Miljøministerens besvarelse af spørgsmål nr. 28 ad L 161 - forslag til lov om ændring af lov om råstoffer (Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.
Spørgsmål 28
Vil ministeren oplyse, om det er korrekt, at prisniveauet for råstoffer i Danmark er det laveste i EU og i bekræftende fald, hvorfor det er nødvendigt at ændre de gældende regler?
Svar
Skov- og Naturstyrelsen har oplyst, at der ikke findes et fælles prisindeks for havindvundne råstoffer i EU eller Europa, og at prisniveauet for råstoffer i Danmark ikke er sammenligneligt med prisniveauet i resten af EU.
Det danske marked for råstoffer er et næsten lukket marked, dog med en meget begrænset eksport over grænserne til det sydlige Sverige og Nordtyskland samt en vis import af nedknust granit til betonindustrien. En hovedårsag til at der ikke i større omfang handles med råstoffer på tværs af grænserne i Europa er primært meget høje transportomkostninger.
Det er konkurrencen på det danske marked for råstoffer i sig selv, der har størst betydning for prisniveauet. Prisniveauet for havindvundne råstoffer bestemmes således primært af prisen på landindvundne råstoffer og på nedknust granit.
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger og af en række af mine besvarelser er baggrunden for lovforslaget ikke det aktuelle prisniveau for råstoffer, men at de gældende regler ikke sikrer, at der udlægges tilstrækkelige nye områder til råstofindvinding.
Dermed er der risiko for, at der på sigt ikke vil være tilstrækkelig forsyning til at dække efterspørgslen efter havindvunde råstoffer. Det foreslås derfor at modernisere tilladelsessystemet med henblik på, at et nyt system kan få fuld virkning fra 2010.
Endvidere er formålet med lovforslaget at ophæve råstoflovens konkurrencebegrænsende regler om fartøjsgodkendelse. Herved imødekommes Konkurrencerådets anbefaling fra 2005 og EU-Kommissionens åbningsskrivelse fra 2006. Hvis reglerne ikke ophæves, er der risiko for at Danmark pådrager sig en traktatkrænkelsessag samt erstatningssøgsmål fra indvindingsvirksomheder, som har lidt tab på grund af de danske regler.