Det er måske lidt frækt her på regeringens 5-års fødselsdag at håne en minister for, at vi nu atter engang skal behandle en sag, som vi egentlig traf beslutning om i juni måned. Jeg har jo ikke noget specielt ønske om, at regeringen skal komme galt af sted og få dårlige meningsmålinger og sådan noget, men jeg er lidt ked af, at man, hvis man havde lyttet til ordføreren, kunne have rettet op på det her allerede i juni måned.
Jeg er ikke særlig meget interesseret i det der med regeringens dårlige meningsmålinger og sådan noget, jeg er meget mere interesseret i, at vores unge mennesker, der skal frekventere vores uddannelsesinstitutioner og bruge vores offentlige transportmidler og gøre brug af den befordringsrabat, har et let, enkelt og lavbureaukratisk system. Det er sådan set det, der er årsagen til, at vi nu endnu en gang må behandle forslaget, og jeg håber nu, at vi har fået alle enderne med.
Jeg håber også, at alle de andre ting, såsom at vi har ordninger, der gør, at det er skolerne og institutionerne, der f.eks. i sygdomstilfælde behandler, hvem der har ret til transport osv., er med. Det altafgørende spørgsmål er jo selvfølgelig, om man kan få lavet den ordning, der gør, at de unge mennesker ikke alle sammen skal troppe op på udsalgsstederne, hvor man kan købe de her rabatkort, at der simpelt hen kan laves en ordning nu, således at vi når det inden den 1. januar. Det kan jeg huske var en af de ting jeg spurgte om, nemlig om ministeren kunne give en garanti for, at det nu også kunne køre fra den 1. januar.
Så selv om vi har måttet en ekstra gang omkring et lovforslag, så håber jeg nu, at ministeren kan sige til de unge derude, der skal bruge det her fra den 1. januar, at man har styr på de opgaver, man overtog fra amterne, således at de unge kan komme i skole også efter den 1. januar under de forudsætninger, som vi har aftalt.