Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

EHO/ J.nr. 2007-1034

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 30. maj 2007

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 11. maj 2007 følger hermed socialministerens endelige svar på spørgsmål nr. 3-10 ad L 146 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 3:

 

”Ministeren bedes oplyse, hvorledes antallet af bevilgede ledsagerordninger til de 16-17 årige er fordelt på kommuner.”

 

 

Svar:

 

Der er vedlagt et bilag med en oversigt over antallet af bevilgede ledsageordninger for de 16-17 årige fordelt på kommuner for årene 2005 og 2006.

 

 

Spørgsmål nr. 4:

 

”Ministeren bedes oplyse, om blinde og svagsynede 16-17 årige er berettiget til en ledsagerordning, og hvor mange ledsagerordninger der faktisk er bevilget til blinde og svagsynede.”

 

 

Svar:

 

Ledsageordningen er for unge mellem 16 og 18 år, som ikke kan færdes alene uden for hjemmet på grund af deres funktionsnedsættelse. Det kan fx være kørestolsbrugere og andre med svære bevægelseshandicap, og det kan være blinde og stærkt svagsynede, der er ude af stand til at færdes på egen hånd, og derfor har brug for ledsagelse.

 

Årsagen til funktionsnedsættelsen fremgår ikke af Danmarks Statistiks ”Den Sociale Ressourceopgørelse”, hvor antallet af modtagere af ledsageordninger opgøres. Det kan derfor ikke oplyses, hvor mange blinde og svagsynede der er blandt modtagerne.

 

 

Spørgsmål nr. 5:

 

”Vil ministeren oplyse, om ledsagelse til personer under 18 år generelt er maksimeret til 15 timer pr. måned, eller om begrænsningen udelukkende findes i forbindelse med ledsagerordningen?”

 

 

Svar:

 

Jeg kan oplyse, at begrænsningen om 15 timers ledsagelse om måneden til unge mellem 16 og 18 år alene findes i bestemmelserne i servicelovens § 45 om ledsageordning til unge.

 

Der er herudover mulighed for, efter servicelovens § 41 om tilskud til dækning af merudgifter i forbindelse med barnets forsørgelse i hjemmet, at bevilge ledsagelse af barnet eller den unge som en aflastning for forældrene. Ankestyrelsen har således truffet afgørelse om, at bestemmelsen i servicelovens § 45 om ledsagelse med 15 timer om måneden af unge mellem 16 og 18 år ikke er til hinder for at yde hjælp til aflastning af ledsagelse og praktisk hjælp til børn under 18 år, når det er for at tilgodese forældrenes behov for aflastning (SM C-13-01).  

 

 

Spørgsmål nr. 6:

 

”Vil ministeren udtømmende oplyse, efter hvilke bestemmelser i serviceloven ledsagelse kan ydes til personer under 18 år, herunder hvorvidt en bevilling beror på et skøn eller et retskrav?”

 

 

Svar:

 

Som nævnt i svar på spørgsmål 5 er der – ud over muligheden for ledsagelse for unge mellem 16 og 18 år efter servicelovens § 45 - mulighed for at bevilge ledsagelse af barnet eller den unge under 18 år som aflastning for forældrene efter bestemmelserne i servicelovens § 41 om tilskud til dækning af merudgifter. Ledsagelsen kan bl.a. gives i forbindelse med fritidsaktiviteter uden for hjemmet og til praktisk hjælp i forbindelse med aktiviteterne.

 

Hjælp til ledsagelse efter servicelovens § 41 og § 45 beror på en konkret vurdering af barnet/den unges behov for ledsagelse. Bevillingen beror således på et skøn.

 

 

 

Spørgsmål nr. 7:

 

”Vil ministeren oplyse, efter hvilke bestemmelser i lovgivningen en 17-årig med en funktionsnedsættelse, der har brug for ledsagelse med kollektiv trafik til et feriejob, vil kunne bevilges en sådan ledsagelse?”

 

 

Svar:

 

Der er som nævnt mulighed for at bevilge hjælp til ledsagelse efter servicelovens § 41 om tilskud til dækning af merudgifter i forbindelse med barnets eller den unges forsørgelse i hjemmet og efter servicelovens § 45 om ledsagelse til unge mellem 16 og 18 år, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

 

Det er ikke muligt for mig at udtale mig specifikt om, hvilke bestemmelser i serviceloven der i den enkelte situation skal ydes hjælp efter. Dette må bero på en konkret og individuel vurdering af barnets/den unges særlige behov for hjælp til ledsagelse.

 

 

Spørgsmål nr. 8:

 

”Ministeren bedes oplyse, hvorledes ordet ”skal” i servicelovens § 45 skal forstås i relation til kommunernes pligt til rådgivning og vejledning, herunder den udvidede pligt til rådgivning og vejledning af personer med en funktionsnedsættelse.”

 

 

Svar:

 

Det følger af kommunens generelle rådgivnings- og vejledningspligt efter retssikkerhedsloven, at kommunen skal behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle relevante hjælpemuligheder inden for den sociale lovgivning. Videre følger det af den udvidede rådgivnings- og vejledningspligt efter serviceloven i forhold til personer med funktionsnedsættelse, at kommunens forpligtelse også omfatter opsøgende arbejde.

 

Det er min opfattelse, at ordet ”skal” i servicelovens § 45 om ledsagelse til unge i relation til ovennævnte rådgivnings- og vejledningspligt indebærer, at kommunen - hvis den modtager en konkret henvendelse om hjælp, eller hvis den i øvrigt bliver opmærksom på et eventuelt udækket hjælpebehov hos en ung - yder den fornødne rådgivning og vejledning om muligheden for hjælp til ledsagelse. I forlængelse heraf skal kommunen i de tilfælde, hvor dette skønnes relevant, træffe en egentlig afgørelse om eventuel ret til ledsagelse.

 

 

Spørgsmål nr. 9:

 

”Ministeren bedes oplyse, om ordet ”skal” i servicelovens § 45 indebærer, at tilbuddet skal gives, uanset om den enkelte selv ansøger herom.”

 

 

Svar:

 

I de tilfælde, hvor en ung ansøger om ledsagelse, har kommunen pligt til at forholde sig til ansøgningen.

 

I de tilfælde, hvor den unge ikke ansøger specifikt om ledsagelse, er det min opfattelse, at det må bero på en konkret og individuel vurdering i hver enkelt situation, hvorvidt der er grundlag for at tilbyde ledsagelse. I denne vurdering kan bl.a. indgå det forhold, om den unge ud fra de foreliggende oplysninger må antages at have et udækket hjælpebehov, der eventuelt kan dækkes ved at yde hjælp til ledsagelse.

 

 

Spørgsmål nr. 10:

 

”Vil ministeren oplyse, om der forudsættes et egentligt budget, anden dokumentation eller efterfølgende dokumentation som betingelse for udbetaling af tilskud til udgifter i forbindelse med ledsagelse, jf. servicelovens § 45, stk. 5?”

 

 

Svar:

 

Efter servicelovens § 45 er der mulighed for at yde et tilskud til udgifter til ledsagerens befordring og andre aktiviteter med tilknytning til ledsageordningen med op til et i loven nærmere fastsat årligt beløb. Beløbet ydes af kommunalbestyrelsen efter anmodning fra modtageren af ledsageordningen. Beløbet udbetales en gang årligt på baggrund af sandsynliggjorte merudgifter svarende til den opgørelsesmetode, som anvendes til beregning af merudgifter efter servicelovens § 41.

 

Det er min opfattelse, at der ikke som betingelse for udbetaling af tilskud til udgifter i forbindelse med ledsagelse kan kræves yderligere dokumentation end svarende til de dokumentationskrav, der følger af opgørelsesmetoden ved beregningen af merudgifter efter servicelovens § 41. Efter denne opgørelsesmetode udmåles merudgiften efter en konkret vurdering af de sandsynliggjorte merudgifter for den enkelte ydelsesmodtager. At merudgifterne skal være sandsynliggjorte betyder, at der laves et overslag over omfanget af de behov, som barnet eller den unge efter alt sandsynlighed vil få i det kommende år, og hvad det medfører af merudgifter.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

/ Karin Ingemann

 

 

 

Bilag vedlagt:

 

”Antal af bevilgede ledsageordninger til 16-17 årige fordelt på kommuner”