Man får helt lyst til her i vintervejret at holde sådan en lang principiel tale om adskillelse af kirke og stat. Jeg vil sige i hvert fald et par sætninger om det, og det er naturligvis, at jeg synes, det er underligt, at vi har en forening i Danmark, som staten opkræver kontingent til. Jeg er sikker på, at der er rigtig mange foreninger, der ville synes, det var en ganske fantastisk ordning - diverse skakklubber, fodboldforeninger, og hvad vi har af politiske partier, ville sikkert synes, det var en fantastisk ordning, at man slap for det der meget bureaukratiske element af sin organisation, nemlig kontingentopkrævning. Det er jo det, det er, når man går ind fra statens side og opkræver kirkeskat.
Det var det principielle element, og så kan man nok på baggrund af det regne ud, at vi i Enhedslisten naturligvis synes, at det skal være sådan, at folk, der ikke ønsker at betale kirkeskat, heller ikke kommer til at gøre det, efter at de er døde. Det ville være en mærkværdig ordning, om end jeg har hørt, at mange bliver troende i sidste sekund, og måske har man tænkt, at det skulle være en form for aflad, eller jeg ved ikke, hvor vi skulle hen.
I hvert fald kan vi i Enhedslisten tilslutte os, at det er sådan, at man naturligvis selv er herre over, om man betaler kirkeskat, eller om man ikke gør, i live eller ikke i live, men vi så altså helst at hele ordningen blev afskaffet.