Nu vil jeg først berolige folk derude med, at jeg ikke er blevet ligestillingsordfører, men fordi vores ligestillingsordfører, fru Louise Frevert, ikke har mulighed for at være til stede i salen, vil jeg læse hendes ordførertale op.
Formålet med dette direktiv er at fastlægge en ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling på grund af køn. Det er en længe ventet definition af, hvad chikane er. Dansk Folkeparti synes, chikane er beskrevet så glimrende i lovforslaget, hvor der står, at den tilsigtede chikane, hvor formålet er at krænke personens værdighed, også kan være den utilsigtede chikane. Det vil sige, at uagtsom chikane, som ikke har til formål at krænke personens værdighed, men dog har denne virkning, er omfattet af bestemmelsen. Og at chikane ikke behøver at være en aktiv handling, men f.eks. kan ske ved at ignorere den pågældende, siger jo lige nøjagtig alt, nemlig at det ikke behøver at være en fysisk chikane, men også kan være en psykisk chikane, der gør helvede hedt for personen på arbejdspladsen.
I Danmark har der længe været mere eller mindre klare regler for, hvad sexchikane er og indebærer. Også domstolene har kunnet vurdere sager om sexchikane, men det bliver nu helt klart defineret i dette lovforslag. Nu er det bl.a. også personen selv, der sætter grænsen for at være krænket. Det vil være individuelt, og det er strålende, at man nu tager højde for de personlige grænser. Det kan være psykisk, det behøver ikke kun at dreje sig om seksuelt overgreb for at være sexchikane.
Desuden er der nu klaring på, at der ikke må gøres forskel på mænd og kvinder. Hvis der på en arbejdsplads bliver gjort forskel, skal der gribes ind med det samme.
En anden stor landvinding ved dette lovforslag er, at det nu er op til den enkelte at tage ansvar for, hvordan ligestillingen bliver udmøntet. Det er ikke alene arbejdsgiveren, der nu skal have ansvaret, men også arbejdstageren skal klart kunne være med til at vurdere, hvornår der er tale om, at der ikke er fuld ligestilling eller foregår diskrimination. Det anser Dansk Folkeparti også for at være en vigtig del af lovforslaget, netop at man pointerer ikke at diskriminere på grund af køn, og det må jo være ligestilling.
Dette lovforslag skal implementeres i forlængelse af allerede gældende lov og gælder på både offentlige og private arbejdspladser. Der er heller ikke i dette lovforslag tale om, at der skal gøres særlig meget stads ud af, om der skal være faciliteter til mænd og kvinder på et fælles grundlag, så længe de ikke leveres på gunstigere betingelser til medlemmer af det andet køn - ergo at der ikke skal gøres mere ud af det ene køn frem for det andet.
Gudskelov er vi nået så langt i ligeberettigelsen ikke alene i Europa, men så sandelig også i Danmark, at Dansk Folkeparti kun anser dette for en formssag - for at være helt på højde med det, som er de gode intentioner i et samfund, hvor man har ligeberettigelse.
Så Dansk Folkeparti stemmer for forslaget, når vi kommer til tredjebehandlingen.