Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 33, som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 15. maj 2007 vedrørende forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning) (L 162).

 

 

 

Lene Espersen

/

 Lars Hjortnæs

 

Spørgsmål nr. 33 fra Folketingets Retsudvalg vedrørende forslag til lov om ændring af lov om forbud mod tv-overvågning m.v. og lov om behandling af personoplysninger (Udvidelse af adgangen til tv-overvågning og styrkelse af retsbeskyttelsen ved behandling af personoplysninger i forbindelse med tv-overvågning) (L 162):

 

          ”Kan ministeren, jf. henvendelsen fra advokat Jacob Goldschmidt (bilag 10), bekræfte, at tortbestemmelsen i erstatningsloven har været påberåbt i flere retsafgørelser, uden at ulovlig overvågning af medarbejdere har medført tilkendelse af tortgodtgørelse?”

 

Svar:

 

Advokat Jakob Goldschmidt har i sin henvendelse omtalt to retsafgørelser, hvor Østre Landsret ikke fandt grundlag for at tilkende godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26. Den ene afgørelse, der er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2004, s. 273 ff., vedrører en arbejdsgivers detektivovervågning af en sygemeldt arbejdstager, mens den anden afgørelse, der er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, s. 1131 ff., vedrører en arbejdsgivers tv-overvågning på en arbejdsplads.

 

Justitsministeriet har under pkt. 4.5. i den kommenterede høringsoversigt til lovforslaget omtalt den afgørelse, der er offentliggjort i Ugeskrift for Retsvæsen 2005, s. 1131 ff. I den kommenterede høringsoversigt er der i den forbindelse anført følgende:

 

”Om den afgørelse, som HK Handel har henvist til i sit høringssvar, kan det oplyses, at der var tale om et civilt søgsmål, som HK Handel havde anlagt mod en arbejdsgiver som mandatar for en bortvist medarbejder.

 

Af byrettens afgørelse i denne sag fremgår, at retten bl.a. på grundlag af de foreviste sekvenser fra arbejdsgiverens videooptagelse fandt det godtgjort, at medarbejderen med føje havde været mistænkt for tyveri, og at arbejdsgiverens bortvisning af den pågældende var sket med rette. Byretten lagde bl.a. til grund, at videoovervågningen blev etableret efter et generelt ønske på grund af betydelige problemer med pengesvind, og at arbejdsgiveren havde orienteret personalet om videoovervågningen ved udlevering af personalehåndbog og skiltning. Under disse omstændigheder fandt byretten ikke, at arbejdsgiverens videoovervågning af den pågældende medarbejder havde indebåret en retsstridig krænkelse af sagsøgerens fred, og medarbejderens påstand om godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 blev afvist.

 

Byrettens afgørelse blev anket til landsretten, der stadfæstede byrettens afgørelse om afvisning af arbejdstagerens påstand om godtgørelse for tort.

 

Justitsministeriet finder ikke, at den refererede sag illustrerer, at den almindelige bestemmelse i erstatningsansvarslovens § 26 om tortgodtgørelse er utilstrækkelig. Det bemærkes herved, at landsretten ved sin afgørelse bl.a. lagde vægt på, at personalet var blevet orienteret om overvågningen, der var blevet iværksat som følge af konstateret pengesvind i den pågældende forretning.

 

Det følger af retspraksis i øvrigt, at uberettiget anvendelse af tv-overvågningsoptagelser efter en konkret vurdering kan udløse godtgørelse for tort, jf. en afgørelse fra Vestre Landsret optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2334f.

 

I denne sag var to personer blevet videofilmet af et overvågningskamera i en forretning. Optagelsen var blevet udleveret til politiet i forbindelse med, at der havde været tyveri i forretningen. Selve tyveriet blev ikke filmet, men politiet overlod optagelsen af de to personer til en tv-station, som foreviste optagelsen i en udsendelse benævnt ”Politirapporten”. Det blev i udsendelsen oplyst, at de to personer var mistænkt, og at politiet ønskede oplysninger med henblik på identifikation af de pågældende. De to personer blev anholdt og sigtet, men påtale blev senere opgivet. Rigsadvokaten tilkendte i medfør af retsplejelovens § 1018 h erstatning for tort på 5.000 til begge personer i anledning af tv-indslaget. Byretten forhøjede erstatningen til 7.000 kr.

 

Den ene af de to personer indbragte sagen for Vestre Landsret, der af de grunde, som byretten havde anført, forhøjede den administrativt fastsatte erstatning til 15.000 kr.

 

Sammenfattende er det Justitsministeriets opfattelse, at dansk rets almindelige bestemmelse om godtgørelse for tort i erstatningsansvarslovens § 26 udgør et tilstrækkeligt værn for den, der anser sin personlige integritet krænket ved en dataansvarligs tilsidesættelse af persondatalovens beskyttelseshensyn. Der foreslås derfor ikke indsat en særlig bestemmelse om godtgørelse for tort i persondataloven, jf. pkt. 7.6.2. i lovforslagets almindelige bemærkninger.”