Kommenteret høringsoversigt
Forslag til lov om ændring af lov om teknologi og innovation

Forsknings- og Innovationsstyrelsen sendte den 14. december 2006 udkast til forslag til lov om ændring af lov om teknologi og innovation i bred høring til 129 høringsparter.

 

Der indkom i alt 17 høringssvar. Syv høringssvar støttede lovforslaget og indeholdt forslag til ændringer, ni høringssvar støttede lovforslaget og indeholdt ikke forslag til ændringer og én part ønskede ikke at afgive høringssvar.

 

Nærværende notat gennemgår de indkomne høringssvar. Oversigt over hørte parter findes som bilag til lovforslaget.

 

Høringssvarene har primært fokuseret på den del af lovforslaget, der handler om fordeling af midler til internationale fora.

 

Høringssvar med kommentarer og forslag til ændringer i lovforslaget

 

Akademikernes Centralorganisation (AC) finder det positivt, at Rådet for Teknologi og Innovation i lighed med Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd kan deltage i internationale forpligtende samarbejder.

AC ønsker en præcisering af, hvilke initiativer der er relevante i forhold til lovforslaget. AC finder eksempelvis, at det vil være uhensigtsmæssigt, hvis 20% af bevillingen til fx Regionale Videnpiloter henlægges til internationale fora.

AC ønsker endelig en præcisering af, hvilke internationale (europæiske) fora der kan fordele midler til. AC ønsker et bredt fokus på innovationsaktiviteter, ikke kun på teknologisk innovation.

 

Dansk Industri er enig i de foreslåede lovændringer. DI finder, at det kunne være hensigtsmæssigt at konkretisere hvilke specifikke aktiviteter, programmer og lignende, der har givet anledning til at foreslå ændringerne, og på hvilket område ministeren påtænker at anvende den nye hjemmel i den nærmeste fremtid.

 

Håndværksrådet kan tilslutte sig lovforslagets hovedintention, men understreger, at det er afgørende, at de kvalitetskrav der stilles til det enkelte bevillingsområde også kan opfyldes i det pågældende internationale forum. Håndværksrådet kan således tilslutte sig de krav, der nævnes i lovforslagets § 4, stk. 2. Det bør være en integreret del af alle støttede projekter, at der indgår en egentlig handlingsplan for spredning af den viden som opbygges i projekterne. På denne baggrund foreslår Håndværksrådet f.eks. følgende passus indsat i bemærkningerne til § 4a, stk. 2: At der som led i det støttede projekt indgår en plan for videnspredning.

 

DM-fagforening for højtuddannede henviser til AC’s høringssvar og tilslutter sig dette.

 

LO støtter overordnet forslaget. LO ønsker kortlagt, hvor stor en andel af bevillingerne, der har været udlagt i internationalt regi i de seneste 5 år. LO efterlyser stærkere argumenter for en grænse på 20 % af en finanslovbevilling.

LO ønsker, at lovforslaget over tid vurderes i relation til andre landes villighed til også at lade midler tilflyde internationalt samarbejde. LO ønsker et krav om, at danske videninstitutioner i offentligt regi altid deltager i projekterne. Endelig foreslår LO, at man over tid måler lovændringens effekt, herunder de afledte effekter som fx antal skabte arbejdspladser.

 

ATV bakker op om de overordnede intentioner med lovforslaget. ATV ønsker at der indskrives et krav om revurdering af forslagets hensigtsmæssighed når loven har været i kraft i 3 år. Særligt begrænsningen på 20% bør vurderes.

 

Region Hovedstaden støtter forslaget. De finder, at samme muligheder og vilkår for indgåelse i konsortier og samarbejder, også bør gælde offentlige virksomheder, herunder f.eks. de offentlige sygehuse. Det vil kunne medvirke til styrkelse af videnoverførsel og nyttiggørelse af international forskning og udvikling såvel i den offentlige sektor som i den private.

 

Høringssvar med kommentarer men uden forslag til ændringer

 

Godkendt Teknologisk Service vurderer forslaget positivt, idet konkrete aktioner under loven om teknologi og innovation forventes at skulle modsvares af tilsvarende åbninger af andre EU-landes nationale forskningspuljer.

 

CO-industri tager positivt imod forslaget, da ændringen vil være med til at sikre bedre muligheder for dansk deltagelse i international forskning, og dermed være til gavn for danske forskningsmiljøer.

 

Dansk Erhverv støtter forslaget.

 

Rektorkollegiet har ingen bemærkninger til lovforslaget. De har vedlagt høringssvar fra Copenhagen Business School, der støtter lovforslaget.         

 

Rigsrevisionen, Århus Universitet, Socialforskningsinstituttet og Danmarks TransportForskning har ingen bemærkninger til lovforslaget.

 

Danmarks Forskningspolitiske Råd ønsker ikke at afgive høringssvar.

 

Ændringer i lovforslaget som følge af høringen

Der er ikke foretaget ændringer i lovforslaget som følge af de indkomne høringssvar. Ministeriet har vurderet, at lovens anvendelsesområde er tilstrækkeligt præcist beskrevet i bemærkningerne, idet det, for at sikre en fleksibel anvendelse af loven, ikke er hensigtsmæssigt at lave en udtømmende oversigt over initiativer omfattet af lovforslaget. Samtidig er det vigtigt at bevare så brede rammer som muligt i forhold til initiativernes indholdsmæssige udformning. Ministeriet vurderer løbende lovens hensigtsmæssighed baseret på analyser og effektmålinger. Endelig har ministeriet ønsket af fastholde fokus på innovation i erhvervslivet som beskrevet i lovens formålsparagraf.