Betænkning afgivet af Miljø- og Planlægningsudvalget den 0. april 2007

4. udkast

Betænkning

over

Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer

(Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.)

[af miljøministeren (Connie Hedegaard)]

 

1. Ændringsforslag

Miljøministeren har stillet 7 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 22. februar 2007 og var til 1. behandling den 13. marts 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Miljø- og Planlægningsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 8 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og miljøministeren sendte den 2. november 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 62. Den 16. februar 2007 sendte miljøministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra:

Dansk Industri,

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

Kromann Reumert og

Rohde Nielsen A/S.

Miljøministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.

Deputationer

Endvidere har følgende mundtligt over for udvalget redegjort for deres holdning til lovforslaget:

Dansk Industri,

Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere,

Kromann Reumert og

Rohde Nielsen A/S.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 44 spørgsmål til miljøministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Tilkendegivelse fra miljøministeren

Ministeren har tilkendegivet følgende over for udvalget:

Formålet med at indføre udbud som en af flere måder at opnå tilladelse til indvinding af råstoffer på havet på er, at det skal medvirke til at give virksomhederne et incitament til at investere i udlægning af nye indvindingsområder. Miljøministeriets udbud vil blive tilpasset erhvervets behov for nye indvindingsområder.

I forbindelse med denne modernisering af tilladelsesordningen skal det sikres, at anvendelsen af udbudsinstrumentet bliver indfaset på en fornuftig og trinvis facon, som dels giver erhvervet tid til at vænne sig til denne nye måde at tildele indvindingstilladelser på, dels giver Miljøministeriet mulighed for at sikre, at indførelsen af udbud ikke forringer mulighederne for indvinding af råstoffer til mindre arbejder og mindre virksomheder, som fortrinsvis forventes at ske fra de statslige indvindingsområder, der også udlægges.

De statslige indvindingsområder vil bestå af konverteringsområder og vil, hvor der er et forsyningsbehov, kunne udvides bl.a. ind i de tidligere overgangsområder. Forsyningssituationen vil løbende blive drøftet med erhvervet.

Udbud vil således i en indledende fase kun i begrænset omfang og på forsøgsbasis blive anvendt. Forsøgene vil dog have et sådant omfang, at det i 2012 vil være muligt at gennemføre en evaluering af erfaringerne med henblik på tilrettelæggelse af en permanent ordning og administration.

Forsøgsordningen vil blive tilrettelagt og afprøvet i samarbejde med erhvervets organisationer, ligesom evalueringen vil blive drøftet med erhvervet med henblik på en afklaring af, på hvilken måde og ved hvilke typer af tilladelser udbud kan bringes i videre anvendelse efter forsøgsperioden. Tilladelsesbekendtgørelsens bestemmelser om udbud og vejledningen herom vil blive justeret i lyset af evalueringen.

Branchen har lagt særlig vægt på, at længden af eneretstilladelser bliver mindst den samme som i vore nabolande, hvor den er på 10 – 30 år. Jeg vil derfor i forbindelse med udarbejdelsen af tilladelsesbekendtgørelsen optage forhandling med erhvervet og andre relevante parter om eneretstilladelsernes længde.

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Fólkaflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   miljøministeren, tiltrådt af <>:

Til § 1

   1) I nr. 9 indsættes efter det foreslåede § 20, stk. 2, som nyt stykke:

»Stk. 3. Ansøgning om tilladelse til efterforskning med fortrinsret til indvindingstilladelse indgives efter invitation. Invitationen kan tilrettelægges som offentligt udbud efter kriterier fastlagt i invitationen. Hvis invitationen ikke er tilrettelagt som offentligt udbud, og der kun er én ansøger til et område, kan tilladelse meddeles til ansøgeren efter en forhandling om vilkår, jf. §§ 21-21 c, og er der flere ansøgere til det samme område, kan miljøministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde sted.«

Stk. 3-6 bliver herefter stk. 4-7.

[Efterforskningsaktiviteter igangsættes efter invitation]

   2) Det under nr. 9 foreslåede § 20, stk. 4, der bliver stk. 5, udgår.

Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 5 og 6.

[Af lovtekniske grunde udgår det foreslåede stk. 4]

   3) I det under nr. 9 foreslåede § 20, stk. 6, indsættes efter »udbudsbetingelser,«: »invitation til ansøgning om tilladelse til efterforskning,«.

[Invitationsrunden indføjes i bemyndigelsesbestemmelsen i konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

   4) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:

»01) I § 26 a indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:

»7) Dansk Industri,«.

Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og 9.«

[Dansk Industri indsættes som klageberettiget]

   5) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:

»02) I § 44, stk. 2 og 3, udgår ordene »hæfte eller«.«

[Hæfte udgår, da hæftestraffen er afskaffet]

Til § 2

   6) Stk. 3, 1. pkt., affattes således:

»Miljøministeren kan forlænge en indvindingstilladelse meddelt efter de hidtil gældende regler, når tilladelsesindehaveren har afholdt væsentlige udgifter til efterforskning eller undersøgelser og miljøvurderinger.«

[Enkelte tilladelser, hvor der er afholdt væsentlige udgifter til gennemførelse af egentlige miljøundersøgelser, omfattes af bestemmelsen om forlængelse]

   7) Efter stk. 3 indsættes som stk. 4-6:

»Stk. 4. Ansøgninger, modtaget efter den 21. februar 2007 og indtil den 31. december 2007 om indvindingstilladelse, hvortil der før den 22. februar 2007 er afholdt væsentlige omkostninger til efterforsknings- og/eller miljøundersøgelser, kan indtil den 31. december 2009 meddeles tilladelse efter de hidtil gældende regler. Tilladelserne kan forlænges i henhold til stk. 3.

Stk. 5. Miljøministeren kan bestemme og fastsætte regler om, at ansøgninger, der er modtaget efter den 21. februar 2007 og indtil den 31. december 2007, på baggrund af et dokumenteret akut forsyningsbehov kan meddeles tilladelse til indvinding, herunder at tilladelsen skal tidsbegrænses til den 31. december 2009. Hvis der til brug for vurderingen af tilladelsen skal gennemføres en efterforskning eller en miljøundersøgelse, og hvis der er flere ansøgere, kan ministeren endvidere herunder bestemme og fastsætte regler om

1) hvem af ansøgerne, der gennemfører undersøgelserne,

2) frist for gennemførelse af undersøgelserne,

3) forholdsmæssig fordeling mellem ansøgerne af udgifterne hertil,

4) tidspunktet for indbetaling af beløb til sikkerhedsstillelse for udgifterne,

5) bortfald af ansøgning ved for sen sikkerhedsstillelse og,

6) at hvis en tilladelsesindehaver ikke udnytter sin årligt tildelte mængde, kan denne blive stillet til rådighed for andre mod betaling af forholdsmæssig del af de afholdte omkostninger.

Stk. 6. Afgørelser efter stk. 5 kan ikke påklages.«

Stk. 4 og 5 bliver herefter til stk. 7 og 8.

[Der gives mulighed for tilladelse, hvis der er afholdt væsentlige efterforskningsinvesteringer til miljøundersøgelser og mulighed for tidsbegrænset tilladelse på baggrund af akut dokumenteret forsyningsbehov, og klageadgangen afskæres i sidstnævnte sager]

Bemærkninger

Til nr. 1-3

For at imødekomme erhvervets ønsker om at fremme initiativretten i forbindelse med efterforskning, jf. henvendelserne til udvalget fra Dansk Industri og Foreningen af Danske Ral- og Sandslugere (L 161 – bilag 4 og 6), bestemmes det med ændringsforslagene, at efterforskningsaktiviteter som udgangspunkt igangsættes efter invitation fra staten. Invitationen kan tilrettelægges som offentligt udbud, hvor udvælgelseskriterierne og deres vægtning fremgår af invitationen. Det forventes, at invitationsrunden finder sted en til to gange årligt, hvor interesserede virksomheder efter offentlig annoncering opfordres til at indsende ansøgninger om efterforskningstilladelse med fortrinsret til indvindingstilladelse inden for et større og nærmere afgrænset havområde. Det danske havområde vil blive inddelt i f.eks. 5-7 større områder. Ansøgninger vedrørende større bygge- og anlægsprojekter og kystbeskyttelsesopgaver er ikke omfattet af bestemmelsen. Af lovtekniske grunde indsættes bestemmelsen som nyt stk. 3 i stedet for at ændre affattelsen af stk. 4, som derfor i medfør af ændringsforslag nr. 2 udgår.

De nærmere regler om invitationsrunderne fastlægges i tilladelsesbekendtgørelsen, jf. ændringsforslag nr. 3.

I invitationsmaterialet kan bl.a. angives maksimal arealstørrelse, der kan omfattes af en ansøgning, antal områder, som et enkelt firma kan søge om, minimumsbetaling til staten (statens vederlag), såfremt der meddeles indvindingstilladelse, mindste årlige vederlag (f.eks. beregnet som 20 pct. af den årligt angivne indvindingsmængde), rammerne for efterforskningsprogrammet, kravene til ansøgningsmaterialet og, når invitationen tilrettelægges som offentligt udbud, udvælgelseskriterierne og deres vægtning.

Ansøger vil bl.a. skulle oplyse område, der ønskes efterforsket, hvilke typer råstoffer der efterforskes efter, efterforskningsprogram, ønsket tilladelsesperiode for indvinding, ønsket samlet mængde i tilladelsesperioden, årlig maksimal indvinding, størrelsen af vederlag til staten – kr. /m3 (når invitationen tilrettelægges som offentligt udbud).

I de tilfælde, hvor invitationen ikke er tilrettelagt som offentligt udbud, og der er to eller flere ansøgere til samme eller overlappende områder, kan miljøministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde sted, eller ministeren kan beslutte at dele det overlappende område mellem ansøgerne eller anmode ansøgerne om at ansøge i fællesskab.

Efterforskningstilladelse meddeles som udgangspunkt for 1 år med option på efterfølgende indvindingstilladelse. Såfremt særlige forhold gør sig gældende, kan tilladelsen forlænges.

Til nr. 4

På baggrund af den udvikling, som indvindingsbranchen har gennemgået siden ændringen af råstofloven i 1996, tilføjes med ændringsforslaget Dansk Industri til listen over klageberettigede organisationer.

Til nr. 5

Da hæftestraffen er afskaffet, udgår hæfte af ordensmæssige hensyn af lovens § 44, stk. 2 og 3.

Til nr. 6

Som det fremgår af ministerens svar på udvalgets spørgsmål 15, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for bestemmelsen i § 2, stk. 3, er, at Miljøministeriet efter de hidtil gældende regler meddeler tilladelser tidsbegrænset til 3 år for at sikre forsyningen, mens lovforslaget behandles, og frem til et nyt tilladelsessystem kan få fuld virkning. Formålet er, at der i alle indvindingstilladelser senest efter den 1. januar 2010 vil kunne stilles vilkår om betaling af vederlag til staten.

Enkelte af disse tilladelser bygger på en virksomheds betydelige investering i efterforskning og miljøundersøgelser. For at sikre disse virksomheder en rimelig afskrivningshorisont for deres investering i efterforskning og miljøundersøgelser er det i tilladelsen tilkendegivet, at tilladelsen vil kunne blive forlænget. Overgangsreglen i lovforslagets § 2, stk. 3, omfatter derfor ikke de mange såkaldte »konverteringstilladelser«, hvor virksomhederne alene har afholdt begrænsede udgifter til en miljøredegørelse.

Imidlertid er Miljøministeriet nu blevet opmærksom på, at der er enkelte ansøgninger om indvindingstilladelse, hvor en virksomhed til brug for en indvindingstilladelse af en kendt råstofressource har afholdt væsentlige udgifter til gennemførelse af egentlige miljøundersøgelser. Med ændringsforslaget omfattes også disse enkelte tilladelser af bestemmelsen i § 2, stk. 3.

Til nr. 7

Ad stk. 4

Miljøministeriet er, som det fremgår af henvendelsen af 27. marts 2007 fra Dansk Industri til Miljø- og Planlægningsudvalget, jf. L 161 – bilag 4, efter fremsættelsen af lovforslaget blevet gjort opmærksom på, at der er enkelte tilfælde, hvor en virksomhed har afholdt væsentlige omkostninger til efterforskning eller miljøundersøgelse, men hvor der endnu ikke er indgivet en ansøgning om tilladelse til indvinding. Formålet med ændringsforslaget er, at de virksomheder, der har foretaget disse investeringer i tiltro til at kunne opnå efterfølgende indvindingstilladelse, efter de gældende regler vil kunne få meddelt indvindingstilladelse, såfremt en tilladelse i øvrigt ikke strider mod de hensyn, der varetages efter loven.

I modsætning til stk. 3, hvor forlængelse kan gives til en indvindingstilladelse, er stk. 4 udtryk for behovet for et hensyn til investeringer, som allerede har været afholdt til efterforskning, og hvor indvindingstilladelse endnu ikke er meddelt efter de gældende regler.

Ad stk. 5 og 6

Erhvervet har efter lovforslagets fremsættelse gjort Miljøministeriet opmærksom på, at der af hensyn til forsyningssikkerheden er behov for en hurtig og effektiv tilladelsesprocedure i de tilfælde, hvor den aktuelle efterspørgsel er så stor, at en eller flere virksomheder har et dokumenteret akut behov for at søge om tilladelse til indvinding af supplerende råstofmængder primært i enkelte af de områder, hvortil der efter den såkaldte konverteringsordning er meddelt tilladelse til råstofindvinding af en bestemt mængde frem til den 31. december 2009.

Med ændringsforslaget skabes hjemmel til at imødekomme ønsket om denne mulighed. Overgangsbestemmelsen dækker ansøgninger, der indgives fra lovforslagets fremsættelse og indtil udgangen af 2007 og sikrer, at proceduren kan iværksættes straks fra lovens ikrafttræden. Bestemmelsens retningslinjer for proceduren vil blive overført til den »midlertidige« tilladelsesbekendtgørelse.

Efter ændringsforslaget forudsættes det, at ansøgningsprocessen påbegyndes ved henvendelse til Skov- og Naturstyrelsen fra den eller de indvindere, der har et akut behov. Skov- og Naturstyrelsen gennemfører en meget kort offentlig høring med opfordring til andre indvindere om at tilkendegive eventuelt ønske om indvindingsmængde. Tilkendegivelsen skal vedlægges dokumentation for, at der foreligger et akut behov.

Skov- og Naturstyrelsen fastlægger på baggrund heraf den indvindingsmængde, der skønnes nødvendig for at dække det akutte behov, samt foretager en årlig fordeling af indvindingsmængden mellem ansøgerne. Ved fastlæggelsen og fordelingen af indvindingsmængden vil der blive lagt afgørende vægt på at tilgodese en fortsat forsyning med råstoffer til de dele af landet, som hidtil har aftaget materialer fra området.

Et eventuelt efterforskningsbehov samt miljøundersøgelsernes omfang og indhold fastlægges af Skov- og Naturstyrelsen på baggrund af indvindingsmængde, indvindingsintensitet og råstoftype.

Skov- og Naturstyrelsen beslutter på baggrund af drøftelser med ansøgerne, hvem af ansøgerne der forestår undersøgelserne og udarbejder budget. Omkostningerne fordeles forholdsmæssigt efter den mængde, hver enkelt ansøger får tildelt. Der meddeles frist for ansøgerne til sikkerhedsstillelse for udgifterne til den ansøger, der forestår undersøgelserne. Såfremt en ansøger ikke indbetaler beløbet inden fristen, anses ansøgningen for bortfaldet. De samlede (evt. reducerede) udgifter fordeles mellem de tilbageværende.

I det omfang en tilladelseshaver ikke udnytter sin tildelte mængde, vil denne blive stillet til rådighed for andre mod betaling af en forholdsmæssig del af de afholdte omkostninger.

Der gives ikke indvindingstilladelser i områder uden for konverteringsområderne, medmindre der er gennemført efterforskning og miljøundersøgelser.

Lovens øvrige betingelser gælder uændret, herunder om undersøgelser og miljømæssige vurdering efter lovens § 20 a.

Afgørelser efter overgangsordningen i medfør af § 2, stk. 5, kan ikke påklages. Baggrunden er, at der alene vil være tale om tilladelser til dækning af akutte behov for en kortere årrække og for begrænsede mængder og som udgangspunkt i tilknytning til områder, hvor der allerede finder råstofindvinding sted. Såfremt afgørelserne kunne påklages, ville formålets akutte karakter bortfalde.

  Erling Bonnesen (V) Â  Birgitte Josefsen (V) nfmd.  Lars Christian Lilleholt (V) Â  Inger Beinov Støjberg (V)   Eyvind Vesselbo (V) Â  Jørn Dohrmann (DF) Â  Walter Christophersen (DF) Â  Christian Wedell‑Neergaard (KF) fmd.  Helle Sjelle (KF) Â  Ole Vagn Christensen (S) Â  Torben Hansen (S) Â  Mette Gjerskov (S) Â  Martin Lidegaard (RV) Â  Johs. Poulsen (RV) Â  Steen Gade (SF) Â  Per Clausen (EL) Â  Sofia Rossen (IA) 

Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Fólkaflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

51

 

Enhedslisten (EL)

6

Socialdemokratiet (S)

47

 

Siumut (SIU)

1

Dansk Folkeparti (DF)

22

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

18

 

Fólkaflokkurin (FF)

1

Det Radikale Venstre (RV)

16

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

11

 

Uden for folketingsgrupperne (UFG)

4

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 161

Bilagsnr.

Titel

1

Høringssvar og høringsnotat fra miljøministeren

2

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Henvendelse af 22/3-07 fra Rohde Nielsen A/S

4

Henvendelse af 27/3-07 fra Dansk Industri

5

Materiale fra foretræde den 28/3-07 med Rohde Nielsen A/S

6

Henvendelse af 29/3-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere

7

Henvendelse af 2/4-07 fra Kromann Reumert

8

1. udkast til betænkning

9

Materiale fra foretræde den 18/4-07 med Dansk Industri

10

Materiale fra foretrædet den 18/4-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere

11

Henvendelse af 20/4-07 fra Dansk Industri

12

Henvendelse af 19/4-07 fra Rohde Nielsen A/S

13

Henvendelse af 24/4-07 fra Rohde Nielsen A/S

14

Ændringsforslag fra miljøministeren

15

2. udkast til betænkning

16

Henvendelse af 26/4-07 fra Kromann Reumert

17

Henvendelse af 27/4-07 fra Rohde Nielsen A/S

18

Henvendelse af 8/5-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere

19

3. udkast til betænkning

20

Henvendelse af 8/5-07 fra Danmarks Rederiforening

21

Henvendelse af 7/5-07, fra Rohde Nielsen A/S

22

Henvendelse af 7/5-07, fra Rohde Nielsen A/S

23

Henvendelse af 18/5-07 fra Rohde Nielsen A/S

24

Henvendelse af 21/5-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere

25

Tilkendegivelse fra miljøministeren

 

 

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 161

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om kommentar til henvendelse af 22/3-07 fra Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm., om det er juridisk muligt at fastholde en grænse på 2000 m3 for indvindingsfartøjer, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

3

Spm. om, hvorfor de foreslåede bestemmelser om eneretstilladelser er forskellige fra reguleringen i andre EU-lande, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

4

Spm., om ministeren har overvejet, om de foreslåede korte eneretstilladelser vil medføre, at alene store og kapitalstærke firmaer fremover vil få mulighed for at deltage i konkurrencen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

5

Spm. om, hvordan ministeren vil forhindre prisstigninger, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

6

Spm. om, hvorvidt der vil komme til at opstå mangel på forsyninger af råstoffer, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

7

Spm. om, hvorledes ministeren vil forhindre, at indvinding af råstoffer udøver mere skade på miljøet end hidtil, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

8

Spm. om, hvorvidt ministeren vil etablere en form for overvågning for at sikre bæredygtigheden i råstofindvindingen, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

9

Spm. om Kystdirektoratets eventuelle ansøgning om dispensation fra lastekapacitetsgrænsen på 2000 m3, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

10

Spm. om, hvorvidt en lovændring er nødvendig, herunder om formålet vil kunne opnås gennem ændringer i administrativ praksis, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

11

Spm. om, hvilke undersøgelser der er foretaget for at sikre, at der ikke er tale om grundlovsstridighed og erstatningspligt, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

12

Spm. om, hvorvidt ministeren vil fremlægge de oplysninger, der er forelagt Justitsministeriet vedrørende spørgsmålet om ekspropriation, og om ministeren vil forelægge en advokatudtalelse for Justitsministeriet med henblik på at undersøge, om konklusionen fortsat vil være den samme, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

13

Spm. om, hvorvidt indførelse af en overgangsordning er mulig med henblik på, at den gældende § 19 og den kollektive eneret afskaffes med et varsel på 10 år, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

14

Spm. om, hvilke tilladelser der er udstedt eller, hvilke ansøgninger der verserer, og som vil blive omfattet af lovforslagets § 2, stk. 3, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

15

Spm. om, hvorvidt bestemmelsen i lovforslagets § 2, stk. 3, ikke bør gælde for alle tilladelser, uanset om der er tale om indvindingstilladelser givet på baggrund af en efterforskningstilladelse, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

16

Spm. om nødvendigheden af dispensationsadgangen i den foreslåede § 2, stk. 5, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

17

Spm. om, hvilke undersøgelser Miljøministeriet har foretaget for at verificere, at det foreslåede system med tilladelser vil indebære lavere priser, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

18

Spm. om det hensigtsmæssige i at basere fremtidige indvindingstilladelser på udbud af eneret, samt om det eventuelt er mere hensigtsmæssigt alene at indvinde sømaterialer i områder udlagt af staten, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

19

Spm. om, hvorfor der forudsættes udstedt tre bekendtgørelser, og om det ikke ville være mest hensigtsmæssige at fastsætte disse bestemmelser i loven, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

20

Spm. om statslige indvindingsområder vil modsvare »overgangsområderne«, jf. bekendtgørelse nr. 1078 af 10. december 1996, og om der vil blive indført geografiske indskrænkninger i de mængder, som må indvindes og i den tid, hvor områderne udlægges, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

21

Spm. om, hvordan det danske samfund er sikret de fornødne råstoffer på søterritoriet indtil den 1. januar 2010, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

22

Spm., om der forventes indført mængdemæssige begrænsninger ved indvinding af sand fra de statslige områder, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

23

Spm., om det af retssikkerhedsmæssige grunde er hensigtsmæssigt, at den administrative rekurs indskrænkes, og om der vil være klageadgang til Klagenævnet for Udbud i de tilfælde, hvor Skov- og Naturstyrelsen træffer afgørelse, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

24

Spm., om der i stedet for national lovgivning kan indføres fælles EU-regler, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

25

Spm. om kommentar til henvendelse af 27/3-07 fra Dansk Industri, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

26

Spm. om kommentar til materiale fra foretrædet den 28/3-07 med Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

27

Spm. om kommentar til henvendelse af 29/3-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

28

Spm. om det danske prisniveau for råstoffer sammenlignet med priserne i EU, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

29

Spm. om kommentar til henvendelse af 2/4-07 fra Kromann Reumert, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

30

Spm. om kommentar til materiale fra foretræde med Dansk Industri den 18/4-07, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

31

Spm. om, hvilke miljømæssige konsekvenser den øgede koncentration af færre lastepladser i større havne ved indvinding af råstoffer på havet vurderes at ville få for transport af råstoffer på vejnettet, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

32

Spm. om, hvorfor perioden for indvindingstilladelserne varierer så meget som tilfældet er i de forskellige EU-lande, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

33

Spm. om kommentar til Foreningen af Danske Ral- og Sandsugeres materiale fra foretrædet den 18/4-07, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

34

Spm. om kommentar til henvendelse af 20/4-07 fra Dansk Industri, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

35

Spm. om kommentar til henvendelse af 19/4-07 fra Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

36

Spm. om kommentar til henvendelse af 24/4-07 fra Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

37

Spm. om, hvilke konsekvenser det vil få, hvis lovforslaget udskydes til næste folketingsår, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

38

Spm. om kommentar til henvendelse af 26/4-07 fra Kromann Reumert, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

39

Spm. om kommentar til henv. af 27/4-07 fra Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

40

Spm. om kommentar til henvendelse af 8/5-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

41

Spm. om kommentar til henvendelse af 8/5-07 fra Danmarks Rederiforening, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

42

Spm. om kommentar til henvendelserne af 7/5-07 fra Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

43

Spm. om kommentar til henvendelse af 18/5-07 fra Rohde Nielsen A/S, til miljøministeren, og ministerens svar herpå

44

Spm. om kommentar til henvendelse af 21/5-07 fra Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, til miljøministeren, og ministerens svar herpå