Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 0. marts 2007
2. udkast
Betænkning
over
Forslag til lov om ændring af universitetsloven
(Varetagelse af opgaver for en minister, ankenævn for meritafgørelser, ph.d.-skoler m.v.)
[af videnskabsministeren (Helge Sander)]
1. Ændringsforslag
Enhedslistens medlem af udvalget har stillet 6 ændringsforslag til lovforslaget.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. januar 2007 og var til 1. behandling den 9. februar 2007. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Videnskab og Teknologi.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i <> møder.
Høring
Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og videnskabsministeren sendte den 15. december 2006 dette udkast til udvalget, jf. alm. del – bilag 68. Den 31. januar 2007 sendte videnskabsministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.
Skriftlige henvendelser
Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra Danske Studerendes Fællesråd.
Videnskabsministeren har over for udvalgets kommenteret den skriftlige henvendelse til udvalget
Deputationer
Endvidere har Danske Studerendes Fællesråd mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.
Samråd
Udvalget har stillet 3 spørgsmål til videnskabsministeren til mundtlig besvarelse, som denne har besvaret i et åbent samråd med udvalget den 21. marts 2007. Ministeren har efterfølgende sendt udvalget det talepapir, der lå til grund for besvarelsen af spørgsmålene.
Spørgsmål
Udvalget har stillet 72 spørgsmål til videnskabsministeren til skriftlig besvarelse, [som denne har besvaret].
3. Indstillinger og politiske bemærkninger
<>
Et <>tal i udvalget (RV) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. <>tallet stemmer dog for de stillede ændringsforslag.
Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget kan af en række årsager og trods fornuftige enkeltelementer ikke støtte lovforslaget.
Det Radikale Venstre har principielt være åbne over for tanken om at sammenlægge universiteter og også universiteter og sektorforskningsinstitutioner. Vi har lagt vægt på, at det skete ad frivillighedens vej. Vi har ønsket, at det skete på et gennemtænkt grundlag. Regeringens slagord om, at »stort bare er bedre« er pinligt overfladisk. Verdens førende universiteter udmærker sig netop ikke ved at være store, men velhavende. Vi noterer os da også, at regeringen på intet tidspunkt undervejs har kunnet fremlægge dokumentation for, at større enheder i sig selv er en garanti for bedre undervisning og forskning.
Fusionerne sker nu – formelt frivilligt, reelt under pres fra ministerens side. Vi er overbeviste om, at der også vil komme spændende og løfterige miljøer ud af fusionerne - til gavn for de studerende, medarbejderne og det omgivende samfund. Spørgsmålet er, om fusionerne også risikerer at have en negativ indflydelse på såvel universitetsforskningen som myndighedsbetjeningen. Regeringen har aldrig lagt skjul på sin ambition om at regulere universiteterne i detaljen og i øvrigt styre forskningen ind i bestemte spor. Med loven får regeringen endnu stærkere beføjelser til at blande sig i forskningen på landets universiteter. Dermed er den armslængde, der burde gælde mellem universiteternes forskning og det politiske niveau, ophævet. Det må nødvendigvis bekymre principielt. Praksis vil vise, om det er en begrundet frygt.
Det Radikale Venstre har fra første færd savnet en grundig forberedelse af det, der må siges at være nyere tids mest gennemgribende reform af universitetslandskabet. Man må undre sig over, at regeringen aldrig har fundet det nødvendigt at iværksætte et analysearbejde forud for beslutningen om disse omfattende fusioner. I andre sammenhænge er regeringen ellers ikke bleg for at iværksætte hele- og halvårlige processer – med debatoplæg, møder og ekspertindlæg. Velfærdskommissionen, Globaliseringsrådet og nu Kvalitetsreformen er alle sådanne eksempler. En gennemgribende omlægning af danske universiteter og dermed dansk forskning var åbenbart ikke så vigtigt, at regeringen fandt det nødvendigt med en grundig forberedelse og forudgående debat.
Resultatet har været en grumset proces – og det er fortsat under lovbehandlingen. Det kan f.eks. her bekymre stærkt, at regeringen insisterer på ikke at offentliggøre sektorforskningsinstitutionernes høringssvar – navnlig i betragtning af, at det ellers er kutyme at offentliggøre andre ministeriers høringssvar i forbindelse med lovbehandling. Det kan kun rejse en mistanke om, at de pågældende sektorforskningsinstitutioner har skrevet noget i deres høringssvar, som regeringen ikke ønsker, at offentligheden får kendskab til. Tilbage er billedet af en regering, der udadtil skilter med ytrings- og forskningsfrihed, alt imens den indadtil gør sit for at få forskerne og institutionerne til at makke ret.
Det store spørgsmål er, om universiteterne med reformen får bedst mulige forskningsbetingelser – når det gælder såvel universitets- som sektorforskningen. For nogle universiteter vil sektorforskningen veje særdeles tungt økonomisk. For DTU’s vedkommende vil hele 42 pct. af universitetets samlede omsætning stamme fra myndighedsbetjening. Det skaber en økonomisk afhængighed, der stiller universitetet i en sårbar position over for en minister, der strengt taget efter blot to år kan vælge at fratage universitetet dets myndighedsopgaver. Denne økonomiske afhængighed kan man frygte vil presse forskerne/universiteterne til at være mere lydhøre over for ministres ønsker, end godt er – altså på bekostning af kvaliteten af både opgaveløsning og forskning.
Regeringen burde af samme grund have forpligtet sig på at gennemføre uafhængige og gerne internationale evalueringer af universiteternes myndighedsberedskab før en evt. beslutning om at sende opgaverne i udbud. Det ville have givet universiteterne en større sikkerhed for, at den objektive kvalitet af myndighedsbetjeningen ville være afgørende for, om universitetet kunne bevare opgaven.
En anden betænkelig nyskabelse i loven er bestemmelsen om, at videnskabsministeren fremover kan pålægge et universitet at udføre en bestemt opgave – også selv om det pågældende universitet ikke har en myndighedskontrakt med et ministerium. Dermed indføres et helt nyt princip i universitetsloven om, at en regering på tværs af alting kan gå direkte ind og bestemme, hvad et universitet kan beskæftige sig med. Selv om det ifølge loven kun skal gælde opgaver »af væsentlig samfundsmæssig betydning«, er det reelt en elastik i metermål, som det er op til regeringen at bestemme længden af.
Videnskabsministeren indvilger med lovændringen i at gennemføre en uafhængig evaluering af universitetsfusionerne. Det skal ske i 2009. For os er det afgørende, at der også reelt bliver tale om en uafhængig evaluering foretaget af kompetente forskere. Ministeren vil samtidig gennemføre en analyse, der belyser medarbejdernes og de studerendes medbestemmelse på universiteterne, den frie akademiske debat og forskningsfriheden under den gældende universitetslov. Det er helt afgørende, at også denne analyse gennemføres af uafhængige eksperter. Det giver lovforslagets bemærkninger ikke sikkerhed for.
Loven afspejler i høj grad regeringens tilbøjelighed til at regulere universiteternes virksomhed i detaljen. Videnskabsministeren burde koncentrere sig om at opstille overordnede politiske mål for universiteterne, deres uddannelser og forskning – og afholde sig fra at lovgive om redskaberne, der skal indfri målene.
Et eksempel på denne overdrevne detailregulering er aftagerpanelerne, som loven nu pålægger universiteterne at etablere. Som om aftagerpaneler var den eneste måde i denne verden at sikre en dialog med aftagerne om uddannelsernes kvalitet og relevans. Et andet eksempel er de studerendes undervisningsevalueringer, som universiteterne nu tvinges til at offentliggøre. Målet er god undervisning, men evalueringer er nu kun et redskab blandt flere. Denne måde at ophøje en løsning blandt flere mulige til universalmodel risikerer i sidste ende at bremse universiteterne i at tænke i nye baner og udvikle nye løsninger.
Vi vil helt gøre op med udviklingskontrakterne i den udgave, de har i dag. De har udviklet sig til et uigennemsigtigt redskab, hvor det er umuligt at afgøre, hvilke dele af kontrakten der er udformet af universiteterne selv, og hvilke dele der er dikteret af ministeren. På den måde har ministeren haft held til at indføje krav »ad bagvejen«.
Vi ønsker at gå en anden vej og indføre en ny type udviklingskontrakter, der kan danne rammen for den frihed, vi vil give universiteterne. I de nye udviklingskontrakter skal den til enhver tid siddende minister – på baggrund af en drøftelse med Folketingets partier - formulere få helt overordnede mål for universiteternes virke. Det kunne være mål om forskning, undervisning, internationalisering og formidling – svarende til lovens overordnede mål. Herefter skal det så i vidt omfang overlades til universiteterne at indrette sig på den måde, de bedst mener tjener de overordnede mål i deres kontrakter. Den tillid har vi til universiteterne. Regeringen har den øjensynligt ikke.
Til sidst blot en enkelt kommentar til ændringsforslaget om det nye ankenævn for meritafgørelser. Her er det i vores øjne logisk at lade ankenævnet sammensætte paritetisk, det vil sige af en videnskabelig medarbejder og en studerende. Dermed følger man konstruktionen fra »første instans«, som er studienævnet, og som jo også er ligeligt sammensat af studerende og videnskabeligt personale.
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.Der gøres opmærksom på, at et flertal eller et mindretal i udvalget ikke altid vil afspejle et flertal/mindretal ved afstemning i Folketingssalen.
4. Ændringsforslag med bemærkninger
Ændringsforslag
Af  et mindretal (EL), tiltrådt af et <>tal:
Til § 1
  1) I den under nr. 2 foreslåede § 8a, udgår stk. 2.
[Ministerens offentliggørelsesret udgår]
  2) Nr. 7 udgår.
[Aftagerpaneler udgår]
  3) I den under nr. 21 foreslåede § 16a, udgår stk. 3-8.
[Direktører for faglige enheder m.v. udgår]
  4) Den under nr. 21 foreslåede § 16b udgår.
[Nye regler for ph.d. skoler, udgår]
  5) Den under nr. 25 foreslåede § 18a, stk. 2, affattes således:
»Rektor nedsætter ankenævnet med en repræsentant for det videnskabelige personale og en studerende ved samme eller beslægtet uddannelse på universitetet og en repræsentant for det videnskabelige personale og en studerende ved samme eller beslægtet uddannelse på et andet universitet.«
[Studenterrepræsentanter i ankenævnet]
  6) Nr. 31 udgår.
[Pålæggelse af betalingsopgaver udgår]
Bemærkninger
Til nr. 1
Der er ingen grund til at lave detailstyring omkring undervisningsevaluering. Der er ikke noget der forhindrer universiteterne i at gøre det nu, hvis de synes, det er en god idé.
Man forbedrer ikke kvaliteten i undervisningen ved at offentliggøre evalueringer, kvalitet forbedres ved at evalueringer foretages sobert og behandles seriøst.
Til nr. 2
Der er ingen grund til at lave detailstyring omkring rådgivning af universiteterne. Der er ikke noget der forhindrer universiteterne i at gøre det nu, hvis de synes, det er en god idé.
Det er problematisk, at nuværende velfungerende repræsentantskaber skal erstattes af snævrere fora, der kun sammensættes af aftagere, når universiteterne har et bredere sigte. Obligatoriske aftagerpaneler kan undergrave kompetencerne i bl.a. studienævnene.
Til nr. 3
Der er ingen grund til at lave detailstyring omkring ledelse af de faglige miljøer. Der er ikke noget der forhindrer universiteterne i at gøre det nu, hvis de synes, det er en god idé.
Universiteterne har ikke brug for flere løsrevne ledere, der ifølge lovforslaget end ikke behøver at være anerkendte forskere.
Til nr. 4
Der er ingen grund til at lave detailstyring omkring Ph.d.-skoler. Der er ikke noget, der forhindrer universiteterne i at gøre det nu, hvis de synes, det er en god idé.
At alle Ph.d.ere skal være i en Ph.d.-skole kan begrænse de faglige muligheder for emnevalg.
Til nr. 5
Når kompetence flyttes fra studienævnet til meritankenævn er det vigtigt fortsat at sikre de studerendes medbestemmelse. I sager om merit kan studerende være med til at sikre den ansøgende studerendes retssikkerhed og samtidig varetage de faglige hensyn på fagene.
Til nr. 6
Forskningsfriheden på universiteterne er truet, når ministre kan pålægge universiteterne arbejdsopgaver.
 Michael Aastrup Jensen (V)  Britta Schall Holberg (V)  Tina Nedergaard (V)  Torsten Schack Pedersen (V)  Hanne Severinsen (V) fmd. Jesper Langballe (DF)  Jørn Dohrmann (DF)  Per Ørum Jørgensen (KF)  Charlotte Dyremose (KF)  Rasmus Prehn (S)  Magnus Heunicke (S) nfmd. Christine Antorini (S)  Sophie Hæstorp Andersen (S)  Margrethe Vestager (RV)  Charlotte Fischer (RV)  Anne Grete Holmsgaard (SF)  Per Clausen (EL)
Siumut, Tjóðveldisflokkurin, Fólkaflokkurin og Inuit Ataqatigiit havde ikke medlemmer i udvalget.
Folketingets sammensætning
|
||||
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) |
52 |
|
Enhedslisten (EL) |
6 |
Socialdemokratiet (S) |
47 |
|
Siumut (SIU) |
1 |
Dansk Folkeparti (DF) |
24 |
|
Tjóðveldisflokkurin (TF) |
1 |
Det Konservative Folkeparti (KF) |
18 |
|
Fólkaflokkurin (FF) |
1 |
Det Radikale Venstre (RV) |
17 |
|
Inuit Ataqatigiit (IA) |
1 |
Socialistisk Folkeparti (SF) |
11 |
|
|
|
Bilag 1
Oversigt over bilag vedrørende L 140
Bilagsnr. |
Titel |
1 |
Høringssvar og høringsnotat fra videnskabsministeren |
2 |
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
3 |
Henvendelse af 16/2-07 fra Danske Studerendes Fællesråd |
4 |
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget |
5 |
1. udkast til betænkning |
6 |
Talepapir fra det åbne samråd d. 21/3-07 om samrådsspørgsmål A-C, fra videnskabsministeren |
|
|
Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 140
Spm.nr. |
Titel |
1 |
Spm. om en redegørelse for, hvorledes bestyrelserne sammensættes på de enkelte universiteter, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
2 |
Spm. om en redegørelse for, hvorfor ressourcer ikke er overført fra sektorministerierne til Videnskabsministeriet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
3 |
Spm. om en offentliggørelse af høringssvarene til lovudkastet fra sektorministerierne, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
4 |
Spm. om fagministerierne ER at opfatte som universiteter/sektorforskningsenheders direkte modparter ved kontraktsindgåelse, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
5 |
Spm. om indgåelse af kontrakter mellem universiteter og sektorministerier, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
6 |
Spm. om en redegørelse for, om resultatkontrakten indgås alene med Videnskabsministeriet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
7 |
Spm. om en redegørelse for, om der er offentlighed om ressortministeriers krav til kontraktindgåelse/resultatkontrakten, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
8 |
Spm. om det er muligt for universiteterne at træffe langsigtede og flerårige dispositioner med 2-årige kontrakter, hvor der årligt skal aftales resultatkrav, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
9 |
Spm. om hvorledes det sikres, at universiteterne ikke langsomt udsultes igennem kontraktforhold, som økonomisk kun dækker snævre myndighedsopgaver, men ikke opretholdelse af basisforskning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
10 |
Spm. om ministeren vil udrede, hvad der sker, hvis et ministerium ikke er tilfreds med den ønskede ydelse eller ønsker udført yderligere tjenesteydelser, som universitetet ikke mener, er indeholdt i kontrakten, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
11 |
Spm. om en redegørelse for, om universiteter i de nordiske lande, Storbritannien, Holland, Tyskland og USA udfører »myndighedsopgaver«, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
12 |
Spm. om universiteter i de nordiske lande, Storbritannien, Holland, Frankrig, Tyskland og USA indgår resultatkontrakter med ministeriet/ministerier, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
13 |
Spm. om redegørelse for, om medarbejderne på universiteterne i de nordiske lande, og andre lande af deres institutleder med instruktionsbeføjelser kan pålægges at udføre bestemte forskningsopgaver og myndighedsopgaver, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
14 |
Spm. om redegørelse for, hvad termen »undtagelsesvis« dækker over, herunder om det kun gælder akut beredskab eller det gælder for generelle udviklingskontraktforhold, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
15 |
Spm. om en redegørelse for, hvad termen »undtagelsesvis« dækker over, herunder om det gælder såvel almindeligt myndighedsberedskab, forskningsbaseret rådgivning m.m. samt strategisk forskning og udvikling, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
16 |
Spm. om redegørelse for, hvad termen »undtagelsesvis« dækker over, herunder give eksempler på ministerielle kontraktpålæg inden for fødevareområdet og miljøområdet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
17 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at universiteter ikke kan sige nej til en myndighedsopgave, med henvisning til at indtægtsgrundlaget er usikkert eller utilstrækkeligt, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
18 |
Spm. om ministeren kan garantere for, at universiteter ikke påtvinges kontrakter, som kan være underskudsgivende eller i uoverensstemmelse med universitetets aktivitetsplaner, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
19 |
Spm. om, hvem der har ejerskabet til database-oplysninger og lignende vedr. Danmarks Fødevareforsknings, DMU’s og Danmarks Jordbrugsforsknings udførelse af myndighedsopgaver, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
20 |
Spm. om, hvorfor protesterne mod ministerens beføjelser til at påtvinge universiteterne kontrakter ikke er omtalt i ministeriets høringsnotat til Folketinget, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
21 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at en universitetsforsker (f.eks. en miljøbiolog på AU) har fri ret til at ytre sig kritisk om en myndighedsopgave, som en sektorforskningsenhed (f.eks. DMU på AU) leverer, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
22 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at et ressortministerium ikke kan indføje begrænsninger i forsknings- eller ytringsfrihed i en kontrakt med et universitet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
23 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at et ressortministerium ikke kan indføje særlige kontraktbetingelser eller forbehold før offentliggørelsen af en udredning/rapport, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
24 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at en forsker frit kan udtale sig efter bedste faglige overbevisning og, at det er ulovligt, hvis en forskningsleder pålægger denne ikke at udtale sig eller at vente med at udtale sig, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
25 |
Spm. om, hvad skal en forsker gøre, hvis en forskningsleder pålægger denne at ændre i en publikation, at udsætte publicering eller at pålægge denne ikke at udtale sig om et konkret forskningstema, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
26 |
Spm. om begrundelsen for, at udviklingskontrakten skal omhandle universitetets »samlede virksomhed, herunder også den forskning, der understøtter opgaver inden for myndighedsbetjening«, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
27 |
Spm. om »de videnskabelige medarbejdere kan forske frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer, som fastlagt i udviklingskontrakten« er en begrænsning, der er indarbejdet i dette lovforslag, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
28 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at den omtalte formulering betyder, at en forskningsleder med instruktionsbeføjelse kan pålægge en forsker at afholde sig fra at forske i emner, som ikke er nævnt i universitetets forskningsstrategi henholdsvis udviklingskontrakten, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
29 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at ministeriet som kontraktpart får betydelig indflydelse på, hvad universitetets enkelte forskere kan/skal beskæftige sig med, jf. ministeriets ret til at formulere udviklingskontrakten, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
30 |
Spm. om de videnskabelige medarbejdere henholdsvis Akademisk Råd vil blive inddraget i de økonomiske og faglige overvejelser i forbindelse med og før indgåelse af en kontrakt med et ressortministerium, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
31 |
Spm. om, hvorfor en direktør henholdsvis sektorleder så vidt muligt skal være en anerkendt forsker, mens det for universitetets ledere gælder som et absolut krav, at de skal være anerkendte forskere, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
32 |
Spm. om, hvorledes kan »kvaliteten sikres på anden måde«, jf. § 16 a stk. 3, når en direktør henholdsvis en sektorleder, der ikke er anerkendt forsker, skal have beslutningsmyndigheden og instruktionsbeføjelser vedr. fagligt-videnskabelige beslutninger om ansættelser, projekter, kontrakter el.lign., når denne ikke har de fagligt-akademiske kvalifikationer til at tage stilling hertil, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
33 |
Spm. om der i loven er indbygget »vandtætte skotter« mellem den fri forskning og sektorforskning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
34 |
Spm. om kommentere til bemærkningen i Videnskabernes Selskabs høringssvar om, at der ikke er »et hensigtsmæssigt bolværk« for den enkelte forskers forskningsfrihed, idet loven ikke sikrer en klar arbejdsdeling, så det står helt klart, hvem der arbejder med sektorforskning, og hvem der arbejder med grundforskning, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
35 |
Spm. om ministerens kommentere til Videnskabernes Selskabs forslag til hensigtserklæring, der skal sikre den individuelle forskningsfrihed, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
36 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at der er offentlighed i forvaltningen, hvad angår de nye sektorinstitutioners aktiviteter, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
37 |
Spm. om universiteternes sektorbevillinger fra ressortministerierne opføres i virksomhedsregnskabet som eksterne indtægter, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
38 |
Spm. om indtægterne for de indfusionerede sektorforskningsaktiviteter kommer til at fremgå på en særskilt finanslovskonto, og kommer de til at fremgå særskilt af universitetsregnskabet, så det er muligt at adskille de almindelige forskningsaktiviteter fra de nye myndighedsopgaver m.m., til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
39 |
Spm. om, hvilke dele af universiteternes indtægter til udførelse af myndighedsopgaver m.m. fra ressortministerierne, der vil blive indregnet som forskningsbevillinger, når de totale forskningsbevillinger skal beregnes i henhold til Barcelonamålsætningen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
40 |
Spm. om universiteternes ledelser havde pligt til jf. lovens § 15 at forelægge ministeriets høring om universitetslovsudkastet (L 140) for Akademisk Råd, og vil ministeren supplerende oplyse, på hvilke af de 9 institutioner dette skete, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
41 |
Spm. om en redegørelse for, hvad der forhindrer ministerier i at opbygge deres egen sektorforsknings- og analyseenhed i ministerielt regi, når den toårige indfasning er slut, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
42 |
Spørgsmål tilbagetaget |
43 |
Spørgsmål tilbagetaget |
44 |
Spørgsmål tilbagetaget |
45 |
Spørgsmål tilbagetaget |
46 |
Spm. om kontrakter mellem universiteter og sektorministerier indgåes mellem disse to parter enten som en aftale (økonomisk) specificeret på myndighedsberedskab, udredningsopgaver, overvågning m.m., eller som en rammeaftale og/eller som en del af ministeriets resultatkontrakt, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
47 |
Spm. om resultatkontrakten indgås alene med Videnskabsministeriet og, om ministeriet repræsenterer øvrige ressortministerier eller om de indgåede kontrakter blot indføjes i resultatkontrakten, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
48 |
Spørgsmål tilbagetaget |
49 |
Spørgsmål tilbagetaget |
50 |
Spørgsmål tilbagetaget |
51 |
Spørgsmål tilbagetaget |
52 |
Spørgsmål tilbagetaget |
53 |
Spm. om universiteter i de nordiske lande, Storbritannien, Holland, Frankrig, Tyskland og USA indgår resultatkontrakter med ministeriet/ministerier, jf. § 8 stk. 8, lovbemærkningerne om udviklingskontrakter som styreform, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
54 |
Spm. om medarbejderne på universiteterne i de nordiske lande, Storbritannien, Holland, Frankrig, Tyskland og USA af deres institutleder med instruktionsbeføjelser kan pålægges at udføre bestemte forskningsopgaver og myndighedsopgaver, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
55 |
Spm. om, hvad termen »undtagelsesvis« dækker over, jf. § 33, stk. 2, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
56 |
Spørgsmål tilbagetaget |
57 |
Spm. om, hvad termen »undtagelsesvis« dækker over, jf. § 33, stk. 2, herunder give eksempler på ministerielle kontraktpålæg inden for fødevareområdet (DFVF) og miljøområdet (DMU), til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
58 |
Spørgsmål tilbagetaget |
59 |
Spørgsmål tilbagetaget |
60 |
Spm. om, hvad der forhindrer ministerier i at opbygge deres egen sektorforsknings- og analyseenhed i ministerielt regi, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
61 |
Spm. om, hvem der har ejerskabet til database-oplysninger og lignende vedrørende Danmarks Fødevareforsknings, DMU’s og Danmarks Jordbrugsforsknings udførelse af myndighedsopgaver og forestiller ministeren sig, at dette materiale evt. skal udleveres til et privat konsulentfirma i forbindelse med konkurrenceudsættelsen om to år, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
62 |
Spm. om, hvorfor protesterne mod ministerens beføjelser til at påtvinge universiteterne kontrakter, jf. § 33, stk. 2, ikke er omtalt i ministeriets høringsnotat, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
63 |
Spm. om det jf. § 15 i Universitetsloven var et lovkrav, at det fremsendte høringsudkast til Lov om ændring af Universitetsloven (dateret 14/12-06) var af en sådan betydning/karakter, at det skulle forelægges for Akademisk Råd, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
64 |
Spm. om det er en korrekt fortolkning af § 15, stk. 3, at Akademisk Råd har ret til at drøfte og udtale sig om det fremsendte høringsudkast, idet dette er af væsentlig betydning for universitetets virksomhed, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
65 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at det er lovstridigt, hvis rektor har undladt at forelægge høringsudkastet for Akademisk Råd, eller at rektor kun har forelagt det »til orientering«, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
66 |
Spm. om på hvilke universiteter, Akademisk Råd fik forelagt henholdsvis ikke forelagt det fremsendte høringsudkast til Lov om ændring af Universitetsloven på en måde, så det var i overensstemmelse med Universitetsloven, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
67 |
Spm. om kommentar til henvendelse af 16/2-07 fra Danske Studerendes Fællesråd, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
68 |
Spm. om, i forhold til det forslag, der blev sendt i høring, er der i bemærkningerne til afsnit 2.3.5 på side 10 tilføjet: »idet ph.d.-skoler erstatter forskerskoler«, hvad effekten er af tilføjelsen, og med hvilken begrundelse er tilføjelsen sket, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
69 |
Spm. om det fortsat vil være muligt med indførelsen af de nye ph.d.-skoler at indgå i tværinstitutionelt og tværfagligt samarbejde om forskeruddannelse, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
70 |
Spm. om, hvilken betydning indførelsen af de nye ph.d.-skoler har for det eksisterende forskeruddannelsessamarbejde og for forskerskoler på tværs af fagområder og institutioner, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
71 |
Spm. om, hvordan de nye ph.d.-skoler tilgodeser det fagligt fokuserede forskeruddannelsessamarbejde, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
72 |
Spm. om teknisk bistand til ændringsforslag, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
73 |
Spørgsmålet tilbagetaget - stilles i stedet på L 179, og ministerens svar herpå |
74 |
Spørgsmål tilbagetaget - stilles i stedet på L 179, og ministerens svar herpå |
75 |
Spm. om det er i overensstemmelse med virksomhedsoverdragelsesloven, når universiteter overtager »myndighedsopgaver«, men ikke må kende de forudsætninger og betingelser, som de bevilgende og kravstillende ministerier har til overdragelsen, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
76 |
Spm. om ministeriers betingelser for kontraktindgåelse ikke vil være omfattet af offentlighedsloven, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
77 |
Spm. om, hvilken procentvis forskningsandel/»overhead«, der hidtil har været knyttet til ministeriers myndighedsbetjening o.lign. på Danmarks Fødevareforskning, på Danmarks Jordbrugsforskning samt på Danmarks Miljøundersøgelser, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
78 |
Spm. om, hvem der afgør tvister i tilfælde af, at der opstår uenighed mellem et ministerium og et universitet, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
79 |
Spm. om ministeren kan garantere, at lovrevisionen lever op til de internationale normer for universiteters virksomhed, når ministeriet ikke er i stand til at sammenligne centrale strukturelle og lovgivningsmæssige forhold i relation til de lande, som vi normalt sammenligner os med, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
80 |
Spm. om, hvad vil der være tiltrækkende for en velmeriteret udenlandsk forsker ved at komme til Danmark, når forskeren – i modsætning til vilkårene i andre lande kan pålægges at udføre ’myndighedsopgaver’ for danske ministerier, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
81 |
Spm. om redegørelse for de tilgrundliggende principper for ejerskab, brugsrettigheder og eventuel ophavsret til databaseoplysninger og lignende vedr. Danmarks Fødevareforsknings, DMUs og Danmarks Jordbrugsforsknings udførelse af myndighedsopgaver, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
82 |
Spm. om, hvilke begrænsninger der jf. forvaltningslovens § 27 kunne tænkes pålagt en forsker i forbindelse med udførelse af en forskningsopgave, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
83 |
Spm. om forvaltningslovens bestemmelser også var gældende for den universitetsansatte før lovrevisionen eller, om der er tale om en fornyelse, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
84 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at loven ikke forhindrer, at et ressortministerium kan indføje særlige kontraktbetingelser eller forbehold som f.eks., at ministeriet skal have ret til at gennemse/rette i en udredning/rapport før rapporten offentliggøres, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
85 |
Spm. om, hvad en forsker skal gøre, hvis forskeren fortsat ikke mener, at der er saglig begrundelse for, at en forskningsleder – og senere forskningslederens foresatte - pålægger forskeren at ændre i en publikation, at udsætte publicering eller at pålægge denne ikke at udtale sig om et konkret forskningstema, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
86 |
Spm. om der er offentlighed i forvaltningen om forskerens indsigelse til forskningslederen/forskningslederens foresatte, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
87 |
Spm. om, hvilken beskyttelse den ansatte har (som »whistle-blower«) overfor repressalier fra sine overordnede i det tilfælde, at den ansatte klager over forskningslederens/forskningslederens foresattes pålæg af begrænsninger af den ansattes publiceringsret eller ytringsfrihed, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
88 |
Spm. om ministeren kan bekræfte, at en forskningsleder via sin instruktionsbeføjelse kan pålægge en forsker at dreje fokus i sin forskning fra et felt til et andet med henvisning til, at forskerens selvvalgte tema ikke er nævnt i universitetets forskningsstrategi henholdsvis udviklingskontrakt, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
89 |
Spm. om ministeren svar på spørgsmål 41 skal forstås sådan, at begrænsningen for, at ministerier opbygger deres egne sektorforsknings- eller analyseenheder i ministerielt regi er de forudsætninger, »hvorunder bevillinger er givet, herunder forudsætninger om sektorforskningens organisering«, og ministeren bedes redegøre konkret for, hvilke forhindringer/begrænsninger, der kan være tale om, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
90 |
Spm. om ministeren vil bekræfte, at følgende projekter kan fortsætte efter vedtagelse af lovforslaget, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
91 |
Spm. om teknisk bistand til udformning af et ændringsforslag, der sikrer, at meritankenævnet får en sammensætning som studienævn, det vil sige 2 VIP’er + 2 studerende, til videnskabsministeren, og ministerens svar herpå |
Oversigt over samrådsspørgsmål vedrørende L 140
Samråds-spm.nr. |
Titel |
A |
Samrådsspm. om, hvilke kontakter ministeren har haft med universiteternes ledelser og de ansattes organisationer i forbindelse med behandlingen af ændringerne i universitetsloven, til videnskabsministeren |
B |
Samrådsspm. om ministerens kommenterer til universitetsverdenens kritik af regeringen for at ville knægte den frie forskning og stække universiteternes uafhængighed, til videnskabsministeren |
C |
Samrådsspm. om, hvilke ændringer ministeren vil gennemføre i sine forslag til ændringer af universitetsloven på baggrund af universitetsverdenens kritik af disse forslag, til videnskabsministeren |