Den næste sag på dagsordenen var:
3) Tredje behandling af lovforslag nr. L 139:
Forslag til lov om ændring af teaterloven. (Revision af egnsteaterordningen). Af kulturministeren (Brian Mikkelsen). (Fremsat 31/1 2007. Første behandling 9/2 2007. Betænkning 18/4 2007. Anden behandling 24/4 2007).

Der var ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Når historien om det her lovforslag engang skal skrives, vil historikerne ikke give kulturministeren den højeste karakter; processen omkring det her er mildest talt ikke noget, der pynter på kulturministerens cv.
     Vi lavede en god teateraftale for efterhånden et par år siden, hvor alle Folketingets partier stod bag. Vi var enige om mangt og meget. Vi var også enige om at tage det forslag, som kulturministeren havde indlagt i sit udspil om, at der skulle være rammestyring på egnsteatre, ud. Vi var enige om at nedsætte et udvalg, det såkaldte Mogens Holm-udvalg, som efter et års tids arbejde kom med nogle anbefalinger, som partierne faktisk også var enige om, nemlig at der skulle sikres en kvalitet i børneteatrene, i egnsteatrene, at der skulle være noget faglig bistand, og at der selvfølgelig skulle være en overvågning med, kan man sige, skatteborgernes penge, så der kom godt, kvalitativt teater ud af det.

     Det var nogle anbefalinger, som sikrede, at egnsteatrene godt kunne styres, uden at det blev lagt ind under en rammestyring, som vi jo ved betyder, at egnsteatrene skal slås om sparsomme økonomiske midler sammen med hjemmehjælpere, børnehavepædagoger og mange andre ting, og her kommer kulturen tit og ofte i klemme.
     Vi var derfor glade for, at vi - alle partierne bag teateraftalen - i efteråret sidste år var enige om, at det her ikke skulle overgå til rammestyring.
     Ikke desto mindre foretog Dansk Folkeparti og VK en kovending under de daværende finanslovforhandlinger, hvor man så kunne se resultatet, nemlig at den brede politiske forståelse og enighed om at beskytte egnsteatrene, fordi det er vigtigt med lokal kultur, forsvandt - ærgerligt.
     Jeg vil godt på Socialdemokraternes vegne sige, at vi blankt erkender, vi kan godt tælle, vi kan godt se tallene, at det lykkedes ministeren, eller hvem det nu var - det kan vi jo ikke vide, vi var ikke med i finanslovforhandlingerne her - at sikre, at egnsteaterområdet fik flere penge, og godt for det; det kipper vi med flaget for.
     Så på det helt korte sigt tror jeg sådan set ikke at der vil ske nogen katastrofer; det tror jeg ikke. Men nu er det jo sådan, at vi er et parlament, der laver lovgivning, som skal have en varighed, der rækker ud over de næste par år. Den skal have en varighed, så vi også i fremtiden sikrer, at der i kommunerne gives det statslige tilskud, som lige præcis kan give den mobilisering til at få etableret egnsteatre.
     Og det, vi kan se på den lange linje - og det er det, vi forholder os til - er, at det bliver et nulsumsspil, at det bliver sådan, at hvis der er gode kulturelle kræfter, der gerne vil etablere et børneteater, et egnsteater, så vil der være nogle andre teatre, der bliver nødt til at lukke, fordi det skal holdes inden for en bestemt ramme.
     Det er baggrunden for, at vi stemmer imod forslaget, vel vidende at der på det helt korte sigt vil være flere penge, og at der vil komme den kvalitetsvurdering og de konsulenter ind, som Mogens Holm-udvalget anbefalede os; det kan vi godt se. Men som sagt: Vi laver lovgivning på noget, der rækker ud over næste folketingssamling, og det, at egnsteatrene i fremtiden vil komme ind under et nulsumsspil, vil vi ikke tage et medansvar for, og derfor stemmer vi imod.
     Sluttelig vil jeg give udtryk for, at vi synes, det er ærgerligt, at en i øvrigt god proces omkring teatre, et i øvrigt godt forståelsesgrundlag på området skrider i en sen nattetime eller en tidlig morgentime, hvad ved jeg, fordi der er partier i Folketinget, som blæser højt og flot på en bred politisk forståelse.

Tak til fru Jytte Andersen. Så er det fru Ellen Trane Nørby som ordfører.

Når jeg hører fru Jytte Andersen her fra talerstolen, lyder det jo næsten, som om egnsteatrene nu går en meget, meget svær tid og fremtid i møde. Og det er jo på ingen måde tilfældet, for den her regering har, siden den trådte til, næsten fordoblet tilskuddet til egnsteatrene i Danmark. Vi har set, at egnsteatrene over hele landet er i en rigtig spændende vækst, da egnsteatret skyder op i mange regioner i Danmark, og sådan håber vi også at det fortsat vil være.
     Derudover har vi med den aftale, der blev lavet om egnsteatrene, sikret, at der også er nogle kvalitative udviklingsmuligheder for egnsteatrene, åbnet op for, at der kan være et bedre samarbejde mellem egnsteatrene, og ved at tage de anbefalinger, der kom fra det udvalg, der sad over et års tid og arbejdede med egnsteatrene, har vi også indført en konsulentordning, som tages uden for den økonomiske ramme, for at sikre, at der også er nogle, der eksternt kan komme ind og være med til at sparre med egnsteatrene og sikre, at udviklingen går videre.

     Så jeg synes jo, det er ærgerligt, at den socialdemokratiske ordfører udlægger det her, som om egnsteatrene er truede. Det er på ingen måde det, der er tilfældet. Snarere tværtimod sikrer vi nu en solid, stabil ramme omkring egnsteatrene, og det er med til at fremtidssikre egnsteatrene, uden at vi løbende skal have en diskussion om, hvad der skal prioriteres ned, sådan at man kan prioritere egnsteatrene op.

Det lyder slet ikke, som om fru Ellen Trane Nørby hørte efter, hvad jeg sagde. Jeg anerkendte jo, at der kommer flere penge. Jeg anerkendte også, at de anbefalinger, som Mogens Holm-udvalget kom med, er inkorporeret i lovforslaget; det anerkendte jeg. Men det har på det lange sigt ingen mening, når det er under en rammestyringsmodel. Så får det ingen mening, for så bliver det et spørgsmål om, at skal der komme nye initiativer, nye teatre, vil der være andre, der enten skal spare eller lukke.
     Det er i det perspektiv, jeg på Socialdemokraternes vegne har afvist at stemme for forslaget.

Jeg er da glad for at høre, at den socialdemokratiske ordfører anerkender, at der er kommet en kæmpestor saltvandsindsprøjtning og et meget stort tilskud til egnsteatrene.
     Men jeg er slet ikke enig med den socialdemokratiske ordfører, når det her bliver gjort op, som om det lige pludselig nu, fordi der bliver indført en refusionsordning under en rammestyring, så vil betyde, at man skal prioritere for andre områder. Det har altid været tilfældet, og det vil altid være tilfældet, at når vi skal prioritere et kulturområde over for et andet kulturområde, så er det en vurdering af: Hvad er det, vi ønsker at satse på?
     Den her regering har, siden den trådte til i 2001, næsten fordoblet tilskuddet til egnsteatrene. Det ser jeg sådan set som et udtryk for, at det her har været et område, vi fra regeringens side har prioriteret, fordi det er vigtigt, at der er teatre i alle dele og egne af det danske land, og det er også vigtigt, at vi nu med den aftale, vi har lavet, sikrer en stabil økonomi omkring det, sikrer, at der ikke skal prioriteres væk fra andre områder for at opprioritere egnsteatrene, og samtidig sikrer en konsulentordning, som kan være med til den kvalitative udvikling.

Nu er Venstres ordfører så glad for forslaget. Jeg ville egentlig godt spørge: Hvad er Venstres kommentar til, at der faktisk er tre vestegnsborgmestre, repræsenterende Venstre, Konservative og Socialdemokratiet, der meget nøje i et bilag til Kulturudvalget i forbindelse med det her lovforslags behandling har givet udtryk for præcis de samme betænkeligheder, som jeg på Socialdemokratiets vegne har fremført? Det er Hans Barlach, der er borgmester i Greve, og Poul Lindor Nielsen, der er borgmester i Roskilde Kommune, og Michael Ziegler, som er konservativ borgmester i Høje Taastrup Kommune. Ved de slet ikke, hvad det er, de har med at gøre? Det er dem, der får ansvaret for egnsteatre i fremtiden.

Men det er jo sådan set ikke det, der er problemstillingen, og det, der er til diskussion, for vi har jo fortsat en refusionsordning, men nu inden for en rammestyring. Og derfor er det, der er det interessante at diskutere, jo, hvor stor rammen skal være, for refusionsordningen vil jo fortsat være der, og der vil jo stadig væk være vid mulighed for, at egnsteatrene kan udvikles i hele landet, fordi de stadig væk vil modtage et meget stort tilskud fra staten, som kan være med til at løfte opgaverne hånd i hånd med kommunerne.
     Så jeg kan ikke se, at det skal være den store problemstilling at diskutere en refusionsordning inden for en rammestyring. Det, der er til diskussion, er jo, hvor stor rammen skal være, og det er overhovedet ikke det, der er til forhandling nu her.
     Rammestyring er jo noget, vi bruger på det meste af kulturområdet. Vi ser det på musikskolerne, som også klarer sig godt, er i vækst, hvor vi også har en refusionsordning inden for en rammestyring. Vi ser det på museumsområdet, hvor vi har en refusionsordning inden for en rammestyring. Det er jo ikke to områder, der har lidt døden, på grund af at vi har lavet rammestyring, og det tror jeg overhovedet ikke kommer til at ske på egnsteaterområdet.

Jeg vil gerne spørge fru Ellen Trane Nørby, hvad der er begrundelsen for at indføre rammestyring. Er begrundelsen ikke, at man vil sikre, at udgifterne ikke overstiger et bestemt beløb? Er det ikke derfor, man laver rammestyring? Derfor vil rammestyring jo også føre til, at hvis der er ønsker, der rækker ud over den ramme, så finansieres de ved hjælp af, at man tager penge fra andre teatre.

Grunden til, at vi ønsker at indføre rammestyring, er, at der skal være en sikkerhed med hensyn til, hvad vi bruger af midler på de kulturelle områder. For når man tidligere har skullet opprioritere egnsteatrene, er det gået ud over andre områder på kulturområdet, og derfor er det jo også i respekt for de andre områder på kulturområdet vigtigt, at vi ved, hvad det er for nogle økonomiske rammer, de forskellige områder har at arbejde inden for. Hvordan man så vælger at prioritere midlerne, er jo et politisk spørgsmål, og det er en politisk drøftelse.
     Jeg synes, det er vigtigt, at man ikke bare siger, at egnsteatrene har en økonomisk ramme, som kan risikere at gå ud over andre kulturområder, for det har jo været praksis tidligere, at de midler, der så skulle gå ekstra til egnsteatrene, har skullet prioriteres væk fra andre kulturområder.
     Så derfor er en rammestyring jo noget, der også skaber sikkerhed på hele området, og det er bestemt ikke noget, der hæmmer hverken udviklingen eller væksten. Det kan vi både se på museumsområdet, det kan vi se på musikskoleområdet, og egnsteatrene i Danmark har aldrig haft det bedre, og vi har aldrig haft flere egnsteatre, end vi har i dag. Så jeg synes faktisk, at det går rigtig godt på det lokale teaterområde i landet.

Det er jo rigtigt, at vi har haft en ordning på det her område, som har betydet, at der har været meget stor vækst, og derfor er det jo også nu rart at få bekræftet, at formålet med at indføre rammestyring er at sikre, at væksten ikke kommer ud af kontrol. Så der er altså tale om, når vi snakker om rammestyring, at det er noget, der i sig selv har en negativ effekt for egnsteatrene, og det er Venstres ordfører enig i, og jeg er glad for, at vi kan få det på det rene.
     Så kunne jeg da godt tænke mig at høre, om fru Ellen Trane Nørby kunne opridse, hvad det er for nogle konkrete forringelser, resten af kulturområdet har oplevet på grund af den finansieringsordning, vi indtil nu har haft for egnsteatrene.

Hvis jeg skulle følge hr. Per Clausens logik, ville det betyde, at musikskolerne i Danmark ikke skulle have været i vækst de sidste mange år. Det ville betyde, at museerne i Danmark ikke skulle have været i vækst i mange år, fordi de er også underlagt en rammestyring, en refusionsordning inden for en rammestyring.
     Det er bare ikke tilfældet, og derfor kan jeg ikke følge hr. Per Clausens logik overhovedet, for musikskoleområdet i Danmark står rigtig stærkt, museumsområdet i Danmark står rigtig stærkt, og egnsteaterområdet i Danmark står rigtig stærkt, og det vil det fortsat komme til at gøre, også inden for en refusionsordning under en rammestyring. Det viser fortilfældene, og jeg kan ikke følge hr. Per Clausens logik på det her område.

Tak til fru Ellen Trane Nørby. Så er det hr. Holger K. Nielsen som ordfører.

Jeg er fuldstændig enig i de betragtninger, der er kommet fra fru Jytte Andersen og fra hr. Per Clausen med hensyn til substansen i det her. Formålet med det her lovforslag er at sætte grænser for den succes, der har været i forbindelse med egnsteatrene, at tænke økonomi og økonomiske rammer ind i stedet for at tænke kulturpolitik ind.
     Det, jeg så godt vil sige lidt om, er den forhandlingsstil, som jeg synes kulturministeren har fået en dårlig vane med at anlægge. For der lå altså en klokkeklar aftale mellem partierne bag teaterpolitikken med hensyn til at fastholde refusionssystemet i forbindelse med den nye kommunalreform, en klokkeklar aftale, som kulturministeren vælger at se bort fra, da han skal forhandle finanslov med Dansk Folkeparti. Vi har haft en stor diskussion om, om det er forligsbrud eller ej, som jo er kørt på en måde, hvor kulturministeren afviser, at der er tale om et forligsbrud, men hvor i hvert fald jeg kan konstatere, eller vi kan konstatere, at han går helt, helt til kanten af, hvad man gør som kulturminister over for dem, man laver aftaler med, og det synes jeg er en kedelig vane, som kulturministeren må tænke lidt over.

     På det sidste har vi set, at han har udnævnt Flemming Østergaard til bestyrelsen i TV 2 uden overhovedet at diskutere det med medieforligspartierne. Det turde ellers være en ganske stor beslutning. Jeg ved godt, at kulturministeren har den formelle ret til at udnævne et bestyrelsesmedlem i TV 2, men det er dårlig stil over for sine forhandlingspartnere, over for sine samarbejdspartnere i Folketinget, at man gør det uden først at diskutere det.
     Vi så en tilsvarende personsag vedrørende Danmarks Radios bestyrelse, hvor der blev udnævnt en person, som så afgjort er imod ånden i det, man var enige om i medieforhandlingerne.
     Så jeg synes, at kulturministeren - også på baggrund af den lov, vi diskuterer i dag, og som er årsagen til, at vi stemmer imod og er trådt ud af samarbejdet på teaterområdet - er nødt til at overveje, om det også kan skyldes, at han for mange gange lige går til kanten af, hvad man skal, når man er minister, over for en bred kreds af partier, som man arbejder sammen med. Så det skal være en opfordring fra mig til kulturministeren.

Tak til hr. Holger K. Nielsen. Og så er det kulturministeren.

Jeg tager imod alle opfordringer, og det er jo også derfor, at alle de aftaler, vi har indgået på kulturens område siden 2002, har været brede aftaler.
     Hvis vi vender tilbage til forslaget her, vil jeg sige, at jeg har meget svært ved at forstå oppositionens pessimisme, især fordi oppositionen, hvis man sådan kigger lidt ud over landskabet, ser ud til at stå ret alene med den. Det her lovforslag indeholder jo en række gode elementer, som imødekommer Mogens Holm-udvalgets anbefalinger, og ikke mindst har regeringen, samtidig med at vi indfører en rammestyring, gjort en stor indsats for at sikre økonomisk meget fornuftige vilkår for egnsteatrene fremover.
     Det er vigtigt at slå fast, at bevillingerne til egnsteatrene aldrig nogen sinde i danmarkshistorien har været højere, refusionsprocenten ligger fast i 2007, selv om der er kommet tre nye egnsteatre, og i finanslovaftalen med Dansk Folkeparti sætter vi et ekstra tocifret millionbeløb af til egnsteatrene. Så egnsteatrene har fået bedre økonomiske forhold, end de nogen sinde før har haft i danmarkshistorien.
     I 2001 brugte staten 39,6 mio. kr. på egnsteatrene, i år vil staten bruge 66,8 mio. kr. eksklusive amtslige tilskud, og til næste år vil vi bruge meget tæt på 70 mio. kr. på egnsteatrene. Det er alt sammen i 2007-priser, og uden at de amtslige penge, som i år vil blive givet som statslige penge, er medregnet. Staten har altså næsten fordoblet sit tilskud til egnsteatrene, siden vi trådte til som regering i 2001. Og med de bevillinger, der er afsat, kan vi garantere, at alle får
50 pct. refusion i 2007 - også de tre nye teatre, vi ved der er: Gladsaxe Ny Teater, Baggårdsteatret i Svendborg og Nørregade Teatret i Maribo. Med hensyn til påstanden om aftalebrud har vi jo været igennem en runde i løbet af det sidste halve års tid også i Kulturudvalget, og den må blankt afvises. I efteråret havde vi en lang række indgående drøftelser af forslaget med Folketingets partier, bl.a. i samråd, og regeringen har hele vejen igennem på hvert eneste møde gennem alle månederne tonet rent flag om, at vi ønsker en rammestyring, ligesom vi har erkendt, at vi på det punkt altså ikke er enige med oppositionen. Jeg er heller ikke enig i, at rammestyring skulle ødelægge de andre gode elementer i lovforslaget, der skal sikre en fortsat stærk kvalitetsudvikling på egnsteaterområdet. Det er jo elementer, der ligger i forlængelse af anbefalingerne fra Mogens Holm-udvalget, og med finanslovaftalen er der sat penge af til at realisere dem. Det er ekstra penge til egnsteaterkonsulentordningen og til en udviklingspulje, så der er nye penge til egnsteatrene, så de kan udvikle sig fremover. Jeg er meget fortrøstningsfuld med hensyn til udviklingen af egnsteatrene. Jeg er også sikker på, at alle her i salen er tilhængere af et stærkt og landsdækkende teatermiljø. Det forslag, som vi behandler her i dag, skaber nogle nye redskaber til en styrket kvalitet af hele teatermiljøet. Og ja, forslaget indebærer indførelse af en rammestyring, men i forbindelse med en økonomisk aftale, som både i år og næste år indebærer en yderligere omprioritering af ressourcer fra statens side til fordel for egnsteatrene. Det er ikke et løfte om økonomisk opprioritering uden ende i form af en fortsat lovbunden ordning, men vi går dog så langt, som vi nu er i stand til, når vi skal prioritere i en verden med flere gode formål end tilgængelige. Det taler altså for sig selv, at der næsten er sket en fordobling af bevillingen inden for i hvert fald de sidste 6 år.

Jeg vil bede kulturministeren redegøre for, hvor mange af de ekstra penge til egnsteaterområdet der kommer, ved at man simpelt hen har flyttet teatre fra andre ordninger ind under egnsteaterområdet. F.eks. er Peter Schaufuss Balletten, der før havde en selvstændig bevilling på finansloven, nu lagt ind under egnsteaterområdet. Hvor meget af den ekstrabevilling, der nu er afsat til egnsteaterområdet, kommer i virkeligheden fra andre ordninger?

Se, langt størstedelen af de her penge er jo helt nye bevillinger til egnsteatrene. En del af Peter Schaufuss Ballettens bevilling er en finanslovbevilling, som Det Radikale Venstre for øvrigt selv var med til at vedtage, så det er nye penge fra finansloven. Men den fordobling, der næsten er sket i de 6 år, er altså nye penge til nye egnsteatre.

Der er ingen grund til at betvivle, at der er kommet flere penge til egnsteatrene. Derfor står det jo også lysende klart, at når man nu lægger det ind i en rammestyring, er det, fordi man fra regeringens og Dansk Folkepartis side siger: Nu er nok nok, nu skal der ikke være mere; når de 2 år er gået, så slutter festen, så skal der ikke komme flere egnsteatre.
     Så er det ligegyldigt, hvor mange kulturelle kræfter der lægges i og initiativer der tages udeomkring i det danske land. Skal de nye ideer realiseres, er der altså noget, der skal nedlægges. Det er det, vi i Socialdemokratiet tager afstand fra, nemlig hvad der sker om 2 år.

Man behøver ikke at være så pessimistisk. Vær glad for, at der næsten er sket en fordobling af bevillingen til egnsteatrene, og der er et fantastisk spændende teaterliv rundtomkring i provinsen, et teaterliv, som vi alle sammen støtter. Der er en masse talenter, der bliver spillet en masse fantastiske forestillinger rundtomkring i Danmark, og hvad der sker om 2, 3, 4 eller 5 år, må man tage stilling til løbende.
     Nu har vi ved et ekstra tocifret millionbeløb til egnsteatrene sikret, at man aldrig før har haft så gunstige økonomiske vilkår som nu, samtidig med at vi har et fantastisk spændende teaterliv rundtomkring i Danmark. Det opfatter jeg som positivt og godt, og jeg synes ikke, man behøver at have de der pessimistiske briller på, som fru Jytte Andersen ellers ikke plejer at have på. Hun plejer at være en glad, spændende, positiv kvinde, som også elsker teatret. Jeg synes da, man skal være glad for, at egnsteatrene har så gode vilkår, som de har i dag, de er enestående, historiske.

Jeg bemærker i hvert fald, at kulturministeren ikke besvarede det spørgsmål, der blev stillet af fru Elsebeth Gerner Nielsen før. Hun spurgte: Hvor stor en del af de her penge kommer fra andre aktiviteter, ved at man så at sige har flyttet penge rundt på finansloven?
     Det andet er: Hvorfor tror kulturministeren at der er utilfredshed med den her lov udeomkring i landet? Mogens Holm, egnsteatrene - stort set over en kam - har protesteret imod det her lovforslag, for de ved godt, hvad konsekvensen bliver af det her. Den bliver, at det bliver vanskeligere for dem at planlægge. De ved, at kommunerne er ude i en meget kraftig prioriteringsdiskussion udeomkring, de ved, at den sikkerhed, kommunerne har haft i forbindelse med refusionsordningerne, har de ikke længere.
     Jeg synes, det helt grundlæggende spørgsmål er, hvorfor de skal straffes - og det kan de heller ikke forstå - fordi de er blevet en succes. Det er jo essensen i det her. Egnsteaterordningen har været en succes, det er skudt op med nye teatre. Nu strammer man ind, fordi man har lavet en finanslovaftale med Dansk Folkeparti. Hvorfor skal de være ofre for det?

Der er ingen, der bliver straffet. Jeg har altså svært ved at se det som en straffeaktion, når man næsten har fordoblet bevillingerne til egnsteatrene i løbet af de sidste 6 år, samtidig med at vi har et ekstremt spændende teaterliv rundtomkring i Danmark og en erkendelse af - fuldstændig bredt politisk - at vi skal gøre, hvad vi kan for at sikre diversitet og pluralisme i dansk teaterliv. Det er den ene del af det.

     Den anden del af det er, at der altså er sket meget siden november måned og frem til maj 2007, for siden de økonomiske protester i november måned er der indgået en aftale med egnsteatrene. Vi har fået egnsteatrene med på en aftale, som sikrer udviklingspenge til en udviklingspulje, og finansiering, som Kulturministeriet tager sig af, af nogle egnsteaterkonsulenter. Derfor er der ikke uro ude i egnsteatrene mere.
     Det er klart, at man altid gerne vil have flest muligt penge, og man ville gerne have været rammestyringen foruden, men der er generel tilfredshed nu i egnsteatermiljøet med den aftale, der er indgået. Så der er altså sket meget på det halve år.

Ja, præcis! Man ville gerne have været rammestyringen foruden. Efter de protester har man så lavet en lidt mindre ringe ordning, og så siger kulturministeren: Der er stor tilfredshed. Men det er der altså ikke.
     Kulturministeren er nødt til at kunne besvare det spørgsmål, som fru Elsebeth Gerner Nielsen stillede før, og han er nødt til at forholde sig til, at det, man gør her fra regeringens side - fordi man har lavet den finansaftale med Dansk Folkeparti - er, at man laver en økonomisk stramning på et kulturområde, der har haft en kolossal succes og har været en forudsætning for et blomstrende lokalt kulturliv, hvilket jo, synes jeg, er positivt i en tid, hvor mange ellers går og taler om, at det hele koncentrerer sig omkring hovedstadsområdet. Her er et område, hvor de lokale kulturinitiativer kan blomstre, og det er det, man straffer.

Jeg skal nok gøre sidste runde her.
     Det lokale kulturliv blomstrer og har det bedre end nogen sinde før. Hvis man går ud og snakker med kulturfolk rundtomkring i Danmark, fremgår det, at de aldrig har haft det så godt, som de har det nu. Dansk kultur lever, har det fantastisk godt. Snakker man med billedkunstnerne, fremgår det, at de aldrig før har haft det bedre; dansk film har det godt, dansk teater har det godt, danske forfattere har det godt. Det går godt, og det er ikke det politiske systems skyld, det er simpelt hen, fordi vi har nogle fremragende kunstnere i Danmark, som agerer rigtig godt i den situation, vi er i.
     Med hensyn til spørgsmålet om økonomien: Det besvarede jeg i min første replik til fru Elsebeth Gerner Nielsen ved at sige, at langt størstedelen af pengene er nye penge, som ikke har noget som helst med omflytninger at gøre.
     Med hensyn til rammestyring vil jeg sige til hr. Holger
K. Nielsen, at det er den måde, det meste af kulturpolitikken og det meste af den økonomiske politik foregår på i det her land. Der er ikke nogen blankocheck, der bliver udskrevet på nogen som helst ressortområder til nogen som helst bare lige sådan uden videre, så man bare kan få lov til at vokse, som man lyster. Det er klart, at alt er et spørgsmål om prioritering. Vi vil have et velfungerende teatermiljø i Danmark, men vi vil også sikre os, at der er styr på økonomien. Den har aldrig været bedre, og det har vi også en garanti for er sådan i 2007.

Tak til kulturministeren.
     Så går vi til anden runde, og det er fru Elsebeth Gerner Nielsen som ordfører.

Det er noget vrøvl, når kulturministeren siger, at kulturlivet i Danmark aldrig har haft det bedre. Man kan bare se, hvad der sker i Nordjylland lige nu. Mungo Park, som er et egnsteater, har en tanke om at etablere sig i Frederikshavn. Der er også et egnsteater i Hjørring. Da egnsteateret i Hjørring hørte, at man ville etablere et teater i Frederikshavn, blev man straks nervøs, og man sagde:
Det vil jo gå ud over os, det vil gå ud over den bevilling til vores egnsteater, vi vil få fra staten.
     Det er præcis det, vi vil se i fremtiden, nemlig at de enkelte teatre vil begynde at betragte hinanden som konkurrenter med hensyn til at få del i de begrænsede midler, der er. Det er jo det, der er ulempen ved at indføre rammestyring.
     Derfor er det med stor bekymring, at vi nu ser på, at den usikkerhed, der tidligere har ligget i staten, med hensyn til hvor mange penge, der skulle bruges på egnsteaterområdet om året, nu overgår til kommunerne. Det er for Det Radikale Venstre fuldstændig ubegribeligt, hvorfor det er kommunerne, der pludselig ikke længere skal vide, hvad de kan regne med. De vil først, når året er omme, vide, hvor mange penge de får til deres egnsteater, i modsætning til tidligere, hvor de har været sikre på at få 50 pct. refusion op til et vist maksimumbeløb.

     Normalt er det sådan, at man siger, at det er de bredeste skuldre, der skal bære mest, men sådan er det ikke på kulturområdet. Der er det de smalleste skuldre, nemlig kommunerne, der skal bære den største usikkerhed. Det er noget af baggrunden for, at Det Radikale Venstre stemmer imod det her forslag, for det vil indebære mindre kulturel mangfoldighed. Det her betyder, at vi får et mindre rigt kulturliv i kommunerne. Det er dybt beklageligt.

Det er simpelt hen ikke rigtigt. Det, der sker nu med den nye strukturreform, er - og det viser alle undersøgelser - at jo større kommuner jo mere kulturel aktivitet. Vi kan allerede nu se på den investering, der er i kulturen rundtomkring, at man har øje for den prioritering af kulturen. Så kulturen blomstrer i kommunerne. Men jeg er da glad for De Radikales kærlighed til kommunerne og muligheden for bare at sende blankocheck til kommunerne til, hvad de har lyst til.
     Se, det, som fru Elsebeth Gerner Nielsen siger her, strider jo mod den politik, som også var på området for musikskoler og for museer, da fru Elsebeth Gerner Nielsen var minister. Jeg har i hvert fald ikke set nogen eksempler på, at man har holdt igen med at etablere musikskoler eller museer, fordi der er rammestyring på de områder.
     Selvfølgelig tænker man ikke på den måde. Hvis man vil have et egnsteater, etablerer man et egnsteater, det er jo en lokal beslutning. Den bør ikke være begrundet i, om man får støtte fra staten eller ej, når staten i forvejen giver næsten 70 mio. kr. til egnsteatrene, som udelukkende går til kommunerne, hvilket for øvrigt er en fantastisk generøs ordning, som er enestående i verden.
     Jeg synes, vi kan være tilfredse med, at der er pluralisme og diversitet i teatermiljøet, og at det går rigtig godt. Det synes jeg at vi kan være glade for i stedet for at være så pessimistiske og sure. Det går godt.

Ja, tænk sig: Det Radikale Venstre tør godt give en blankocheck til kommunerne, det tør vi godt. Vi har tillid til, at kommunerne kan forvalte pengene på fornuftig vis. Vi har set det i rigtig mange år på egnsteaterområdet. De har gjort det glimrende.
     Med hensyn til sammenligningen med musikskolerne:
Musikskolerne er jo et fremragende eksempel på, hvor galt det går, når man går fra en refusionsordning til rammestyring. Refusionsprocenten er faldet år for år med det resultat, at deltagerbetalingen for de elever, der skal på musikskole, er steget og steget. Resultatet er, at det kun er de rigeste børn, der får deres børn på musikskole, og det ønsker vi ikke
i Det Radikale Venstre. Vi ønsker et kulturliv, hvor der er plads til alle, og hvor alle har råd til at være med.

Hermed sluttede forhandlingen.

Afstemning

Lovforslaget vedtoges med 60 stemmer (V, DF og KF) mod 48 (S, RV, SF og EL).

Formanden:
Lovforslaget vil nu blive sendt til statsministeren.