Jeg ved godt, at der er mange punkter på dagsordenen i dag, og jeg skal også gøre det rimelig kort. Jeg ved også godt, det er lidt usædvanligt, når man har så stort et flertal, at man går op og tager ordet.
Men jeg vil gerne sige til Folketinget, at anlæg af en Metrocityring til i hvert fald 15 mia. kr. jo er en ret historisk beslutning, og det vil sige, at den 1. juni 2007 faktisk er en historisk dag for den kollektive trafik i hele Danmark og først og fremmest i København og på Frederiksberg. Det betyder, at tusindvis af pendlere hver eneste dag, når projektet er færdigt, vil få lejlighed til at få en meget lettere adgang til at komme rundt i København og også delvis ind i København.
Det betyder også, at tusindvis af udenlandske turister, som kommer til København udefra, vil få glæde af metroringen, heriblandt vil mange svenskere, som kommer til København, få glæde af denne Metrocityring. Så det er en stor dag for Københavns og Frederiksberg kommuner. Man kan vel tillade sig at sige, at København, når metroen er færdig, bliver en rigtig metropol.
Jeg er meget glad for, at hele Folketinget minus Enhedslisten - ja, jeg blev i tvivl om det til sidst - er bag denne beslutning. Det er historisk, at så mange partier vil være med til mere kollektiv trafik, ligesom regeringen vil. Og det er også historisk, at SF denne gang ønsker at være med på vognen, metrovognen, og det er jeg selvfølgelig meget glad for, når jeg ihukommer de debatter, jeg har haft med fru Margrete Auken, som har været en oplevelse, men bestemt ikke en god oplevelse. Så jeg er meget tilfreds med den udvikling.
Men det betyder altså, at hundredtusindvis af mennesker, når projektet er færdigt, hver dag vil bruge metroen rundt i København. Man kan vel tillade sig at sige, at metroen startede som den grimme ælling, men nu er den ved at udvikle sig til den smukke svane. Og jeg begrunder det med, at vi i øjeblikket i metroen, den, der kører, altså første og anden etape, har næsten verdensrekord i regularitet. Metroen, som jo har været meget skældt ud, kører med en regularitet på 98-99 pct., ja, visse uger endda 100 pct., og det er ganske imponerende.
Selve Cityringen er et meget stort og et meget kompliceret projekt, og der vil utvivlsomt vise sig masser af problemer fra i dag, hvor beslutningen er truffet, og indtil projektet står færdigt. Derfor er det også godt, at vi har et så bredt flertal bag projektet, og regeringen og de trafikpolitiske ordførere, der er bag denne beslutning, vil følge projektet tæt, og regeringen vil holde Folketinget grundigt orienteret. For naturligvis er der et hav af risici, når man er ude i så stort et projekt, der rækker så mange år frem.
Derfor synes jeg også, jeg skylder at meddele, at når jeg nævner problemer med metroen med et nyt projekt, skal jeg sige, at metroen ud til Kastrup Lufthavn fra Amager over Tårnby direkte ind i Terminal 3 i Kastrup Lufthavn, altså det projekt, der er i gang, åbner sidst i september. Det er før tiden, og jeg kan oplyse Folketinget om, efter hvad der er oplyst for mig, at den også holder budgettet, og det synes jeg er ganske imponerende.
Med disse ord vil jeg gratulere København, Frederiksberg og Danmark med den beslutning, Folketinget har truffet i dag.