Til Folketingets Socialudvalg
Â
Hvidovre,
den 17. april 2007
 Sag 07/226 – Dok. 850/07 /CK
I handicaporganisationerne har vi med glæde noteret os, at der er fremsat et lovforslag, der indebærer, at unge allerede fra 12 års alderen kan få adgang til ledsagelse. I dag ydes ledsageordning efter servicelovens § 45 alene til unge i alderen 16 – 18 år. Men unge helt ned til 12 års alderen har også behov for ledsagelse.
Derfor vil vi opfordre Folketinget til at vedtage dette lovforslag. I handicaporganisationerne har det længe været et ønske, at unge med handicap, hvoraf mange bor hjemme, skal have mulighed for at deltage i fritidsaktiviteter uden at være afhængige af assistance fra søskende, forældre, pædagoger mv.
Unge med handicap har det samme behov, som deres jævnaldrende venner, for selv at kunne bestemme over deres liv, og for at kunne deltage i fælles fritidsaktiviteter på egne præmisser. De har også brug for selv at afprøve grænser i forhold til, hvad de kan og ikke kan. De har som andre unge brug for at kunne knytte venskaber, få kærester mv. For mange af de unge med handicap betyder det, at de har brug for at kunne medtage en ledsager, som kan hjælpe dem med praktiske gøremål i forbindelse med deres fritidsaktiviteter.
Generelt undrer det i øvrigt DSI, hvorfor ledsageordningen til unge ikke anvendes i særligt stort omfang i dag. Måske er der for lidt kendskab til ordningens muligheder.
Det er handicaporganisationernes vurdering, at med vedtagelse af dette forslag, vil Danmark tage et væsentligt skridt i den rigtige retning i forhold til at sikre de bedste livs- og udviklingsbetingelser for unge med handicap. Det vil være en god investering i de unges fremtid.
Med venlig hilsen
Stig Langvad
formand