Folketingets Retsudvalg

E-mail: [email protected]


 


Benedicte Federspiel

Dok. 50397/ph

 
24. april 2007

Forældelse (L 165)

Retsudvalget skal torsdag den 26. april 2007 drøfte L 165 (forslag til lov om forældelse af fordringer).

Det var i sin tid Forbrugerrådet, der opfordrede Justitsministeren til at nedsætte et udvalg til at revidere forældelsesreglerne, fordi der var påvist et stort behov for at nedsætte forældelsesfristen for pengekrav. Det viste sig i såvel Pengeinstitut- som Realkreditankenævnet, hvor der blev rejst krav om betaling af restgæld over for den tidligere ejer, uden at der var rykket for eller mindet om kravet i årevis. Forbrugerrådet er derfor enige i, at den almindelige hovedregel skal være 3 år, med en absolut forældelsesfrist på 10 år. Flere af Forbrugerrådets kritikpunkter i  betænkningen blev ændret i lovforslaget, men Forbrugerrådet har et væsentligt punkt, som vi gerne ser ændret.

Personskade

Forbrugerrådet finder det ikke rimeligt, at der foreslås en absolut forældelsesfrist, når det drejer sig om personskade, selvom den er på 30 år. En absolut frist, der løber fra handlingens ophør, betyder, at forældelsen kan være indtrådt, inden skaden er sket eller konstateret. Det betyder for skadelidte, at kravet kan være forældet, før det er opstået. Det er i særdeleshed urimeligt, når det drejer sig om personskader, der kan være mere end 30 år om at udvikle sig. Den umulighed kan man undgå ved ikke at have en absolut frist på dette område, hvilket også kendes fra Finland og Norge.

Forbrugerrådet mener, at hensynet til skadelidte må slå igennem over for skadevolders interesse i at kunne forudberegne forældelsen. Herfor taler også, at den, der er skyld i en handling, som ganske vist er ophørt, men som, hvis der ikke gribes ind, senere kan medføre en skade, fx på produktansvarsområdet, kan pådrage sig et erstatningsansvar ved ikke at advare eller kalde produktet tilbage – uanset frister.

Forbrugerrådet skal derfor anmode Retsudvalget om at overveje ikke at acceptere en absolut frist – selv om den er på 30 år – når det drejer sig om personskade.

Med venlig hilsen

 

Karsten Kolding                                         Benedicte Federspiel

Chef for Forbrugerpolitisk Center                Chefkonsulent