Socialministeriet Anne Sandbeck
|
    |
18-12-2006
Høringssvar om udkast til Lov om ændring af lov om social service og lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling.
Børne- og Kulturchefforeningen takker for muligheden for at kommentere det fremsendte lovudkast.
Bisidder for børn og unge
BKF finder det positivt, at der gives børn og unge mulighed for at medtage en bisidder efter eget valg til møder i kommunen i forbindelse med sager om særlig støtte. På denne måde åbnes der for mulighed for, at der i højere grad lægges vægt på barnets og den unges tarv.
Det er myndighedens opgave at træffe beslutning om en eventuel tilsidesætte af barnets eller den unges valg af bisidder, hvis der er bestemte grunde til at antage, at bisidderen vil varetage andre interesser end barnets (§ 48 a stk. 2.)
Denne konkrete vurdering af, om bisidderen påvirker barnet eller den unge på en måde, der ikke er i barnets eller den unges interesse vurderes at indeholde mange komplekse problemstillinger.
BKF anbefaler derfor, at bemærkningerne til dette punkt grundigt søges foldet ud i den efterfølgende vejledning.
I bemærkningerne til loven er det beskrevet, at bisidderen kan være voksne i børnenes netværk, men samtidig nævnes det, at bisidderens tavshedspligt (§ 48 a stk. 5) betyder at bisidderen skal være over 15 år.
BKF finder det hensigtsmæssigt, at der i loven tages stilling til et aldersmæssigt krav til bisidderen, så dette ikke alene beror på en indirekte følge af straffelovens § 152 om tavshedspligt.
Vordende forældre
BKF ser positivt på gennem den sociale lovgivning i højere grad at kunne handle proaktivt i forhold til at iværksætte undersøgelser og forebyggende foranstaltninger efter børnereglerne, før børnene er født.
Den kommunale sundhedstjeneste vil selvfølgelig sammen med personale i daginstitutioner og skoler være forpligtet i forhold til at sikre en skærpet opmærksomhed omkring vordende forældre med behov for særlig støtte.
BKF vil dog samtidig gøre opmærksom på, at kommunen ikke automatisk vil have kontakt til alle vordende forældre. Der bør derfor iværksættes en oplysningsindsats i forhold til praktiserende læger, jordemødre, behandlere i misbrugssystemet m.v., idet kommunens forpligtelse i vid udstrækning vil være afhængig af disse personers underretning om, at vordende forældre lever under forhold der ikke sikrer det kommende barns udvikling og trivsel.
Gravide stofmisbrugere
BKF finder, at forslaget om pligt til at tilbyde gravide stofmisbrugere en kontrakt om tilbageholdelse i behandling giver kommunen et relevant handleredskab.
Â
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til:
Per B. Christensen, Tlf. 55 78 49 22 fra 15/12 55 88 30 01, [email protected], eller
Bruno Borella, Tlf. 99 82 82 30, [email protected]
PÃ¥ bestyrelsen vegne
Bruno Borella.