Børn og unge med funktionsnedsættelse skal kunne leve et så selvstændigt liv som overhovedet muligt. De skal kunne deltage i sociale sammenhænge, uden at deres forældre nødvendigvis er involveret, og de skal derfor have en hjælp, der giver dem mulighed for selv at kunne bestemme og for selv at kunne tilrettelægge deres deltagelse i forskellige aktiviteter. Det synes jeg at børnene, de unge og deres forældre med rimelighed kan forvente.
Handicappede børns og unges mulighed for selvbestemmelse er derfor også et af de temaer, der er sat yderligere fokus på under projektet »Nye og nemmere veje«. Socialministeriet har i den forbindelse sammen med satspuljepartierne fordelt 5 mio. kr. til projekter, der kan være med til at give handicappede børn og unge mere indflydelse og mere selvbestemmelse. Det er f.eks. projekter, der skal sikre, at de bliver involveret i valgsituationer, der vedrører deres fritid, deres skole og deres rettigheder. Projekterne vil blive evalueret, så de gode eksempler kan findes frem og være til inspiration for andre.
Forslagsstillerne ønsker med dette forslag at udvide ledsageordningen til de 12-15-årige, så de får mulighed for at udvikle deres selvstændighed.
Nu er det jo sådan, at der allerede i dag er forskellige hjælpemuligheder i serviceloven, når børn og unge er ude af stand til at færdes alene. For unge mellem 16 og 18 år er der ledsageordningen, som giver de unge en ret til 15 timers ledsagelse om måneden. Hjælpen er under forudsætning af forældrenes accept. Der er desuden mulighed for at få bevilget ledsagelse efter bestemmelserne om dækning af merudgifter i forbindelse med barnets forsørgelse. Bestemmelserne giver mulighed for, at forældrene som aflastning kan få bevilget ledsagelse af barnet eller den unge under 18 år til fritidsaktiviteter uden for hjemmet og til praktisk hjælp i forbindelse med aktiviteterne. Efter merudgiftsbestemmelserne kan der også gives hjælp til befordring i fritiden, f.eks. kørsel til fritidstilbud og til kammeraters hjem.
En evaluering af ledsageordningen fra marts 2006 viste bl.a., at der faktisk er meget få unge på 16-17 år, der har fået bevilget en ledsageordning; ifølge Danmarks Statistik drejer det sig om 28 unge i 2006.
En forklaring på det lille antal er, at en stor del af kommunerne endnu ikke har haft unge i målgruppen, og at de unge ofte i forvejen havde hjælpere som aflastning for forældrene. Desuden var der en del forældre, der fravalgte ledsageordningen på børnenes vegne. Herudover er det ikke alle kommuner, der gør en indsats for at orientere potentielle brugere om ledsageordningen.
For mig at se efterlader evalueringen af ledsageordningen for de 16-18-årige nogle uafklarede spørgsmål. For hvad ligger bag forklaringen om, at de unge i forvejen har hjælpere som aflastning for forældrene? Er det sådan, at bestemmelserne om hjælp til ledsagelse som aflastning for forældrene dækker en stor del af det behov, der kan være for ledsagelse? Og hvad er grunden til, at forældre fravælger ordningen på deres børns vegne? Er det, fordi der simpelt hen er andre muligheder, der er gode nok?
Jeg synes, vi er nødt til at blive klogere på de her spørgsmål og finde ud af, hvorfor der er så få, der gør brug af ordningen for de 16-18-årige. Der vil jeg prøve at se nærmere på de forklaringer, der ligger i evalueringsresultaterne, og se, om vi kan få dem uddybet.
Så jeg synes ikke, at det giver mening bare nu at udvide ledsageordningen til også at omfatte de 12-15-årige, ikke før vi kender noget til, hvorfor der er så få i aldersgruppen 16-18-årige, der benytter sig af muligheden.
Så det kan være en overvejelse værd at udvide ledsageordningen, men jeg synes, at hvis det skal give mening, så skal vi simpelt hen vide noget mere om, hvorfor der kun er de her 28 i 2006 i gruppen 16-18-årige, der benytter ledsageordningen, og simpelt hen komme lidt mere ind bag de forklaringer, der er givet i evalueringen.
Så på nuværende tidspunkt kan vi, regeringen, ikke støtte det her forslag. Jeg synes ikke, det giver mening på nuværende tidspunkt bare at udvide, men jeg vil som sagt gerne arbejde videre med det og se på, hvilke muligheder vi ellers kan give de unge i forbindelse med deres aktiviteter.