Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 9, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. april 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) (L 163).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Birgit Thostrup Christensen

 


Spørgsmål nr. 9 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af retsplejeloven (Revision af regler om advokaters virksomhed) (L 163):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 17/4-07 fra Dommerfuldmægtigforeningen, vedr. L 163, jf. L 163 – bilag 9.”

 

Svar:

 

1. Dommerfuldmægtigforeningen anfører i sit brev af 17. april 2007 til Folketingets Retsudvalg bl.a., at lovforslagets ophævelse af møderetsmonopolet i sager omfattet af småsagsprocessen og i tvistige udlægssager vil medføre en stigende risiko for materielt urigtige afgørelser, hvis rådgivningen ikke er kvalificeret nok, hvilket igen vil føre til en øget belastning af domstolene og længere sagsbehandlingstider. Dommerfuldmægtigforeningen bemærker i den forbindelse, at foreningen har dårlige erfaringer med bisiddere.

 

Dommerfuldmægtigforeningen tilslutter sig for så vidt angår småsagsprocessen Dommerforeningens brev af 26. marts 2007 til Retsudvalget og bemærker endvidere, at selv om forberedelsen af sager omfattet af småsagsprocessen forudsættes varetaget af parterne og retten uden advokatbistand, vil der ofte medvirke advokater i hovedforhandlingen.

 

For så vidt angår fogedsager med tvist anfører Dommerfuldmægtigforeningen, at disse kan vedrøre simple juridiske problemstillinger, men også kan dreje sig om komplicerede spørgsmål.

 

Dommerfuldmægtigforeningen bemærker afslutningsvis, at det er betænkeligt at sætte retssikkerhed op mod idéer om fri konkurrence på dette område.

 

2. Justitsministeriet finder, at en afbalanceret lempelse af reglerne om advokaters møderetsmonopol i byretssager kan betyde en øget konkurrence på kvalitet og pris til gavn for forbrugerne.

 

Endvidere finder Justitsministeriet, at der med den ved lovforslaget foreslåede lempelse af advokaters møderetsmonopol er fundet en hensigtsmæssig og forsvarlig balance mellem på den ene side de hensyn, som møderetsmonopolet hviler på, og på den anden side hensynene bag ønsket om øget konkurrence på området.

 

Justitsministeriet skal i øvrigt henvise til ministeriets besvarelse af 24. april 2007 af spørgsmål nr. 5 fra Retsudvalget vedrørende lovforslaget.

 

3. Justitsministeriet skal herudover bemærke, at de foreslåede regler om lempelse af advokaters møderetsmonopol vil være omfattet af lovovervågning.

 

Justitsministeriet vil 3 år efter lovforslagets ikrafttræden – dvs. i januar 2011 – udarbejde en redegørelse om antallet og udfaldet af sager vedrørende rettergangsfuldmægtiges overholdelse af regler om god skik, jf. lovforslagets § 1, nr. 36 (§ 267 b). Redegørelsen vil blive sendt i høring hos de myndigheder og organisationer, der blev hørt over betænkningen, med henblik på at indhente oplysninger om disse myndigheders og organisationers eventuelle erfaringer med de lempede regler om advokaters møderetsmonopol. Disse oplysninger vil blive indarbejdet i redegørelsen, og den samlede redegørelse vil derefter blive sendt til Folketingets Retsudvalg.

 

Der henvises til Justitsministeriets besvarelse af 24. april 2007 af spørgsmål nr. 3 fra Retsudvalget vedrørende lovforslaget.