efterskole.

 

Dette svar fremsendes i 5 eksemplarer.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Bertel Haarder