Under den forrige debat om universitetsloven anvendte Enhedslistens ordfører udtrykket, at der var tale om en antidemokratiserings- og centraliseringslov. Det er en betegnelse, der meget udmærket også kan hæftes på L 145 og den opfølgende lovgivning, som vil komme til efteråret, i og med at den introducerer en lovgivning, som afskaffer en decentral demokratisk styret sektor og erstatter det med en central styring i form af et vandtilsyn, der nu er blevet omdøbt til et forsyningssekretariat, som via prislofter og embedsmænd fremover skal sørge for styringen. Så der kan man godt bruge udtrykket, at man afdemokratiserer, og at man centraliserer. Det er vel et meget eklatant udtryk for det, man her lægger op til.
Det interessante er, at samtidig med at man laver og gennemfører en central styring på området, sker det i en kontekst, hvor der ikke er nogen som helst i branchen, ikke en eneste, som på noget tidspunkt har efterspurgt den styringsmodel. Det, branchen har diskuteret, er en modernisering af sektoren, hvor de på nogle områder fik lejlighed til at lave en forskning, en bedre miljøledelse, en benchmarking. Alt det kunne man meget nemt lave i en minireform af området uden at lave den overordnede styringsmodel, som man nu trækker ned over dem, og som uden nogen diskussion er en centralisering. Det synes vi i Det Radikale Venstre er meget, meget underligt.
Men det, jeg vil tale om i dag, er, at vi ikke desto mindre lidt ligesom ved universitetsloven har stillet et ændringsforslag, der skal mindske de værste virkninger af loven. Det er sådan, at man fra aktørerne har sagt: Kan vi i det mindste ikke få lov til at lave om på vores egne strukturer inden for vores eget forsyningsområde i enkelte kommuner, uden at vi skal belastes med en statsafgift? Nej, er svaret, for der er indgået en aftale på det her område, også dér skal der slippes en statsafgift.
Det bliver helt grotesk, når man så hører, at de, der har argumenteret for, at den her lovgivning nu skal introduceres, først og fremmest siger, at det var meningen, at den skulle forhindre salg af vandforsyninger fremover. Jamen hvis man vil forhindre det, skulle man jo bare stille forslag om, at det ikke kan lade sig gøre, og så var det forhindret. Det, man gør, er tværtimod, at man nu sikrer, at det kan lade sig gøre. Det eneste, der introduceres, er bare, at man skal have en statsafgift på 40 pct., hvis salgene rent faktisk finder sted.
Med andre ord: Motivet er et eneste, nemlig at få en statsafgift introduceret på salg af vandforsyninger, hvad enten de er kommunale eller andelsejede. Det er da også fra Finansministeriet, at man skal se initiativet komme. Så man kan sige, at hvis flertallet går videre med lovgivningen og ikke støtter ændringsforslaget, introduceres her sådan en slags statslig selskabstømning.
Hermed sluttede forhandlingen.
Afstemning
Ændringsforslag nr. 1, 2, 14 og 15 vedtoges uden afstemning.
Ændringsforslag nr. 5 forkastedes, idet 11 stemte for, 95 imod.
Ændringsforslag nr. 16 og 7-13 vedtoges uden afstemning.
Lovforslaget overgik derefter til tredje behandling.