Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration
Vedrørende sagsnummer 2006/4099-68 (ændring af udlændingeloven samt forskellige andre love (indførelse af selvbetjeningsmodellen m.v.))

 

Ved skrivelse af 24. oktober 2006 fremsendte Integrationsministeriet til Folketingets Integrationsudvalg et sammendrag af og en række kommentarer til Retssikkerhedsfondens høringssvar af 5. oktober 2006 til ovennævnte lovforslag. Integrationsministeriets sammendrag og kommentarer giver anledning til følgende bemærkninger:

 

Ministeriet er ikke enigt i, at afvisning (fx pga. et manglende bilag) vil have indgribende betydning for ansøgerne. Afvisningen har alene ’den konsekvens, at ansøgeren må indgive en ny ansøgning’. Heroverfor må påpeges, at hvis det lægges til grund, at alle blot søger på ny og ingen lider retstab, vil ordningen jo ikke medføre de administrative besparelser (kortere sagsbehandlingstid), som er dens eneste påberåbte begrundelse. Tværtimod. Så vil ansøgeren, som udlændingeservice forudsætter, jo i princippet ’starte helt forfra’.

 

Man kommenterer ikke vores påstande om, at det er usædvanligt (og formentligt første gang, det sker), at en formel mangel ved en ansøgning får den nævnte konsekvens.

 

Det oplyses ej heller, hvorfor man, som påpeget i vort høringssvar, har udvalgt netop denne gruppe ansøgninger i stedet for andre grupper, hvor det må anses at være mindre vanskeligt for ansøgere umiddelbart at opfylde de stillede krav.

 

Endelig skal man gøre opmærksom på, at vores kommentarer til, at en ansøgning kan afvises, ’hvis der ikke er vedlagt de dokumenter eller oplysninger, der ’er nødvendige’’, ikke er en hensigtsmæssig formulering, da det alene er myndighederne, der kan afgøre, hvad der er nødvendigt.

For så vidt angår Retssikkerhedsfondens kommentarer til lovforslagets § 1, nr. 9, nr. 17 og nr. 18, skal vi vedrørende ministeriets sammendrag og bemærkninger udtale følgende:

 

Lovforslaget indebærer, at en række oplysninger skal indberettes til udlændingeservice fra kommunerne øjeblikkeligt, automatisk, og uden at det er fornødent at indhente samtykke. Det gælder også visse oplysninger fra uddannelsesinstitutioner. Ministeriets begrundelse for at foreslå dette er, at ’kontrollen med udlændinges opholdsgrundlag stedse har været en del af udlændingemyndighedernes virksomhed’, hvorfor forslaget derfor er i overensstemmelse med persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3, hvorefter ’videregivelsen normalt skal være nødvendig for udførelsen af den pågældende myndigheds virksomhed’. I sit sammendrag af høringssvarene bemærker ministeriet, ’at kontrol med udlændinges opholdsgrundlag stedse har været en del af udlændingemyndighedernes virksomhed, lige som udlændingemyndighederne i alle sager, skal vurdere om en opholdstilladelse skal inddrages, når grundlaget herfor ikke længere er til stede’. Denne begrundelse for forslaget rejser følgende spørgsmål:

 

1)      Er denne opgave lovbestemt, administrativt bestemt eller blot underforstÃ¥et? [Det Ã¥bner op for en vidtgÃ¥ende tilsidesættelse af lovgivers hensigt om beskyttelse af persondata, hvis man blot ved administrativt at pÃ¥lægge en myndighed en almindelig kontrolfunktion kan pÃ¥berÃ¥be sig anvendelse af undtagelsesbestemmelsen].

 

2)      Hvad adskiller udlændingemyndighedernes kontrolopgave eller -forpligtelse fra de kontrolopgaver/-forpligtelser som skattemyndighederne, de sociale myndigheder, bevillingsmyndigheder o.a. har m.h.t. at kontrollere grundlaget for tildeling af fradrag, tilskud, bevillinger eller andre goder?

 

3)      Er der eksempler pÃ¥, at andre myndigheder med tilsvarende kontrolopgaver – de være sig lovbestemte, administrativt bestemte eller underforstÃ¥et - med henvisning til undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3 har opnÃ¥et automatisk indberetning af personoplysninger?

 

4)      NÃ¥r ministeriet i sin sammenfatning konstaterer, at ”kontrol med udlændinges opholdsgrundlag stedse har været en del af udlændingemyndighedernes virksomhed”, og derfor mener, at den foreslÃ¥ede indberetningspligt er i overensstemmelse med undtagelsesbestemmelsen i stk. 2, nr. 3, som forudsætter, at ”videregivelsen normalt skal være nødvendig for udførelsen af den pÃ¥gældende myndigheds virksomhed” (mine fremhævelser), hvordan kan det sÃ¥ forklares, at man ikke hidtil har benyttet denne bestemmelse?

 

5)      NÃ¥r ministeriet mener, at indberetningspligten er nødvendig og undtagelsesbestemmelsen i persondatalovens § 8, stk.2, nr.3 dermed er opfyldt, hvorfor foreslÃ¥r man sÃ¥ en særskilt hjemmel i udlændingeloven?

 

6)      Er det sædvane, at videregivelse af data iht. persondatalovens § 8, st.2, nr.3 samtidig hjemles særskilt i anden lovgivning?

 

7)      Hvad vil – i tilfælde af indførelse af den foreslÃ¥ede indberetningspligt - være til hinder for, at andre myndigheder, som administrerer tildeling af goder af den ene eller anden art og er pÃ¥lagt eller mÃ¥ formodes at føre kontrol med grundlaget for denne tildeling, med henvisning til præcedens fra udlændingeloven kan pÃ¥berÃ¥be sig persondatalovens § 8, stk.2, nr.3 med henblik pÃ¥ automatisk indberetning af persondata.

[Det er ikke svært at finde situationer, hvor en myndighed med samme ret kan ønske ”en mere smidig adgang” til sådanne data eller påberåbe sig, at det ville være vanskeligt, hvis man ”i hvert enkelt tilfælde skulle iagttage de strenge betingelser”, som ellers stilles i persondataloven].

 

Sammenfattende finder vi således, at lovforslaget indebærer væsentlige formindskelser af retssikkerheden – primært begrundet med lettelser for administrationen. Der foreligger imidlertid ikke en rimelig afvejning af, om lettelserne er så væsentlige og så relativt uskadelige, at de kan begrunde en sådan tilsidesættelse af retssikkerheden.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

 

Ole Espersen