ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

 

  21. marts 2007

 

Besvarelse af spørgsmål 3 ad L 152 stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 14. marts 2007 

 

Spørgsmål 3:

Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 14. marts 2007 fra Danske Arkitektvirksomheder og Foreningen af Rådgivende Ingeniører – bilag 7.

 

Svar:

Indledningsvis skal jeg bemærke, at der beklageligvis er sket en fejl i forbindelse med oversendelsen af høringssvarene til Folketingets Erhvervsudvalg. Samtlige høringssvar var refereret i høringsnotatet, men desværre blev ikke alle svar vedlagt. Fejlen er imidlertid rettet, idet samtlige høringssvar er oversendt til Folketingets Erhvervsudvalg ved skrivelse af 6. marts 2007.

 

Med hensyn til Danske Arkitektvirksomheders og Foreningen af Rådgivende Ingeniørers kommentarer til lovforslaget om annonceringspligt skal jeg understrege, at formålet med lovforslaget netop er at styrke konkurrencen om offentlige opgaver og at hindre, at kontrakter af en vis størrelse gives direkte til én leverandør, uden at andre virksomheder har haft mulighed for at komme i betragtning.

 

Erfaringer fra andre lande viser, at en offentliggørelse af en opgave er vigtig for, at der kan skabes konkurrence. Derfor fokuserer forslaget på enkle og ubureaukratiske regler om annonceringspligt forud for indgåelse af en kontrakt. Derimod er det ikke tanken at indføre detaljerede procedureregler. Der er således ikke tale om, at de procedureregler, der gælder for EU-udbud, skal overholdes ved gennemførelsen af udbud omfattet af forslaget.

 

Helt konkret skal en annonce blot indeholde en beskrivelse af opgaven, kontaktoplysninger, frist og adresse for modtagelse af tilbud/anmodning om deltagelse og kriterier for tildeling af opgaven. Der stilles således hverken store krav til udformningen af annoncen eller af et evt. udbudsmateriale.

 

Efter min opfattelse må en myndighed under alle omstændigheder på forhånd gøre sig en række overvejelser, inden der indgås kontrakt med en leverandør. Det gælder fx overvejelser om opgavens omfang, myndighedens behov, den ønskede kvalitet, den mulige økonomi og vilkårene for opgaven. Dette gælder uanset, om en aftale indgås efter annoncering eller ved direkte kontraktindgåelse. Myndighederne pålægges således ikke flere krav, end der følger af almindelige god praksis.

 

Hvordan processen tilrettelægges overlades til udbyder, der blot skal sørge for, at udvælgelsen af tilbudsgivere sker på grundlag af objektive, saglige og ikke-diskriminerende kriterier, og at der ikke finder forskelsbehandling sted. Heri ligger blandt andet, at virksomhederne skal have adgang til de samme oplysninger, og at de skal bedømmes på grundlag af de samme kriterier.

 

Eftersom der ikke indføres detaljerede procedureregler, sikres den fornødne fleksibilitet til at ressourceforbruget kan tilpasses den konkrete opgave. Bagatelgrænsen på 500.000 kr. er netop valgt for at sikre, at omkostningerne ved konkurrenceudsættelse står mål med kontraktens værdi og den forventede gevinst. Bagatelgrænsen harmonerer samtidig med den grænse, der gælder for de statslige myndigheder efter reglerne i det statslige udbudscirkulære.

 

I den forbindelse er det også vigtigt at slå fast, at pligten til at sikre en vis offentlighed ikke som sådan er en nyskabelse. Allerede i dag er myndigheder forpligtede til at overholde EF-traktatens principper om blandt andet gennemsigtighed og ligebehandling.

 

Endelig må det afvises, at forslaget vil medføre en væsentlig stigning i antallet af klager, fordi der ikke stilles detaljerede krav til udformningen af udbudsmaterialet eller proceduren i øvrigt. Tværtimod kunne det forventes, at der opstod flere procedurefejl og dermed flere klager, såfremt der blev indført et mere detaljeret regelsæt. Dertil kommer, at Klagenævnet for Udbud allerede i dag har kompetence til at behandle klager over overtrædelse af EF-traktatens principper. Således kan nævnet – uanset forslaget – tage stilling til, om en kontrakt, der ikke er omfattet af krav om EU-udbud, er tildelt i overensstemmelse med principperne om gennemsigtighed, ligebehandling og proportionalitet.

 

På denne baggrund ser jeg ikke anledning til hverken at lade bestemmelserne vedrørende annonceringspligten udgå af lovforslaget eller at undtage visse typer af ydelser såsom arkitekt- og ingeniørrådgivning fra kravet om annoncering.

 

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk