Med det her lovforslag sættes der et foreløbigt punktum for den afdemokratiserings- og centraliseringspolitik, som er blevet ført over for de danske universiteter, kulminerende med vedtagelsen af den universitetslov, som på afgørende vis fratog medarbejderne medindflydelse og medbestemmelse på universiteterne og erstattede den med ansatte ledelser og bestyrelser.
Det, der så sker med det her forslag, er, at man går ind og laver en detailstyring af universiteterne, som på en række områder fratager disses bestyrelser og ansatte ledere den magt, som de netop har fået.
Hermed kan man i hvert fald konstatere, at Danmark nu fører an som et af de lande i verden, som har den snævreste og mest markante statslige styring af universiteterne, og på den måde passer det jo meget godt sammen med regeringens politik på en lang række andre områder, hvor den også har gennemført de her ting.
Det sker i sammenhæng med, at man vedtager en lovgivning om en række fusioner - fusioner, som man hævder er indgået frivilligt mellem universiteter og sektorforskningsinstitutioner, men som i realiteten er blevet presset igennem, og som også er baseret på en løsagtig teori om, at hvis man får store institutioner, får man også gode institutioner.
Det er ganske vist modbevist af den kendsgerning, at hvis man kigger ud over de erfaringer, de har i andre dele af verden, er det sådan, at store universiteter ikke nødvendigvis er gode universiteter, at små universiteter ikke nødvendigvis er dårlige universiteter, at store forskningsinstitutioner ikke nødvendigvis er gode forskningsinstitutioner, og at små forskningsinstitutioner ikke nødvendigvis er dårlige forskningsinstitutioner.
Alligevel har man altså gennemført den her sammenlægning, og det har man gjort uden i virkeligheden at ville gennemføre en egentlig analyse, en egentlig undersøgelse, en egentlig diskussion af, hvad der skulle være formålet, og hvad der skulle være fordelene ved de her fusioner.
Så på den måde er det altså en centraliseringsøvelse, der kører hele vejen rundt. Det behøver selvfølgelig ikke at betyde, at der ikke er områder, hvor fusionerne er fornuftige og velbegrundede, og hvor der også vil kunne opnås positive resultater, men udgangspunktet er efter Enhedslistens opfattelse grundlæggende forkert.
Vi har i det arbejde, der har været om det her lovforslag koncentreret os om to ting. Det ene, vi har koncentreret os om, har været spørgsmålet om forskningsfriheden. Vi har sagt, at i en situation, hvor sektorforskningsinstitutioner og universiteter lægges sammen og man derved får lagt nogle institutioner, som har en tradition for forskningsfrihed, sammen med nogle institutioner, som ikke har den tradition, er det vigtigt også lovgivningsmæssigt at gå ind og sikre forskningsfriheden yderligere. Det har man fra regeringens side og fra forligspartiets side, som i den her sammenhæng jo er Socialdemokraterne, været fuldstændig afvisende over for.
Vi har også sagt, at vi mente, at det var vigtigt at sikre, at man som forsker havde mulighed for at forske i væsentlige spørgsmål ud fra de ønsker og interesser, som kom fra forskningen generelt og den forskning, man bedrev, og at der altså også var mulighed for, at den enkelte forsker var sikret frihed til forskning efter eget valg og efter egen metode.
Det forslag har vi fremsat som ændringsforslag uden for betænkningen, og man kan sige, at historien om det ændringsforslag også er et meget interessant eksempel på, hvordan man arbejder med de her ting i Videnskabsministeriet:
Efter sædvane havde vi jo bedt Videnskabsministeriet om at udføre det tekniske arbejde med at lave et ændringsforslag. Vi fik så en meget omhyggelig redegørelse for, hvorfor videnskabsministeren synes, det var en dårlig idé at lave sådan et ændringsforslag. Det er jo helt i orden, men vi fik heller ikke den tekniske bistand, vi havde bedt om. Det har vi så været i stand til at få andre steder, og det er selvfølgelig godt, så nu er ændringsforslaget altså stillet.
Men pointen her er, at det netop i en situation, hvor man laver den her fusionsproces, netop i en situation, hvor man får en kombination af steder, som i hvert fald i udgangspunktet har en tradition for fri forskning, og steder, som ikke har det, er vigtigt at gå ind og sikre den enkelte universitetsforskers frihed til selv at træffe nogle beslutninger om forskning.
Men den frihed, som jo ellers er et grundlæggende og også et liberalt princip i forskningspolitikken strider altså mod de ønsker, som regeringen og Socialdemokraterne har om en strammere styring af forskning og universiteter i Danmark.
Vi har så gjort det, at vi derudover har stillet en række ændringsforslag, hvori vi forholder os til den grad af detailstyring, der laves. Med hensyn til detailstyring er det jo sådan, at en række af de ting, som regeringen og Socialdemokraterne foreslår indføjet i den her lov, er gode og fornuftige ting, som man mange steder laver helt helt frivilligt.
Problemet er, at man, når man beskriver dem i en lov, sætter en ramme for, hvordan det skal gøres alle steder. Det betyder f.eks., at man nu alle steder skal gennemføre evalueringer af undervisningen, med henblik på at det skal lægges ud på nettet.
Mange steder i universitetsverdenen er der enighed mellem studerende, lærere og ledelse om, at det er en usædvanlig dårlig idé, og man vil gerne lave evalueringerne på en anden måde. Men det er ikke godt nok for regeringen og Socialdemokraterne, at man udeomkring på universiteterne kan blive enige om, hvordan man skal lave evalueringerne af undervisningen for at få det bedst mulige resultat. Nej, siger man, Folketinget og regeringen skal bestemme, hvordan det skal gøres.
Det samme gælder universiteternes forbindelser til samfundet. Alle er jo enige om, at det er vigtigt, at universiteterne, deres ledelse, de studerende og universitetslærerne er i tæt kontakt med det omkringliggende samfund. Vi i Enhedslisten synes bare, at man ofte definerer samfundet noget snævert, fordi det som oftest handler om erhvervsvirksomhederne og deres ledelser, når man taler om samfundet.
Men det, der er interessant her, er, at også den del vil man sikre sig skal foregå på en ganske bestemt måde, i stedet for at man siger, at universiteterne har en pligt til at være
i samklang og have kontakt og forbindelse til det omkringliggende samfund. Hvordan de gør det, må de selv om. Man har også lavet en detailstyring med hensyn til, hvordan ph.d.-skolerne skal organiseres, en detailstyring, der har været så kraftig, at det har fået den socialdemokratiske ordfører på området, hr. Rasmus Prehn, til at spørge til, om nogle eksisterende, velfungerende miljøer kan fortsætte, og der har hr. Rasmus Prehn fået det svar, at det kan de godt, hvis de vel og mærke kan finde en enkelt institution, der vil være ansvarlig. Ellers kan de ikke. Denne detailstyring fører efter vores opfattelse til en lang række uheldige ting og vil tvinge universiteterne til at indrette sig på en dårlig måde mange steder, hvor man ville finde mere fornuftige løsninger selv. Enhedslistens ændringsforslag fjerner uendelig meget i det lovforslag, der er kommet her, men det er ikke ret radikalt, ikke særlig systemoverskridende. Det er bare et forsøg på at sikre, at universiteterne ikke fratages de sidste rester af selvbestemmelse. Derfor har vi da stadig væk et lille håb om, at der vil være flere, som vil gå ind for dem, ud over de partier, som allerede har tilkendegivet, at de vil støtte de her ændringsforslag. Ellers må vi se frem til den evaluering, der kommer af hele det her område i 2009, hvor vi jo sikkert har fået et nyt flertal i Folketinget og en ny regering. Så håber vi på, at den evaluering, som vil vise, at der er en række problemer i den måde, man styrer de danske universiteter på, vil føre til, at Socialdemokraterne vil frigøre sig fra det usædvanlig dårlige selskab, de er kommet i ved at alliere sig med Venstre og Konservative i forhold til universitetspolitikken.