Miljøministerens ændringsforslag til L 161 (ændring af råstofloven)

 

 

 

 

 

Af miljøministeren, tiltrådt af <>

 

 

Til § 1

 

1) I nr. 9 indsættes efter den foreslåede affattelse af § 20,stk. 2, som nyt stykke:

”Stk. 3. Ansøgning om tilladelse til efterforskning med fortrinsret til indvindingstilladelse indgives efter invitation. Invitationen kan tilrettelægges som offentligt udbud efter kriterier fastlagt i invitationen. Hvis invitationen ikke er tilrettelagt som offentligt udbud, og der kun er én ansøger til et område, kan tilladelse meddeles til ansøgeren efter en forhandling om vilkår, jf. §§ 21-21c, og er der flere ansøgere til det samme område, kan ministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde sted.”

Stk. 3-6 bliver stk. 4-7.

[Efterforskningsaktiviteter igangsættes efter invitation]

 

2) Den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 20, stk. 4, der bliver stk. 5, udgår.

Stk. 6 og 7 bliver stk. 5 og 6.

[Af lovtekniske grunde udgår det foreslåede stk. 4]

 

3) I den under nr. 9 foreslåede affattelse af § 20, stk. 6, indsættes efter ”udbudsbetingelser”: ”invitation til ansøgning om tilladelse til efterforskning,”.

[Invitationsrunden indføjes i bemyndigelsesbestemmelsen i konsekvens af ændringsforslag nr. 1]

 

4) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:

”01) I § 26 a indsættes efter nr. 6 som nyt nummer:

”7) Dansk Industri,”.

Nr. 7 og 8 bliver herefter nr. 8 og 9.”

[Dansk Industri indsættes som klageberettiget]

 

5) Efter nr. 18 indsættes som nyt nummer:

”02) I § 44, stk. 2 og 3, udgår ”hæfte eller”.”

[Hæfte udgår, da hæftestraffen er afskaffet]

 

 

 

 

Til § 2

 

6) Stk. 3, 1. pkt., affattes således:

   ”Stk. 3. Miljøministeren kan forlænge en indvindingstilladelse meddelt efter de hidtil gældende regler, når tilladelsesindehaveren har afholdt væsentlige udgifter til efterforskning eller undersøgelser og miljøvurderinger.”

[Enkelte tilladelser, hvor der er afholdt væsentlige udgifter til gennemførelse af egentlige miljøundersøgelser, omfattes af bestemmelsen om forlængelse]

 

7) Efter stk. 3 indsættes som stk. 4-6:

   ”Stk. 4. Ansøgninger, indgivet efter den 22. februar 2007 og indtil den 31. december 2007 om indvindingstilladelse, hvortil der før den 21. februar 2007 er afholdt væsentlige omkostninger til efterforsknings- og/eller miljøundersøgelser, kan indtil den 31. december 2009 meddeles tilladelse efter de hidtil gældende regler. Tilladelserne kan forlænges i henhold til stk. 3.

   Stk. 5. Miljøministeren kan bestemme og fastsætte regler om, at ansøgninger, der er indgivet efter den 22. februar 2007 og indtil den 31. december 2007, på baggrund af et dokumenteret akut forsyningsbehov kan meddeles tilladelse til indvinding, herunder at tilladelsen skal tidsbegrænses til den 31. december 2009. Hvis der til brug for vurderingen af tilladelsen skal gennemføres en efterforskning eller en miljøundersøgelse, og hvis der er flere ansøgere, kan ministeren endvidere herunder bestemme og fastsætte regler om

1) hvem af ansøgerne, der gennemfører undersøgelserne,

2) frist for gennemførelse af undersøgelserne,

3) forholdsmæssig fordeling mellem ansøgerne af udgifterne hertil,

4) tidspunktet for indbetaling af beløb til sikkerhedsstillelse for udgifterne,

5) bortfald af ansøgning ved for sen sikkerhedsstillelse og om,

6) at hvis en tilladelsesindehaver ikke udnytter sin årligt tildelte mængde, kan denne blive stillet til rådighed for andre mod betaling af forholdsmæssig del af de afholdte omkostninger.

   Stk. 6. Afgørelser efter stk. 5 kan ikke påklages.”

   Stk. 4-5 bliver herefter til stk. 7-8.

[Der gives mulighed for tilladelse, hvis der er afholdt væsentlige efterforskningsinvesteringer til miljøundersøgelser og mulighed for tidsbegrænset tilladelse på baggrund af akut dokumenteret forsyningsbehov, og klageadgangen afskæres i sidstnævnte sager]

      

 

B e m æ r k n i n g e r

 

Til nr. 1-3

For at imødekomme erhvervets ønsker om at fremme initiativretten i forbindelse med efterforskning, jf. henvendelserne til udvalget fra Dansk Industri og Dansk Byggeri (L 161 - bilag 4 og 6), bestemmes det med ændringsforslagene, at efterforskningsaktiviteter som udgangspunkt igangsættes efter invitation fra staten. Invitationen kan tilrettelægges som offentligt udbud, hvor udvælgelseskriterierne og deres vægtning fremgår af invitationen. Det forventes, at invitationsrunden finder sted en til to gange årligt, hvor interesserede virksomheder efter offentlig annoncering opfordres til at indsende ansøgninger om efterforskningstilladelse med fortrinsret til indvindingstilladelse inden for et større og nærmere afgrænset havområde. Det danske havområde vil blive inddelt i f.eks. 5-7 større områder. Ansøgninger vedrørende større bygge- og anlægsprojekter og kystbeskyttelsesopgaver er ikke omfattet af bestemmelsen. Af lovtekniske grunde indsættes bestemmelsen som nyt stk. 3 i stedet for at ændre affattelsen af stk. 4, som derfor i medfør af ændringsforslag nr. 2 udgår.

 

De nærmere regler om invitationsrunderne fastlægges i tilladelsesbekendtgørelsen, jf. ændringsforslag nr. 3.

 

I invitationsmaterialet kan bl.a. angives maksimal arealstørrelse, der kan omfattes af en ansøgning, antal områder, som et enkelt firma kan søge om, minimumsbetaling til staten (statens vederlag), såfremt der meddeles indvindingstilladelse, mindste årlige vederlag (f.eks. beregnet som 20 pct. af den årligt angivne indvindingsmængde), rammerne for efterforskningsprogrammet, kravene til ansøgningsmaterialet og, når invitationen tilrettelægges som offentligt udbud, udvælgelseskriterierne og deres vægtning.

 

Ansøger vil bl.a. skulle oplyse område, der ønskes efterforsket, hvilke typer råstoffer der efterforskes efter, efterforskningsprogram, ønsket tilladelsesperiode for indvinding, ønsket samlet mængde i tilladelsesperioden, årlig maksimal indvinding, størrelsen af vederlag til staten – kr. /m3 (når invitationen tilrettelægges som offentligt udbud).

 

I de tilfælde, hvor invitationen ikke er tilrettelagt som offentligt udbud, og der er to eller flere ansøgere til samme eller overlappende områder, kan miljøministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde sted, eller ministeren kan beslutte at dele det overlappende område mellem ansøgerne eller anmode ansøgerne om at ansøge i fællesskab.

 

Efterforskningstilladelse meddeles som udgangspunkt for 1 år med option på efterfølgende indvindingstilladelse. Såfremt særlige forhold gør sig gældende kan tilladelsen forlænges.

 

 

Til nr. 4

På baggrund af den udvikling, som indvindingsbranchen har gennemgået siden ændringen af råstofloven i 1996, tilføjes med ændringsforslaget Dansk Industri til listen over klageberettigede organisationer.

 

Til nr. 5

Da hæftestraffen er afskaffet, udgår hæfte med ændringsforslaget af lovens § 44, stk. 2 og 3, af ordensmæssige hensyn.

 

Til nr. 6

Som det fremgår af ministerens svar på udvalgets spørgsmål 15, fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget, at baggrunden for bestemmelsen i § 2, stk. 3, er, at Miljøministeriet efter de hidtil gældende regler meddeler tilladelser tidsbegrænset til 3 år for at sikre forsyningen mens lovforslaget behandles og frem til et nyt tilladelsessystem kan få fuld virkning. Formålet er, at der i alle indvindingstilladelser senest efter 1. januar 2010 vil kunne stilles vilkår om betaling af vederlag til staten.

 

Enkelte af disse tilladelser bygger på en virksomheds betydelige investering i efterforskning og miljøundersøgelser. For at sikre disse virksomheder en rimelig afskrivningshorisont for deres investering i efterforskning og miljøundersøgelser er det i tilladelsen tilkendegivet, at tilladelsen vil kunne blive forlænget. Overgangsreglen i lovforslagets § 2, stk. 3, omfatter derfor ikke de mange såkaldte ”konverteringstilladelser”, hvor virksomhederne alene har afholdt begrænsede udgifter til en miljøredegørelse.

 

Imidlertid er Miljøministeriet nu blevet opmærksom på, at der er enkelte ansøgninger om indvindingstilladelse, hvor en virksomhed til brug for en indvindingstilladelse af en kendt råstofressource har afholdt væsentlige udgifter til gennemførelse af egentlige miljøundersøgelser. Med ændringsforslaget omfattes også disse enkelte tilladelser af bestemmelsen i § 2, stk. 3.

 

Til nr. 7

Ad stk.4

Miljøministeriet er, som det fremgår af henvendelsen af 27. marts 2007 fra Dansk Industri til Miljø- og Planlægningsudvalget, jf. L 161 – bilag 4, efter fremsættelsen af lovforslaget blevet gjort opmærksom på, at der er enkelte tilfælde, hvor en virksomhed har afholdt væsentlige omkostninger til efterforskning eller miljøundersøgelse, men hvor der endnu ikke er indgivet en ansøgning om tilladelse til indvinding. Formålet med ændringsforslaget er, at de virksomheder, der har foretaget disse investeringer i tiltro til at kunne opnå efterfølgende indvindingstilladelse, efter de gældende regler vil kunne få meddelt indvindingstilladelse, såfremt en tilladelse i øvrigt ikke strider mod de hensyn, der varetages efter loven.

 

I modsætning til stk. 3, hvor forlængelse kan gives til en indvindingstilladelse, er stk. 4 udtryk for behovet for et hensyn til investeringer, som allerede har været afholdt til efterforskning, og hvor indvindingstilladelse endnu ikke er meddelt efter de gældende regler.

 

Ad stk. 5 og 6

Erhvervet har efter lovforslagets fremsættelse gjort Miljøministeriet opmærksom på, at der af hensyn til forsyningssikkerheden er behov for en hurtig og effektiv tilladelsesprocedure i de tilfælde, hvor den aktuelle efterspørgsel er så stor, at en eller flere virksomheder har et dokumenteret akut behov for at søge om tilladelse til indvinding af supplerende råstofmængder, primært i enkelte af de områder, hvortil der efter den såkaldte konverteringsordning er meddelt tilladelse til råstofindvinding af en bestemt mængde frem til den 31. december 2009.

 

Med ændringsforslaget skabes hjemmel til at imødekomme ønsket om denne mulighed. Overgangsbestemmelsen dækker ansøgninger, der indgives fra lovforslagets fremsættelse og indtil udgangen af 2007 og sikrer, at proceduren kan iværksættes straks fra lovens ikrafttræden. Bestemmelsens retningslinjer for proceduren vil blive overført til den ”midlertidige” tilladelsesbekendtgørelse.

 

Efter ændringsforslaget forudsættes det, at ansøgningsprocessen påbegyndes ved henvendelse til Skov- og Naturstyrelsen fra den eller de indvindere, der har et akut behov. Skov- og Naturstyrelsen gennemfører en meget kort offentlig høring med opfordring til andre indvindere om at tilkendegive eventuelt ønske om indvindingsmængde. Tilkendegivelsen skal vedlægges dokumentation for, at der foreligger et akut behov.

 

Skov- og Naturstyrelsen fastlægger på baggrund heraf den indvindingsmængde, der skønnes nødvendig for at dække det akutte behov, samt foretager en årlig fordeling af indvindingsmængden mellem ansøgerne. Ved fastlæggelsen og fordelingen af indvindingsmængden vil der blive lagt afgørende vægt på at tilgodese en fortsat forsyning med råstoffer til de dele af landet, som hidtil har aftaget materialer fra området.

 

Et eventuelt efterforskningsbehov samt miljøundersøgelsernes omfang og indhold fastlægges af Skov- og Naturstyrelsen på baggrund af indvindingsmængde, indvindingsintensitet og råstoftype.

 

Skov- og Naturstyrelsen beslutter på baggrund af drøftelser med ansøgerne, hvem af ansøgerne, der forestår undersøgelserne og udarbejder budget. Omkostningerne fordeles forholdsmæssigt efter den mængde, hver enkelt ansøger får tildelt. Der meddeles frist for ansøgerne til sikkerhedsstillelse for udgifterne til den ansøger, der forestår undersøgelserne. Såfremt en ansøger ikke indbetaler beløbet inden fristen, anses ansøgningen for bortfaldet. De samlede (evt. reducerede) udgifter fordeles mellem de tilbageværende.

 

I det omfang en tilladelseshaver ikke udnytter sin tildelte mængde, vil denne blive stillet til rådighed for andre mod betaling af forholdsmæssig del af de afholdte omkostninger.

 

Der gives ikke indvindingstilladelser i områder udenfor konverteringsområderne medmindre der er gennemført efterforskning og miljøundersøgelser.

 

Lovens øvrige betingelser gælder uændret, herunder om undersøgelser og miljømæssige vurdering efter lovens § 20 a.

 

Afgørelser efter overgangsordningen i medfør af § 2, stk. 5, kan ikke påklages. Baggrunden er, at der alene vil være tale om tilladelser til dækning af akutte behov for en kortere årrække og for begrænsede mængder og som udgangspunkt i tilknytning til områder, hvor der allerede finder råstofindvinding sted. Såfremt afgørelserne kunne påklages ville formålets akutte karakter bortfalde.