Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dokument nr. 327312

Dato:  8. maj 2007

 

 

Folketingets Kirkeudvalg

Christiansborg

!240 København K

 

 

Kirkeudvalget har ved brev af 3. maj 2007 bedt om kirkeministerens besvarelse af spørgsmål 7 vedrørende L 160, Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om valg til menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi (Menighedsrådets sammensætning, loyalitetskrav til valgte menighedsrådsmedlemmer og bindende stiftsbidrag m.v.).

 

”Vil ministeren tage initiativ til at forenkle regler og regulativer for de ansatte i folkekirken?”

 

Svar:

Efter lov nr. 310 af 16. maj 1990 om ansættelse i stillinger i folkekirken fastsættes løn - og ansættelsesvilkår for de i folkekirken ansatte personalegrupper af finansministeren. Løn- og ansættelsesvilkår for tjenestemænd og tjenestemandslignende ansatte fastsættes efter aftale i henhold til tjenestemandslovens bestemmelser herom. Løn og andre vilkår fastsættes som en del af det offentlige aftalesystem, og folkekirkens personale er omfattet af hovedparten af de regler Finansministeriet fastsætter for det statslige arbejdsmarked. På en række særlige områder har der gennem årene være fastsat regler af Kirkeministeriet, eller efter bemyndigelse af Kirkeministeriet efter aftale med den forhandlingsberettigede organisation.

De senere år er der sket en forenkling på folkekirkens område særlig hvad angår disse særregler. Der er således ophævet regler om kvotafastsættelse og regulativer for en række kirkefunktionærstillinger. I 2005 ophævedes reglerne om tjenestemandsansættelse for de fleste funktionærgrupper og der arbejdes i stedet hen imod fælles, overenskomstfastsatte regelgrundlag for disse faggrupper. Disse aftaler forventes at medføre administrative lettelser for fremtidige ansættelser.

Endelig vil Kirkeministeriet i løbet af indeværende år færdiggøre regelsaneringen på personaleområdet.

 

Bertel Haarder

 

                                                                  / Rasmus Paaske Larsen