Til det lovforslag, vi nu har til behandling her, er der stillet et ændringsforslag af Socialdemokratiet. Det er et ændringsforslag - for de medlemmer, der ikke måtte vide, hvad det går ud på - om, at man ønsker, at der, hvor en borgmester er udpeget af sit byråd til at sidde i en eller anden styrelse og han ikke selv kan få vederlag udbetalt, skal pengene gå fra den pågældende styrelse til den kommune, som borgmesteren kommer fra.
Det forslag har vi egentlig en vis sympati for, og det har jeg også tilkendegivet i Kommunaludvalget, hvor vi har behandlet sagen, men når vi i dag stemmer imod forslaget, er det, fordi vi simpelt hen synes, at Kommunernes Landsforening må inddrages i den sag.
Derfor er min opfordring til de socialdemokratiske medlemmer, der har frembragt den her sag i udvalget, at de sørger for at få den sag bragt frem på Kommunernes Landsforenings bord også nu i forbindelse med de kommende forhandlinger om kommunernes økonomi. Der vil det være nærliggende, at man tog den frem og så på hele den problemstilling, der er om, i hvilken udstrækning borgmestre må have ekstra vederlag, og i hvilke situationer man så kan få pengene - der, hvor borgmesteren ikke må få pengene - overført til den pågældende kommune. Det må kulegraves. Hvis det kommer frem i Kommunernes Landsforening efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren - hvis de forhandlinger kommer til at foregå - vil vi bestemt ikke være nogle af dem, der spænder ben for det forslag.
Men i dag stemmer vi imod, fordi vi synes, det kommer som en form for et hovsaforslag. I forbindelse med et lovforslag, der egentlig drejer sig om noget helt andet, stiller Socialdemokratiet så det her ændringsforslag. Det har jeg undersøgt at man har lov til at gøre, men man kan nok sige, at ændringsforslaget efter vores opfattelse ikke hører helt hjemme i det her lovforslag - måske snarere under lov om vederlag til borgmestre, og hvad ved jeg. Så der kunne det have været taget ind på et givet tidspunkt.
Men som sagt disse venlige ord til forslagsstillerne om, at selv om man får en rød lampe i dag fra Dansk Folkepartis medlemmer, kan det meget vel blive skiftet til en positiv indstilling, hvis den her sag bliver grebet rigtigt an.