Folketingets Kirkeudvalg

 

Kirkeministeriet
Frederiksholms Kanal 21
Postboks 2123
1015 København K
www.km.dk

Telefon  3392 3390
Telefax  3392 3913
e-post    [email protected]

Dokument nr. 324719

Dato:  16. april 2007

 

 

Kirkeudvalget har ved brev af 11. april 2007 bedt om kirkeministerens besvarelse af spørgsmål 1 vedrørende L 160, Forslag til lov om ændring af lov om menighedsråd, lov om valg til menighedsråd og lov om folkekirkens økonomi (Menighedsrådets sammensætning, loyalitetskrav til valgte menighedsrådsmedlemmer og bindende stiftsbidrag m.v.).

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelse af 4. april 2007 fra Jens Christensen, Frederiksberg, jf. L 160 – bilag 5.”

 

Svar:

 

Menighedsrådet er ansvarlig for sognets anliggender – herunder for de ansatte kirkefunktionærer. Det er baggrunden for, at ansvaret for ledelsen af kirkens ansatte er placeret hos et medlem af menighedsrådet.

Med lovforslaget gives der yderligere frihed til menighedsrådet, idet det bliver muligt at vælge præsten – som også er medlem af menighedsrådet - som daglig leder. Det er vigtigt at understrege, at der alene er tale om et supplement til den eksisterende ordning med en kontaktperson. Man kan således fortsætte med den eksisterende ordning med en kontaktperson, man kan vælge præsten som daglig leder eller man kan dele hvervet mellem præsten og kontaktpersonen.

I mange sogne varetager præsten i praksis allerede denne opgave på uformel basis, da præsten i modsætning til de valgte menighedsrådsmedlemmer har sin daglige gang i og omkring kirken. Hermed kan disse eksisterende ordninger formaliseres, hvor de enkelte menighedsråd måtte ønske det.

I denne sammenhæng er det endvidere vigtigt at være opmærksom på, at hvis præsten fungerer som daglig leder, så sker det under ansvar overfor menighedsrådet, og præsten er altså i denne sammenhæng ikke uafhængig af menighedsrådet, jf. også menighedsrådslovens § 37.

Det er dog vigtigt at understrege, at både den eksisterende lovgivning og det fremsatte lovforslag ikke er til hinder for, at menighedsrådet – for eksempel som beskrevet i henvendelsen fra Jens Christensen – uddelegerer den daglige ledelse til en kirkefunktionær. Det vil dog skulle ske under ansvar over for den af menighedsrådet valgte kontaktperson.

 

Bertel Haarder

 

/

 

Paolo Perotti