Folketingets Kirkeudvalg

 

Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dokument nr. 327772

Dato: 14. maj 2007

 

 

Kirkeudvalget har ved brev af 9. maj 2007 bedt om kirkeministerens besvarelse af spørgsmål 14 vedrørende L 160, Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om valg til menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi (Menighedsrådets sammensætning, loyalitetskrav til valgte menighedsrådsmedlemmer og bindende stiftsbidrag m.v.).

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 9. maj 2007 fra Præsteforeningen, jf. L 160 – bilag 10.”

 

Svar:

Det fremgår klart af lovforslagets § 1, nr. 12, at præsten i udøvelsen af sin pastorale forpligtigelse er uafhængig af menighedsrådet. Jeg er derfor enig med Præsteforeningen i, at præstens forkyndelsesfrihed ikke er til diskussion. Den frihed som præsterne har i dag bliver således ikke ændret.

Forslagene til præcisering af menighedsrådslovens § 1 og § 37 er som bekendt blevet udarbejdet efter en omfattende offentlighedsfase. Høringen har også vist, at samtlige biskopper, Landsforeningen af Menighedsråd, Danmarks Provsteforening samt et stort antal menighedsråd støtter den foreslåede præcisering. Der er således meget bred opbakning til og et stort kendskab til baggrunden for de forslåede præciseringer - herunder at der ikke er tale om nogen ændring af bestemmelsernes juridiske indhold.

For så vidt angår spørgsmålet om præsten som daglig leder, er det ikke min opfattelse, at der er behov for at ændre bestemmelsen.

Forslaget indebærer ikke, at præsten skal være daglig leder, men derimod, at menighedsrådet får mulighed for at vælge præsten som daglig leder. Det skal i øvrigt understreges, at ingen kontaktperson – hvad enten vedkommende er præst eller valgt medlem af menighedsrådet – har nogen instruktionsbeføjelser over for præsterne i sognet.

Muligheden for at vælge præsten som daglig leder handler om ledelsen af kirkefunktionærerne, ikke af præsterne. Det må være menighedsrådets kompetence at afgøre, hvordan denne opgave mest hensigtsmæssigt varetages - bl.a. under hensyn til samarbejdsrelationerne i forhold til alle kirkens ansatte.

 

Bertel Haarder

 

/

 

Paolo Perotti