Den næste sag på dagsordenen var:
8) Første behandling af lovforslag nr. L 165:
Forslag til lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 28/2 2007).

Sammen med denne sag foretoges:
9) Første behandling af lovforslag nr. L 166:
Forslag til lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om forældelse af fordringer, ophævelse af købelovens reklamationsfrister ved visse køb m.v.). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 28/2 2007).

Lovforslagene sattes til forhandling.

Forhandling

Det er jo et forfærdelig teknisk og vanskeligt lovforslag - det gælder begge lovforslag, for det ene af dem er jo en følge af det andet, hvor man altså efter at have fremsat det generelle lovforslag så også har en række bestemmelser i forhold til den øvrige lovgivning.
     Det er jo for så vidt et meget trist forslag set fra sådan en mere historisk vinkel. Nu skal vi igen afskaffe en god, gammel bestemmelse fra Danske Lov fra 1683, men det siger jo så også noget om, hvorfor der bliver fremsat et lovforslag. Havde ministeren nu bare ventet til næste år, havde man kunnet fremsætte og få vedtaget forslaget i hundredåret for den anden forældelseslov, nemlig 1908-loven, som vi altid har kaldt den blandt jurister, altså den lov, der så omfatter de øvrige forhold, de almindelige forhold, hvor forældelsesfristen har været 5 år, mens Danske Lov jo foreskriver 20 år.
     Det skrottes nu. Det er tiderne, som de siger i »Matador«. Og der må vi i Venstre jo give justitsministeren ret i, at der er noget, der er ændret siden 1683 og 1908. Det, der bl.a. er ændret, er, at det hele går så forbistret stærkt. Det er også gået sådan, at folk ikke kan affinde sig med, at tingene ikke bliver afgjort her og nu. Og der er det klart, at forældelsesfristerne, som måske på den ene side er meget rare at have for kreditorer, selvfølgelig er nogle meget lange frister for dem, vi så kan kalde debitorerne, idet det er svært at indrette sig, og fordi man måske simpelt hen har glemt, at der var en gæld, fordi kreditor ikke gad minde om den og afbrød forældelsesfristen osv.
     Der er jo utrolig mange generelle begrundelser for, at vi nu ophæver de meget gamle regler og fastsætter en meget kortere forældelsesfrist, så vi kan få luftet ud og få kreditorerne eller fordringshaverne til at vågne op til dåd og klart få gjort opmærksom på den gæld, der er, og få den ændret. Det er jo simpelt hen de helt grundlæggende argumenter for disse love, hensynet til samhandelen, omsætningen.
     Vi kan i Venstre helt tilslutte os en generel forældelsesfrist på 3 år. Så må man bare se at få indkrævet sin gæld, gøre noget ved det og tydeligt - hvis det er det, det handler om - få afbrudt forældelsesfristen.
     Men så kommer jo det, der er værre, så kommer jo alle undtagelserne, og der er jo en masse hensyn, man skal tage og prøve at afveje. Noget af det, som jo også ligger i tiden, er forbrugerhensynet, og vi er meget tilhængere af, at det også vægter tungt. Men der er selvfølgelig også et hensyn til fordringshaveren, og man kan jo se både i betænkningen og i referaterne i de to lovforslag, at der er mange interesseorganisationer, der selvsagt har været på banen.
     Så det har været en vanskelig afvejning. Vi to ordførere fra regeringspartierne har jo deltaget i møder og fået forelæst om stoffet af meget tålmodige embedsmænd i meget, meget lang tid, og til sidst må man altså træffe en beslutning og skære igennem og sige, at nu må forslaget se ud på den måde. Og det er så det forslag, der ligger nu.
     Der vil selvfølgelig komme en del henvendelser i Retsudvalget om det ene og det andet, og der vil jeg godt sige med det samme, at det er min opfattelse, at det må vi selvfølgelig lytte til. Folketinget er ikke bare et efterretningskontor, vi må selvfølgelig lytte til de særinteresser, der er, men det, jeg vil advare Retsudvalget meget stærkt imod - for det er et meget omfattende kompleks - er altså, at vi lytter til én og så bare render efter den sidste ærede taler.
     Det her er virkelig et resultat af et meget grundigt arbejde i en kommission, i alle ministerier, som jo er blevet spurgt, i Justitsministeriet og af en politisk drøftelse, som naturligvis mest har omfattet de to borgerlige partier. Så vil man ændre noget, er vi altså nødt til at se på helheden.
     Det skal så hermed også være sagt til dem, der i de senere dage har rettet henvendelse til nogle af Retsudvalgets medlemmer, at vi er nødt til at se det som en helhed. Og der er nogle forbrugerhensyn, som Venstre måske for år tilbage ikke ville være med til at tilgodese, som simpelt hen skal tilgodeses. Samfundet er blevet meget mere indviklet, produkternes farlighed f.eks. er blevet mere uigennemskuelig, der er mange flere hensyn, vi skal tage i dag, end da samfundet var mere enkelt og man agede med stude og kunne nøjes med en 20-års-forældelsesfrist.

     Dette for at sige, at vi godt vil gå i detaljerne i teknikken - det kan være, vi skal have teknisk gennemgang - men vi er altså nødt til at fastholde helheden. Det nytter ikke noget at føre klassepolitik på det her forslag i Retsudvalget. Det vil jeg stærkt advare imod. Jeg kan, vi i Venstre kan anbefale forslaget, som det ligger, men vi går selvfølgelig ind i arbejdet positivt og åbent. Men det skal være ud fra en helhedsbetragtning til gavn for den samlede samhandel både for fordringshavere og debitorer, som jo både kan være forbrugere og erhvervsdrivende og de store producenter.

Tak til ordføreren. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er fru Karen Hækkerup.

Det er jo svært at komme som ordfører nummer to, efter at vi lige har hørt denne meget gode forklaring på, hvorfor vi har behov for de her to lovforslag. Socialdemokraterne er fuldstændig enige i det, der er blevet sagt. Tiderne skifter, det er nu engang det, man må lære at leve med, og der er vi heldigvis nogle, der ikke har så meget imod, at det er sådan. Sådan et moderne hensyn som forbrugerhensyn synes vi sådan set også er utrolig fornuftigt at man får skrevet ind i loven, så den bliver tidssvarende. Så alt i alt kan jeg meddele, at Socialdemokraterne bakker op om begge lovforslag.
     Vi støtter meget, at man samler pakken af alle de forældelsesregler, det drejer sig om, og vi støtter alle de initiativer, der ligger i det. Ikke mindst vil jeg nævne en enkelt ting, som Venstres ordfører ikke nævnte, nemlig sager, der drejer sig om personskade. Der ser vi med meget stor tilfredshed, at personskadeforældelsen ikke sættes ned, men tværtimod går den anden vej, sådan at den nu sættes op fra de nuværende 20 år til de fremtidige 30 år. Det synes vi er meget vigtigt, da skaderne i den type sager ofte først viser sig, længe efter skaden er blevet forvoldt.
     I forlængelse af at vi støtter L 165, støtter vi naturligvis også L 166. Der er en del præciseringer af renteloven og kreditaftaleloven, som gør, at nogle af de tvivlsspørgsmål, der har været, bortfalder, og det er vi meget tilfredse med. Alt i alt kan jeg sige, at vi er glade for, at det krav, som Forbrugerrådet har stillet i mange år, om at få de her regler revideret, nu er blevet opfyldt, og alle de ændringer, der ligger heri, kan vi støtte.

Tak til ordføreren. Så går vi videre. Hr. Kim Christiansen som ordfører.

Med hensyn til ændring af forældelsesloven - og ikke færdselsloven, som jeg hørte formanden sige i sin indledning
- vil jeg sige, at man jo ikke kan beskylde Folketinget for at ændre på lovgivningen i tide og utide, i hvert fald ikke, for så vidt angår den lov, vi skal behandle i dag, nemlig forældelsesloven. Forældelsesfrister på gæld er reguleret i Danske Lov af 1683 og i lov om forældelse af visse fordringer af 1908. Som fru Birthe Rønn Hornbech var inde på, er det jo et meget teknisk forslag, men jeg synes dog også, der er sådan nogle ganske menneskelige ting, man kan forholde sig til, i forslaget. Forældelsesfristen er i dag 20 år, og det synes overhovedet ikke hensigtsmæssigt set i lyset af den udvikling, der har været siden 1683 og 1908, herunder fordringernes størrelse og mangfoldighed. Dernæst giver den teknologiske udvikling i dag jo en mulighed for at reagere meget hurtigt på dårlige betalere og dermed for at få afklaret forholdet. Derfor kan Dansk Folkeparti naturligvis støtte lovforslagets nye bestemmelser om en generel forældelsesfrist på 3 år - dog på 5 år for forhold, der vedrører lønkrav, og på 10 år for lån i pengeinstitutter. Ligesom fru Karen Hækkerup udtrykte glæde over det, vil jeg også sige, at det er glædeligt, at fristen, når vi taler om personskader og miljøskader, er helt oppe på 30 år. Det synes meget hensigtsmæssigt, netop fordi - som det også er blevet sagt tidligere - at disse skader jo tit opstår på et langt senere tidspunkt. Det er også tilfredsstillende med hensyn til afbrydelse af forældelse. Tidligere kunne en skyldner fastholdes i et gældsforhold nærmest på livstid, når blot eksempelvis pengeinstitutter udsendte et kontoudtog hvert 20. år. Den mulighed for afbrydelse af forældelse bliver med lovforslaget ændret, således at afbrydelse af forældelse skal ske enten ved retslige skridt eller ved, at den, der skylder pengene, ganske enkelt erkender, at han skylder dem og betaler dem. Endelig ligger der også en udvidet forbrugerbeskyttelse
i lovforslaget, således at forældelseslovens regler ikke kan fraviges gennem frivillige aftaler i tilfælde, hvor f.eks. en kreditor får en skyldner til at skrive under på et forlig, som stiller skyldner dårligere, end vedkommende ville stå ifølge lovgivningen.

     Sammen med L 165 skal vi også behandle L 166, som jeg ikke vil gøre et stort nummer ud af, for det er jo primært konsekvensændringer som følge af ændringer i forældelsesloven. Jeg vil dog lige påpege, at jeg synes, det er glædeligt med hensyn til forsikringsaftaleloven, at man der får mulighed for at afbryde forældelsesfristen allerede ved anmeldelse af krav over for forsikringsselskabet - en ganske fornuftig ting for forbrugeren.
     Så det er to lovforslag, der set som en helhed er til gavn for forbrugerne, og som giver personer, der af den ene eller den anden årsag er endt i et gældsforhold, mulighed for at få gælden afviklet eller slettet inden for en overskuelig årrække og dermed ikke være bundet i et livslangt og håbløst gældsforhold. Det er en lovændring med gode intentioner og samtidig en lovændring, der lever op til nutiden, selv om fru Birthe Rønn Hornbech begræder, at vi nu ændrer de gode, gamle love. Men jeg synes, det er meget positivt, at vi gør det, så de også svarer til den tidsalder, vi lever i. Så Dansk Folkeparti kan støtte begge forslag.

Vi siger tak til ordføreren, også for korrektionen af formanden.
     Hr. Tom Behnke som ordfører.

Det er jo fristende som konservativ at sige, at en lov, der nu har fungeret upåklageligt i mere end 300 år, er der jo sådan set ingen grund til at vi laver om på. Men så konservativ skal man jo heller ikke være og blive.
     Det, der gør sig gældende, er jo, at der er sket meget i de 300 år, og så er det jo, som ministeren fuldstændig rigtigt skriver det, på tide, at vi får et lovforslag, hvis formål er at gennemføre nye og mere tidssvarende regler om forældelse af fordringer.
     De forældelsesfrister, der har været hidtil, kan man sige har været noget lange, hvis vi ser på det med nutidens øjne. Men der var jo engang, hvor det var nødvendigt, og hvor der var et behov for, at fristerne var så lange. Men udviklingen har jo medført, at vi ikke bor så langt fra hinanden længere; verden er blevet mindre, kommunikationen går hurtigere, vi kan hurtigere finde dem, der skylder penge osv., og derfor er det også hensigtsmæssigt, at vi på nuværende tidspunkt gør det op og siger, at i og med at det er blevet så meget nemmere, må vi også pålægge kreditorerne, at de sørger for at få de her sager afviklet og afklaret. Hvis man har penge til gode eller andet til gode, må man også se at få det bragt ud af verden på den ene eller den anden måde.
     Med forslaget gør man jo groft sagt det, at man halverer fristerne, og det synes vi er udmærket; det er et godt niveau, man er landet på. Men ud over at man så har denne hovedregel om, at fremover er den almindelige forældelsesfrist på 3 år og den absolutte forældelsesfrist på
10 år, er der jo nogle undtagelser. Det har flere ordførere før mig også været inde på. Der kan være nogle særlige behov, nogle særlige hensyn, der taler for, at man så laver en afvigelse fra hovedreglen, bl.a. når vi taler personskade og miljøskade; der udvider man altså forældelsesfristen og sætter den helt op til at være en 30-årig frist. Det gør man, fordi der kan være nogle særlige behov for, at der er en længere frist; det kan være, at den skade, der er sket, den skade, der er forvoldt, først bliver synlig og man først bliver opmærksom på den, længe efter at den faktisk er sket. Det har man jo set nogle eksempler på. Så derfor er det hensigtsmæssigt, at man har disse muligheder for afvigelser fra hovedreglen. Også når vi taler forbrugerforhold, synes vi, at ministeren har sørget for at sikre, at vi altså også her skriver 2007. Forbruget har en størrelse, som vi skal være meget opmærksomme på, og i det samfund, vi lever i, hvor der jo er frie markedskræfter, og hvor det er udbud og efterspørgsel, er det også væsentligt, at vi har en lovgivning, som sørger for at samle op på det. Ud over hovedreglen og reglerne om person- og miljøskader er der altså også nogle andre småjusteringer, men det vil blive for omfattende at skulle stå her og nævne dem alle sammen. Som fru Birthe Rønn Hornbech nævnte det, har vi som ordførere for regeringspartierne jo gennemgået det her med ministeren, og på møde efter møde har vi siddet og ladet os belære om, hvordan det her mest hensigtsmæssigt kan skrues sammen. Vi er så nået til enighed om - selvfølgelig efter drøftelser og debat om de enkelte elementer - hvordan forslaget skulle se ud. Vi er fra De Konservatives side meget tilfredse med det foreliggende lovforslag og også med følgelovforslaget. Vi kan indstille begge forslag til vedtagelse.

Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører.

Vi er i Det Radikale Venstre meget glade for, at vi endelig får et mere samlet og tidssvarende regelsæt for forældelse af fordringer.
     Fru Birthe Rønn Hornbech talte om tiderne. Jeg vil sige det på en anden måde: Da nogle af de her love, der i dag gælder om forældelsesregler, fra Danske Lov fra 1683 og den såkaldte 1908-lov, blev vedtaget, kørte man i hestevogn og ikke ad bredbåndsmotorvej. Jeg kom også til at tænke på, at der findes sådan en rapport om dansk landbrug fra 1960'erne, hvor man siger, at traktoren er et nyttigt værktøj, men at der dog altid vil være brug for heste. Og det viser også, at tiderne ændrer sig, og at lovgivningen derfor også må følge med.

     Det Radikale Venstre er meget tilfreds med, at man laver nogle generelle forældelsesregler, der hedder 3 år og en absolut forældelsesfrist på 10 år. Sådanne regler gælder allerede i vore nabolande, Sverige, Norge, Finland og Tyskland, og vi synes sådan set, at det er på tide, at Danmark også kommer med.
     Vi noterer dog også med tilfredshed de undtagelser, der er i loven, bl.a. de ekstra lange frister, der er for henholdsvis person- og miljøskader med en almindelig frist på
10 år og en absolut frist på 30 år, og ligeledes, at man fastholder den nuværende frist på 5 år, for så vidt angår lønkrav; det er vi også meget tilfredse med. Endvidere synes jeg også, det er vigtigt at holde fast i, at der ikke gives mulighed for, at der mellem erhvervsdrivende og privatperson kan aftales ringere forhold for forbrugeren, end de gældende krav tilsiger. Vi er fra radikal side meget tilfredse med de høringssvar, som Justitsministeriet har givet på netop det område. Endelig skal jeg sige, at vi også støtter Venstres ordførers ønske om, at der bliver lavet en teknisk gennemgang for Retsudvalget, sådan at vi især i forbindelse med følgelovforslaget kan få et nærmere indblik i, hvad alle de konkrete ændringer egentlig får af betydning, for det kan godt være lidt svært at have et fuldstændigt overblik over det med alle de lovgivningsområder, der bliver ændret med de her to lovforslag. Men alt i alt kan vi altså støtte forslaget, som vi ser som et meget positivt initiativ, og som gør, at der er et langt større overblik også for forbrugerne over, hvordan reglerne er.

Så er det fru Sanne Schroll.

Jeg vil starte med at konstatere, at SF grundlæggende er enig
i den modernisering af forældelseslovgivningen, som her er lagt frem. Lovforslaget fremtræder umiddelbart, som om ministeren i store træk har valgt forbrugernes linje, og det er vi i SF altid glade for. Under udvalgsbehandlingen vil vi dog forsøge at få det nærmere afklaret, om lønmodtagernes interesser er blevet varetaget i tilstrækkelig grad. Vi ved, at mennesker, som rammes af en arbejdsskade, ofte kommer meget sent i gang med at rejse krav, og det er selvfølgelig ikke rimeligt, hvis de så bliver mødt af en forældelse, før kravet er helt afklaret. Samtidig har vi bemærket, at det i forbindelse med høringen over lovudkastet gik op for justitsministeren, at denne lovgivning var meget omfattende og strakte sig ind på en masse områder, hvilket man ikke havde været opmærksom på. Nogle af disse områder er så blevet fanget op i forbindelse med udformningen af det endelige lovforslag, men kan vi nu være sikre på, at alle områder er dækket ind? Vi skulle jo nødig med denne lovændring stå i en situation, hvor der er områder i dansk ret, som ikke er blevet dækket af de nye forældelsesregler, eller hvor der er usikkerhed om, hvilke forældelsesregler der gælder. Men grundlæggende er SF altså enig i den modernisering, som der er lagt op til.

Tak for det. Fru Line Barfod som ordfører.

Enhedslisten synes ligesom alle andre partier, der har været heroppe, at det er fint, at man ser på at få en moderne forældelseslov til at afløse dels Danske Lov og dels forældelsesloven af 1908.
     Vi kunne godt ønske os, at man i det hele taget fik gennemgået de sidste bestemmelser, der er i kraft fra Danske Lov, og at vi så ikke længere anvender Danske Lov. Det bliver selvfølgelig lidt mere kedeligt i forhold til undervisningen på universiteterne, men jeg tror, at for almindelige borgere vil det være noget nemmere at kunne slå op i en moderne lov end at skulle være opmærksom på, hvornår man skal hen og have fat i en lov fra 1600-tallet og forstå den opbygning, der er dér, og som jo er noget anderledes end i de love, vi er vant til i dag.
     Vi synes også - ligesom mange andre ordførere - at det på lange stræk er mange fornuftige ting, man har sat ind i den nye forældelseslov, og at det er en fornuftig måde, den er skruet sammen på, men vi mener - som andre også har været inde på - at der er grund til, at vi under udvalgsarbejdet ser mere på især spørgsmålet om personskade.
     Ministeren anfører jo i kommentarerne til et høringssvar, at der er meget få tilfælde af, at folk har haft behov for at rejse en sag om personskade efter 30 år, og derfor har jeg lidt svært ved helt at se problemet ved, at man fortsat har muligheden for at gøre det, fordi vi netop i forbindelse med de her personskader - og især arbejdsskader - taler om, at der nogle gange kan være forhold, som man simpelt hen ikke når at være opmærksom på.

     Vi har indimellem set, at der kommer ny viden på et område, som betyder, at der er nogle personskader, man slet ikke har tænkt på kunne have relation til arbejdsmiljø, eller hvor det har været fuldstændig afvist tidligere, at det kunne have relation til arbejdsmiljø, men hvor ny viden altså betyder, at man bliver klar over, at det kan have en årsagssammenhæng, og hvor der derfor er behov for at rejse kravet.
     Vi synes, at der fortsat skal være den mulighed, og vi vil meget gerne have, at vi kigger nærmere på det under udvalgsarbejdet. Det vil være afgørende for vores endelige stillingtagen til lovforslagene.

Tak til ordføreren. Så er det ministeren.

Efter at have hørt Venstres ordfører, fru Birthe Rønn Hornbech, vidste jeg ikke, om jeg skulle le eller græde. Jeg kunne i hvert fald konstatere, at justitsministeren ikke var så konservativ, at det gjorde noget. For tænk at ændre en lov, der har 300-års-fødselsdag næste år. Spøg til side. Jeg synes, det er godt med lidt humor i behandlingen af lovforslag her i Folketinget. Om ikke andet har det måske en vis underholdningsværdi for de mennesker, der følger debatten, ikke mindst når der er tale om stof som det her, der er overordentlig kompliceret.
     Men som mange har været inde på, er de gældende regler om forældelse af meget, meget gammel dato. De stammer fra en tid, hvor folk færdedes på hesteryg, og hvor et gældsbrev måske ikke engang var noget, folk kunne læse, fordi de ikke havde lært at læse; det skulle forkyndes for dem. I dag benytter vi os af edb, det er nemt at finde frem til folk, og derfor er tiden naturligvis også kommet til i lyset af de moderne tider at sørge for at tilpasse forældelsesreglerne de moderne tider.
     Som flere har været inde på, er hovedudgangspunktet jo fremover, at mange af de regler, der før havde 20-års-forældelse, nu får 10-års-forældelse, og de forældelsesregler, der tidligere havde 5 år, får nu 3 år, så sagerne hurtigere bliver afgjort og afklaret til gavn for begge parter.
     Men som flere også har været inde på her, både fru Birthe Rønn Hornbech og hr. Simon Emil Ammitzbøll, er det her teknisk set et meget kompliceret stof. For så vidt angår L 165, altså hovedloven, er der også her tale om ganske komplicerede ting, og ikke mindst L 166, der er følgelovgivningen, er på alle mulige ministres område også meget vanskeligt stof og er måske heller ikke noget, som Retsudvalgets medlemmer er vant til at sidde med i dagligdagen.
     Så jeg vil meget gerne invitere til en teknisk gennemgang af begge lovforslag, så der bliver en grundig behandling inden for ganske kort tid, også inden Retsudvalget for alvor trækker i arbejdstøjet og begynder at pløje de henvendelser igennem, der måtte komme til Retsudvalget.
     Det andet hovedsynspunkt, som jeg vil komme med her, er, at den her lov er en lov, der først og fremmest tilgodeser forbrugerne. Jeg tror, at det var SF's ordfører, fru Sanne Schroll, der sagde det meget klart: Det her er en lov, der først og fremmest gavner forbrugerne.
     Det har været et helt klart sigte fra min og regeringens side, at vi igennem det arbejde, der var med at udfærdige lovgivningen, ville tage de forbrugerhensyn undervejs, som vi kunne.
     Flere har været inde på miljøområdet som et af de områder, hvor forældelsesfristen udvides til 30 år, og det skyldes jo, at vi ved, at der er visse ting, der vedrører miljøområdet, som først vil blive opdaget mange, mange år senere. Der har vi syntes, at det var rimeligt, ligesom vi har syntes, at det var rimeligt på personskadeområdet, hvilket også fru Karen Hækkerup fremhævede.
     Det er så, hvilket fru Line Barfod anførte, korrekt, at der er nogle, der har ment, at der skulle være tale om uforældelighed, i hvert fald for så vidt angår personskade. Det kan være et meget sympatisk synspunkt, men jeg kan nu også se nogle problemer i det. Det fremgår også meget klart af den kommenterede høringsoversigt, at der er problemer med synspunktet om, at der bare er sager, der kan få lov - om man så må sige - at køre i uendelig tid, uden at man nogen sinde vil kunne sige, at nu er der en afslutning på dem.
     Men jeg har intet imod, at vi tager en grundig drøftelse af det under udvalgsarbejdet, ikke mindst fordi der er flere væsentlige parter, der har løftet det her som et emne. Jeg mener som sagt, at lovforslaget er meget velbegrundet, men derfor synes jeg ikke, det gør noget, at vi tager en diskussion af det under udvalgsbehandlingen.

     Endelig vil jeg gerne forklare det. Det er bare for at komme med et eksempel til de almindelige borgere, der måske sidder og lytter til debatten i dag. Det kan måske undre, at en minister fra et borgerligt og efter sigende meget erhvervsvenligt parti har taget det synspunkt, men jeg vil gerne forklare det.
     En lang række af erhvervsvirksomhederne og erhvervsorganisationerne har været kritiske over for det her lovforslag. De er kede af, at vi bl.a. forlænger den absolutte reklamationsfrist ved køb af byggematerialer, således at man kan gøre mangler ved byggematerialer gældende
i helt op til 10 år. Jeg vil godt lige sige her i Folketinget, at en af grundene til, at jeg har valgt at gå den vej, bl.a. er, at virkeligheden jo nogle gange rammer os politikere meget hårdt, og vi kender alle sammen eternitsagen og de konsekvenser, den havde for utrolig mange almindelige borgere. Vi gjorde så det efter eternitsagen, at vi nedsatte et udvalg om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer, og det kom også med en betænkning. Jeg vil sige, at lovforslaget her følger de medlemmer af udvalget, der foreslår en forlængelse af købelovens særlige reklamationsfrist på byggematerialer fra 5 år til 10 år. Det er muligt, at visse erhvervsorganisationer synes, det er generende, at der så er en længere frist til at komme efter dem, der ikke har gjort arbejdet ordentligt. Men jeg synes, det er meget velbegrundet, at vi kommer med den her udvidelse, og det skyldes ikke mindst, at man har været inde at undersøge, bl.a. ved at se på sager om mangler i byggesager i Byggeskadefonden, hvad det typisk er for sager, der dukker op. Der har det altså vist sig, at skaderne navnlig for tage først kan ses, efter der er gået 5 år, og så er det jo meningsløst at argumentere for, at en 5-års-frist er god nok, hvis skaderne først viser sig, efter de 5 år er gået. Det er altså en af grundene til, at jeg synes - nogle vil måske sige, at det er lidt imod sædvane - at det er i overensstemmelse med sund fornuft at vælge at sige, at vi på det her punkt simpelt hen bliver nødt til at sikre forbrugerne bedre. Derfor er den særlige reklamationsfrist udvidet fra 5 år til 10 år. Jeg vil slutte af med at sige - jeg kan ikke huske, om det var hr. Tom Behnke eller fru Birthe Rønn Hornbech, der var inde på det - at vi har været meget af det her ret grundigt igennem, også i mange af de høringssvar, der kom i forbindelse med, at betænkningen blev sendt i høring. Det er kompliceret stof. Derfor vil jeg selvfølgelig også sige, at selv om jeg synes, at lovforslagene på det grundlag, vi kender i dag, og med de høringssvar, der er, er meget afbalancerede, så er det selvfølgelig vigtigt, at man under udvalgsbehandlingen tager de henvendelser seriøst, der måtte komme fra organisationerne. Men jeg vil gerne sige her, at det er mit store håb, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om en lovgivning, som moderniserer forældelsesreglerne, men også fastholder det store forbrugerhensyn, som præger den her lovgivning.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslagene overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Første næstformand (Svend Auken):
Jeg foreslår, at lovforslagene henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.

Jeg skal her udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet udsat kl. 11.59

Mødet genoptaget kl. 13.00