Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fodringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.) (L 166)
Æ n d r i n g s f o r s l a g
Af justitsministeren, tiltrådt af…
Til § 21
1) Før nr. 1 indsættes som nye numre:
â€01. Overskriften til kapitel 7 affattes sÃ¥ledes:
â€Anmeldelse, sagsbehandling og forældelseâ€.
02. § 36, stk. 2, affattes således:
â€Stk. 2. Krav pÃ¥ godtgørelse og erstatning forældes efter forældelsesloven. Forældelseslovens § 3, stk. 1 og 2, finder ikke anvendelse pÃ¥ krav omfattet af § 41, stk. 2. Det samme gælder ved genoptagelse pÃ¥ andet grundlag end §§ 41-43.â€
[Regler om forældelse af krav efter arbejdsskadesikringsloven, herunder særligt om forældelse i visse genoptagelsessager]
B e m æ r k n i n g e r
Til nr. 1
Efter den gældende § 36, stk. 2, i arbejdsskadesikringsloven bortfalder tilskadekomnes eller efterladtes krav 5 Ã¥r efter arbejdsskadens indtræden, hvis sagen ikke kan behandles pÃ¥ grund af forhold, der kan henÂføres til tilskadekomne eller efterladte, herunder passivitet. Bestemmelsen kan i lyset af den nye forældelseslov give anledning til tvivl om, hvornÃ¥r et krav er bortfaldet eller forældet. For at undgÃ¥ denne tvivl foreslÃ¥s det at ophæve bestemmelsen. Bestemmelsen er kun blevet anvendt i fÃ¥ sager og vil under alle omstændigheder have begrænset betydning for tilskadekomne, da der i praksis vil være meget lidt forskel mellem den gældende 5-Ã¥rige frist, der løber fra arbejdsskadens indtræden uden mulighed for suspension, og den 3-Ã¥rige forældelsesfrist, der først løber fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne fÃ¥r eller burde have fÃ¥et kendskab til kravet.
Endvidere foreslÃ¥s det præciseret, at forældelsesloven vil finde anvendelse pÃ¥ krav efter arbejdsskadesikringsloven, idet det samtidig foreslÃ¥s, at forældelseslovens â€korte†3-Ã¥rige frist ikke skal finde anvendelse i to tilfælde, dels hvor en sag om erstatning kan genoptages, fordi den pÃ¥gældende sygdom efterfølgende er blevet optaget pÃ¥ fortegnelsen over erhvervssygdomme, jf. arbejdsskadesikringslovens § 41, stk. 2, dels hvor en sag genoptages pÃ¥ andet grundlag end arbejdsskadesikringslovens §§ 41-43. Den sidstnævnte kategori angÃ¥r tilfælde, hvor sager genoptages pÃ¥ almindelig forvaltningsretligt grundlag i anledning af, at myndighederne har ændret deres praksis. Arbejdsskadestyrelsen har sÃ¥ledes genoptaget sager i tilfælde, hvor arbejdsskademyndighedernes praksis er blevet underkendt ved domstolene.
Den foreslåede ændring berører ikke spøgsmålet om, i hvilke tilfælde der kan ske genoptagelse af arbejdsskadesager.
Baggrunden for forslaget er, at Beskæftigelsesministeriet har anført, at man finder det hensigtsmæssigt, at det sikres, at der i de nævnte to særlige tilfældegrupper fortsat vil gælde en særlig lang frist for at søge sagen genoptaget. Forslaget vil medføre, at krav i anledning af skader, hvor den skadevoldende handling er ophørt for mindre end 30 år siden, vil kunne genoptages i de omhandlede tilfælde. Dette er en forlængelse i forhold til den gældende frist på 20 år.
En tilsvarende bestemmelse vedrørende tilfælde, hvor myndighedernes praksis ændres, gælder og vil efter lovforslaget fortsat gælde for krav på skatteområdet, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, og lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4).